Læren når et regime falder Ceaușescu - Rumænien
Juledag 1989, holdt rumænerne en ‘ceremoni’ man havde ventet på alt for længe og mere glædelig end julen havde været i årtier. Folket afholdt en spontan retssag mod præsident Nicolae Ceaușescu og hans hustru Elena, og fandt dem skyldige i forbrydelser, med dødstraf til følge, mod Rumæniens folk og de blev dømt til døden. Der var ingen mangel på frivillige til henrettelsespelotonen og de som var heldig at blive valgt ventede ikke på ordren til at skyde, og fyldte Ceaușescu’ernes lig med mere end 100 kugler.
Historien om, hvordan diktatorparret mødte deres ende har vigtige lærepunkter for de som spekulerer over skæbnen for nutidens iranske islamiske revolutions regering. Hvad var årsagen til Ceaușescu regimets kollaps og hvordan overvandt folket diktaturets magt?
I 1989 var Sovjets indflydelse i total opløsning. Østtysklands fok rev Berlin Muren ned, polakkerne afviste kommunist regeringen, og lederen af Sovjetunionen Mikhail Gorbachev, trak sig fra Brezhnev Doktrinen, der havde hævdet at Sovjetunonen havde ret til at bruge militær magt for at holde landene i Warszawa Pagten kommunistiske. I stedet mente han, “Enhver indblanding i hjemlige forhold og ethvert forsøg på at begrænse staternes suverænitet - venner, allierede eller andre - kan ikke tillades.” Dette blev kendt som Sinatra Doktrinen, fordi så kunne Østblokken ledes på “min måde.”
En ting der satte opstanden i gang var katastrofen i 1986 Chernobyl atomkrafvæket. Udover den økonomiske omkostning ved afværgeforanstaltninger og forureningen, anslået til US $18 milliarder i 1986 dollars, punkterede hændelsen også Sovjetunionens facade med teknologisk overlegenhed. Dette slag mod Sovjet prestigen blev forstærket med tilbagetrækningen, som følge af nederlag i Afghanistan, det hele bekræftede at Sovjet militær doktrinen var varm luft.
Mens Gorbachev forsøgte at reformere Sovjet systemer med perestroika (økonomisk liberalisering) og glasnost (åbenhed) med håbet om en blød landing for kommunismen havde Ceaușescu ikke sådanne følelser. Siden 1970’erne havde han hensynsløst brugt sit hemmelige politi Securitate, for at undertrykke alt der antydede ‘afvigelse.’
En af Securitates hovedopgaver var at "pacificere" Rumæniens etniske minoriteter. De vestlige provinser i Rumænien er hjemsted for en stor befolkning af etniske ungarere der var havnet på den forkerte side af de nye grænser efter 2. Verdenskrig. Ceaușescu regimet betragtede dem og andre etniske minoriteter som potentielle kilder til opposition mod hans styre og således en trussel mod staten.
Ceaușescu’s brug af Securitate til at undertrykke og terrorisere hans befolkning var nødvendig på grund af hans økonomiske politik, der var rædselsvækkende selv efter standarder i Østeuropas kommunisme. Landets BNP var en tiendedel af Vesttysklands og lavere end Rusland og endog Bulgariens. Fremfor at investere i sit folks bedre velstand stræbte Ceaușescu efter bizarre ‘forfængeligheds’ projekter såsom at barbere masser af Bukarests historie bort for at bygge en enorm regeringsbygning, opføre præsidentpaladser, og konstruere et olieraffinaderi kompleks der aldrig blev færdigt. Raffinaderiet blev finansieret med udenlandske lån, og da disse skulle tilbagebetales før raffinaderiet kunne skabe indkomst indførte Ceaușescu et strengt besparelsesprogram for at kunne betale lån tilbage.
Østblokkens lande blev hærget af uro og krav om at de undertrykkende regimer skulle væk dog valgte de fleste af deres ledere, eller blev tvunget til det, at holde kontrol med deres militær og sikkerhedsstyrker. Imidlertid i december 1989 da protester brød ud i Timișoara, provinshovedstaden i en vestlig provins i Rumænien, viste Ceaușescu ingen tilbageholdenhed. Den 17. december skød de rumænske sikkerhedsstyrker mod demonstranterne. Ceaușescu må have troet at fordi området havde flertal af ungarere ville denne brutalitet vise sig populær i resten af landet.
Overbevist til fulde om den handlings succes organiserede, Ceaușescu et stor offenligt møde i Bukarest den 21. december. Folkemængden der mødte op holdt pligtskyldig plakater med tilkendegivelse af støtte og med billeder af ham og hustruen -- det var indtil nogle i folkemængden begyndte at buuhe og fornærme præsidenten. Trods hans ordre til, senere en bønfaldelse om ar være rolige, blev råberiet mere voldsomt og druknede diktatorens ord, der snart efter måtte søge skjul i hovedkvarteret for kommunistpartiets centralkomite.
Næste dag rejste hele landet sig i protest, og da Ceaușescu igen forsøgte at tale til folkemængden der havde samlet sig udenfor Partiets hovedkvarter, hilste den ham ved at kaste sten og storme bygningen. Ceaușescus undslap til en helikopter på taget og flygtede fra Bukarest.
På dette afgørende tidspunkt, da Securitate benyttede dødbringende vold for at genindføre orden, besluttede hæren at stille sig på folkets side og kæmpede imod politiet og Securitate. Dagene med kampe kostede 1000 rumænere livet.
Juledag kom Ceaușescus i forvaring. Ved dagens slutning - var de døde.. Efter mere end to årtier med blodig undertrykkelse af et tilsyneladende urørligt diktatur var Rumæniens folk frit. En af deres første beslutninger var ophævelsen af dødsstraffen, motiveret af et ønske om at undgå dødelig repressalier under rekonstruktionen til en civil regering.
Lad os nu se på den nuværende situation som Den Islamiske Revolutions regering i Iran står overfor. Irans folk har erfaret over fire årtier med undertrykkelse ved et regime der har været alt for villige til at benytte gennempryglinger, tortur og henrettelser helt bevids. Regimets indsats for at få en kernevåbenprogram har smadret landets økonomi, og fattiggjort befolkningen. Alle komponenter i projektet - erstatningshærene ved Hamas, Hezballah og Houthierne, militser i Irak og Syrien, marionet diktaturet ved Bashar al Assad og programmer med ballistiske missiler og forsøg på at få atombomber udgør billioner af dollars i investeringer - det hele ligger nu i ruiner. Etniske minoriteter i de fjerne provinser i landet forbliver fortørnede og hævngerrige over undertrykkelsen ved sikkerhedsstyrkerne og ser nu at disse styrker er svagere end de kunne forestille sig. Ydermere udgør minoriteterne i antal langt flere end perserne, der kun udgør cirka 40% af befolkningen.
Forvent ikke at truslen mod regimet vil komme fra Teherans gader. Regimets magt er koncentreret der, og mange er afhængige af regimet.
Hold i stedet øje med opstande blandt Azerierne, og Kurderne i nordvest, araberne i syd, og Baloch i øst. Når de viser at deres frygt for regimet ikke længere opvejer deres ønske om frihed, selvom regimet på brutal vis håndterer deres protester så kan deres villighed for at gøre modstand inspirere flertallet blandt Perserne.
Hvis det kommer til at ske, kan Irans folk arbejde som een for at styrte det undertrykkende middelalderlignende teokrati og kræve deres lands ret til at være et demokratisk og pluralistisk samfund, åben for udveksling af varer og ideer med resten af verden.
Image: National Archives
https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/consider_ceausescu.html