Social “Retfærdighed”
Demonstrerende kræver “social retfærdighed.” Jeg hader deres råb. Jeg er imod deres sag, er jeg så alligevel for social “uretfærdighed”? Sludder.
De protesterende plejer som regel at ville straffe kapitalismen. “Spred de ressourcer,” siger Hillary Clinton.
Selv kapitalister begår ofte den fejl at tale om “social retfærdighed,” som om det er det modsatte af frie markeder eller en grund til at hærge markedet med flere regulativer eller omfordeling. Men der er intet “retfærdigt” ved de demonstrerede venstresnoede for de påviser blot en løsning: Mere regering.
Oliver Stone, Sean Penn og Harry Belafonte hyldede Venezuela’s Hugo Chavez for hans socialistiske revolution. Så gik Chavez i gang med at smadre det meste af sit land.
Selv efter hans død forbliver hans portræt på husmure overalt og hans politik fortsætter. De har ikke skabt social retfærdighed, medmindre ens forestilling om “retfærdighed” er forrettigheder for regeringsembedsmænd og mangel på basisvarer som mad og toiletpapir til folket.
Det er kun socialismen der kan bringe en olierig nation i knæ og gøre det til en nation, hvor folket i timevis må vente på overlevelsesrationer.
Venstrefløjsavisen Guardian citerer en venezuelansk landmand der siger at Chavez’ politik har efterladt Venezuela med “ingen der kan forklare hvorfor et rigt land ikke har noget mad.”
Ikke mange mennesker i Venezuela kan give en sådan udlægning - regeringen udøver censur over for kritikere - - men frimarkeds økonomer kan forklare situationen.
Varer leveres ikke til at imødekomme forbrugerens behov ved et eller andet brændende ønske om retfærdighed. Det forbløffende ‘samarbejde’ på markedet sker, fordi sælgerne og køberne er frie mennesker. Sælgerne kan sælge det de vil til de priser de sætter. Køberne står med beslutningen om at betale. Den fleksibilitet - og mulighed for at tjene penge - er det som overtaler folk til at fremstille det kunderne ønsker og risikere deres egne penge og sikkerhed for at have varen på lager.
Uden det frie marked til at fastsætte priser og tildele ressourcer, er alle skrigene om “retfærdighed” i verden til ingen nytte og hjælper ingen. Man kan nemlig ikke spise retfærdighed. Man kan ikke bruge det som toiletpapir.
Intellektuelle, aktivister og regeringen tilsammen elsker når politikerne tager “barske” indgribende beslutninger - det betyder sædvanligvis en pludselig indgriben i markedet. For 18 måneder siden benyttede regeringen i Venezuela sit militær til at få kontrol over Daka, en af landets største kæder for at tvinge den til at have mere “fair” priser. Straf de rige, grådige butiksejere”
Hvilken overraskelse! Det fungerede selvfølgelig ikke. Kæden er nu ved at lukke ned da plyndrere nu blot tager det de vil.
Socialister siger kapitalister bare vil tjene en masse penge, men det er regeringen der ikke kan langtidsplanlægge.
I stedet for kun at tænke i afkast for investeringer og bæredygtige modeller tænker socialisterne kun på nu og her, dagen: De ser mennesker der har brug for varer og butikkerne fulde af samme. Jamen så tag dog butikkens varer og giv dem til folket, og så - i morgen - nuvel de der kapitalister vil altid skaffe flere varer - mon ikke?
At kalde det “social retfærdighed” får altid ikke tingene til af fungere.
Undertiden indrømmer aktivister at de ikke er særlig interesseret i økonomi. Det de faktisk ønsker er en mere “tolerant” verden med mindre sexisme og racisme. De handler som om kapitalisme er en forhindring for disse mål.
Det passer ikke. Kapitalistiske samfund er mindre racistiske og mindre sexsistiske end ikke kapitalistiske samfund.
I Amerika mener nogle hvide det ofte helt i orden at de har visse forrettigheder. Men sammenlign Amerika med Kina, hvor en etnisk gruppe, Han, dominerer politik og ganske åbenlyst ser ned på minoriteter - og hvor selv videnskabsforskere har forsøgt at påvise at Han er en særlig race der ikke har sin oprindelse i Afrika som alle os andre.
Den autokratiske nation Saudi Arabien tillader ikke kvinder at køre bil eller have egne bankkonti.
Markeder hvor det er individer, ikke udelukkende lederne, der har ejendomsrettigheder giver folket muligheder. Virksomheder får et incitament til at betjene så mange som muligt, uanset køn eller etnicitet. De har også en tilskyndelse til at opføre sig ordentligt - kunderne vil hellere handle med de som behandler dem med rimelighed. Enhver er fri til at vælge sin handelspartner. Det er hvad jeg kalder retfærdighed.
Uretfærdighed er at fortælle folk, at de skal vente og så se hvad deres lederne nu mere er fair.
John Stossel
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar