Det virkelige problem i Europa - antisemitisme
En temmelig enestående skribent her på AT har skrevet en synopsis om Hibernian anti-Semitism i Irland, men jeg føler han har tolket problemet noget skævt. Ved at definere problemet som noget helt specifikt irsk, har skribenten på smertelig vis undervurderet den psykologi der ligger bag anti-semitismen i Irland - og lang vigtigere hele Europa. For at kurere en dårligdom skal man først have den rette diagnose.
Irland er så lang fra noget enestående med antisemitisme, og det er det allervigtigste i problemstillingen.
G. Murphy Donovan skrev på American Thinker:
Britisk påvirkning kan have været med til det, dog var en monolitisk Katolsk Kirke dominerende i Irland i over tusind år. Mange irere vil gerne opfatte Eire som landet med “helgener og lærde,” det mest katolske land i Europa. Mangen en irsk anekdote åbenbarer imidlertid en mere dyster side af Gælisk stammekultur.
At give en stor del af skylden på en irsk tolkning af katolicismen, og Gælisk isolation, er helt ved siden af. Disse forhold eksisterede, men de har absolut ikke samme indvirkning som tidligere tiders vrede. Katolicismen er så at sige død i den Irske Republik, samtidig med at Calvinismen er døende i Nordirland. Konkurrencen har altid alligevel været, i bund og grund nationalistisk., 
Jeg erindrer da jeg læste på college at historikeren Roland Bainton fastslog, at den katolske tilstedeværelse i Irland var en nationalistisk reaktion mod briterne. Churchill indrømmede at en god del af problemet kunne koges ned til de ugerninger Cromwell stod for. Cromwells semi-folkedrabs voldsregimente gennem Irland i den calvinistiske guddoms navn kan have slået cirka 40% af Gælerne ihjel. Irerne betragtede England på samme måde som mange jøder så på Nazi-Tyskland.
I Den Irske Republik der i dag er fri for briternes styre - skønt ikke britiske banker - står katolicismen på sit yderste. Katolicismen overlever i Nordirland som et nationalistisk svar på det fortsatte britiske styre. Pudsigt at tænke over, at hvis de pro-britiske protestanter i Ulster ønskede at smadre katolicismen så ville det at genskabe Ulster være den meste effektive, da katolicismen sådan set ikke virker tiltrækkende for Gælerne.
Irerne ser sig selv som ofre for kolonial undertrykkelse, hvilket også er sandt. Kun en tåbe ville benægte det. Den historiske undertrykker var briterne, der i den sidste halvdel af den koloniale periode udgjordes af overherredømmeindstillede protestanter. Men hvad med de første firehundrede år i den koloniperiode?
Irerne synes at smykke sig med, at før den normannisk britiske invasion i 1169, var de ikke særlig meget romersk katolske, men snarere kristne keltere, knyttet til, men ikke under direkte ledelse af Rom. Man tillod at gejstlige giftede sig, og man havde en blanding af lægfolk og munkestyre i menighederne. Romersk praksis havde fået vis indpas i den sydlige del, men de temperamentsfulde Gælere var langt mere forbeholdne over for centraliserede ekklesiastiske hierarkier.
I 1155 AD udstedte den eneste engelske pave, Adrian IV, en pavelig forordning, Laudibiliter, til Henrik II, hvor han giver Irland til England dersom de blot ville gøre irerne til katolikker, og få Gælerne til at betale Peter's Pence to Rome. På den tid var englænderne nidkære katolikker, mens irerne praktiserede en nærmest uddød form for Kristendom, der ironisk nok, lå ganske tæt på moderne dages Anglikanisme. I 1169 invaderede Normannerne Irland, under dække af at gribe ind i en borgerkrig, i 1171, tog Henrik II over ved at henvise til den pavelige forordning.
Det første britiske forsøg på religiøs tvang var ganske effektiv. I det 16. århundrede var irerne gennemført katolske. Under Henrik VIII i det 16. århundrede gjorde irerne oprør mod det britiske tyranni, og da England besluttede at blive Protestantisk - for i bund og grund at vende tilbage til den form for Kristendom som irerne havde praktiseret i det 12. århundrede - havde irerne fået nok. Nu ville de ikke længere bøje nakken. Modstanderne havde skiftet side i religiøs henseende, men som bemærket, havde kerneproblemet drejet sig om kultur, sprog og nationale forskelle. Jovist nationale. Irerne kan muligvis have været et stammefolk, men dog altid betragtet sig som irere, og de længtes efter at vende tilbage til et styre med deres egen leder, konge fra deres oldgamle hovedstad Tara.
Ironien ved dette er meget stort. Orange (pro-britiske) Protestanter i Ulster forhånede Paven ved hvert åndedræt, men de er i Irland på grund af et paveligt dekret. Hvis de virkelig hadede Pavedømmet, ville de overdrage Ulster til irerne og kunne derpå se at den irske katolicisme ville dø, næsten i løbet af natten, at dens nationalistiske raison d'être ville fordampe som dug for solen. Det kunne faktisk se ud til, at ingen af parterne overhovedet kender til deres historie.
Det er selve grundlaget for problemstillingen. Det er ikke Katolicismen, ej heller Protestantismen. Det er snarere uvidenhed. Irerne betragter nu Palæstinenserne som et undertrykt folk der led under briternes og senere jødernes styre som de selv gjorde under England. Selve analogien indikerer en fuldstændig mangel på kundskab. Historien er vendt helt og aldeles på hovedet.
I virkeligheden ønsker jøderne Judæa og Samaria (Vestbredden) tilbage på samme måde som irerne ønsker Ulster tilbage. Palæstinenserne er til en vis grad en fremmed enhed på samme måde som Plantation British var i Ulster. Judæa og Samaria - med Jerusalem og Hebron -som var det religiøse centrum for jødisk national liv. Armagh i Ulster, hvor Patrick formodes at have bygget sin kirke, var det historisk religiøse centrum for Irland. Palæstinenserne i Judæa og Samaria og Orange bosætterne i Ulster kom senere til og i nogen andres nationale territorium. Højlænderne i Ulster er muligvis Gælere, men de stillede sig ofte på irernes side i krige og englænderne stolede ikke på dem. Da de fleste at Orange bosætterne var lavlands englændere, altså ikke Gælere, men en blanding af Vikinger, Normanner og Saksere - var de altså ude fra kommende.
St. Patricks Cathedral, Armagh
Den ægte historiske analogi er dog ikke gået jødernes opmærksomhed forbi.
... the Irgun blev omorganiseret “efter IRA retningslinjer,” ifølge Walton, af Tobert Bricoe, faderen til Fianna Fail TD og borgmester i Dublin Ben Bricoe, der hemmeligt rejste til Storbritannien i årene før krigen for at mødes med og give råd til repræsentanter for IRGUN.
Det var først da Oberst Gaddafi tilbød våben til IRA at irerne ændrede deres “narrativ.” Jeg vil ikke gå ind på det at beskylde irerne for Nazi sympatier. Alt for mange irere kæmpede i De Allieredes hære, mens den irske regering var lettere pro-Allieret, hvor man tilbageholdt tyske piloter, men returnerede Allierede piloter der landede i Irland. En udmærket sammenligning kunne være finnerne i deres krig mod Stalin. Finnerne ønskede at få det Karelen tilbage, der blev stjålet fra dem af Stalin. Irerne ønsker deres Ulster tilbage.
At irerne betragter palæstinenserne som deres analoge kammerater er at vende historien på hovedet, der som vi allerede har fastslået, er noget ganske almindeligt blandt irere uanset religiøst tilhørsforhold.
Så kommer vi endnu engang tilbage til kerneproblemet. I dette vakuum af uvidenhed dukker så det venstreorienterede tilbud om det anti-imperialistiske narrativ op, hvilket er som skræddersyet til enhver irer.
Og ikke kun for irere, men også for lutheranske protestanter i Norge, for Calvinister i Skotland, og for det verdslige Frankrig. Her træder man igen ind i uvidenhedens historiske vakuum - som ingen lærer i skolen tilbyder at udfylde af frygt for at krænke nogen - og så tilbyder man en ’konkurrerende’ narrativ.
Norge er ikke katolsk, dog er man lige så meget anti-Israel, om ikke mere, sammen med resten af Skandinavien. Man kan ikke beskylde skandinaverne for at være under Pavens tommel. Her har man en historie med anti-katolicisme i Midnatssolens Land.
Nordmændene er præget af, hvordan de engang var under Sveriges åg, og skotterne er stadig præget af at man tabte ved slaget ved Culloden til England, og tabet af uafhængighed.
Selv Ulster Orange tænker noget bizart. Nogle få havde i begyndelsen en pro-Israel holdning, fordi man formodede at det var et udvalgt folk som jøderne, når de faktisk er analog med palæstinenserne. Faktisk var de anti-jødiske britiske styrker i Mandatet Palæstina ofte fyldt med den samme Black and Tans indstilling der tidligere forfulgte irerne. I dag flirter nogen Ulster Orange med Neo-nazister.
Det kan se ud til at nogle i Ulster nu er blevet pro-palæstinensisk. En ikke-sekterisk Ulstermand Gary Spedding, blev for nylig udvist af Israel.
Man kan ikke give katolicismen skylden - uanset om man holder af eller afskyr den - man kan heller ikke give protestantismen eller calvinismen skyldes, som kæmper deres egne udfordringer. Det går på tværs af religiøse linjer. Irerne er ikke værre end de andre.
Skylden kan helt klart lægges på en venstreorienteret ideologi, der som en cancer, overtager narrativet og erstatter den historiske sandhed med fiktion. Dette er næring til løgnen. Dette er et fællestræk i det katolske Irland, det lutherske prtestantiske Norge, det verdslige Frankrig, det calvinistiske Skotland og Presbyterian Church USA, amerikanske jøder som J-Street, etc.
Disse grupper er anti-semitiske, ikke fordi de er denne eller hin denomination. De er anti-semitiske fordi de er venstreorienterede.
Mike Konrad is an American who writes on many issues.
http://www.americanthinker.com/articles/2015/05/the_real_problem_in_europe.html#ixzz3ZuEMqUkQ
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar