Farerne ved AI og Wikipedia

 D. Parker

Det meste af tiden ønsker du ikke at være en Debbie Downer (Rasmus Modsat - der skaber dårlig stemning) om de nuværende trends. Pro-friheds siden af det politiske spektrum vinder lige for tiden med præsident Donald Trump i førertrøjen, og det er blevet mere underholdende at sige, “Jo, vi stemte for dette.” Imidlertid må du også være klarsynet over de lurende trusler i horisonten, og således har vi brug for seriøst at tænke over udfordringen med kombinationen af et utroligt forudindtaget Wikipedia og A.I. 

Det giver kun god mening at være skeptisk over for A.I systemer og Wikipedia, og de er sammen om at understrege problemet. Dette gælder nok ikke de fleste emner, men i kombination med de altid lettere uigennemskuelige A.I processer og kontroversielle emner, har vi en opskrift på katastrofe. En frisk PragerU video tilbyder en kort oversigt over de farer der er i spil. 

Det er nærmest ‘livsvigtigt’ at stille spørgsmålene: Kan man stole på Wikipedia? Kan man stole på A.I. systemer der bruger Wikipedia som kilde? Og det skyldes at det er den kilde der citeres mest fra i Google søgningsresultater

Som ‘beskrevet’ i videoen, var 2016 et skelsættende øjeblik for venstrefløjen. Da Donald Trump uforventet slog Hillary Clinton i det som ellers var lagt op til at være en kroning af hende, blev venstrefløjen fast besluttet på at kontrollere internettet, eller de ville tabe igen. Således implementerede, the Wikimedia Foundation (WMF)  — Wikipedia's moder organisation the Wikimedia Movement Strategy.

Anti-friheds venstreorienterede gjorde det til deres mission at genskabe Wikipedia fra et leksikon til en platform for social retfærdighed. Interne dokumenter der nu er offentlige beskriver i detaljer skiftet med det som WMF kaldte “knowledge equity”:

I januar 2017 indledte Wikipedia bevægelsen en ambitiøs proces for at finde justeringer, genopbygge tillid, og identitet i en fælles strategisk retning frem mod 2030 horisonten. 

Overraskende nok, det fungerede 

Dusinvis af grupper og organisationer har nu fundet sammen for at bakke op om Wikimedia bevægelsens nye strategiske retning, med fokus på “Viden som en service" og “Videnslighed”....

Videnslighed: Som en social bevægelse vil vi fokusere vore indsatser på den viden og de samfund der har været udeladt af magtstrukturer og privilegier. Vi vil byde mennesker velkomme fra alle baggrunde for at bygge stærke samfund med diversitet. Vi vil bryde de sociale, politiske, og tekniske barrierer der forhindrer mennesker i at opnå og bidrage til fri viden.

Hvis navnet Katherine Maher lyder ubehageligt velkendt er det fordi hun gav en TED Talk med titlen “Hvad Wikipedia lærer os om afbalanceret sandhed og tro.”

Hun fastslog faktisk:,

I vores normale liv har disse omstridte samtaler en tendens til at gå over til en uenighed om hvad sandheden faktisk er. Men de mennesker der skrev disse artikler, de har ikke fokus på sandheden. De har fokus på noget andet, hvilket er det bedste af det vi ved lige nu. 

Og efter syv års arbejde med disse enestående mennesker er jeg kommet til at tro at de har fat i noget. At måske, ved vores mest mangesidede uoverensstemmelser, er det at overbevise andre om sandheden måske ikke det rigtige sted at begynde. 

Faktisk kan vor ærbødighed for sandheden muligvis være en distraktion der kommer til at stå i vejen for at finde et fælles grundlag og få ting gjort.

Hun fortsatte med at sige,

Jeg er sikker på at sandheden eksisterer for dig og muligvis den person du sidder ved siden af. Men det er måske ikke den samme sandhed. 

I sig selv burde det være forstyrrende, bekymrende nok at de betragter sandheden som en “distraktion” der står i vejen for at finde fælles grundlag og få ting gjort. Og at de prioriterer den “sociale bevægelse” med “videnslighed.” Men nu kan det kun gå ned af bakke med A.I. systemer der stoler på “forskellige sandheder,” og “kollektiv beslutningstagning om vigtige emner.” 

Hvis du har forsøgt at “debattere” @Grok, A.I. systemet på X (Twitter), vil du ofte finde at det vil nægte at stole på Wikipedia og så få øjeblikke efter bruger den som en kilde. Endnu værre vil den vurdere at visse udtalelser er “førende” og at de er i modstrid med “minoritets synspunktet” eller “afviger-” Formodentlig er det A.I der kommer med denne vurdering, formodning. Alle disse udviklingstendenser burde være en advarsel for enhver der værdsætter sandhed, der ikke synes at præge venstrefløjen..

D Parker is an engineer, inventor, wordsmith, and student of history, former director of communications for a civil rights organization, and a longtime contributor to conservative websites.  Find him on Substack.

 

Image via FreePik.

https://www.americanthinker.com/blog/2025/08/the_dangerous_and_disturbing_combination_of_wikipedia_and_ai.html

 

Når alle argumenter preller af

Robert Arvay

De rige er ikke som resten af os. Uanset om den talemåde er sand eller ej, er det blevet stadig mere tydeligt at nogle, især venstreorienterede ikke ræsonnerer som vi gør. De er ikke som os andre. 

Jeg husker tydeligt den meget rare dame der havde taget en regning med til vort kontor, hun insisterede på der var en fejl. Hun kunne umuligt eje noget, sagde hun. I første omgang troede jeg hun havde ret, derfor gennemgik vi alle poster på kontoen med hende - linje efter linje. Efter hvert punkt var hun enig i at beløbet var korrekt. Det var da også grundlæggende aritmetik: Opkrævninger, indbetalinger minus betalinger. Da vi kom til slutfacit var hun igen enig i at udregningen var korrekt, men hun holdt stadig fast ved at hun umuligt kunne skylde det opkrævede beløb. Selv da jeg bad hende vise mig fejlen, holdt hun stædigt ved sit synspunkt - der m å t t e være en fejl - et eller andet sted.

“Da var det jeg indså situationens virkelighed. Den rare lady havde det aldrig været muligt at overtale lige fra begyndelsen. Fakta betød absolut intet hos hende. Det eneste der betød noget var hendes “fornemmelse.” Den matematiske balance på kontoen føltes ikke rigtig for hende, - slut, finale, punktum. 

Da diskussioner på internettet blev populært sent i 1990’erne havde jeg mine første dybdegående diskussioner og debatter med venstreorienterede. Det var her jeg opdagede, at der mennesker der ikke kunne fatte, hvorfor konservative (som mig selv) dog kunne have de meninger vi har. Hvordan, ville de spørge, kunne nogen dog være så koldhjertede og gå ind for dødsstraf for dømte mordere, der havde fået alle muligheder for at forsvare sig? Men de kunne ikke se deres hykleri ved at lade et ufødt barn dø, et barn der ikke havde nogen rettigheder. 

Der skulle rigtig mange beskeder om mange forskellige emner til, før jeg begyndte at indse at venstreorienterede er blinde for ting vi betragter som værende ligetil og logiske. Deres holdninger er for dem grundsætninger der uden bevis anses som sande (axiomer). Enhver der ikke er enig med dem må enten være afgrundsdyb stupid eller værre endnu, gennemført ond.  

I den henseende husker jeg at blive karakteriseret som en bondeknold der aldrig havde været uden for marken. Da jeg informerede dem om at jeg havde boet syv år i to lande i Asien, og også været i Mellemøsten og Europa, nægtede de blot at tro på det. Det kunne jo ikke være sandt - jeg var jo, som de formodede, uvidende. Jeg er måske ikke kosmopolit, men enhver fejl i mit syn på verden er ikke på grund af mangel på kendskab til, hvordan man tænker derude. 

Efter mange diskussioner med venstreorienterede har jeg opdaget at deres økonomiske argumenter er uden mening. Økonomiske realiteter er, efter deres tankegang, et mysterium, en dyster plan ved grådige virksomheder. Frimarkeds principper - konkurrence, udbud og efterspørgsel, begrænset regering. Deres foretrukne remedie er altid - mere skat, og brug mere, og så vil du se, alt bliver til sommerfugle og enhjørninge. Bare vent og se. 

Når tingene så ikke går den vej, så gør man udfordringerne værre frem for at løse dem med undskyldninger som. “Hvis det bare var de rigtige mennesker i ledelsen” hvis det bare ikke havde regnet den dag, hvis blot stjernerne stod rigtigt, så ville det vise sig vi havde ret. Deres kur mod fiasko er at blive ved med at gøre det samme, og alligevel forvente et andet resultat. 

Virkeligheden er at venstrefløjen tager fejl med næsten alt, fra økonomien, til militæret, fra håndhævelse af lov til transkønnethed, fra kvinders rettigheder til at få børn, til klimaforandring - og kort fortalt enhver større uenighed de har med konservative. Ikke kun tager venstrefløjen fejl, men de er også immune for overtalelsesargumenter ved fakta og fornuft. De stiller endog spørgsmål ved matematikken - kalder den racistisk. 

Vi skal fortsætte med at komme med faktabaserede argumenter med baggrund i fornuft, og stræbe efter at redde mindst (håb) ti gode mennesker i Sodoma fra ødelæggelsen de påfører os alle - men ved at gøre det skal vi ikke være unødigt bekymrede når det store flertal forbliver i deres tåbeligheds dynd. 

Det er i selve deres knoglemarv. 

https://www.americanthinker.com/blog/2024/06/the_dangers_of_arguing_with_a_leftist.html

Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid. Vil vi lære?

 

Historien lærer os at vi skal handle mens der er tid - tager vi ved lære? 

Lars Møller

Med over tretten millioner beboere er (Konstantinopel) Istanbul langt den største by i Europa. For en besøgende præsenterer den gamle bydel sig som en forvirrende labyrint af snævre gader, ‘halshuggede’ byhuse, og snævre pladser med vejrbidte monumenter. Nu til dags er det imidlertid kun få vesterlændinge, der er bekendt med stedets tragiske historie. 

Da vi i alt for lang tid har benægtet vores kristne oprindelse og konstant bliver indoktrineret af revolutionære aktivister til at hade vores oprindelse, vores arv er historien i store træk blevet fornægtet. Svigtende videnskabelig tradition og integritet, spiller vi med på den offerkrænkende opdeling af Vestens skyld og ikke Vestlig uskyld. Prisen for akademisk kujoneri i Vesten, kompliceret af dårlig uddannelse og almindelig uvidenhed kan meget vel vise sig at være for høj. 

Konstantinopel havde ført et turbulent liv. Grundlagt i 324 på stedet med en eksisterende by, Byzans, hvis historie ifølge Herodot daterer sig tilbage til 667 BC, blev den erklæret hovedstad i Det Romerske Imperium i 330. Efter germanske stammer havde løbet Det Vestromerske Imperium over ende i 376-476 flygtede de invaderende selv fra hunnerne, og byen genvandt sin position som det administrative og kulturelle center for Det Østromerske Imperium indtil den Osmanniske sejr i 1453. I over tusind år måtte arvingen til den Hellenske-Romerske civilisation erfare vekslende perioder af velstand og modgang. 

Image: Siege of Constantinople (Philippe de Mazerolles, ca. 1460)

Det som forseglende Det Romerske Imperiums skæbne var det som kan kaldes “civilisationsmæssig udmattelse” og en manglende evne til at inddæmme de invaderende krigeriske stammer. Frem for en videnskabelig og artistisk uopmærksomhed var kollapset af Vest Rom Imperiet grundet en ubeslutsom (delt, inkompetent) central regering, med udpræget dekadence og faldende fødselsrater. En lignende nedtur markerede det Øst Romerske Imperium der kom under stadig større pres fra Seljuk tyrkerne (osmannerne( og bulgarerne. I det lange løb kunne hverken Vest Rom eller Øst Rom modstå de invaderende masser med de respektive hedenske og islamiske trossystemer.

Et trist efterspil var skabelsen af Det Latinske Imperium Konstantinopel. Lederne af Det Fjerde Korstog, en indsats oprindeligt med det formål at generobre Jerusalem fra muslimerne, vendte sig mod deres kristne brødre, der var frustrerede over de forfejlede intriger, og forræderisk besluttede de at forlade byen. I 1204 erstattedes det Ortodokse med en katolsk kejser, der opdelte provinsen i vasalstater for at belønne konspiratorerne. Efter en lang periode med nedtur, blev Byzans Imperiet genoprettet i 1261.

At kristne kunne være så ubetænksomme at bekrige hinanden fremfor at slutte sig sammen og konfrontere den eksterne fjende fra øst var som en genopførelse af den rædselsvækkende rivalisering i de græske bystater, i skyggen af det ekspanderende Achæmenediske Rige. Der er således også paralleller til nyere historie. 

Hvis vi lader det Dante lignende blodbad i 1. Verdenskrig ligge, et monument over kristen selvmorderisk indstilling, har Europas magter spillet hasard med civilisationen igen og igen. Frem for at tillade at Det Russiske Imperium kunne ekspandere på bekostning af Det Osmanniske Imperium og indtage Konstantinopel valgte både briterne og franskmændene at gå ind i Krimkrigen på osmannernes side - af hensyn til “magtbalancen” i Europa. Og i disse år fører Rusland krig mod kristne “udbrudsprovinser” (e.g. Georgien, Ukraine), som de opfattes som, samtidig med man søger venskabelige forhold med muslimske stærke mænd fra regionen. Det er som om det kristne selvmordsorgie aldrig vil slutte. Vi fortsætter med at tage kortsigtede beslutninger, som om vi ikke kan se forskel på ven og fjende.

Kristne er blevet udstødt fra Levanten, Mesopotamien og Nordafrika. I Kaukasus, lider armenierne, og georgierne for at få suverænitet i deres respektive lande, de er som en sandwich mellem muslimske nationer i øst og vest. Ildevarslende er det at  forventningerne ikke er meget lysere i Vesteuropa, hvor stagnerende befolkninger - i en ondsindet spiral af materiel overbærenhed, åndelig ‘fattigdom’ (herunder historisk manglende klarhed) og masochistisk selvtvivl - ydmyger sig foran en fjende med en overherredømmeindstilling, Islam, der har ført krig mod dem siden det syttende århundrede. Ikke desto mindre, med de uimodståelige masse migrationer har man tilladt at den ekspanderer uhindret midt i deres samfund.

Så sent som efter 2. Verdenskrig udgjorde kristne flertallet i Konstantinopel. Og efter 2. Verdenskrig var det kristne flertal i Libanon intakt. I mellemtiden er krigen mod kristne eskaleret. Det mest virksomme våben i den krig er i sidste ende demografisk. I den henseende har intet ændret sig siden tidernes begyndelse. Takket være statsstyrede massakrer, besværligheder i samfundet og tvangsflytninger, er de kristne flertal blevet til minoriteter. Omvendt er de nye majoriteter vokset eksponentielt, grundet højere fødselsrater og man overtager hele byer og lande.  

Andelen af kristne i Tyrkiet faldt fra 20–25% i 1914 til cirka 2% i 1927 — og i dag er det faldet til så lavt som 0.2–0.4% Imidlertid er de islamiske nationalister ikke færdige med ‘arbejdet.’ På denne baggrund fandt den såkaldte “Istanbul progrom” sted i 1955. De overlagte overgreb og orkestreret af det herskende parti (og et antal sikkerhedsbureauer) var rettet mod græske borgere i Konstantinopel. Som det også er sædvane i politistater, som Iran, når der er brug for at give “regerings repression” ved “gadeuorden” bliver væbnede banditter fra provinsen bragt ind.. Mennesker, man identificerede som grækere, men også armeniere og jøder, blev overfaldet, og ejendom tilhørende kristne blev plyndret og brændt ned. 

Ligesom Nazi myndighederne på Kristallnacht i 1938, var det tyrkiske politi med i denne pogrom, det forblev passiv under pøbelovergrebene indtil der kom en deklaration om undtagelsestilstand. Derpå intervenerede hæren fulgt af ni lange timer med iscenesat anarki. Ud af de anslået 65000 indbyggere af græsk herkomst der levede i Konstantinopel i 1955, er der blot sølle 2500 tilbage i dag. 

I store træk er tyrkiske nationalister sluppet godt afsted med deres forbrydelser siden 1955. Det er næppe uden god grund at man må formode at de er blevet opmuntret, tilskyndet af de ting der fandt sted, fra begyndelsen af århundredet. I tråd med denne formodning, og åbenbart uden at tage hensyn til international lov og retfærdighed, invaderede de Cypern i 1974.  

Idet man stoler blindt på, at amerikanerne kommer og redder dem, som de gjorde i 1 Verdenskrig og 2. Verdenskrig, er vesteuropæerne blevet blødsødne og eftergivende. 

De siges at tro på “den bløde magt.” Imidlertid er det en fiasko i lyset af uforsonlige fjender, der ønsker at bedrage og dominere andre. Siden 1979 har europæerne benyttet "kritisk dialog” med Teherans mullaher - uden succes. I årevis har europæerne forsøgt at føje sig russerne for at opnå en fredelig sameksistens ved at øge handlen med Rusland - uden succes. 

Med et påtrængende krav om militær mobilisering, og masseproduktion af krigsmateriel er beslutningstagerne i Bruxelles paralyserede over bekymringer om velfærdsgoderne og klimaforandring -- Der kræves styrke og sund dømmekraft for at være en god leder. Og nationer har brug for gode ledere for at overleve. Historien lærer os noget om hændelser og tendenser der udfordrer viljen og evnen hos en nation for at overleve. 

Det blev til selvhad ved marxister og islamister og vi afskyr vor plads i historien. Det er nøgternt at se på kristnes åg i deres oprindelseslande efter islamisk erorbring. De som vildleder os med fortællinger om “hvide kristnes” imperialisme skjuler den kendsgerning at Kristendommen gik forud for islam i den gamle verden. Krigere fra Rshidun Kalifatet på den arabiske halvø fik  først kristne til at flygte langs Middelhavet. Fra Guinea bugten til Bengalen er der pågående forfølgelse af kristne med overgreb, plyndring og vandalisme. 

Kujonerne, der faktisk tror de får endnu en chance fra oven hver gang de falder er med den indstilling - idioter. Konstantinopel var en funklende hovedstad i et imperium der stod over tusind år. Imidlertid lod det sig forlede ved ideologisk overherredømmeindstilling og ubegrænset brutalitet. Filosofiske-videnskabelige ideer og teknologisk overlegenhed kan give fordele på kort sigt. I sidste ende er det imidlertid de som viser tro på skæbnen og finder løsninger der fremstår sejrrige.  

Tragedien med Konstantinopel burde være en påmindelse til alle der tilhører det kristne samfund om at stå op imod defaitisme, komme til fornuft og redde civilisationen mens der endnu er tid. Ellers kan vi blive udslettet..

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/acting_on_the_lessons_of_history.html

 

Hvad med det menneskelige i AI tidsalderen?

 S.R. Piccoli

Sommeren formodes, i det mindste i teorien, at være årets bedste tid, til at reflektere over sig selv, og de store spørgsmål i vor tid. Måske det varme vejr gør, at det er mere egnet til tænkning end til handling, eller måske er det den enkle kendsgerning, at mange mennesker er på ferie og endelig har tid til at tænke over tingene. Uanset hvad, at tale om kunstig intelligens (AI) nu om stunder er i praksis ikke til at komme udenom. 

For hver intelligent og indsigtsfuld ting vi læser eller hører om dette enorme og komplekse emne er der utallige tåbelige eller banale udtalelser der multiplicerer sig som the Gremlins i filmen fra 1984. En roman som Klara and the Sun (2021) af Kazuo Ishiguro, med dens humanistiske tilgang til AI er et eksempel på førstnævnte, de konstante over simplificeringer der oversvømmer både de gamle som nye medier, et perfekt eksempel på sidstnævnte.

En ting er sikker. At tale om A.I. handler i sidste ende om at der tales om mennesker. Fordi ingen teknologi, selv ikke den mest avancerede, er intet andet end kodelinjer eller algoritmer. Det ender altid med at være en refleksion af vores ønsker, de ting vi frygter, vores begrænsninger og vores håb. Det er ingen overraskelse at i denne tid, hvor AI hurtigt gennemsyrer hver del at vores liv, at vi er vidner til spænding og uro, med rod i de oldgamle spørgsmål som filosoffer og digtere har stillet i årtusinder: Hvem er vi? Hvad kan vi blive? Hvad er vores skæbne?

Således at se tilbage på de store tænkere og skribenter fra historien føles ikke blot interessant, med nødvendigt.

Nietzsche, for eksempel ville smile af noget af den frygt der er ved AI. Han brugte sit liv på at opfordre menneskeheden til at udfylde sit sande potentiale - “Bliv hvem du er!” sagde han - og han ville sandsynligvis mene. at hvis der kræves AI for at befri os fra kedsommelige opgaver, rutinearbejde, bogholderi eller endeløse emails, så er der intet forkert i det. Det kunne endog være en slags Dionysisk befrielse: “Lad maskinerne klare papirarbejde så vi kan danse, skabe noget, eller se solen gå ned."

Ralph Waldo Emerson, den store stemme for amerikanske transcendentalisme - en tænker Nietzsche i sandhed beundrede - ville sandsynligvis være enig. Han skrev, “Det som ligger bag os og det som ligger foran os er småting sammenlignet med det som ligger i os.” Emersons tro på individets magt, og på menneskelig fremskridt ville ikke være rystet af udfordringerne ved AI. Han ville muligvis have anset det som et værktøj til at forstærke menneskets potentiale - så længe vi bliver tro mod vor indre stemme. Brugt klogt, kunne AI blive en allieret i vor rejse mod selvbestemmelse og ikke en tyran. 

Dog kan vi ikke ignorere risiciene for overdreven begejstring eller arrogance. Teknologi, som Platon udmærket vidste, er en skøn sirene. Men den kan også bedrage os. Den får os til at tro alt er muligt for os - endog genskabe selve bevidstheden. Og dog er det morsomt at tænke over at Platon, al sin storslåethed til trods, aldrig kunne have forestillet sig Chat GPT, manipulerende videoer eller algoritmer der kan skrive digte eller kærlighedsbreve.  Dog svæver hans spørgsmål stadig i luften over idealernes rige: Hvad er mennesket? Og hvad vil vi blive når maskinen taler vores sprog? 

Lad det være tydeligt: AI er i sig selv ikke noget der skal skræmme. Det som er skræmmende er menneskeheden. Shakespeare forstod det udmærket. I Hamlet, skrev han, “What piece of work is man!”  Jo fantastisk og ædelt... men også forræderisk, smålig og brutal. Inderst inde ved vi alle at det virkelige uhyre  ikke er inden i maskinerne.... det er inde i folk. Nietzsche ville kalde det vores vilje til magt. Eller måske er det ganske enkelt vores oppustede ego, som hos den romerske kejser Tiberius, som Montaigne forhånede for at være mere bekymret for sit eftermæle end om at leve et godt liv blandt sine samtidige. Jovist, fantastisk, og ædelt...men også forræderisk, småligt og brutalt. 

Også Dante vidste dette. Han kortlagde en hel rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset for at vise at mennesker mister sig selv - og finder sig selv igen. Hvis i dag vi forsvinder blandt dimser og duppeditter, er det måske ganske enkelt den samme gamle selva oscura, hvor den rette vej er let at miste. Hvem ved, om en algoritme nogensinde ville kunne være vores Virgil og føre os ud? Måske - i det mindste når det drejer sig om at give anvisninger på vejen hjem på Google Maps.

Naturligvis skal vi være årvågne. Faren er at vi bliver så vant til komfort at vi begynder at uddelegere ikke kun vores opgaver, men også vores tænkning, vores kritiske ånd, og vores historie erindring - at vi begynder at betragte maskinen som et orakel der ikke kan fejle.

Det er ved sådanne lejligheder at vi hører Montaignes lettere melankolske påmindelse til os, “Jeg underviser ikke, jeg fortæller en historie.” Nuvel AI fortæller også historier. Problemet er, at den ikke nødvendigvis fortæller sandheden. Og der er en kæmpe afgrund, en der mindre tilhører teknologiens rige og mere tilhører domænet med menneskelig dømmekraft. 

Vi burde ikke give efter for ideen om en AI igangsat apokalypse. Men vi bør så absolut være bekymret over en apokalypse af menneskets ånd - om mennesker der standser med at stille spørgsmål. Her er den virkelige fare. 

Den største risiko er at holde inde med at stille spørgsmål om hvem vi er, hvorfor vi lever og hvad vi sådan set ønsker. Og hvis der er en lektion som klassikerne - fra Platon til Shakespeare, fra Dante til Montaigne - lærer os, er det at det at tvivle er liv. At der ingen sandhed er uden modsætning. Og at somme tider, som Sofokles sagde, “det ikke at vide noget er det sødeste liv.” 

Måske vil AI tvinge os til at redefinere hvad det vil sig at være menneskelig. Måske vil AI gøre os klogere. Eller gøre os dovnere. Eller begge på en gang. Men jeg ville holde af at tro at vi vil lære at benytte det som et spejl hvori vi kan se os selv mere klart, meget ligesom Montaigne i sit tårn omgivet af hans tusinder af bøger og de græske og latinske maximer (sætning der kort udtrykker en leveregel eller et grundlæggende princip) skåret ind i bjælkerne. 

Og her, måske vil vi endelig indse, at hvis fremtiden skræmmer os, er det ikke på grund af AI. Det er os selv. På grund af vores arrogance. Eller vores dovenskab.

Det bør betones, at menneskeheden aldrig har været nærmere på at blive ægte mester - af sig selv. Vi skal huske, at maskiner kan imitere mange ting -- men ikke de hurtige hjerteslag i et menneske ved synet af en solnedgang, eller mysteriet i en sjæl der spekulerer på hvorfor den eksisterer. 

Samuel Robert Piccoli is a blogger and the author of several books, among them Being Conservative from A to Z (2014) and Blessed Are the Free in Spirit (2021).  He lives in the Venice area.

Image via Unsplash.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/rethinking_humanity_in_the_age_of_ai.html

Fentanyl krisen på tilbagetog

 FENTANYL KRISEN PÅ TILBAGETOG

Fentanyl krisen, engang en ødelæggende svøbe der kræver 100000 liv om året er ved at blive knust under Præsident Donald J. Trump's dristige lederskab.

Kampagnen nu her i hans anden periode som præsident giver historiske sejre, og dødsfald som følge af misbrug af fentanyl/opioider er 33% færre og der konfiskeres fentanyl for milliarder.

Gennem  Executive Order 14157, underskrevet januar 2025, udpegede Trump mexicanske karteller som udenlandske terrorist organisationer, og indefrøs for  $500 millioner i værdier og fik sat skub i grænsekontrol og forbud med 50%.  

Dette sammen med afgifter på Kina, Mexico og Canada gør at de udenlandske leverandører presses,  mens the HALT Fentanyl Act (underskrevet 16. juli 2025) permanent klassificerer fentanyl som et  Schedule I stof, og producenter og handlende står til minimum 10 års fængsel. Da dødsfald som følge af overdosis nu er under 9000 årligt, vinder Amerika - men kampen er ikke forbi.

Trumps langsigtede strategi - sikkerhed ved grænsen, internationalt pres, lov skal håndhæves og behandles - er et resultatmæssigt mesterstykke. 

The 2025 National Drug Control Strategy driver denne succes fremad, med avancerede grænse scannere, sanktioner mod kinesiske mellemleds leverandører og udvidet adgang til naloxlone (Naloxon blokerer meget effektivt opioidreceptorer i nervesystemet i løbet af kort tid, og en person, som har en overdosis på heroin eller andre opiater, vil vågne i løbet af få minutter) redder liv hver dag. Tiltag ved grænsen mod nord alene stoppede fentanyl der ville kunne slå 15 millioner ihjel, mens “En Pille kan slå dig ihjel” kampagnen underviser de unge. Dette er ikke blot politik - det er en livline, der giver håb til vores samfund. 

https://actforamerica.substack.com/

 

Hvorfor kalder de os ‘nazister’? 

Earick Ward

Resulterede de konstante fornærmelser som venstrefløjen fremfører til at Charlie Kirk blev dræbt? 

Næsten helt sikkert. Ordene "hey, fascist! CATCH!" var skrevet på et patronhylster.

Riffelskytten havde formodentligt diskuteret med sin familie om at han hadede Charlie Kirk, og han skrev et brev til sin trans/”furry” kæreste,;

“Jeg har fået nok af hans (Kirks) had. Noget had kan ikke forhandles bort.”

Meget af dette er blevet dækket andre steder, og jeg vil ikke også gøre det her udover at nævne de to mest nederdrægtige personer i Congress der besluttede at de ville føre faklen “Jeg hader Charlie Kirk” videre: AOC (Alexandre Ocasio-Cortez) og Ilhan Omar.

AOC benyttede en talemulighed efter hendes “Nej” stemme om en resolution der ærer Charlie Kirk, til at dømme Charlie som en “uuddannet hykler.” 

Ved at skabe en “stråmand” om Charlies udfordringer med borgerrettigheds lovgivning proklamerede hun:

“Vi burde være tydelige om hvem Vharlie Kirk var, en mand der troede at the Civil Rights Act der gav sorte amerikanere ret til at stemme var en fejl.”

AOC, ikke den skarpeste kniv i skuffen, kunne og burde have udført en bedre undersøgelse før hun åbnede munden med masser af uld i denne. da dette overhovedet ikke er hvad the Civil Rights Act gjorde, og slet ikke i nærheden af Charlies argumentation om de efterfølgende svigt som resultat af the Act, da hans argumentation vedrørte DEI (Diversitet, Lighed, Inklusion) og affirmative action (positiv særbehandling).

Hun gik videre med at slå fast: 

“Hans retorik, hans overbevisninger var ignorante, uuddannede og søgte af fratage millioner af amerikanere retten til at stemme.” 

For ikke at stå tilbage gik Omar videre med adskillige skældsord proklamerende Charlige Kirk som et “forkasteligt menneske.”

 

Det jeg synes er forkasteligt er politikere og venstreorienterede som AOC, Omar, Rashida Tlaib, Jimmy Kimmel, Chuck Schumer, Hakeem Jeffries, Eric Swalwell, og andre der angriber en mand, der ikke længere kan forsvare sig. Charlie Kirk ville med iver have indgået i debat med hver eneste af disse individer

Udover stråmands argumentet, hvorfor forfalder venstrefløjen og deres medie medløbere stil fornærmelser som - Nazi, Hitler, fascist, racist, sexist, homofob, transfobisk, autoritær- og helt til kvalmegrænsen?

Ganske enkelt: De kan ikke argumentere i debatter til støtte for nogen af deres politiske holdninger. 

De amerikanske folk støtter i overvejende grad den snusfornuftige politik som føres af præsidenten, hans ministre, og som Charlie Kirk så ihærdigt argumenterede for - økonomsik mulighed i et frit marked, sikkerhed og ro for dem selv og deres elskede, gode skoler, en tilbageholdende forbundsregering, et system der belønner flid og indsats, og frihed til at tilbede som man ønsker. 

Den nuværende gentagelse hos the Democrat party støtter intet af ovennævnte. De har ingen tydelige, positive politiske opskrifter at tilbyde det amerikanske folk, således må de nødvendigvis være imod og splitte. Fornærmelser bliver deres lagervare og handelsvare.

Vi har fejlet ved at give dem, og deres medløbende medier lov, til at fortsætte og ikke ikke udfordre dem på ideernes kampplads. 

Har du en bedre løsning, ide om grænsen - fortæl os om den. Hvorfor er en vidt-åben, ikke reguleret grænse god for Amerika?  

Har du en bedre ide for at yde os sikkerhed og ro - fortæl os om, hvordan det skal udføres? 

Du har en bedre plan, udover at uddele gratis goder til dine vælgere, for at forbedre den økonomiske mulighed for det amerikanske folk - lad os høre det.

Du mener du kan løse udfordringerne med Rusland/Ukraine eller Israel/Palæstina - lad os høre om det..

Democrats kan ikke åbent debattere nogen af de forslag (og andre med). Deres løsninger, ideer er fyldt med fejl, katastrofale. De hviler på krænkende propaganda og nu også vold. 

https://www.americanthinker.com/blog/2025/09/why_they_call_us_nazis.html