Overbeskyttelse en garanti for utilfredshed og ulykke
Min far plejede at følge mig til stoppestedet hvor skolebussen holdt hver morgen. Jeg blev lidt ældre og en dag, efter morgenmaden, sagde min far, “Det er på tide du selv går.” Jeg blev lettere hysterisk for at se om jeg kunne få ham til at ændre mening, som om jeg tilhørte en historisk ignoreret minoritet, men min tale om social uretfærdighed påvirkede ham ikke.
Min far havde travlt og kunne ikke mere følge mig. Nu skulle jeg være modig og tage de 20 skridt over gaden og stille mig sammen med de andre børn ved stoppestedet.
Jeg gik ned af gaden vred og skræmt (som barn blev jeg ikke opfattet som Rambo i skolen). Jeg ønskede at det skulle gå hurtigt med de 20 skridt fra det ene fortov til det andet. Ideen var at gøre det uden at tænke, hurtigt, så jeg ikke fik tid til at være bange. Udmærket gennemtænkt, men elendigt udført. Jeg blev ramt af en bil.
Fyren der ramte mig var idiot. Jeg mener ikke kun et fjols der kører over et barn (jeg blev kastet et par meter, men var i stand til at springe til side i tide, og blev sådan set ikke fysisk skadet) og så beslutter han at rulle vinduet ned træde på speederen og råbe: “Næste gang får jeg dig, og så slår jeg dig.”
Naturligvis græd jeg, blev samlet op af en god Samaritaner og fulgt hjem, hvor jeg blev mødt af en bleg og samvittighedstynget far. Men det interessante i historien er ikke min far, heller ikke den hyæne der kørte mig ned og derpå skældte mig ud, heller ikke den kendsgerning at jeg skræmt til døden over hans skrigen som en orangutang tissede i bukserne. Det virkelig interessante er, at jeg på eet sekund opdagede at verden er barsk. Den dag blev jeg ‘voksen.’
Så den første gang jeg så på verden uden at holde min far i hånden opdagede jeg at der er dårlige mennesker, at der er idioter (og blinde) bilister, at det at skynde sig ikke altid er en god ide, at vi blot er på gennemrejse her på jorden, at ved en ulykke er det far der lider mest, at være i god tid til skolebussen er overvurderet, at en smuk dag i maj kan smadres om morgenen uden at have lyttet til nyhederne eller noget andet. De små lektioner vi nægter vores børn nu til dags.
Man plejede at sige, at hvis du vil have et dumt barn, så er det eneste du skal gøre - at overbeskytte det. Det er stadig sandt. Dog selvom du forsøger at forberede dit barn på at det bør tackle sine egne problemer, så har du regeringen, politikerne, skolen og medierne der modarbejder dig for at overbeskytte dem. Vi placerer generationer af børn midt i verdens urskov, pakket inde i delikate glasbobler. Lige så snart mor og far ikke længere står ved siden af kommer der nogen og knuser vore teenageres glasbobler, og de vil blive konfronteret med livet ligesom hvis du løslod et dyrebarn opfostret i fangenskab i naturen. Det gjorde jeg for år tilbage med en kylling i en skov, placerede den der i et blomsterbed, og nu vil jeg ikke ødelægge din dag, men kort fortalt den nåede ikke engang ‘over gaden’ for at nå bussen.
Mange forældre, der pakker deres barn ind i bomuldsvat gør det udelukkende, fordi de ikke kan bære at se dem udvikle sig og møde livet. Med årene har jeg lært at min far var generøs, han ønskede jeg selv skulle krydse gaden og han tøjlede den slemme følelse en far får første gang det sker. Måske betalte han en høj pris da han så mig komme stortudende tilbage, med min trøje og bukser i stykker. Mit liv dog har altid været præget af drama og overdrivelse.
Overbeskyttelse er selviskhed. Og det er en sygdom for vore børn. Disse er de selvsamme unger der lige så snart de er blevet ældre og når straks de har lært at kæde tre ord sammen så er det første de siger, “Hvad med mine rettigheder?” Venstrefløjen har arbejdet hårdt i årevis på, at når et barn forlader far og mor så er det regeringen der tager over og fører dem ind i en ny glasboble.
Netop i dette øjeblik er der legioner af børn, der ikke er klar til at håndtere frustration, og dermed nærmest dømt til permanent umodenhed. Overbeskyttelse er trods alt en garanti for at være ulykkelig.
Jeg mener ikke alle forældre skal skubbe deres barn ud på gaden i håb om de bliver ramt af en bil for at lære en grum livslektion. Måske skulle vi begynde med at tale mere med børnene om ansvarlighed, frihed, selvbestemmelse og forpligtelser. Og i mellemtiden være klar til et flabet svar fra en 5-årig: “Gå af Helvede til med dine taler. Jeg spiller Minecraft og jeg har Forfatningen, naturlovene, love for unge, friske mor og far tidsskrifter og forbundsregeringen på min side.” Undertiden tænker jeg på, at uanset hvor gammel du er så bliver du kørt over af livet dagligt.
https://spectator.org/overprotection-is-a-guarantee-for-unhappiness/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar