Den umulige amerikanske drøm?

Stephen Helgesen

Valget af Donald Trump's som præsident i 2024 var blot endnu et sving med et politisk og ideologisk pendul, der endnu engang viste, at amerikanerne, trods deres velstand og ressourcer og frihed, er et økonomisk utilfreds folk, der mere synes at holde af at slås med hinanden end at finde fælles fodslag, hvorpå fremtiden kan bygges.

Det er en vanskelig konstatering at komme med for en amerikaner, der elsker sit land, men jeg må gøre det..

Jeg har i mange år observeret mine medmennesker, og det har hjulpet mig til bedre at forstå, hvad vi er som nation, men der er stadig et spørgsmål, der piner mig. Det er: "Hvorfor kan vi ikke begrave stridsøksen og blive enige om at stræbe efter en politisk kurs der en gang for alle slår fast, hvad vi står for som nation, og kortlægger vejen til at opnå de mål vi deler og med baggrund i en fælles vision?

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne USA med visse europæiske lande, nemlig det land jeg bor i lige for tiden der faktisk har gjort det. Jeg skriver dette den 5. juni Danmarks Grundlovsdag, der hylder de grundlæggende love der ‘leder’ deres 5,6 millioner mennesker. Grundloven repræsenterer også afslutningen på Danmarks absolutte monarki, der ikke sluttede med et blodbad eller sårede følelser, men i en alliance mellem Danmarks ‘suveræn’ og folket.

Demokratiet sejrede.

Der gik endnu 80 år før landet vedtog en række sociale reformer der gav borgerne det som var stillet det i udsigt da folket godkendte deres forfatning. Kulturen indhentede loven og hjalp med til at forme den sociale orden, som folket havde krævet. Formen var færdig og Danmark rykkede hurtigt fremad med et sæt værdinormer, traditioner og faktisk politik der skyldes eksistensen af samarbejde og løfter - to ting der så tragisk er savnet i amerikansk politik og kultur.

Nogle af mine landsmænd ville rejse børster når de hører hvad jeg hævder, men de der tænker mere omhyggeligt over den vej vi bevæger os på mod fremtiden ville muligvis nikke samtykkende og i tavshed. Vore sidste tre præsidenter, Obama, Biden og Trump er symbolet på Amerikas politiske og kulturelle skizofreni, 

Obama's "yes we can" viste sig at blive "no we couldn't" og så kom Trump til magten for at lave om på det Obama havde gjort.  

Efter fire tumultariske år blev han fyret af et vælgerkorps der ikke kunne og ikke ville indgå kompromis med oppositionen og ønskede deres land tilbage. Fire år gik med forsøg på at lindre Amerikas sår, og en alvorlig senil øverstkommanderende blev forvist til pension.

Trump kom tilbage for at rydde op i det rod Biden havde efterladt. Der var imidlertid blot et problem og det var en joker. Halvdelen af landet hadede Trump og havde voldsom mistillid til alle hans støtter der så tilfældigvis kunne være deres nabo, deres kollega og deres venner, og endog deres familie. Deres 'kulturelle’ nye indstilling der var baseret på identitetspolitik og ikke havde rod i almindelig sund fornuft og menneskets natur var ved at blive forkastet og erstattet af værdier de var imod som i et meritokrati.

Det meritokrati havde tilgode at blomstre, og økonomien har ikke vist at den kan modstå de slag som præsidenten har givet med hans afgiftskrig og insisteren på at vedtage en "big beautiful bill" der vil gøre landets gæld betragteligt større i kommende årtier, for ikke at nævne en udvidelse af hans tidligere skattenedsættelser der ikke som sådan er rettet til og er for de skatteydere i landet som har allermest brug for dem. 

Indrømmet, Trump har kun haft embedet i fem måneder, men for nogle, forekommer det at være en livslængde når man ser på alle de executive orders han har underskrevet, og alt det arbejde der er blevet udført for at ‘strømline’ (nogen ville sige ødelægge) forbundsregeringens bureaukrati. 

Kritik har aldrig afholdt Trump fra at følge op på hans ideer, det han tror på og de løfter han har givet. Vi har betragtet dette ske i løbet af et halvt århundrede med ejendomshandler. Det er en ting at have selvtillid, og den har Trump til overmål, men noget helt andet at eje selverkendelse og uselviskhed opnået gennem personlige erfaringer. Disse to evner er af stor betydning når det gælder om at lede en hel nation. 

Og de evner er virkelig af betydning hvis en leders følgere skal fortsætte med at være med ham når de løfter der er givet ikke indfries. 

Det politiske ur tikker hurtigt - lige så hurtigt som Trump går fremad med sin planer om at ‘make America great again.’

Det ægte spørgsmål er: “Hvad er definitionen på great”?

Er det et samfund, der har empati, sammen med en sund økonomi, et samfund der værdsætter menneskerettigheder og hylder lighed for alle mennesker? Er det et samfund, der accepterer nødvendigheden af at beskytte fællesskabets goder og også enkeltindividets goder? Er det? Drejer det sig om at tro på muligheden af, at på den anden side er der nogle gode ideer der er værd at lytte til, og derpå indgå i dialog om dem?

Amerikas drøm er vedvarende ved at gå bort fra den drøm mange amerikanere drømte i 1950’erne til en drøm der synes besynderlig upassende for de som har opfostret familier på den tid, og i de næste par årtier der fulgte.

Amerikanerne er blevet overfladiske, kyniske og fuld af mistro siden 1970’erne. Deres kulturelle hjørnestene og pejlemærker er forsvundet og erstattet med tilbedelse af berømtheder og teknologi frem for tilbedelse af gud. 

Amerikas racer og etniske grupper er forvirrede og nogle vender sig mod integration i det bredere samfund og går ind for separation og også monolitisk politik under et “diversitets” banner. Uheldigvis gør den nuværende administration ikke meget for at anerkende det tektoniske kulturelle skifte der finder sted. 

Præsident Obama lovede at bringe amerikanerne sammen. Det samme gjorde præsident Biden. Præsident Trump var klog nok til ikke at love det, idet han indså at ‘skibet allerede var sejlet.’ Han vidste amerikanerne ønskede andre ting som sikkerhed og mere penge i pungen, og at de var villige til finde sig i oppositionen så længe, den ikke havde magten til at vælte status quo under Trump. 

I den forstand er amerikanerne til smertegrænsen pragmatiske når det drejer sig om kortsigtet tænkning. De indser at de har et magtfuldt land, et land rig på ressourcer, og et land der kan “få ting til at ske.”

Trist er det, at de er mindre bekymrede over, hvordan landet faktisk vil se ud om 50 år, eller om de vil bekæmpe hinanden på gaderne eller i retssalene eller ved stemmeurnerne i stedet for at ‘bryde ‘brød’ sammen.” For mange er kompromis og konsensus blot ord der fremføres når man har brug for at fremstå troværdig og medfølende. Til stor fortrydelse er det ikke de ord der styrer Amerikas økonomi, politik eller de internationale relationer. 

Meget muligt jeg er naiv, men jeg håber stadig at mit land kan finde fælles fodslag og klare de komplekse udfordringer, diversiteterne og uenighederne og beslutte sig for en vej mod ægte storhed. Trods alt er der sket mærkeligere ting gennem historien og det burde give os alle håb og tillade os at blive ved med at drømme og det selvom vi er vågne. 

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2025/06/the_impossible_american_dream.html