Dysleksi er en myte
Samuel Blumenfeld (1927-2015) er en af de få virkelig fremragende undervisere dette land har haft. Han skrev 12 bøger og hundreder af artikler, hvori han forklarede landets uddannelsesmæssige nedtur. Han var ekspert i læsning og fonetik.
Hvis Blumenfeld havde en fejl så var det så at udgive artikler der var længere end de fleste orker at følge med i. Derfor fik hans store visdom ikke den indflydelse den fortjente.
Et godt eksempel. Han skrev en rigtig lang artikel på 3200 ord, hvori han informerer dette land om alt der er værd at vide om ordblindhed. Den sardoniske titel var Creating Dyslexia: It's as Easy as Pie." (At skabe ordblindhed: Lige så let som at bage en kage)
Enhver forældre, enhver lærer og enhver der har noget med undervisning at gøre burde vide, hvad Blumenfeld kan fortælle. For at gøre det lidt lettere, så følger de vigtigste paragraffer i den omtalte artikel:
E. W. Dolch var professor i undervisning tidligt i 1920’erne og udarbejdede en liste over de mest anvendte og oftest benyttede ord på engelsk. Det var så meningen at hvis børn lærte adskillige hundreder af disse ord ved blot at se på dem, det vil sige - genkendelse af hele ordet - før de havde lært alfabetet eller bogstavernes lyde, så ville de have et forspring med hensyn til at læse. Men det Dolch ikke erkendte er at når barnet først automatisk har læst, at se på trykte engelske ord, som en hel konfiguration, som kinesiske skrifttegn, så ville barnet udvikle en holistisk refleks eller vane, der derpå ville blokere vore alfabetiske ord i disses fonetiske struktur. Og den blokering ville forårsage symptomer der er kendt som dysleksi. ...
Professor Walter Dearborn fra Harvard, skrev i 1940: "Princippet vi har benyttet for at forklare at kunne se på et ord og så vide hvad det står for er det som blev foreslået af af Pavlov gennem hans velkendte eksperimenter om betinget svar. Dette er som det bør være. Basis processen der er forbundet med at opfatte og at lære at læse er den samme.”
Men udviklingen af en holistisk refleks som beskrevet af professor Dearborn skaber en hindring for udviklingen af den fonetiske refleks. Det er denne konflikt, eller kollision, af reflekser der forårsager dysleksi. Uden tvivl er professorer i læsning udmærket klar over at denne konflikt kan opstå for de var bekendt med Pavlovs eksperimenter om at skabe kunstig uorden ved at skabe en konflikt mellem reflekser.
Således ved vi, gennem eksperimenter udført af Pavlov og Luria i Sovjetunionen i 1920- 30’erne, at psykologerne har udviklet værktøjer til kunstigt at skabe opførselsmæssig uorden. Jeg hævder at symptomerne på dysleksi udviklet hos ellers fuldstændig normale, fysisk sunde skolebørn er resultatet af en kollision mellem reflekser der sker når barnet kommer i anden eller tredje klasse.. ...
Således foregår det. Barnet får lært at genkende, og huske ord ved at se på dem før han har opnået en fonetisk viden om vor måde at skrive på. ...
Men når barnet kommer i anden/tredje klasse, hvor antallet af ord der skal læres overstiger de som kan huskes oplever barnet et kollaps i læringen der svarer til et nervøst sammenbrud. Når barnet så her bliver undervist i fonetik, i hvordan bogstaverne lyder, (“nye stimuli eller instrukser”) som et middel der kan hjælpe genkendelsesprocessen, oplevet barnet en konflikt eller kollision mellem reflekser og udvikler dysleksi, den manglende evne til at se den fonetiske struktur i vore ord. ...
Ved at lære et barn på 5 år ordgenkendelse før han mestrer bogstavernes lyde, og han er godt på vej til dysleksi. Dette er i særlig grad skadeligt fordi barnets hjerne i denne tidlige alder stadig er i gang med at organisere sine tankemønstre, sine cerebrale vaner, der er meget vanskelige at lære senere i livet. Det er årsagen til de store vanskeligheder ordblinde har når de bliver ældre og deres tankemønstre er mere fastlåste. Det er muligt at hjernen kan blive permanent ‘deformeret’ af tankemønstre baseret på forfejlede læringsmetoder.
I dag lærer millioner af amerikanske børn at huske ord de genkender gennem synet, før de endog har lært alfabetet, og da slet ikke, hvordan bogstaverne lyder.. ...
Således kan man se, hvor let det er at forårsage dysleksi. Få blot dit barn til at huske hvordan et ord ser ud, og udvikle en holistisk refleks. Såre simpelt. At professorerne i uddannelse har perfektioneret processen indikerer, at de udmærket ved, hvordan den fungerer og hvad resultatet er. Det er derfor forældre aldrig er blevet advaret mod at deres børn lærer ordgenkendelse gennem synet. Det er en vital del af den nedtur der skyldes udviklingen i vort uddannelsessystem og som er støttet af professionelle sammenslutninger, tidsskrifter, udgivere, regeringsprogrammer og penge og det etablerede som et hele.
Alt dette er med til at forklare, hvorfor Blumenfeld i sit livs efterår opsummerede dilemmaet i vor nationale udfordring således: “K-12 uddannelse er et forbryderisk foretagende fra top til bund.”
Er det på en måde ikke uhyggeligt og frastødende at finde ud af at vort Uddannelsessystem hvilede på den “forskning” som psyko-sadister som Ivan Pavlov og Alexander Luria stod for? For at tjene deres Moderland ville disse individer pine og plage mennesker og dyr - indtil de brød sammen.
I hele vor kultur bliver ordblindhed typisk behandlet som en genetisk defekt som et barn har med i skolen. Hvis barnet har denne defekt i større eller mindre grad fra fødslen så er det jo helt sikkert ikke skolens fejl, hvis barnet ikke lærer at læse. Hvor dejlig belejligt!
Det samme fejlbefængte Uddannelsessystem der går meget ind for ordgenkendelse/memorering, fremmer så ordblindhed som en undskyldning der kan benyttes over for den udbredte manglende læsefærdighed. Dette er i sandhed nederdrægtigt. Lad folk vokse op i en mørk kælder, og så klage over når deres syn er dårligt.
Dysleksi organisationer holder meget af at påstå at ordblinde har anderledes hjernemøstre, og at det er det største problem. Blumenfeld og eksperter i fonetik (såsom Don Potter) hævder at ordgenkendelse ved syn, memorering netop skaber disse ændrede hjernemøstre, og det er netop det der er det helt store problem.
Som Siegfried Engelmann udtrykker det, “når en respekteret ‘uddanner’ indikerer at en plan er med baggrund i ny forskning i hjernens udvikling, så er den typiske forældre ikke særlig godt udstyret til at sige det er noget sludder.” Engelmann benyttede udtrykket “akademisk misbrug af børn.” Den såkaldte dysleksi er et prima eksempel på resultaterne.
Jay Leno ordblind
Sådan var det fra tiden med hebræerne og grækerne og fremefter. Begyndende i 1930’erne, og selvom de udmærket vidste det ikke ville fungere, tvang vore uddannelseseksperter dette ‘Se og sig’ ned over på landet, og vi har siden dengang haft en krise med at kunne læse.
Årsag og virkning må stå klart for den som kan klare sandheden,
Bruce Deitrick Price explains theories and methods on his education sites Improve-Education.org. (For info on his four new novels, see his literary site Lit4u.com.)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar