onsdag den 3. juni 2015

Civil ulydighed kan være nødvendigt for at bevare friheden

Vær ulydig!

Charles Murray, der allerede har skrevet kontroversiell bøger om, hvordan velfærdsstaten skader den fattige, om etniske forskelle i IK og om (mindre kontroversielt, men min favorit) om lykke og god regeringsførelse, har skrevet en ny bog der argumenterer for at det nu er på tide med civil ulydighed.


Regeringen er blevet så undertrykkende, den hæmmer os hele tiden med nye regulativer, at vort eneste håb er at nogle af os stiller os på bagbenene og ikke vil samarbejde.

Murray’s forslag - fremlagt i “By the People: Rebuilding Liberty Without Permission,” vil gøre nogle nervøse. Han argumenterer for at borgere og virksomheder skal begynde åbenlyst at stå imod, undtagen de mest nyttige regulativer, altså de som i bund og grund forbyder overgreb, tyveri og svindel.

Han skriver, “Amerika er ikke længere landet for den frie. Vi er stadig frie i den forstand som nordmænd, tyskere og italienere er frie. Men det er ikke hvad amerikanerne plejede at mene med ordet frihed.”
Han citerer Thomas Jeffersons observation om at en god regering er en “der skal hindre mennesker i at skade hinanden (og) skal lade dem være frie til ellers at stræbe efter deres egen lykke.”

Men vor regering i dag forsøger at gøre langt mere.

Samtidig med vi finder og forsøger at opfinde nye ting, søger regeringen konstant at kontrollere os. Antallet af nedskrevne mulige forbrydelser er nu 50% større end tilbage i 1980 - en tid da mange mennesker helt forkert troede U.S. kunne/ville skære ned på regeringens størrelse.

Murray siger, helt korrekt, at intet ‘almindeligt’ menneske - slet ikke et hold af advokater - nogen sinde kan sætte sig ind i hvordan man overholder de 810 sider i
Sarbanes-Oxley Act, 1,024 sider i Affordable Care Act eller de  2,300 sider i Dodd-Frank.

Hvad nu hvis vi alle holdt inde med af forsøge? Regeringen kan ikke smide os alle i fængsel. Måske kan vi ved ikke at adlyde tåbelige love overtale dommerne til at kun love der forhindrer, tydelig, ægte skadepåvirkning på individer burde opretholdes, “ingen skade sket, ingen fejl.”

Loven er ikke altid den bedste indikator på en god opførsel. Optøjer på steder som Ferguson og Baltimore minder os om, at selv politiet undertiden ikke opfører sig ordentligt.

Ingen ønsker at se at lov blive nedbrudt helt og aldeles, så mennesker lider skade, men historikeren Thaddeus Russell minder os om, at mange af de friheder vi anser som noget helt naturligt ikke eksisterer fordi regeringen, i stor nåde, gav os disse friheder, men på grund af de som bryder loven.

Spritsmuglere, “røverbaroner” der transporterede varer i modstand mod de statslige monopoler, og de amerikanske revolutionære der smed te i havnen i Boston, ignorerede love de var imod. Undertiden elskede disse skurke friheden mere er vore ærede Founders. George Washington satte tropper ind mod whiskey fremstillere for at få gennemført pålagte skatter.

Her for nylig besluttede Uber at man ville ignorere nogle regulativer for chauffører. Det er ganske fint at de gjorde dette, fordi Uber tilbyder bedre og mere sikker service. I dag er Uber muligvis alt for populær til at regeringen kan nedlægge forbud.
Disobey!

Edward Snowden kendte til de juramæssige konsekvenser han stod op imod ved at afsløre, at NRA spionerer mod amerikanske borgere, men han gjorde det alligvel. Jeg er ikke sikker på han gjorde det rigtige, men såvel konservative som venstresindede burde dog indrømme at undertiden bør love brydes eller bøjes.

Og så forsvarer hvert politiske parti civil ulydighed så længe de mennesker der er ‘ulydige’ tilhører den fraktion de selv står for. Højrefløjen elsker landmænd der går imod love der berører deres erhverv, men de bryder sig absolut ikke om mennesker der bøjer immigrationslovene. Venstrefløjen elsker de som ryger hash, men hyler op om virksomheder der ser stort latterlige miljøregler.

Måske skulle de fleste af disse love blot ignoreres af de fleste af os.

Politikerne selv spiller ikke altid efter reglerne. Min sidste klumme handlede om, hvordan Clintons slipper afsted med at bryde regler. Men jeg begik en fejl, som jeg må rette: Jeg sagde at Clinton Foundation donerede sølle 9% af pengene til velgørenhed. Desværre det var forkert: Clintons og deres medslyngler handler endnu værre.

I 2013, indsamlede the Foundation $144 million men brugte kun $8.8 million til velgørenhed. Det er altså kun 6%.

Når Bill og Hillary siger de ønsker at “hjælpe mennesker” taler de om sig selv. Sådanne mennesker vil jeg ikke tvinges til at adlyde.
John Stossel

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails