En afgift, toldsats, er ikke en skat

Stephen Helgesen

“Det er skandaløst den måde præsidenten har behandlet de stakkels europæere /og amerikanske forbrugere) ved at lægge besværlige afgifter på produkter der kommer ind i the United States." 

 

"Det er et overgreb ved hans udøvende privilegier, og et tegn på at han hurtigt er ved at blive en handelsdiktator."

 

Sådanne og mange andre kommentarer om præsident Trumps handelspolitik med at indføre høje afgiftssatser på importerede varer har fundet vej til blodbanen i Amerikas medier.

 

Og selvom det er sandt, at ingen præsident i historien har været så utraditionel og dristig i bekæmpelsen af de internationale afgiftsregier som Donald Trump, har der dog være otte præsidenter i de sidste 100 år som ikke have noget problem med at benytte afgifter som justeringsværktøj for at få en bedre aftale for amerikanske forbrugere.

 

Begyndende med Herbert Hoover, the Smoot-Hawley Tariff Act blev indført i 1930 for at beskytte amerikanske landmænd og producenter. Den forhøjede afgifter på mere end 20000 importerede varer - og det ofte med 40-60%.

 

Først var målet med loven produkter i landbruget, men senere udvidedes det til industrielle produkter der var under pres fra lobbyer i fremstillingsbranchen,

 

Resultatet var, at det blev en at de højeste ‘beskyttende’ afgifter i U.S. historien. 

 

Da han bemærkede den succes som Smoot-Hawley var, fik FDR vedtaget the Reciprocal Trade Agreements Act (1934) i Congress.

 

Denne lov øgede ikke afgifterne, men den gav præsidenten muligheden for at forhandle ud fra en position af styrke og med tiden reduceredes gebyrer gennem bilaterale handelsaftaler.

 

I 1963-1964, gjorde Præsident Lyndon Johnson gengæld mod europæiske afgifter i det som blev kendt som "chicken war."

 

Johnson indførte afgifter på importerede lette lastvogne, på brandy, kartoffelstivelse og dekstrin.

 

25% afgiften på lettere lastbiler (the “chicken tax”) eksisterer stadig i dag, og beskytter U.S. bilproducenter.

 

I 1980’erne så vi Præsident Ronald Reagan bruge afgifter mod Japan for at gøre noget ved ubalancen i handlen,  og de uretfærdige handels teknikker Japan benyttede. Han fastsatte kvoter og afgifter på japanske motorcykler der hjalp med til at beskytte Harley-Davidson's konkurrenceevne. Han indførte begrænsninger på import af japanske automobiler og halvledere.

 

Reagan's efterfølger, George H.W. Bush hjalp U.S. stålfremstillere ved at indføre afgifter på brasiliansk og europæisk stål. Bush brugte disse afgifter som et værktøj til forhandling på samme vis som hans forgængere. 

 

I 2002, gik præsident George W. Bush i sin fars fodspor og indførte en 30% afgift på importeret stål for at hjælpe den nødlidende branche herhjemme. 

 

Efter EU truede med sanktioner, gik WTO i en dom mod the U.S. og afgiften blev fjernet efter 21 måneder. 

 

Præsident Barack Obama indførte en afgift på 35% på kinesiske dæk i 2009 for at beskytte U.S. dækfabrikanter. Dette satte gang i dækproduktionen i U.S., men endte med højere forbrugerpriser.

 

Så kom Kina med et modtræk - afgifter på fjerkræ fra U.S. og på bilreservedele.

 

Præsident Trump tog afgiftshandsken af i hans første periode med hans “America First” handelspolitik og lagde pres på Kina, Mexico, EU og andre.

 

Han indførte afgifter for $360+ milliarder på kinesiske varer under Section 301 (intellektuel ejendom); lagde afgifter på stål og aluminium (henholdsvis 25%  og 10%) og truede med at indføre afgift på automobiler, solpaneler og vaskemaskiner.

 

Og mens dette iværksatte global gengældelse, forstyrrede forsyningskæder, blev det den første salve affyret for at genskabe debatter om U.S. handelspolitik. 

 

Selvom Joe Biden kun har været ekspræsident i cirka et år har medierne og kloge ågerne åbenbart glemt Bidens afgiftspolitik. 

 

Ulig Trumps brede og aggressive brug af afgifter, benyttede Biden afgifter som forhandlingsværktøjer - især med Kina - og som værktøjer for industriel- og klimapolitik, frem for udelukkende protektionisme. 

 

Biden fortsatte faktisk Trump tidens afgifter på Kina. Han fastholdt næsten alle Trumps afgifter på kinesisk import og benyttede dem som metoder til forhandling i U.S.–Kina handelsaftaler og i drøftelser om teknologi.

 

Dette blev gjort for at beskytte halvleder branchen, den grønne teknologi, og den vigtige mineralindustri for at fremme hans “grønne økonomi.” 

 

Han forbandt afgifter til the Inflation Reduction Act (IRA) og CHIPS and Science Act, der begge formodedes at styrke produktionen hjemme..

 

I tilgift enten indførte eller overvejede Biden afgifter på kinesiske solpaneler, batterier, og elektrisk biler for at forhindre “dumbning” af kinesisk grøn teknologi i U.S. markedet.

 

Han lempede, men fjernede ikke, afgifterne på stål og aluminium og konverterede Trumps bredspektrede afgifter (25% på stål, 10% på aluminum) til afgiftsbestemte kvoter (TRQs) for allierede som E.U., Japan, the U.K.

 

Dette tillod begrænset import uden afgifter, men opretholdt beskyttelse af producenter i U.S. 

 

I løbet af hans sidste år som præsident hævede Joe Biden afgifter med $18 milliarder på kinesisk import, herunder en 100% afgift på elektriske biler, 50% på solpceller, 25% på stål og 50% på halvledere. 

Disse tiltag var med begrundelsen at beskytte “strategiske industrier.”  

Når man ser tilbage kan det siges at Bidens afgiftspolitik markerede et skifte fra Trumps “handelskrig” til en “industriel forsvars” position. I bund og grund fastholdt han Trumps afgifter, forfinede deres fokus, og føjede klima- og forsyningskæders modstandsdygtighed til som retfærdiggørelser.  

 

Kritikere argumenterer med at denne holdning slører linjen mellem protektionisme og industripolitik, mens støtterne ser det som en strategisk inddæmning af Kinas dominans i vigtige sektorer. 

 

The U.S. Supreme Court begyndte at høre mundtlige argumenter om, hvorvidt præsidenten har myndighed til i al væsentlighed at tage over og/eller beslutte implementeringen og fastlæggelsen af afgifter. 

 

De som er modstandere af at denne myndighed bliver lagt i den udøvendes hænder vil argumentere med at det kun er Congress der har magten til at beskatte og at en afgift er en skat

 

Jeg og mange andre mener at afgifter blot er endnu en lovlig og normal omkostning i at drive forretning, når det drejer sig om importerede varer. Ulig de svingende omkostninger der er direkte relateret til produktion af et produkt, ting som energipriser, ændringer i logistik, ændringer i arbejdsforhold, og så mange andre, er den store forskel med afgifter at de er de mest synlige og fastlagte omkostninger associeret med med et produkt. 

 

Bundlinjen, konklusionen er, at ingen forbruger er tvunget til at købe hvilket som helst importeret produkt hvor der er pålagt en afgift, og hvis de vælger at se bort fra de produkter og beholde pengene i lommen ja så betaler de ikke for omkostninger ved produkter, herunder afgifter.

 

På den anden side med skatter, der anvendes når et produkt enten går fra den ene del af produktions- og distributionskæden til den næste, men de stopper brat hos slutbrugeren, dersom denne siger “Nej tak, jeg køber det ikke.” 

 

Lad os håbe the Supreme Court er klog nok til at finde ud af det.

 

Stephen Helgesen is a retired American diplomat specializing in international trade. He has lived and worked in 30 countries over the course of 25 years under the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush administrations. He is the author of fourteen books, seven of them on American politics, and has written more than 1,500 articles on politics, economics, and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator in Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com.

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/a_tariff_is_not_a_tax.html

Når en præsident mister besindelsen - Truman går amok

 

En gennemført skiderik!

I anledning af Nytårsaften er denne lille morsomme beretning måske meget passende. Savner vi ikke, at politikerne i dag glemmer den politiske korrekthed, og skaber noget ægte kontant i meningsudvekslingerne?.

You are an "eight ulcer man on four ulcer pay."

Om aftenen den 5. december 1950 var et omhyggeligt udvalgt publikum på 3500, i en fyldt Washington’s Constitution Hall vidne til en sangforestilling af Margaret Truman, enebarn af den daværende US-præsident Harry Truman (som også var blandt publikum), og, til trods for den almindelige konsensus, at hendes talent som sanger var mangelfuld, kom der en bølge af positive reaktioner som hilste den håbefulde sangerinde efter koncerten. En person, der nægtede at føje sig de frydefulde var kritikeren hos Washington Post Paul Hume, hvis ærlige gengivelse den næste morgen indeholdt følgende:  

“Miss Truman er et ægte amerikansk fænomen, med en behagelig lille stemme og i rimelig kvalitet....Miss Truman synger ikke særlig godt. Hun er svag det meste af tiden - mere sidste aften end på noget andet tidspunkt vi har hørt hende i de sidste år....der er få øjeblikke under hendes sang hvor man kan slappe af og føle sig beroliget ved at hun når sit mål, hvilket er afslutningen af sangen...Miss Truman har ikke forbedret sig i de år vi har hørt hende, hun kan stadig ikke synge med noget der nærmer sig professionalisme. Hun kommunikerer næste slet ikke den musik hun præsenterer.”

Præsidenten var edderspændt og så rødt, og øjeblikkeligt affyrede han følgende truende brev til Hume. Næste dag var brevet på avisernes forsider

Se brevet herunder:



Transkript
THE WHITE HOUSE
WASHINGTON

Dec. 6. 1950

Mr. Hume:-

Jeg har netop læst Deres elendige gennemgang af Margaret’s koncert. Jeg er kommet til den konklusion at De er en elendig presset karl med en elendig løn ("eight ulcer man on four ulcer pay.")se et forsøg på forklaring nedenunder -synopsis.(1)

Det forekommer mig, at De er en frustreret gammel mand, der ønsker han havde haft mere succes. Når De skriver sådant forbandet sludder i den avis De arbejder for på bageste sektion, se det viser helt sikkert, at De er ude af rampelyset og at mindst fire af Deres kræftknuder er virksomme.

Jeg håber en dag at møde Dem. Når det sker får De brug for en ny næse, en masse bøffer til Deres blå øjne og måske en krykke!

Pegler, den lumske skiderik og skidtkarl er en gentleman i sammenligning med Dem. Jeg håber De vil tage imod denne udtalelse, som en værre fornærmelse end en reflektion over Deres forfædre.

H.S.T.
--------------------------------------------------
Synopsis-olsen information:

Pegler som der henvises til er Westbrook Pegler,  en skarp, undertiden barsk journalist og kritiker af så at sige alle præsidenter, dog gik han hårdest til FDR og Truman, som han foragtede for deres venstreorienterede politik. Kennedyerne fik også en ordentlig tur i Pegler maskinen.

(1) Citatet “eight ulcer man.....” synes at stamme fra en Stephen_Early som var Trumans pressesekretær og en ihærdig positiv fortaler for FDR som han var personlig sekretær for.

Et forsøg på tolkning -  “en yderst stresset person (grundet ulcers - kræftknuder - i overført betydning voldsomt arbejdsmæssigt pres f.eks. og med en stresset elendig løn - four ulcer pay

Andre løsninger/forklaringer imødekommes med tak

Et måske lidt langt ude forsøg i den underforståede betydning af sætningen kunne være -
Måske stammer Humes forfædre, som Truman jo så forkasteligt trækker med ind i sin kritik - fra Ulster - Nordirland og dermed sammenkædningen med ulcers.

Ulcers ligner det geografiske udtryk Ulster temmelig meget i udtale og stavning. Irere var foragtede i USA og især de fra Nordirland -Ulster- som stod for så megen ballade i hjemlandet, som kræftknuder og “eight ulcer” = en overdreven ballademager - på en “four ulcer pay” = som dermed får tilbagebetaling i form af anden ballade og foragt.  - Er det for langt ude????

GODT NYTÅR 

Sang hun så elendigt, døm selv: 
 
https://www.youtube.com/watch?v=dhmtnVaG4UY&list=PLcVr9bnPHSVy3LUzXkTeMuASOtAXTkI0r

Modelfly krydser Atlanten

The Spirit of Butts Farm

Den 9. august 2003, lettede et fly ved navn Spirit of Butts Farm fra Cape Spear i Newfoundland, Canada på vej mod Clifden, Irland. I en moderne flyvning er en sådan transatlantisk flyvning helt almindelig. Men hverken Cape Spear eller Clifden har en lufthavn, de ligger langt ude på landet. Cape Spear har et fyrtårn, men ellers bor der ikke rigtig nogen. Et plus er at Cape Spear er det punkt i Nordamerika der ligger mest mod øst, mens Clifden befinder sig på Irlands vestlige kyst. Det giver altsammen mening da Spirit of Butts Farm er et radiokontrolleret modelfly. Og det første RC fly til at krydse Atlanterhavet.                                                                                                                                           

Vægten er 5,5 kg. og det medførte cirka en liter brændstof, og flyet - opkaldt efter landbruget der tilhørte en mand ved navn Beecher Butt (hvor flyholdet øvede) og Charles Lindberg’s Spirit of St. Louis - klarede den over 1800 mil flyvning på cirka 38 timer. Ved denne præstation satte flyets pilot, en dengang 77 årig, delvist blind og døv mand ved navn Maynard Hill to verdensrekorer: 1. Den længste distance fløjet af et modelfly og 2. Den længste i tid i flyvning med modelfly

Triumfen var ikke nogen nem succes. Hill og nogle venner arbejdede, af og til, i ti år med at designe flyet, og endte med at lave et fly drevet af specialbrændstof og af glasfiber og balsatræ.

Første forsøg var året forinden, med tre forsøg, hver af dem mislykkedes, det længste cirka 500 miles. Selve den succesrige flyvning gik ikke helt glat. Flyet var udstyret med en GPS enhed, der hjalp med til at styre flyet - over Atlanterhavet på autopilot - blive på kursen, samtidig med den rapporterede positioner tilbage til Hill (i Canada) og hans kollega Dave Brown i Irland.

I en periode på tre timer forsvandt al kommunikation, hvilket fik de fleste på holdet og tilskuerne til at mene at flyet var styrtet. Da GPS data kom tilbage, var hurraråbene kortvarige, da flyets data vise at flyet fløj langsommere end man havde håbet på - det fløj med 42 miles i timen, hvor Hill og kompagni havde håbet på noget medvind så det kom op på 55 miles i timen. Dermed indikeredes ret så kraftigt at flyet ville løbe tør for brændstof før målet.

Men cirka kl. 14.00 den 11. august 2003, landede Spirit of Butts Farm sikkert - men mindre end to ounces brændstof tilbage, hvilket betød at der kun havde været til endnu en times flyvning, før det ville være styrtet.

https://www.youtube.com/watch?v=Q20uRLcvKjM

Bonus fakta: Landingsstedet for Spirit of Butts Farm – igen, Clifden, Irland - var ikke valgt tilfældigt. I 1919 fuldførte John Alcock og Arthur Whitten Brown den første non-stop transatlantiske flyvning da de styrtlandede der. Flyveturen havde varet under 16 timer.

http://nowiknow.com/the-spirit-of-butts-farm/

 

Grønland: Hvordan Trump kan forhandle med de rasende danskere til alles fordel

Stephen Helgesen

For nogle dage siden holdt Danmarks statsminister Mette Frederiksen en pressekonference ved hendes korte tur til Grønland. 

Det er der ikke rigtig noget nyt i, udover at hun oplæste en udtalelse til pressen på engelsk, der var rettet til den amerikanske præsident, selvom hun fik det til at lyde som om hun talte til det amerikanske folk. Udtalelsen var tydelig og klar. Hold fingrene fra Grønland. Grønland er ikke til salg. Grønland kan ikke blive annekteret og den danske regering vil ikke lade I amerikanere tage det uanset grunden, og helt sikkert ikke “for jeres nationale sikkerhedsinteresser.”

Kyniske og mistænksomme mennesker kunne sige at faktisk handlede hele turen om muligheden af at stille sig mellem den afgående premierminister i Grønland og den nye, præcis på det tidspunkt da nye regering konstituerede sig, og for at affyre et et to minutters advarselsskud henover the Resolute Desk

.

Det budskab gik ud på at det at invadere et suverænt land, selv et land hvis befolkningstal ikke er større end Maple Grove, Minnesota, ikke ville blive tolereret af Danmark og dets allierede i EU.

Og således begynder den nye krig om ord over verdens største isblok. 

Jeg forventer til fulde at præsident Trump nu vil benytte næste træk og fremholde sin sag på Truth Social, X, og alle de andre platforme på de sociale medier og lancere det der svarer til en retorisk invasion beregnet på at få amerikanernes støtte, og vinde sind og hjerter hos folket på Grønland. 

Før han gør det, burde han imidlertid være klar over, at i juli måned vil den danske statsminister overtage formandskabet i Europarådet, og hun kan på effektiv vis få det perfekte podium for at samle støtte for beskyttelse af Grønland mod amerikanernes greb.

Hvis præsident Trump ikke er i stand til at tøjle sit temperament (og ikke betragte M. Frederiksens bemærkninger som en trussel til hans politiske manddom) er det sandsynligt han vil begå nogle alvorlige taktiske fejl og det på et tidspunkt hvor det meste af Europa allerede er godt på vej til at blive Amerika hadere på grund af hans toldsatser og tilbageholdenhed med at betale for Ukraines krigsmaskine.  

En bedre vej kunne for Amerika være at kopiere den kinesiske model "belt and road" initiativet og betragte Grønland som en potentiel Puerto Rico lignende partner og opfordre til investering på øen fra de amerikanske virksomheder der nu opererer i Kina.  

Kort sagt, benyt Grønland som en trædesten for de virksomheder, der ikke ønsker at gå hele vejen tilbage til the U.S., men giv dem tilskyndelser til at investere i Grønland. Trump kunne derpå bruge "greenback power" til at få grønlænderne mere over på  Amerika ‘siden’. 

Den danske regering ville derfor skulle leve op til amerikanernes eksempel eller overlade skuepladsen til dem. 

På et tidspunkt da Danmark forsøger at finde midler til at betale for landets ambitiøse treparts miljøprogram, betale for genopbygningen af landets militær, blive ved med at støtte Ukraine sammen med at skrive check ud til Grønland svarende til $600 millioner hvert år i bloktilskud, vil landet blive voldsomt presset til at finde kroner til at subsidiere danske virksomheder til at gøre det samme.

Ordkrigen vil eskalere, men ikke erstatte det at der handles målrettet.

Retorik der støtter en politisk agenda er ofte betegnet som “propaganda,” og jeg tvivler ikke på at amerikansk retorik om Grønland også vil blive betegnet som sådan, men hvis administrationen er seriøs om at styrke sin position om og med Grønland vil velvalgte ord hjælpe. Uanset hvad vil de ikke erstatte positive handlinger, der også betragtes som positive af grønlænderne. 

Den nye Greenland Action Plan (GAP) burde være en plan i tre dele..

Første del bør være at man fra Det Hvide Hus holder inde med det barske sprogbrug. 

Sprogbruget skal erstattes med en appel til amerikansk industri om at træde i karakter og slutte sig til U.S. regeringen om at investere på øen. 

De første investeringer burde være i turisme, hvis flere amerikanere besøger Grønland vil flere grønlændere være tilbøjelige til at byde dem velkommen - og deres dollars - i landet og måske med tiden komme til at indse at the. U.S. ikke er Rusland og at Donald Trump ikke er Vladimir Putin.

Den anden del af GAP er de aktuelle investeringer. De burde foretages med et fokus på at styrke U.S. militærets tilstedeværelse i landet, ved nye operationsbaser og ved at udvide den eksisterende Pituffik Base. Hver ny investering og hver ny ekspansion skal være forberedt og fulgt op med en blitz i medierne og på sociale medier, hvor der sættes skarpt lys på de investeringer. 

The Office of the Ambassador-at-Large for Arctic Affairs der nu befinder sig hos the State Department burde erstattes med en ny styrelse der rapporterer direkte til vicepræsidenten (der i sandhed har brug for at skabe sig et bedre indtryk når det gælder Grønland). Styrelsen skal bestå af en repræsentant fra State, Commerce, efterretningsbureauer og Defense Department. Styrelsen ville skulle koordinere alle regeringsprogrammer vedrørende området og være mellemled til U.S. forretningsverdenen.

Hvis et træ falder.....

Det nytter ikke at gøre noget godt hvis ingen hører om det. Det er derfor jeg understreger behovet for at koordinere strategien for  medier og social platforme der vil informere U.S. borgerne og især europæerne med et særligt fokus på Grønland og Danmark og i fremskridtet med at gøre Grønland stærkere, mere selvtilstrækkelig og mere profitabel..

Da dårlige nyheder har tendens til at blive formidlet hurtigere end gode nyheder, skal der gøres en samlet indsats for at gøre de gode nyheder der kommer fra den nye GAP mere vedholdende og bæredygtig. 

De sociale medier vil spille en nøglerolle, men Det Hvide Hus bør ikke forvente at de førende medier hjælper dem. De har alt for travlt med at forsøge at hjælpe Democrats til at vinde midtvejs valget - der kun er cirka to år til.

Endnu et godt skridt ville være at flere af administrationens minister medlemmer besøger Grønland, begyndende med en forretnings delegation under ledelse af Commerce secretary, Howard Lutnick, og med deltagelse af U.S. Chamber of Commerce. Delegationens tema burde være af udforskende natur, og burde ikke være bundet, nødvendigvis, til et besøg i hovedlandet Danmark, men i stedet have fokus på Arktisk. 

Et alternativ til det kunne være en amerikansk organiseret event i Danmark umiddelbart før besøget på Grønland, hvor de inviterede er Department of Commerce Senior Commercial Officers fra alle amerikanske ambassader i Europa for at briefe dem om administrationens arbejde og indsatser og forventningerne hos dem om at fremme sådanne investeringer.

Nu er det på tide til mere eftertænksomme metoder for at erstatte de mindre velovervejede og huske noget fra Prædikerens bog 9:11.“Dernæst så jeg under solen, at løbet afhænger ikke af de hurtige, krigen ikke af de tapre, føde ikke af de vise, rigdom ikke af de forstandige, yndest ikke af de kyndig, for skæbnens tid rammer dem all.” 

Tiden læger måske ikke alle sår, men den vil hjælpe os til at huske hvordan vi fik dem, og Gud ved vi alle fortjener endnu en chance for at rette vore fejltagelser.

Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com

https://www.americanthinker.com/articles/2025/04/greenland_how_trump_can_deal_with_the_raging_danes_to_america_s_advantage.html