Sandheden om de strandede astronauter fortalt af dem selv 

Mike McDaniel

Butch Wilmore og Suni Williams skulle efter planen være på en otte dages mission til the International Space Station og endte med at være der i næsten et år. Biden Handler’s Administration, og dets propaganda gren til medierne gik endog meget, meget langt, selv efter Wilmore og Williams endelig landede på Jorden, ved at hævde “de aldrig var strandet.” 

Tvillingebroren, Scott, til Arizona Democrat Senator Mark Kelly vurderede at der altid var en kapsel klar ved ISS der kunne have bragt dem hjem på hvilket som helst tidspunkt - “de havde altid en tur hjem mulighed,” - men han strakte i virkeligheden sandheden meget langt. Der var en kapsel der, men den var kun til de  allermest ekstreme situationer. Hvis ISS brød i brand eller mistede ilten så var kapselen den allersidste flugtmulighed.   

Elon Musk bemærkede det så velkendt, da han tilbød at redde, Biden’s Handlers nægtede: 

SpaceX opsendte en Crew Dragon capsule for at redde parret i september sidste år, men efter den var dokket ved rumstationen valgte NSA at hindre dens tilbagevenden. 

Musk, der har doneret $288 million til Donald Trump’s præsidentkampagne fortalte Fox News’ Sean Hannity at det at arbejde sammen med ham for at bringe astronauterne tilbage ville have fået Trump se at “se godt”og at Biden “ikke ønskede den publicitet,” såt tæt på præsidentvalget.

Mens de stadig var strandet på the ISS, bekræftede Wilmore Musk’s udlægning, og kort did derefter vendte han og Williams med succes tilbage til jorden mens Boeing åbenbart stadig har ingen anelse om hvorfor deres “Starliner” kapsel ikke fungerede, eller om den  nogensinde vil komme i rummet igen. Astronauterne blev reddet efter Trump bad Musk om at redde dem, og Musk forberedte hurtigt en raket og en kapsel til formålet, der med succes landede genbrugsraketten og kapslen med de tilbagevendte astronauter. 

I deres første interview efter at være kommet tilbage til jorden, hyldede Wilmore Trump og Musk: 

Graphic: Fox/X Screenshot

“Jeg respekterer jer. jeg stoler på jer. I har ikke givet mig nogen grund til at ikke at stole på nogen af jer,” sagde Wilmore. “Jeg har ingen grund til ikke at tro på noget af det de siger, fordi de har fortjent min tillid. Og for det er jeg taknemmelig, at vor nations ledere faktisk kommer og deltager i vort rumprogram for mennesker.” 

Bemærk Wilmores velovervejede valg af ord. Trump og Musk’ rolle var “yderst vigtigt” ved at bringe Williams og ham selv tilbage til jorden. 

Wilmore betonede betydningen af at have en engageret ledelse i udforskning af rummet. “Jeg mener det er udmærket for vor nation når de nationale ledere, især på områder der har høj synlighed, er involveret i processen” sagde han. “Og det er jeg taknemmelig for.” .

Williams var helt på linje:

“Jeg er bare glad for at de var involveret og at de var opmærksomme,” sagde hun om Trump og Musk. “Måske var det ikke den perfekte situation, men det tillod en masse mennesker, herunder Præsidenten og Musk at se på hvad der sker på the International Space Station, overveje det meget seriøst, og forstå at vor indsats som et land, som en rumfartsnation er virkelig vigtig for hele verden.”

Hun understregede vigtigheden af at Amerika er ledende i udforskning af rummet ved at sige “det sætter et eksempel” og “viser vor evne til at gøre det som er svært; Bringe mennesker i rummet, kunne operere i rummet, og bringe dem tilbage.” 

Bemærk det velovervejede sprogbrug som begge anvendte, også illustreret af Willams sidste kommentar, især det “og derpå bringe os tilbage.” For lige at slå det sidste søm i ligkisten med påstanden om at “de aldrig nogensinde var strandet,” fortællingen så har NASA for en gangs skyld fortalt sandheden:  

Endog NASA har bekræftet at astronauterne ikke ville være tilbage nu hvis ikke Præsident Trump havde gået i aktion. Talskvinde for NASA Bethany Stevens krediterede Præsident Trump for at sikre og sørge for at de to strandede astronauter kunne komme hjem og det gjorde hun i et  interview med Fox News Digital.

"Dette er en stor sejr for Trump administrationen. Og det ville ikke være sket uden Præsident Trumps intervention. Det der nu skal sættes i værk er at fortsætte Trumps ambitiøse dagsorden for rummet, som han fremførte i sin indsættelsestale og at bekræte hans nominerede som NASA administrator.” sagde Stevens.

NASA er godt inde i at spille det politiske spil. Interessant, er det ikke,  at kun under Trump Administration har NASA været i stand til og villig til at fortælle sandheden, den sandhed som Wilmore og Williams har fortalt så omhyggeligt?

Rummet vil altid være uden nåde og dødbringende. For Biden’s flok, var fiasko og bedrag de eneste optioner. Astronauternes liv var brikker i et politisk spil. Var det ikke for Donald Trump og Elon Musk, er det kun Gud der ved hvor længe Williams and Wilmore ville have været indelukket på ISS.

Nu noget andet. Hvis du ikke allerede er abonnent bør du vide at vi har indført noget nyt: Et ugentligt nyhedsbrev med unikt indhold fra vore redkatører til vore abonnenter. Disse essays er alene abonnementsprisen værd. 

Mike McDaniel is a USAF veteran, classically trained musician, Japanese and European fencer, life-long athlete, firearm instructor, retired police officer and

https://www.americanthinker.com/blog/2025/03/astronauts_carefully_tell_the_truth.html

 

En Uafhængighedserklæring for Alberta

Bruce Pardy   

Alberta er faktisk ikke mit ‘sted.’ Jeg er fra Ontario. Hvem er jeg at skulle udforme en uafhængighedserklæring for Alberta? Svaret er, jeg er canadier, og mit kompromitterede, selvtilfredse land har brug for en rystetur. Og måske er jeg i ånden fra Alberta. Hvis Alberta og andre dele af Canada besluttede sig for at løsrive sig, er der så noget at sige til det? De kunne blive et uafhængigt land eller slutte sig til the United States. Jeg hævder ikke jeg repræsenterer følelserne i Alberta, men hvis jeg var fra Alberta så ville jeg sige således.

Alberta Declaration of Independence

We the People of Alberta beslutter at forlade Canada føderationen af provinser. Vil vil være et uafhængigt land eller slutte os til the United States of America.

Når et folk foreslår at opløse de politiske bånd der har været med et andet folk, burde de fremføre de ting der ‘tvinger dem til separationen.

Alberta blev en provins for 120 år siden. Det var muligvis uundgåelgt da canadiske interesse allerede kontrollerede territoriet. Men for folket i Alberta, har det vist sig som en fejl. 

I 1775, længe før her var et Alberta skrev George Washington til Canadas indbyggere. Han inviterede dem til at forkaste den britiske konges styre og gå med amerikanerne i deres kamp, krav om at være frie. 

“Kom nu, mine Brødre, foren jer med os i en uopløselig Union, lad os gå sammen mod det samme Mål. Vi har taget Våben i brug i Forsvaret for vor Frihed, vor ejendom, vore hustruer og vore børn, vi er besluttede på at beskytte dem eller dø. Vi ser fremad med glæde til den dag, om ikke så lang tid, (håber vi) når indbyggerne i Amerika skal have en fælles overbevisning, og den fulde glæde ved velsignelserne af en fri regering.”

Canadierne afviste ham. De ønskede at være Kronens undersåttere. Frihed er Amerikas grundlæggende ide. Canadas er behørig respekt for myndighed.

Canadierne er stadig undersåtter. Deres monark er nu en ‘kransekagefigur’ men The Crown er stadig den Suveræne. Under Westminster regeringssystemet var det kun en lille gruppe personer der styrede både den lovgivende og den dømmende magt. De udpegede dommere og senatorer til Parlamentet fra overklassen. Jovist, selv i 2025 er vore senatorer ikke valgt, men udpegede. Ved magten kan vor premierminister meget vel være som en konge. Canada fastholder feudalismens grundprincip. The Crown ejer territoriet, dens menneskene og deres ejendom er underlagt den ‘godgørende’ hånd.. 

Canada’s mantra er ikke “Life, liberty, and the pursuit of happiness,”men “Peace, order, and good government.” De offentlige myndigheder fortæller dig hvad du skal gøre. 

I 2025, har en anden amerikansk præsident åbnet døren igen. I ånden er Alberta gået ind af den for længe siden. Vi har friheden i vort blod. Vi mener også at disse sandheder er åbenbare, at alle individer er skabt som lige. At vi har ukrænkelige rettigheder til liv, frihed og søgen efter lykken. At regeringer eksisterer for at sikre disse rettigheder. At de får deres magt fra de lededes samtykke. 

Ingen tvivl om at Amerika har sine udfordringer. Men med tiden har man klaret storme både inde- som udefra. Amerikas konstitutionelle arkitektur har stærke knogler. Vi respekterer adskillelsen af magten og balancerne. Vi beundrer den robuste Bill of Rights. Vi tror på princippet, der i for lang tid ikke bruges i Canada, om lige beskyttelse for loven. 

Vi ønsker at bo i en republik, hvor folket hersker.

Canada er ikke et sådant land. Vi har tøvende konkluderet, at landet ikke har nogen realistisk udsigt til at blive det. I stedet befinder vi os som medlemmer af et belærende, korrumperet, manipuleret samfund. Skjulte interesser og ‘hellige køer’ gør meningsfulde reformer umulige. Canada er et land i tilbagegang, mere interesseret i at omfordele velstand end at skabe den, mere opsat på at administrere end at bygge, og mere tilbøjelig til at være svag end at kæmpe.

Folket har solgt deres frihed for tilstedeværelsen af sikkerhed, og konkurrencen for solidaritet med de som mener de er ofre. Den kultur straffer risiko og belønner konformiteten. De elitære samarbejder med fremmede magter og globale institutioner. De ofrer folkets interesser for at plyndre det land og det der er tilbage af dets velstand. For den privilegerede klasse af “offentlige tjenere,” er Canada blevet et svindelforetagende. 

I the Canadian Federation, er Alberta yngste søn, den som tjener pengene der holder familien oven vande. Alligevel skubber hans utaknemmelige søskende ham stadig rundt ved spisebordet. Den canadiske regering obstruerer for Albertas vigtigste industrier. Den underminerer Albertas konstitutionelle jurisdiktion. Den beskatter velstanden hos Albertas befolkning og sender den til andre dele af landet. 

Et politisk- og selskabs aristokrati fra Ontario og Quebec kontrollerer staten i Canada. De er Laurentianere, (befindende sig ved St.Lawrence floden) et centralt canadisk etablissement med base i de store byer i the St. Lawrence River området, herunder Montreal, Ottawa, og Toronto. De afviser vores forsøg på at reformere the Canadian Federation. De nægter at vi får et valgt senat med lige repræsentation fra hver provins. De tøver med at ændre det canadiske “ligheds” system. De giver ikke lov til nogen tiltag for at dæmpe deres indflydelse eller forstyrre den Laurentianske konsensus. Rester af den Gamle Verden modstår den Nye.  

Vi har været stolte og loyale canadiere. Vort land har ikke givet tilbage. Vi er et hårdført folk: Flittige, selvforsørgende, masser af ressourcer og initiativer. Vi søger ikke godgørenhed, men kun friheden til at klare os selv. Canadiere fra hele landet der deler vore følelser kan måske ønske at flytte til Alberta, og slutte sig til vores rejse. Vi byder dem velkommen- De, som os, hører ikke hjemme i den trældom som Canada er blevet. 

Vi forkaster den canadiske ærbødighed for autoritet. Vi nægter at være undersåttere længere. Når hvilken som helst slags regering bliver ødelæggende for friheden siger the American Declaration of Independence, er det folkets ret at ændre og fjerne den. Eller at gå fra hinanden.

Det er på tide at gøre det nu. 

Republished from the author’s Substack

https://brownstone.org/articles/a-declaration-of-independence-for-alberta/

 

Den Kejserlige dømmende magt i The United States

Vince Coyner

"Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er...."

Dengang Jesus levede var det den religiøse leder i Rom, faktisk var det Kejseren der var  Guds stemme, for Kejser Augustus havde selv indtaget stillingen som Pontifex Maximus, den øverste ypperstepræst.

Der ville indtræffe en opdeling af Kirke og Stat sent det 4. århundrede. da Sankt Ambrosius, Milanos biskop fik dem skilt ad.

I 390 AD, i Tessaloniki en makedonsk by i Det Romerske Imperium myrdede byens beboere kommandøren over en romersk garnison, fordi han havde anholdt den mest populære stridsvogn fører lige før et større løb. En ildglødende af raseri Kejser  Theodosius gav sine soldater ordre til at nedslagte hele befolkningen. Da røgen lettede var 7000 døde, mænd, kvinder og børn i det som kaldes Massacre of Thessalonica.

Ambrosius den mest magtfulde mand i Kristendommen på den tid forbød at kejseren kunne gå til messe. Theodosius I, var en yderst hengiven, troende mand og skulle i seks måneder søge om tilgivelse hos Ambrosius, angre og betale aflad. Med tiden besluttede Ambrosius at Kejseren havde vist tilstrækkelig anger og tillod ham at vende tilbage til kirken, men ikke før han blev tvunget til at gøre Kristendommen den officielle religion i Kejserriget og ikke tillade nogen anden tro..

Image by Vince Coyner

Det var en af de første og mest magtfulde kontroller med en monarks magt i den vestlige civilisations historie. Endnu en skulle finde sted i år 1215, da den engelske konge John af en gruppe oprørske baroner blev tvunget til at underskrive Magna Carta, der ydede beskyttelse til kirken og garanterede, at baronerne fik  mange forskellige friheder og rettigheder. 

Nu hurtigt 562 år frem, og endnu et skridt mod begrænset regeringsmagt skulle finde sted i Philadelphia i 1787. Med et hidtil ikke set spring frem for Vestens civilisation, og i oprigtighed for menneskeheden skrev the Founding Fathers the Constitution of the United States. Men en præcis forståelse af menneskets natur, blev dette dokument tilstrækkeligt robust og forudseende så det ville holde ved i århundreder. 

Som direkte reaktion til det engelske system skrev de en forfatning, hvor den primære magt lå i lovgivningen, og alle tre grene blev kontrolleret af de to andre og i sidste ende af borgerne og the Bill of Rights.

For at give et overblik over hvor magtens fokus i den nye forfatning var placeret så sammenlign paragrafferne der definerer de tre grenes magtbeføjelser. Article I, the Legislature, har 2,268 ord. Article II, the Executive, har 1,025 ord, mens Article III, the Judiciary, har sølle 377 ord. 

The Founding Fathers gik virkelig langt for at dele magten op, og sørge for afbalancering og kontroller således at et pøbelstyre og demagoger ikke ville kunne overtage regeringen og indføre tyranni. 

En af de kontroller var the Judicial Branch:

De Forenede Staters dømmende magt skal tilfalde én Højesteret og i sådanne underordnede domstole, som kongressen fra tid til anden måtte ordinere og oprette.

Alexander Hamilton forsikrede alle og enhver om at retsvæsenet ville være den svageste gren idet han skriver i Federalist 81:

Det kan i sidste ende bemærkes, at den formodede fare for domstolenes indgreb i den lovgivende myndighed, som er blevet gentaget ved mange lejligheder, i virkeligheden er et fantom.

Han slog fast at en retslig usurpation af lovgivningen ikke kunne ske:

Dette kan med sikkerhed udledes af den dømmende magts generelle karakter, af de områder, som den relaterer til, af den måde, hvorpå den udøves, fra dens komparative svaghed og af dens totale manglende evne til at støtte sine tilranelser sig med magt.

Dette kombineret med Congress muligheden  for at retsforfølge dommere for juridiske indgreb, sagde Hamilton, ville være tilstrækkeligt til at holde juridiske overgreb i skak. Hamilton svarede på skriverierne af Dommer Robert Yates, der advarede om et rovdyrlignende retsvæsen i Anti-Federalist No. 78.

Hamilton tog fejl, og Yates havde ret. 

I løbet af meget kort tid blev det tydeligt at Hamiltons tog fejl og Yates forudseenhed var tydelig. Marbury v. Madison etablerede Judicial Review i 1803, og her bragte man for Retten muligheden for at ændre en lov der bedømtes værende i konflikt med Constitution. Selvom retten kun brugte den magtmulighed to gange i de første 70 år af Amerikas eksistens, skete det 50 gange i de næste 75 år, og yderligere 125 gange i de sidste 90 år.  Den mulighed afspejler ikke kun den ekstraordinære vækst i områder vedrørende livet i Amerika som den Leviathan lignende udvidelse af regeringen har ført til, men afspejler også et langt mere aktivist retsvæsen 

Hvordan kan vi vide det? Se på de nationsomfattende påbud. Dommere har udstedt seks nationsomfattende påbud mod George Bush på otte år - et hver sekstende måned. Barack Obama blev udsat for 12 - eller en hver ottende måned. I Trumps første periode udstedte dommere 64 nationsomfattende påbud, eller et hver 22. dag. Efter Biden tog over ‘slappede’ domstolene lidt mere af, Joe Biden fik 14 eller et hver tredje måned. Nu her i hans anden periode har Trump modtaget 12 påbud på blot 6 uger, - en hver fjerde dag. I de fire år med hans første periode stod han over for flere af disse påbud, flere end nogen anden præsident i 60 år tilsammen. 

Men det forunderlige er, at påbud ikke kan findes i the Constitution. Ikke desto mindre med næsten 700 forbundsdommere kan aktivister med lethed finde åndsfæller og kolleger, der er mere end villige til at gøre en indsats. Det er ingen tilfældighed at dommerne der har udstedt mange påbud mod Trump har bånd med tilknytning til klokkeklare venstreorienterede:

• Søn af demmeren der blokerede for at deportere Khalil Mahmoud arbejder for Chuck Schumer.

• Datteren til dommeren der blokerede for at deportere Tren de Aragua bande medlemmer arbejder for en NGO der pjuridisk vejledning til kriminelle illegale indvandrere.

• Hustruen til dommeren der blokerer for USAID nedlukningen arbejdede for Joe Biden.

• Dommeren der blokerede for DOGE og nedksæringen til NOG’ere, funding var the Solicitor General of the District of Columbia, det embede der anlagde en civil retssag mod the Proud Boys og Oath Keepers.

Ved at benytte påbud, en radikal venstreorienteret kabale, er forsøg på at hæmme præsident Trump i hans arbejde, som han er valgt til, og som netop er at sørge for at lovene i the United States håndhæves. Desværre er rigsretssager ikke svaret, fordi der er NUL chance for at få en domfældelse, med halvdelen at the Senate der hylder dommernes handlinger. 

Det første Trump burde gøre er at ignorere afgørelsen. Dette vil tvinge SCOTUS og/eller Congress til handling. 

Det næste han burde gøre er kraftigt at opfordre Congress til handling, uanset hvad SCOTUS gør. (Eller ikke gør, når man tager den Manchuriske Roberts og ACB i betragtning).  Congress har den endelige forfatningsmæsige magt til at definere retsvæsenets jurisdiktion, om det så drejer sig om at give den eller pålægge restriktioner. De burde eliminere eller lægge restriktioner på forbundsdommernes mulighed for at udstede påbud eller som et minimum forbyde nations omfattende påbud. 

The Founders skabte et system med kontroller og afbalanceringer der har virket fint for Amerika i det meste af vores historie. Men det system fungerer kun når de tre grene forbliver trofaste over for deres formål, natur. 

Man kan argumentere for at Congress har overdraget for meget af sin magt til den regulerende stat, men det er en sag med en gren der villigt, dog tåbeligt, har overladt magt til en anden. I tilfældet med Judicial Branch, betragter vi noget andet. Aktivistiske dommere over hele landet vurderer at de helt grundlæggende har magten til at mikrostyre hvorden Executive Branch udfører sine forfatningsmæssige pligter. Det har de ikke, men det betyder intet hvis Executive Branch tillader at det bliver virkelighed. Og virkeligheden er, at de benytter Højesteretsdommer Roberts’ forræderiske udkast “normal klagebehandlings proces” til at trække alt i langdrag hosi præsident Trump. Og  det ved Trump.

I 1832, som reaktion på Worcester v. Georgia, sagde præsident Jackson, som det forlyder: “John Marshall har taget sin beslutning, nu lad os se han gennemfører den!” Donald Trump burde fastslå uigendriveligt at han ikke vil tillade aktivister forklædt som jurister at udnytte de rette funktioner ved the Executive Branch. Amerikanerne, som Jesus, Ambrosius og Jackson gjorde, forstår at der er adskilte felter i regerings udførelse, og om det er godt eller skidt, så er det de valgte præsidenter der indfører lovene, ikke dommerne

Follow Vince on X at ImperfectUSA

https://www.americanthinker.com/articles/2025/03/the_imperial_judiciary_of_the_united_states.html