Miljøaktivisterne ødelægger Californien

 

Miljøaktivisterne i krig mod Californien

Gamaliel Isaac

Miljøpolitik der er gået helt skævt er den store årsag til brandene i Californien. En del af denne politik førte til en selvpåført vandmangel, den anden del førte til en hoben brændbart materiale i Californiens skove, den tredje til det store antal elektriske køretøjer hvoraf nogle er eksploderet, gået i brand. En fjerde miljøpolitik var indirekte ansvarlig for den selv for skyldte mangel på brandfolk, brandudstyr og el-infrastruktur der er så hurtigt brug for at være beskyttet mod ild. 

Den første - mangel på vand var hovedårsagen. Det sydlige Californien har mere end rigeligt med regn til at slukke brande. Imidlertid falder hovedparten af regnen i regnsæsonen. For at undgå voldsomme problemer der ikke kan håndteres i den tørre sæson som vi netop har været vidner til burde vandet inddæmmes og opbevares i reservoirer. 

Hvorfor har man ikke gjort det? I det sidste århundrede har Californien bygget dusinvis af dæmninger og dermed skabt et opbevaringssystem der giver hovedparten af statens drikkevand og vand til vanding. I dette århundrede har Californien ikke været i stand til at opføre en eneste. The Sites reservoir der var planlagt i en fjernt hjørne af Sacramento Dalen har stået på i 40 år. En årsag er at miljøaktivister blokerede for den gennem retssager og en anden er det er vanskeligt at få tilladelse fra statens vandmiljø råd til at bruge Sacramento River til at fylde reservoiret.  

En anden årsag til at der ikke er bygget flere reservoirer er at næsten halvdelen af Californien er ‘beskyttet’ land og således må der ikke bygges reservoirer. En indvending mod the Sites reservoiret var det kunne øge udledningen af drivhusgasser på grand af nedbrud af nedsunken materiale. Miljøaktivisterne ignorerer den kendsgerning at alger der vokser i søerne og synker til bunds når de dør indkapsler den Co2 som samme miljøaktivitster er så bekymret for.  Læg dertil at en sådan mulig øgning i drivhusgasudledninger er ingenting i forhold til de udledninger ildebrandene er årsag til og som vandet kunne slukke. 

En anden mulighed for at få vand til Southern California er at lade det flyde via en akvædukt fra det nordlige Californien til Los Angeles. Victor Davis Hanson skrev at Governor Newsom:

systematisk har sikret at vand fra Sacramento River og det nordlige Californiens overskud af regnvand skulle gå til havet, fremfor ind i en akvædukt, så Los Angeles dermed ikke har tilstrækkeligt med vand. 

Hvorfor fik Newsom ikke ført vandet i Sacramento River til Los Angeles? Fordi miljøaktivisterne udtrykte bekymring over hvordan det bortledte vand kunne påvirke smelt fisken. 

Endnu en kilde til vand, udover regn, er havet. Israel, et land der plejede at have vandmangel, lader Kinneret (Geneserat sø) blive fyldt med vand fra afsaltningsværker og har såeldes vand nok til at vande marker der producerer føde til både Israel og til eksport. Israel har slukket ildebrand påsat af sine fjender. Hvis det er muligt for Israel så kan det også gøres i Californien.

Adskillige afsaltningsanlæg producerer drikkevand langs Californiens kyster, men miljøaktiviteter gør det vanskeligt at opføre nye anlæg. Poseidon Water foreslog  et afsaltningsanlæg til $1.4-billion i Huntington Beach. The Coast Commission, der er meget miljøaktive, forkastede planen, trods Newsom havde givet vmundtlig støtte til projektet. Kommissionen begrundelse for at afvise var, delvist på grund af risici for dyrelivet i havet.

Den anden hovedårsag til at ildebrande kommer ud af kontrol er at staten Californien ikke vil rydde op i sine skove på gund af indvendinger fra miljøfolket. Californien vil straffe de mennesker der af sig selv rydder op af knastørre buske, græs og grene. Det fandt en familie i San Diego ud af på den kontante måde da den ryddede op for at reducere risikoen for en ildløs ved deres hjem. De blev idømt en bøde på $53,367 for at gøre det.

Den tredje store medvirkende til de vilde brande i Californien er elektriske biler, der påtvinges borgerne i Californien gennem miljøaktivister, Ikke kun skal brandmændene i Californien slås mod en apokalyptisk ildløs, de har også tusindvis af eksploderende EV litum batterier at slås mod. Det kan kræve op til ti gange så meget vand at slukke en brand i en elbil end i en benzinbil.Selvom en EV brand synes at være slukket kan den senere igen selvantænde. 

Den fjerde større bidragyder til voldsomme brande der ikke kan kontrolleres i Californien er mangel på brandmænd, en mangel der er et indirekte rsultat af miljøpolitik. Miljøpolik og gennem mydighedernes  påtvungne påtvungne tiltager ved at knække Los Angeles økonomisk da man har brugt milliarder på vind- og sol projekter der ellers kunne have betalt for særdeles vigtige prioriteter som brandsikre elledninger og lønninger til brandfolk

Borgmester Karen Bass skar $17.6 millioner af budgettet til Brandvæsenet, for at kunne betale for det massive antal hjemløse i Los Angels. At der er så mange hjemløse er resultatet af faktorer som narkoafhængighed. Los Angeles betegner sig som en Fristad og prisen på at bo her stiger hele tiden. Den høje pris er igen et resultat af miljøaktivisternes politik, der gør at halvdelen af arealet i Californien ikke må bebygges. Det er også et resultat af inflation, der delvis er resultatet af den forfejlede miljøpolitik der har medført hensynsløst forbrug hos Biden administratioen for at bekæmpe global pvarmning. 

Hvor er det tragisk at miljøet i Californen er i en meget værre tilstand nu som resultat af miljøaktivisternes handlinger for netop at beskytte miljøet. Det vilde dyreliv har mistet habitat, Det er svært at trække vejret i Los Angeles og de emissioner som miljøfolket havde så megen fokus på er eksploderet på grund af de hærgende ildebrande som deres politik har muliggjort.

Image: Fabrice Florin

https://www.americanthinker.com/articles/2025/01/the_environmentalist_war_on_california.html

 

Er Trumps politik om Arktisk tåbelig? 

Janet Levy

Den 22. 12. gentog præsident Trump sit ønske om at Amerika får kontrol over Grønland, ved at sige det er en “absolut nødvendighed.” Allerede næste dag sagde Grønlands premierminister Mute Egede, at den autonome ø, som er del af det danske kongedømme, ikke var til salg.

Men Trumps plan - som det var tilfældet med planen hos William H. Seward, udenrigsministeren der stod for købet af Alaska fra Rusland i 1867 - er ikke uden enorm geopolitisk for Amerika. 

Det hele handler om st opnå større amerikansk kontrol over Arktisk, hvor Rusland og Kina samarbejder for at skabe en stærk tilstedeværelse. Frygten for et sådant samarbejde vil blive større og t det vil omfatte Nordkorea og Iran er ikke ubegrundet. Mange kommentatorer tror at Rusland, Kina, Nordkorea og Iran er gået fælles i en ny Ondskabens Akse. Ifølge Merrill Matthews fra the Institute for Policy Innovation, er de i “ekspansions mode”, leder efter “meget mere land og magt” og “koordinerer deres indsats for at gavne hvert lands målsætninger.”

Image by Grok.

Den øjeblikkelige bekymring for Amerika er begrundet de Sino-Russiske bestræbelser der er blevet meget mere udpræget i det sidste tiår. Kinas nordligst beliggende punkt er 13 længdegrader fra Den Arktiske Cirkel - det er 1443 kilometer. Alligevel proklamerede Kinas præsident Xi Jinping så kækt i 2014, at Kina er “en stat nær Arktis," og iværksatte en “Arktisk strategi”  og besluttede at gøre hans land til en “polar magt.” 

Tilbage til 2024. I juli, fløj fire kinesiske og russiske strategiske bombefly for første gang fra en luftbase i det nordøstlige Rusland, fløj over Chukchi havet og Berings Strædet.

I oktober, udførte fartøjer fra Kina og Ruslands kystvagt deres første fælles patrulje ved Arktisk. Disse udfald kom efter fælles flådeøvelser i Bering Strædet i 2022 og 2023. De to lande underskrev et forståelsesmemorandum om maritim lovhåndhævelse i 2023..

Sammen med ‘forsvar’ inkluder de Sino-Russiske projekter i Arktisk videnskabelig forskning og udnyttelse af naturgas og uranium. Den russiske gaseksport til Kina er rekordhøj for tiden. Først og fremmest ønsker Kina at forstærke brug af Northern Sea Route (NSR) og  the Transpolar Sea Route (TSR) til skibstransport. Disse ruter kan skære ned på rejsetiden fra Kina til Europa med 50% eller mere. Kina kalder disse passager the Polar Silk Route (PSR), en del af landets omfattende Belt and Road Initiative (BRI).

Kina har også etableret et fodfæste i Grønland. Øen ønsker uafhængighed af Danmark, og øens autonome regering, som er økonomisk låst, har budt kinesiske investeringer velkommen, især ved minedrift efter sjælden jordlelementer. I 2023 var Kinas investeringer i Grønland $264.5 milliarder.

To nye rapporter, den ene fra U.S. Department of Defense og den anden fra Rand Corporation, sætter fokus på de Arktiske udfordringer for Amerika. The Pentagon går ind for en “overvåg og svar” holdning, ved at anvende en 3-E strategi med at forstærke de militære kapaciteter, engagere allierede og partnere, og være til stede gennem træning og udvisning af magt. Strategerne ved Rand foreslår imidlertid, en mere gennemgribende udnyttelse af forskellene mellem Rusland og Kinas mål i Arktisk. 

Det er i lyset af disse prognoser at Trumps udtalelse om Grønland skal ses - en gentagelse af en ide han fremførte under hans første periode. Som en leder der ikke holder sig tilbage med at komme med pragmatiske fordele for Amerika og adoptere en høgelignende holdning til Kina vil Trump sandsynligvis tage de nødvendige skridt for at genoprette Arktisk som en bastion for Amerika og Vesten. 

Amerikas interesse for Arktisk begyndte kort tid efter købet af Alaska. Og trods områdets iskolde isolering, Det Arktiske Hav og landet der omgiver det har der været menneskelig beboelse siden det 9. århundrede, da Vikingerne krydsede Polarcirklen, bosatte sig på Island og opdagede Grønland. I det 12. århundrede koloniserede Rusland det nordlige Sibirien og etablerede handelsstationer og ruter i det vestlige Sibirien i slutningen af det 16. århundrede. På det tidspunkt ledte europæiske opdagelsesrejsende efter naturrigdomme og en Nordvest passage til Asien gennem Arktisk. Det var først i sidste halvdel af det 19. århundrede at opdagelsen af enorme naturressourcer - guld, kul, diamanter, nikkel, kobber, olie og gas - igangsatte amerikansk, canadisk og russisk udnyttelse af regionen - i konkurrence med hinanden. 

Regionen ledes ved international lov, først og fremmest U.N. Convention on the Law of the Sea (UNCLOS). Men de otte stater i Arktisk - Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og the U.S., som alle har territoriale besiddelser i Arktisk - er medlemmer at Arktisk Råd, oprettet i 1996 for at fremme samarbejde og koordination. De er også underskrivere af en ikke-bindende aftale the 1991 Arctic Environment Protection Strategy. Kina - som Japan, Kora, Indien, Singapore, og Italien har permanent observatørstatus i Arktisk Råd - det fik de i 2013. Udover Rusland er alle Arktiske stater NATO allierede, og dermed er Amerikas rolle i regionen des mere vigtig, selvom blot 15% af Arktisk er amerikansk territorium. 

Tidligt 1940’erne blev Arktisk anerkendt som et strategisk sted for baser, landingsbaner, og kommunikationscentre. 2. Verdenskrig og den følgende Kolde Krig intensiverede konflikten og man maste på for indflydelse. Rusland, der omtaler Arktisk som sin anden prioritet, har den mest substantielle militære tilstedeværelse der. Man får 80% af sit naturgas og 20% af sin olie fra Arktisk. Man gør også hævd på skibsruten NSR, der er den mest sejlbare, en hævd U.S. har forkastet. Ruslands befolkningstal i området, længden af kystlinjen - 24140 kilomter eller 53% af havets samlede kystlinje - omfanget af den økonomiske aktivitet, og deres kernevåben depoter og anden infrastruktur gør at Rusland er massivt tilstede.

Grønland det største landområde i Arktisk vil være en levedygtig tilføjelse til Alaska som et middel for Amerika til at øge, aktivere sin tilstedeværelse i Arktisk.

Amerikanske styrker kom officielt til øen i 1940’erne. I 1946 foreslog U.S. at købe Grønland af Danmark for 100 millioner dollars i guldbarrer. Aftalen blev ikke indgået, men i 1951 tillod en aftale med Danmark, at Amerika fik særlig jurisdiktion over forsvarsområder i Grønland. I 1953 byggede Amerika  Thule Air Force Base (nu Pituffik) på øen. I 1959 blev Grønland del af the North American Aerospace Defense Command, (NORAD) en fælles canadisk og amerikansk luft- og rum sikkerhedssystem.

Interessen for øen dalede i det 20. århundrede, men er vital for Amerikas sikkerhed, for vore NATO allierede og for Vesten. I 2018. blev the U.S. Second Fleet der er ansvarlig for Nordatlanten, genetableret. Et amerikansk konsulat i Grønland blev genåbnet 2022, efter at være lukket i 1952. Som Walter Berbrick fra the U.S. Naval Institute siger “Den som sidder på Grønland vil sidde på Arktisk ...det er det vigtigste strategiske sted i Arktisk - måske i verden.” 

Bekymringer for sikkerhedsproblematikker i Arktisk er øget da Kina og Rusland er meget aktive. Man frygter at Rusland kan opnå større adgang til Kina, og dermed tillade at udvikle en militær tilstedeværelse. Canada har for nylig informeret om to nye konsulater i Arktisk, i Alaska og i Grønland. Man investerer i Arktisk sikkerhed og har integreret 5 nordiske allierede, der er NATO medlemmer. Danmark er lige så foruroliget, og forsvarsudgifterne for Grønland skal øges. 

Under den første Trump administration, underskrev the U.S. en aftale med Arktisk Råd i 2018 for at fremme regional videnskabeligt samarbejde. Det følgende år blokerede Arktisk Råd en udtalelse om “klimaforandring” der kunne have været anvendt som en undskyldning til at underminere Vestens strategiske interesser i Arktisk. 

Præsident Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus betyder at de kinesiske indtrængninger i Arktisk vil blive hindret, og de komplekse udfordringer i Arktisk vil blive bedre håndteret. Sewards køb af Alaska blev i begyndelsen kaldt “tåbelig” men blev bagefter lovprist. Det presserende behov for at stå op imod Sino-Russiske planer i Arktisk vil helt sikkert få amerikanerne til at se Trump i et meget bedre lys end man så på Seward - nu og i fremtiden. 

https://www.americanthinker.com/articles/2025/01/trump_s_arctic_policy_is_no_folly.html

 

‘Vi gravede den, vi ejer den' - Panamakanalen

Daniel Greenfield 

I 1978, indgik Carter administrationen en aftale med General Omar Torrijos, den uniformerede socialistiske stærke mand der havde grebet magten i Panama, om at forlade Amerikas kronjuvel.

Panama Kanalen var blevet bygget over et tiår med hårde anstrengelser og en halv milliard dollars (tidligt 20. århundrede) af amerikanske ingeniører og igangsættere der lykkedes med det som briterne og franskmændene ikke magtede. Processen skabte et nyt land - Panama - og nye handelsruter.

Jimmy Carter var blevet valgt som præsident på et løfte om at være imod at overdrage kanalen. Som med det meste af hans politik, viste det sig han løj. Selvom flertallet af amerikanerne var imod at foræringen, slog den demokratiske senats flertalsleder og KKK leder Robert Byrd, sig sammen med GOP Senate Minority Leader Howard Baker, den værste RINO i Senatets historie for at sørge for overdragelsen. Dette træk kom til at koste Baker chancerne for at blive nomineret som præsident.

Hvor Reagans valgtriumf plejer at være krediteret økonomien, er der næppe tvivl om at hans deklaration, “vi gravede den, vi ejer den” om Panama Kanalen styrkede ham så han vandt primærvalgene over Baker der ellers var yndlingen hos the D.C. establishment og Rockefeller Republicans.

Carter, Klanlederen, og the RINO lykkedes at opnå de to Senate Republican stemmer, de havde brug for, herunder  tidligere Sen. Bob Packwood, og sikrede at Regan kom til og en konservativ revolution. Amerika mistede kanalen, men det var også et farvel til Jimmy Carter.

Panama Kanal Traktaten var på lignende vis upopulær i Panama. Ifølge lov skulle der en folkeafstemning til. Den venstreorienerede militær diktator hævdede, at en sådan var blevet afholdt, dog hvor flertallet stemte for aftalen, men det gjorde det for enden af en geværløb. Da Carter besøgte Panama i sommeren 1978 havde den venstreorienterede regering undertrykt de protesterende gennem skyderi, drab og gennembankning af politiske modstandere. Således var traktaten ulovligt for Panamas vedkommen - som den var det for Amerikas. 

Siden dengang har Panama Kanalen altid været et eksempel på en ikke afsluttet forretning.

Overdragelsen af Panama Kanalen var baseret på overdrevne forsikringer om at Amerika stadig ville have en strategisk kontrol. Disse forsikringer var i bund og grund værdiløse da Panama var under tyngden af et kommunistisk militærdiktatur, der som Reagan bemærkede er “der ikke kun fordi han fik de fleste stemmer, men fordi han havde de fleste våben.”

Nu har Kina, effektivt overtaget Panama Kanalen samtidig med Amerika intet har gjort. 

Panama sluttede op om Kinas Silkevejs initiativ. For nylig fornyedes en kontrakt med Hutchison Ports, et Hong Kong baseret selskab, til at lede kanalen. Havnene omkring kanalen er også kontrolleret af kinesiske selskaber. Kina har bygget fire broer og kanalen og kontrollerer det meste af bygningsarbejdet og den vitale infrastruktur i Panama.

Kina kontrollerer med fortsæt og til utallige formål Panama Kanalen, havnene og den lokale infrastruktur, der gør international handel mulig. Kanalen er i bund og grund kinesisk ejendom. 

The Biden administration har set magtesløs til mens Kina har plantet sine kløer dybt i kanalen.

“Vi ønsker ikke at sætte Panama i en situation, hvor de skal vælge mellem the United States og Folkerepublikken Kina” jamrede ambassadør Mari Carmen Aponte, der var med i Carter admiistrationen.

Præsident Trump har indtaget en helt anden holdning og argumenterer med at hvis “principperne” i Neutralitets Traktaten ikke følges,” så vil han kræve at Panama Kanalen returneres helt og aldeles til the United States of America, hurtig og uden diskussion.”

Da præsident George H.W. Bush meddelte at han militært intervenerede for at fjerne General Noriega fra magten, gjorde han det med henvisning til “integriteten ved the Panama Canal Treaty.”

Kinas dominans over Panama Kanalen er en langt alvorligere trussel for traktaten end Noriega.

En tidligere formand for Joint Chiefs argumenterede tilbage i 1990’erne at Kinas kontrol Panama Kanalen tillader det at “kontrollere rækkefølgen af skibe” og har “ret til at nægte skibe adgang til havnene og indgangene til kanalen, hvis de bedømmes som at blande sig i Hutchison’s virksomhed” hvilket er “i direkte krænkelse af 1977 Panama Kanal Traktaten, der garanterer hurtig passage for the United States Navy.” Panama har krænket the Neutrality Treaty i en generation og situatione er kun blevet værre med udvidelsen af Kinas flådestyrke. 

Amerika burde kræve, et af sine helt store præstationer tilbage, og beskytte vor nationale sikkerhed.

Ordlyden i the Hay–Bunau-Varilla Treaty fastslog, at “Republikken Panama the United States i al evighed brugen, besættelsen og kontrollen af en landzone og land ved vand for konstruktionen, vedligeholdelse, rengøring og beskyttelse af nævnte Kanal.” 

Carter administrationen havde hævdet at dens Neutrality Treaty ville tillade Amerika at opgive den fysiske kontrol med Panama Kanalen, men dog stadig hindre Sovjetunionen i at overtage den.

Torrijos selv havde slået fast, at “vi er enige i en traktat om neutralitet, der sætter os under beskyttelse af Pentagon.”

Nu har kommunist Kina overtaget Panama Kanalen.

Det var meningen med The Neutrality Treaty, at sikre at amerikanske fartøjer hurtig skulle kunne sejle gennem kanalen i tilfælde af krig. Vi skal så formode at de kinesiske virksomheder, i tilfælde af krig med Kina, ikke ville hindre, blande sig eller spionere på US Navy fartøjers bevægelser?

Carter’s traktat, der så bort fra de fleste amerikaneres indvendinger med en militærdiktator og hans undertrykkende regime blev aldrig lovligt ratificeret fra Panamas side, og slet ikke overholdt at det land.  Efter en genration med krænkelser der aldrig er blevet gjort op med har psæident Trump god ret til at opfordre Amerika om at igen at få hævd over kanalen.

Det må være på tide at genoplive Teddy Roosevelt’s Hay–Bunau-Varilla Treaty og dets løfte om amerikansk kontrol “i al evighed,” over Carters forfejlede løfte om neutralitet, der udnyttes af Kina..

Overdragelse af Panama Kanalen havde i lang tid været et projekt for globalisterne i State Department, Nixon, Ford, og Carter administrationerne der argumenteret for at ved at bevare kontrollen over kanalen det ville føre til lede mod os i Latinamerika og Den Tredje Verden. Trods deres argumenter gjorde det at overdrage kanalen absolut ingen til at gøre os mere populære, kun svagere. 

Panama var et land som præsident Teddy Roosevelt skabte ved at benytte militærstyrke for at gøre kanalen mulig. Forestillingen om at en provins vi gjorde til et land for at gøre os i stand til bygge en kanal har ‘suverænitet’ over noget vi har skabt var fra begyndelsen en absurd tanke. Det er endnu mere absurd nu da Panama er blevet en marionet for Kina, at tale om landets suverænitet. 

Reagan sagde for mange år siden,  “we dug it, we own it”. Kina købte den af folket, som Carter gav den til i krænkelse af den traktat, vi underskrev med de mennesker.

Panama Kanalen er ikke længere på Panamas hænder og sådan har det ikke være i et stykke tid. Den er Kinas. 

https://www.frontpagemag.com/we-dug-it-we-own-it/