Al-Andalus -  den stædige myte om tolerance

 Lars Møller

Frem for “harmoni” blev perioden med muslimsk styre på den Iberiske Halvø (711-1482) karakteriseret af hæmmende relationer mellem kristne, muslimer og jøder. 

Skønt de muslimske erobrere af “al-Andalus”, som de kaldte territoriet, tillod de oprindelige kristne af fortsætte med deres egen tro blev denne indstilling naturligvis  ‘ophøjet’ af marxistiske universiteter i Vestens universiteter - men faktisk blev  ‘tolerancen’ kraftigt hæmmet af sociale, lovmæssige og politiske regulativer.

Efter den muslimske erobring fik fat i 711, stod de visigotiske kristne over for valget mellen at konvertere til Islam og forblive i kirken, men denne mulighed kostede at de som almindelige borgere i kalifatet mistede rettigheder. Hvvis de ikke var villige til at forlade deres forfædres tro blev de underlagt “dhimmi” (proto-apartheid) systemet

Status for dhimmi’, “beskyttet som undersåt.” medførte offentlig ydmygelse. Dhimmi regulativerne skabte et klima af “systematisk og strukturel" diskrimination der pressde kristne til at konvertere til Islam for at opnå socio-økonomisk lettelse.

Kun få perioder i europæisk historie har inspireret til så forskellige fortolkninger som al-Andalus - århundreder med muslimsk styre i Iberien, fra tidligt det 8. århundrede til Granadas fald i 1492. Emnet er ideologisk udfordret i vores tid da store dele af Vesteuropa er under grundig forvandling under presset fra masser af indvandrere fra Mellemøsten, Asien og Nordafrika. For nogle repræsenterer al-Andalus en “gylden tid” med tolerance, multikulturel harmoni og intellektuel fremgang.” For andre var det et tid med uophørlig undertrykkelse, kulturel dominans og mængder af forfølgelse af krisnte (ikke muslimer). .

Som med de fleste historiske perioder ligger sandheden ikke nødvendigvis ved det ekstreme. Med dette forbehold svigter  vi imidlertid retfærdigheden gennem relativistiske narrativer om  (a) trivialisere forfølgensen af ikke muslimer og sadismen under muslimsk styre, (b) benægter, uden at reagere de ideologiske motiver bag de forbrydelser(c) ignorerer bryden hos de kristne ofre - alt sammen af hensyn til “fred i vor tid.”

Sandheden skal uden tvivl findes i et komplekst sammenspil af såvel barbarisme, undertrykkelse og opblomstring i lærdom. Således skal en kritisk undersøgelse af al-Andalus overveje de tyranniske mekanismer hos et religiøst styre sammen med de kulturelle og kunstneriske frembringelser, der har givet et varigt bidrag i europæisk civilisation.

From Wikimedia Commons: The sigh of the Moor (Benito Soriano Murillo, 1856)

I Vesten, takket være marxistisk indoktrinering på uddannelsesinstitutioner, kultiverer vi “tolerance” til et punkt hvor vi ødelægger os selv. Imidlertid holder vi af at forestille os at vores mest indædte fjender faktisk er tolerante og vil det gode. Det er en verden med et  “universalistisk bedrag" om at vi alle deler de samme værdier - inderst inde. Idet vi omfavner en ægte “anti-aggressiv” holdning foretrækker vi at lægge skylden for intolerance på os selv, frem for at finde fejl hos fjenden der så åbenlyst truer os. Denne fejlfyldte fundamnetalt set kujonagtige tankegang er det som giver næring til Europas fortsættnde selvmord i Vestens civilisation. 

Forestillingen om “convivencia” — fredelig sameksistens mellem muslimer, kristne og jøder - er central for det romantiserede glansbillede af al-Andalus. Fortalerne betoner at under muslismk styre, især Umayyad Kalifatet i Córdoba (10. århundrede), så man på den iberiske halvø en opblomstring hidtil ikke set i videnskab, filosofi, litteratur, og arkitektur. Byer som Córdoba, Sevilla, og Granada blev berømte cosm centre for læring, hvor muslimske, jødiske og kristne lærde oversatte gamle tekster, debatterede teologi og filosofi, og avanceret matematik, astronomi og lægekunst. 

Den jødiske filosof Maimonides, født i Córdoba, citeres ofte som et symbol på et åbensindet intellektuelt samfund. Jødiske hoffolk som Hasdai ibn Shaprut arbejdede som læger og diplomater i kalifatet. Selvom de var andenklasses borgere, klarede kristne sig selv, tilpassede sig sædvaner fra de arabiske erobrere samtidig med de fastholdt den kristne tro - de blev kendt som “Mozarabs”.

Denne vision om et tolerant og oplyst al-Andalus har tjent moderne ideologiske sager, som da det blev stillet i modsætning til den hævngerrige vold ved Reconquista og Den Spanske Inkvisition der fulgte. 

I det 20. århundrede har lærde som María Rosa Menocal, Sterling Professor of Humanities at Yale University, præsenteret al-Andalus som en model for multikulturelt harmoni som rationalismens tabte paradis og tolerance i et eller intolerant Europa i Middelalderen. 

Dog er denne fremstilling i alvorlig grad ufuldstændig og manipuleret. Mens der var perioder med relativ tolerance levede ikke-muslimer under dhimmitude - en lov der lod dem praktisere deres tro, men brændemærkede dem som anden klasses borgere. Under islamisk lov krævedes, af dhimmier at de skulle betale “jizya” skat (selektivt pålagt ikke-muslimer) og de kunne ikke søge høje politiske embeder, bygge nye kirker eller åbenlyst fremvise krinst symboler, kunne ikke vidne mod muslimer, have våben eller søge proselytter. 

Til tider var herre-slave arrangementet pragmatisk og stabilt. For at kunne overleve antog kristne de betingelser der var dem pålagt af deres herrer det bedste  de nu kunne. Imidlertid blev ikke-muslimske samfund udsat for tilfældig forfølgelse, tvungen konversion og brutalitet. De såkaldte “Martyer fra Córdoba” i det 19. århundrede - 48 kristne der blev henrettet for offenligt at frasige sig Islam - afslører at religiøst frafald under muslimsk styre kunne føre til døden. Voldelige episoder var så langt fra unormalt, et teokratisk system der satte Islam over alt andet og yndertrykte andre trosretninger krævede det

På lignende vis med Granada Massakren af 1066, hvor tusinder af jøder bev slået ihjel af en muslimsk pøbel, hvilket i voldsom grad er i kontrast til fortællingen om harmoni. I det 12. århundrede kom Almohad Dynastiet til magten i Nordafrika og udvidede sin kontrol til al-Andalus, og indført en streng fundamentalistisk tolkning af Islam. Under Almohad blev såvel jøder som kristne beordret til at konvertere, eller flygte eller dø - omstændigheder der tvang Maimonides og hans familie i eksil. Mange kristne flygtede mod nord i håbet om at kunne bosætte sig i de bjergrige kristne kongedømmer eller blot praktisere deres tro i hemmelighed for at undgå forfølgelse. 

Gennem denne periode blev den omfattende ødelæggelse eller konvertering af kirker til moskeer et symbol på og en praktisk udgave af undertrykkelsen og den begrænsede kristen tilbedelse offentligt og synligt. Forfølgelsen varierede i alvorlighed, afhængig af herskeren og perioden, men den afspejlede konsekvent de  usikre forhold for krisnte under muslimsk styre. 

Til trods for uretfærdigheder overfor ikke-muslimer er al-Andalus kendt for at have frembragt udsøgte arkitektoniske bygningsværker, herunder haver, Cordobas Store Moske, Alhambra Paladset i Granada og Giralda i Sevilla alle er de testamenter for en sofistikeret æstetisk følsomhed og avanceret ingeniørmæssig formåen. Disse bygninger med deres indviklede arabesker, muqarna lofter og geometriske mosaikker, afspejler en fusion af islamiske, kristne og iberiske udtryksformer.

Med hensyn til akademiske frembringelser spillede de andalusiske filosoffer som Averroes (Ibn Rushd) en hovedrolle i bevarelsen og kommenteringen af Aristoteles arbejder, der senere skulle få indflydelse på krisnte skolastikere i Europa. Muslimske polymatikere som Al-Zahrawi fremmede kirurgiske teknikker, mens astronomer som Al-Zarqali (Arzachel) forbedrede modeller over himlen der senere gav viden til europæisk videnskab

Disse præstationer fremstod i et hierarkisk samfund, der selvom det var undertrykkende tillod tilstrækkeligt med plads til kulturel foretagsomhed og at intellektuelle spørgsmål kunne trives. Denne modsætning - kulturel blomstring midt i religiøs underkastelse - definerer i al væsentlighed det andalusiske eftermæle. 

Ekkoer af det 8. århundredes islamiske erobring af det visigotiske Iberien kan undertiden stadig høres. I moderne tid har al-Andalus fået en symbolsk vigtighed ud over sine historiske grænser. For nogle islamistiske eller pan-Islam bevægelser repræsenterer det et “mistet” islamisk land som man politisk eller åndeligt skal gøre krav på. Salafist-jihadis grupper som ISIS har fremmanet erindringen om al-Andalus i deres propaganda portrættering som “stjålet muslimsk territorium.". 

Som modsætning er liberale intellektuelle i Vesten blevet bange for at kritisere alle andre end dem selv. Det er den relativt sikre indstilling og al-Andslus er blevet idelaliseret som værende en modvægt til religiøs intolerance og man benytter det til at kritisere både moderne “islamofobi” og “Vestens chauvinisme". Begge holdninger tenderer imidlertid til at omforme historien, projektere moderne politiske agendaer i en meget kompleks og modsætningsfyldt fortid. 

Al-Andalus var så langt fra en “utopi om harmoni blandt religioner” det var mere en “dystopi af religiøst tyranni.” For at være fair, historiske tilfældigheder og heldige omstændigheder gav såvel videnskab og den kunstneriske stræben lejlighed til at skinne trods autokratiet, indstillingen med religiøs overherredømme og voldelige excesser. At anerkende denne dobbelttydighed er væsentlig for fuldt ud at forstå fortiden og modstå for simple historiske narrativer i nutiden. 

Frem for nostalgi eller klage, burde den vedholdende fascination af al-Andalus give anledning til kritisk refleksion om muligheder og begrænsninger i sameksistens i diverse samfund, både middelalderlige og moderne.

Vesterlændinge skal så endelig beslutte sig for frihed eller slaveri. 

https://www.americanthinker.com/articles/2025/10/al_andalus_the_stubborn_myth_of_tolerance.html