mandag den 16. november 2026

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier -trepanering gennem tiderne

Hvorfor vore forfædre borede huller i hinandens kranier

Robin Wylie
For tusinder af år siden udførte man en form for kirurgi på mennesker kaldet “trepanering” der går ud på, at man borer huller i en persons kranium.
Det var over hele kloden man udførte trepanering, et barsk kirurgisk indgreb der omfatter at en levende persons kranium får et hul, ved enten at der bores, eller skrabes knoglelag af med et skarpt værktøj.  
Til dato har man fundet tusinder af kranier med tegn på at trepanering er blevet udført på arkæologiske steder over hele kloden.
Men trods det man åbenbart har ment det var vigtigt, er videnskaben stadig ikke enige om, hvorfor vore forfædre udførte trepanering.
Antropologiske beretninger fra det 20. århundredes trepaneringer i Afrika og Polynesien lader formode at trepanering blev udført for at lindre smerte - for eksempel den smerte der kan skyldes en svulst eller en neurologisk sygdom.
Tilbage i forhistorien kan trepanering have haft et lignende formål. Mange kranier med trepanering viser tegn på netop skader på kraniet eller neurologisk sygdomme, og ofte netop på det sted hvor trepaneringshullet blev udført.
Men at det blev brugt i lægelig henseende er ikke den eneste grund. Man har længe ment at oldtidens mennesker udførte trepanering af en helt anden grund. Rituelt.
A 14th-Century painting of trepanation (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Et maleri fra det 14. århundrede af trepanering af Guido da Vigevano (Credit: Sheila Terry/Science Photo Library)
Det første helt klare bevis på trepanering går langt tilbage, cirka 7000 år. Den blev udført på steder så forskellige som, Oldtidens Grækenland, Nord- og Sydamerika, Afrika, Polynesien og Det Fjerne Østen. Muligvis udvikledes teknikken uafhængigt af hinanden de forskellige lokationer.
Arkæologer har fremvist nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
De fleste kulturer gik bort fra trepanering i Middelalderen, men man udførte stadig den praksis få isolerede steder i Afrika og Polynesien så sent som tidligt det 19. århundrede.
Lige siden de første videnskabelige undersøgelser om trepanering kom i det 19. prhundrede har de lærde ment at oldtidens mennesker undertiden udførte trepaneringen for at lade onde ånder slippe ud af kroppen eller som en del af et indvielsesritual.
Det er imidlertid vanskeligt at finde det altafgørende bevis. Det er nærmest umuligt fuldstændig at udelukke den mulighed at trepanering blev udført af lægelige hensyn, fordi visse hjernetilstande ikke efterlader sig spor på kranium.
På et afsides sted i Rusland, har russiske arkæologer imidlertid fundet nogle af de bedste beviser på rituel trepanering nogensinde.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en 20-25 årig kvinde. Hullet heledes kun delvist. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Historien begynder i 1967. Arkæologer udgravede en forhistorisk begravelsesplads nær byen Rostov-ved-Don i den sydlige del af Rusland, når de nordlige områder ved Sortehavet.
Stedet havde knoglerester af 35 mennesker, fordelt på 20 separate grave. Baseret på den måde begravelsen havde fundet sted, vidste arkæologerne, at de kunne dateres til cirka år 5000 og år 3000 før Kristus, en periode kendt som den Kalkolitiske eller “kobberalderen.”
Færre end 1% af de trepaneringer man har kendskab til er udført på på toppen af kranium.
En af gravene indeholdt rester af fem voksne - to kvinder og tre mænd - sammen med et lille barn mellem et og to år gammelt, og en pige i teenagealderen.
At man finder skeletter i den samme forhistoriske grav er ikke særlig usædvanligt. Men det der var udført på deres kranier var: De to kvinder, to af mændene og teenagepigen havde alle fået udført en trepanering.
Deres kranier havde et enkelt hul, adskillige centimeter bredt og elliptisk i form, og med tegn på man havde skrabet langs kanterne. Kranium af den tredje mand havde et aftryk der også viste tegn på at være blevet udhulet, men ikke som et hul. Kun barnets kranium var uden synlige tegn.
Opgaven med at analysere indholdet af gravene var Elena Batieva, en antropolog der nu er ved Southern Federal University in Rostov-on-Don, Russia. Hun slog straks fast at hullerne var trepanering, og hun indså snart at disse trepaneringer var usædvanlige.
A German trepanning brace from the 18th Century (Credit: Science Photo Library)
Et tysk trepaneringsinstrument fra det 18. århundrede (Credit: Science Photo Library)
De var alle blevet udført på præcis samme område af kranium. Det som kaldes "obelion". Obelion findes på toppen af kranium og med den bageste del, der hvor en hestehale ville begynde.
At åbne kranium på dette sted ville være med stor risiko for forblødning og død.
Mindre end 1% af alle kendte trepaneringer kan ses på toppen af kranium. Ydermere vidste Batieva at sådanne trepaneringer ikke var særlig kendt i det gamle Rusland. På det tidspunkt var hun klar over at det blot var et andet tilfælde af en sådan top trepanering. Et kranium udgravet i 1947 på et arkæologisk sted ganske tæt på der hvor hun nu gravede.
At finde een top trepanering var bemærkelsesværdigt. Men Batieva havde nu fem, alle begravet i den samme grav. Dette havde man ikke forventet.
Der er en særdeles god grund til at ‘top’ trepanering ikke er almindelig. Den er meget farlig.
Headaches can be unbearably intense (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Hovedpiner kan være særdeles smertefulde (Credit: Science Photo Library/Alamy)
Toppunktet på kranium befinder sig direkte over øvre sagittal sinus, hvor blodet fra hjernen samles før det flyder ind i hjernens udadgående årer. At åbne kraniet dette sted, ville kunne være årsag til voldsom blødning og død.
Således må man formode at indbyggerne i Bronzealderen i Rusland har haft en god grund til at udføre trepaneringerne. Dog viste ingen af kranierne tegn på at der har været sygdom før eller efter trepaneringen blev udført.
Blandt de 137 kranier man fandt havde ni af dem mistænkelige huller.
Med andre ord, det kunne se ud til at alle disse personer blev trepaneret mens de var sunde og raske. Var det så bevis på et ritual?
Det var en besnærende mulighed. Imidlertid måtte Batieva opgive sporet. Hun havde så mange flere skeletter at analysere fra det sydlige Rusland, og kunne ikke tillade at komme ud på et sidespor på grund af nogle få kranier, hvor gådefuldt det end kunne være.
Før hun gav op besluttede Batieva at søge i russiske endnu ikke offentliggjorte arkæologiske optegnelser, hvis der nu var flere besynderlige top trepaneringer som man havde opdaget men ikke yderligere rapporteret.
Overraskende var der to tilfælde. Kranier af to unge kvinder med ‘top’ trepaneringer var opdaget år tidligere. Det ene i 1980 og det andet i 1992. Hver af dem var blevet gravet op mindre end 50 kilometer fra Rostov-ved- Don, og de viste ikke tegn på at være blevet trepaneret af en lægelig grund.
Således havde Batieva otte usædvanlige kranier, alle klumpet sammen i en lille region i det sydlige Rusland, og alle sådan set nogenlunde på samme alderstrin. 10 år efter kom der mere lys.
A trepanned skeleton (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
Et trepaneret skelet (Credit: Mihajlo Maricic/Alamy)
I 2011, analyserede et hold arkæologer 137 skeletter. De var for nylig blevet gravet ud af tre separate kobberalder begravelsespladser cirka 500 kilometer sydøst for Rostov-ved-Don, i Stavropol Krai regionen af Rusland, ganske tæt på grænsen til Georgien.
Arkæologerne var ikke der for at opdage trepaneringer. De var der for at lære mere om den generelle sundhedstilstand hos de forhistoriske indbyggere i regionen. Men blandt de 137 kranier var der ni med mistænkelige huller.
Det sydlige Rusland kan have været centret for rituelle trepaneringer.
De fem af dem var standard eksempler på trepanering. Hullerne var på forskellige steder af forsiden af kranium, og de viste alle tegn på, at personerne har haft et fysisk traume, og således formodes at trepaneringer var blevet udført for at behandle skaderne.
De andre fire vist ingen tegn på sygdom eller skade. Ydermere, var alle fire trepaneret præcist over top punktet på kraniet.
Helt tilfældigt havde en af undersøgerne – Julia Gresky, antropolog fra the German Archaeological Institute (DAI) – allerede læst Batievas papirer der beskriver usædvanlige trepaneringer fra Rostov-ved-Don regionen.
Nu er Gresky, Batieva og andre arkæologer gået sammen om at beskrive alle 12 ‘top’ trepaneringer fra det sydlige Rusland. Deres forskning blev udgivet april 2016 i the American Journal of Physical Anthropology.
Casts of trepanned Peruvian skulls (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
Afstøbninger af trepanerede kranier fra Peru (Credit: Photo Researchers Inc/Alamy)
De 12 kranier ville have vakt opsigt uanset, hvor de var blevet fundet. Men den kendsgerning at de alle blev opdaget i et lille hjørne af Rusland antyder, at der er en sammenhæng. Hvis ikke, ville chancerne for at sådanne trepaneringer skulle vise sig udelukkende i det sydlige Rusland være ekstrem lav.
Gresky, Batieva og deres kolleger argumenterer for at selvom det er vanskeligt at bevise, så er sammenfaldet af disse usædvanlige trepaneringer i området med til at man må formode at det var et center for rituel trepanering.  
Nogle synes at have overlevet ‘behandlingen.’
Maria Mednikova fra Russian Academy of Sciences i Moskva er ekspert i russiske trepaneringer. Hun mener at trepaneringer på særligt udsatte og farlige områder af kranium kan være udført for at opnå “transformationer” af en eller anden slags. Hun formoder at ved at trepanere disse steder mente man at kunne opnå unikke evner og viden som almindelige medlemmer i samfundet ikke besad.
Vi kan kun spekulere over, hvorfor 12 af disse tilsyneladende ellers sunde mennesker blev trepaneret på denne særdeles farlige måde. Men ud fra hullerne kan vi få en viden om skæbnen af disse mennesker.
Et af de 12 tilfælde var en ung kvinde under 25 år, der var blevet begravet nær Rostov-ved Don. Ingen tegn på heling, og man må formode hun døde under trepaneringer eller kort tid efter.
Imidlertid kan det se ud til at de andre har overlevet. Deres kranier viste heling af knoglen rundt om kanterne af trepaneringshullerne - dog voksede de aldrig helt til.
Trepanned skull (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Det trepanerede kranium af en mand mellem 30-35 år gammel, en af fem i massegraven. Hullet er helet. (Credit: The German Archaeological Institute (DAI), Julia Gresky)
Tre af de 12 kranier viste kun små tegn på heling, og man må formode at ‘patienten’ kun overlevede to til otte uger efter operationen. To af disse individer var kvinder i alderen 20-35 år. Den tredje var en ældre person mellem 50-70 år gammel hvis køn ikke kunne bestemmes.
De andre otte viste tegn på god heling. Baseret på hvad vi ved om knogleheling i dag, har disse individer nok overlevet i mindst fire år efter operationerne.
Det ser ud til at alle disse individer der blev trepaneret sådan set var fuldstændig raske.
De to mænd, to kvinder og en ung pige havde alle overlevet deres operationer i årevis. Pigen mener man var mellem 14-16 år gammel, og må have fået sin ‘behandling’ da hun var under 12 år, muligvis yngre.
Det er stadig muligt at disse 12 personer led at sygdomme eller hovedskader. I så fald kan trepaneringen have været til gavn for mindst otte af dem.
Men det er også muligt at Batieva og hendes kolleger har ret og at disse personer blev trepaneret rituelt. Hvis det er sandt kan vi kun gætte på hvad gavn de fik ud af det - eller troede de fik ud af det - resten af deres liv.

Ingen kommentarer:

Related Posts with Thumbnails