Hold godt øje med guruer
Sydkorea synes nu at have landets COVID-19 situation under kontrol. Dog var der i februar måned en pludselig øgning i antallet af smitteramte centreret om en gruppe med navnet “Shincheonji Church of Jesus the Temple of the Tabernacle of the Testimony.” Først mente man det var en protestantisk kirke, men det har senere vist sig at være en slags kult. Ifølge en kilde, er grundlæggeren og guruen, Lee Man-hee, der betragter sig som “en udødelig profet sendt til jorden for at gøre klar til verdens ende.”
Der er en del andre succesrige kirker i Korea der kan benævnes som kults. En af dem pralede med at være “den største kirke i verden,”the Yoido Full Gospel Church holdt fast ved dens guru Yonggi Cho lære indtil han trådte tilbage i 2009. Efterfølgende blev han dømt for svindel og bedrag. Fremfor at ligne traditionel Kristendom var Cho’s religion en slags Mind-Science -- den ide at tanker på magisk vis kan ændre virkeligheden. Da hans lære lovede sundhed, velstand og succes fik den masser af tilhængere - mærkeligt nok.
Man kunne vel godt argumentere for at det sidste århundrede med rette kunne kaldes “Guruernes Tidsalder”, og tendensen ser ikke ud til at falme.
I sin bog My Father’s Guru, beskriver Jeffrey Masson i detaljer bizarre anekdoter og observationer om hans families guru en mand ved navn Paul Brunton. Blandt så mange andre ting troede Brunton at være i kontakt med væsener fra andre planeter og forudså at meget snart ville Den Tredje Verdenskrig bryde ud, hvilket førte til at hans følgere flygtede til Sydamerika. I tråd med mange indiske hellige mænd, indarbejdede han en asketisk livsførelse, meditation og underkastelse af guruens instruktioner - altså hans egne. Faktisk kan det se ud til at Brunton var ret så mild, en rimelig version af den slags autoritære religiøse ledere som vi normalt identificerer en kult med.
Fænomenet med Guru er sædvanligvis associeret med den mystifistiske New Age, og praksis fra Østens religioner, men i den kristne verden er der også rigeligt - f.eks. de koreanske præster allerede nævnt.
Beklageligvis er der altid, med en kirke i fremgang og deres ledere, en fanatisk hengivenhed til en karismatisk præst, se Church Growth
I Osaka, Japan arbejdede jeg engang sammen med en sådan person, der blev hyldet som en model for ægte ledelse af nogle prominente fortalere for Church Growth. Undertiden opførte denne præst sig krænkende upassende, slog og sparkede mennesker som udtryk for sit mishag over et eller andet. Der var ikke mange der sagde fra.
Richard Foster, en leder af den mystiske bevægelse Spiritual Formation, anbefalede at hver troende lod sig komme under hans ledelse som “spiritual direktør,” der blot er et andet ord for Guru. Jesus advarede sine disciple mod en sådan ophøjelse af religiøse ledere ved at han insisterede på at “I har kun en Lærer, og I er alle brødre.” (Matt. 23:8).
Imidlertid vil det at undgå den religiøse verden ikke beskytte dig mod Guruer og deres følgere. Scientism er et udtryk knyttet til beskrivelse af transformationen af videnskab til en religion, og videnskabsforskere som Guruer. Mennesker der forkaster religion behandler ikke desto mindre de spidsfindige, underfundige spekulationer hos videnskabsforskere som Stephen Hawkins og Richard Dawkins som ren orakeltale. For deres tilhængere er sådan set grundløse formodninger af prominente videnskabsforskere om eksistensen af multiuniverser noget der er at betragte som trosartikler.
I store træk baseret på formodninger har psykoterapismen været en iøjnefaldende del af dette fænomen og ikke altid til den gode side.
I deres bog The Myth of Repressed Memory: False Memories and Allegations of Sexual Abuse, genfortæller Ketcham og Loftus beretninger om mennesker der blev fastlåst, fanget, i 80- og 90’ernes panik om seksuelt misbrug, hvor mange uskyldige familiemedlemmer og andre helt uretmæssigt blev beskyldt for seksuelle overgreb.
De anklagende blev overbevist om at de var ofre for seksuelt misbrug i barndommen, erindringen om det havde de undertrykt. De forkerte erindringer blev sædvanligvis indgydet dem af psykoterapeuter under samtaler. En tidligere anklager beskrev terapisten der vildledte hende som “min egen personlige guru.”
Nu om stunder kan endog politikere være Guruer. Barack Obama’s kultlignende berømthed resulterede i at nogen satirisk kaldte ham “the Obamessiah.” Her for nylig blev New Age forfatter og guru Marianne Williamson præsidentkandidat for Democrats. I lyset af den stadig mere udbredte tro på New Age læren blandt politiske aktive amerikanerne, forudså Daniel Greenfield at en eller anden dag vil “vi få en guru som præsident for the United States.”
Den farligste udgave af en guru kan være af den apokalyptiske slags. Overbevist om at han eller hun varsler en utopi eller en verdens omvæltning kan denne type af guru medføre katastrofe. En sådan guru Jim Jones, underviste sit samfund om at minoriteter i the U.S. snart ville blive indsamlet og sendt til KZ-lejre. Jonestown massakrens mord-selvmord på næsten et tusind mennesker i 1978 blev resultatet.
På lignende vis, tilskyndet ved direktiver og en apokalyptisk lære af deres guru Shoko Asahara, myrdede i 1995 Aum Shinrikyo kulten 13 mennesker og sårede 5500 i Tokyos undergrundsbane med sarin gas. En tid med stor ængstelse som vores giver vækstbetingelser for en opblomstring af guru apokalyptiske bevægelser. Under et møde her for nylig på mit universitet, blev lærerne advaret om at noget sådant kunne indtræffe og indfange de studerende.
Selvom det ikke fører til nogen dramatisk katastrofe, så er det at følge en guru noget usundt fremfor at tænke selv.
I slutningen af My Father’s Guru, observerer Masson, “I sidste ende kan man ikke beundre guruen, man skal tilbede ham....Ligesom de andre autoritære systemer kræver det en suspension og undertrykkelse af kritiske spørgsmål - der kræver ubetinget underkastelse.”
Derfor opfordrer han os til at leve “ikke i underkastelse af viljen hos noget andet menneske, uanset om denne er klog, bedragerisk eller gennemført god.”
Derfor opfordrer han os til at leve “ikke i underkastelse af viljen hos noget andet menneske, uanset om denne er klog, bedragerisk eller gennemført god.”
Bruce W. Davidson is a professor at Hokusei Gakuen University in Sapporo, Japan and a contributor to the The Jonathan Edwards Encyclopedia.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar