Lad små piger være små piger, ikke under oplæring som sexobjekter
Susan L.M. Goldberg
Jeg har altid ønsket mig en pige. Mens jeg voksede op havde jeg drømme om at jeg legede med min lille pige, ligesom en dukke. Vi skulle være iført det samme tøj, gå i butikker sammen, lege far mor og børn, have te og læse Anne fra Grønnebakken sammen.
Jeg skulle dog passe på med Min Lille Prinsesse. Titlen “Prinsessen” er jo kønsorienteret og seksuelt undertrykkende, får vi at vide. For det jo sådan at hvis man udsætter små piger for ‘prinsessekulturen’ så vil de jo uundgåeligt komme til at hade matematik, elske drenge og kun ønske at lege og more sig i skønne kjoler. Jeg elskede prinsesser da jeg voksede op og hadede husarbejde, at være iført bukser og være med i karriereræs, for “undersøgelser viser .... undskyld mig mens jeg er ved at kaste op.
Dernæst vokser de små prinsesser nærmest uundgåeligt op til mindreårige sexkillinger. Det er Disney Sygen, tror jeg. Hvem kunne ane at Annette Funicello skulle begynde en tendens, hvor hun vovede at gå imod Walts råd og være iført mere dækkende tøj? Britney Spears og Miley Cyrus er to af de mange popstjerner der ifølge kunstnere som Chrissie Hynde, er ansvarlige for at skabe en “pornokultur” for børn. Det i sandhed triste er, at Hynde har ret. Babytøj der skal få de helt små til at ligne prinsesser er ikke spor anderledes end de t-shirts der får teenagepiger til at ligne sextrofæer. Samme stil, samme ide, samme skræmmende tankegang.
(Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2015/09/pretenders-chrissie-hynde-blev.html
Da jeg begyndte at overveje om det måske var at overdramatisere faldt jeg lige over denne mors fortælling fra en oplevelse med hendes datter i en tøjforretning.
“Hej sexede pige” bankede det løs fra højtalerne i lokalets oppustelige legeplads med en Dance Revolution digital skærm der flimrede hen over væggen. Hoftevrid. Skuldre der rystede. Provokerende bevægelser som de små kunne efterligne. Hvilket de fleste gjorde efter “Party Hosten” opfordrede til en dagens sidste dans. Heldigvis ikke mit barn.
Jeg betragtede min datter på 5 år opfinde sine egne bevægelser og dansetrin og sådan set ikke ane hvad der foregik rundt om hende. Eller hvad der blev sunget. Og jeg var taknemmelig for at hun lige i det øjeblik syntes uberørt af den verden der venter hende og som ønsker hun så hurtigt skal blive stor. Hvordan kan det dog være at denne særlige sang og disse bevægelser er blevet godkendt i et legemiljø for børn fra 18 måneder til 8 år?”
Skræmmende. Enhver bog om småbørn og hjemmesider om samme opmuntrer dig til at lytte til musik med dit barn lige fra fødslen. Lyt til alt - rådgiver de - endog pop du kan lide. Hvem ville ikke ønske at deres lille baby jammer med på usædelig tekst? De aner jo ikke hvad ordene betyder, det er jo blot rytmen, ikke sandt? Det er derfor min kusine fyrer pop af med sin lille prinsesse i bilen .. og synger absurditeterne i teksterne. Da de så engang oplevede at deres lille prinsesse efterlignede Beyonces ‘bevægelser’ fra en video måtte de censurere ‘prinsessens dans i en måned.
Jovist lever børn i deres egen verden og har deres egne fortolkninger på, hvad de møder i kulturen rundt om dem. Således kan små piger være prinsesser der vokser op og bliver ingeniører. På samme tid at udsætte dem for alt og uden filter, hvad tror vi så de kommer til at forvente af sig selv og verden rundt om dem?
Chrissie Hynde observerer:
‘Jeg mener ikke seksuelt overgreb som sådan har noget med køn at gøre, jeg mener det er lige omkring os og gennemsyrer os.....‘Det fremprovokeres af denne pornografikultur, det er fremprovokeret af popstjerner der kalder sig selv feminister. Måske er de feminister på vegne af prostituerede - men de er ikke feminister på musikkens vegne, hvis de sælger deres musik ved at rumpegnide, vride og vende sig kun iført undertøj i deres videoer.’ ....
‘Det er dog en form for feminisme - med vær klar over du sådan set er en sexarbejder.’ ‘
Vi får at vide vi ikke skal opdrage prinsesser. Samtidig får vi at vide at vore teenagere skal være iført det tøj de ønsker, være stolte af deres kroppe og efterligne popikoner. Det er da en fordrejet form for feminisme vi overdrager vore døtre, en der på den ene side beder dem ‘ofre’ deres ungpigesind for derpå at være ingeniører om dagen og sexgudinder om natten.
Jovist vil min søn modtage sin del af de kulturelle “normer” og skulle kæmpe med det. Han vil muligvis få at vide han er alt for energisk og ikke følsom nok. Mindst en af forældrene vil ikke bryde sig om at han leger med legetøjsvåben. Men i det mindste vil han ikke blive gennemført seksualiseret på bekostning af hans individualitet eller drengenatur. Mødre til sønner siger det er lettere at have sønner end døtre fordi “døtre er dog noget af en udfordring.” Jeg betvivler det.
Det er vor kultur der gør det at opfostre en pige til mere end et heltidsjob. Det er på tide vi genovervejer den holdning vi har til at være forældre til små piger.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar