Opiums Hævn
Vi taber denne krig
Lad mig indlede med en illustration. Narko flyder til overmål ind i vort land over grænserne. Det berører millioner, forårsager ubegribelig elendighed, afhængighed, tidlig død, og sygdomme af vanvittige proportioner. En regering der er enten ikke villig eller alt for uduelig med at gøre noget ved problemet forstærker udfordringerne med at standse denne svøbe.
Det bliver værre. Narkokarteller og kriminelle på begge sider af grænsen tjener astronomiske beløb, samtidig med at udenlandske forretningsinteresser høster store profitter ved den ulovlige narkohandel. Den ene side af ligningen - formuer tjenes - på den anden millioner der lider nedværdigelse og elendighed ved denne endeløs forsyning af stoffer.
Naturligvis kunne jeg her tale om det moderne Amerika og den nuværende fentanyl- og opioid krise der hærger vor nation og er skyld i over 70000 dødsfald om året. Opioid epidemien har haft ødelæggende effekter på amerikanske familier og livet og helbredet i vore samfund. Det er en tragedie af episke proportioner og vi er ved at tabe denne krig.
Men mine ord beskriver en anden stor nation, et Imperium der led under den samme svøbe og og kæmpede en kamp man tabte mod illegale stoffer der bidrog til Imperiets fiasko og et kollaps for en 2000 år gammel civilisation. Kina i midten af det 19. århundrede.
Først lidt historisk baggrund. Briterne, elsker deres te som verden ved. De er den fjerdestørste forbruger i verden af te. På en måde blev englænderne i det 18. århundrede afhængige af te. Det meste af teen kom fra Kina. Briterne, sammen med andre fremvoksende vesteuropæiske magter, var opsatte på at komme ind på det kinesiske marked. Kina det mest folkerige land i verden dengang som nu, var en for stor fristelse for enhver købmand. Ja, visse ting har ikke ændret sig.
Englænderne forsøgte at handle med mange ting i Kina for at forhindre en ubalance i handlen, men det var virkelig op af bakke. Kinas regler for handel var strikse og den kunne kun ske gennem en enkelt havneby der var åben for udlændinge - Quangzhou. Afgifterne var høje og kineserne var sådan set slet ikke interesseret i eller havde brug for det englænderne og andre forsøgte at handle med. Som Kinas Kejser Qianlong forklarede i et brev til King George, “vi har alt. Jeg sætter ikke pris på objekter der er besynderlige eller fremmedartede, og har ingen brug for dit lands produkter.” Tag den.
Briternes handel blev udført næsten udelukkende gennem the East India Company, et handels konsortium under stor regerings indflydelse som handlede med Imperiets velsignelse. Som med halvpiraten Sir Francis Drake få århundreder tidligere handlede selskabet med Royal sanktion, men kun på skrømt handlede det som uafhængige agenter på de fleste områder. Så længe Englands skattekiste og tegnebøger blev fyldt op, var det bedst at se gennem fingre med detaljer om hvordan skattekisten blev fyldt.
Der kommer opium så ind i vor fortælling. Opium stammer fra valmueplanten der vokser storartet i Indien, især i Bengalen. Opium var ikke ukendt, i Kina havde man benyttet det i århundreder som smertestillende middel og som kur mod dysenteri og kolera. Man havde altså brugt det i Kina i længere tid, men dog i begrænset omfang.
Englænderne arbejdede sammen med kinesiske købmænd og mellemmænd for at oversvømme markedet i Kina med opium. Handelen var ulovlig, transaktionerne fandt sted på skibe lige uden for den store havn i Quangzhou. Betaling fandt sted i kontanter, i form af sølv. Alle blev rige. De kinesiske myndigheder var rasende og forbløffede, og de forsøgte at lukke ned for opiumhandelen, dog alle indsatser var nytteløse. Opium er selvfølgelig meget vanedannende og som med ethvert andet stof når det er introduceret og prisen er rigtig øges efterspørgslen eksponentielt. Briterne havde fundet det produkt som Kinas folk desperat ønskede. Når enorme profitter kombineres med stor efterspørgsel så er enhver indsats for at lukke ned for handlen nærmest umulig.
Så sendte Kejseren til sidst sine topembedsmænd til Quangzhou; skibe blev holdt op, folk fængslet, kineserne var i færd med at gøre alt i deres magt for at standse handel med opium. Imidlertid var briternes modsvar ikke at føje sig, blot fortsætte med ufrugtbare forhandlinger da kineserne alligevel ville nægte at åbne deres marked og havne. Derfor sendte briterne krigsskibe for at påtvinge det de følte var deres frihandelsrettigheder over Imperiet i Kina.
Der blev udkæmpet to “Opium Krige” en i 1839 og en anden i 1856. Begge var ækle katastrofer og for kineserne gennemført ydmygende. Kinas flåde og hær var ingen udfordring for den langt mere overlegne militære teknologi i Vesten, i dette tilfælde, primært England og Frankrig. Kina mistede fuldstændig ansigt, og skammen man påførte Kina var en man aldrig rigtig er kommet over. Et kejserdømme der allerede var i forfald varede kun yderligere 52 år.
Kinas nederlag i Opium Krigene fremskyndede en æra, hvor de kinesiske byer måtte give store koncessioner til Vestens magter, skabende zoner hvor kinesisk lov ikke kunne bruges, og Vestens love herskede. Kun vesterlændinge fik lov til at bo i mange af disse sektioner af byerne. Kineserne fik ikke adgang til mange parker i Vestens kvarterer i byerne. Kineserne blev aldrig koloniseret som i Indien da store dele af Kina lå uden for direkte kontrol eller indflydelse fra Vesten. Men at hævde Kina ikke blev koloniseret er forkert. En stolt og stor civilisation blev nu tvunget til at bøje sig for en udenlandsk magt, var uden magt til at bestemme sin egen suverænitet og over eget folk.
Amerikanerne er velsignet med at være et folk der ser fremad med et optimistisk syn på livet og fremtiden. Vi hædrer og fejrer vor fortid og stadigvæk, for de fleste, er vi den City on the Hill der er en ledestjerne for verden. Vi ser mod fremtiden og holdes ikke tilbage af sårede følelser, historiske nag, hævn og lignende.
Andre nationer og folk er ikke så velsignet. Spørg blot en serber om Solsortesletten og kampen mod tyrkerne i 1389. Jo, 1389 er over 630 år siden, men for en serber, kunne det lige så godt have været i går. Det slag skabte hele Serbiens historie, fulgt op med et undertrykkende Osmannisk styre i 300 år.
Vi behøver ikke gå til Serbien for at finde et eksempel. Her i vor egen baghave får vi en fornemmelse ved fejringen af Independence Day. I the Civil War, faldt Vicksburg, Mississippi til Union styrker den 4. juli, 1863. Der skulle gå hele 80 år før byen kunne fejre nationens fødselsdag. Som en Vicksburg borger forklarer det, “Folk spørger ofte hvorfor, og det er fordi man ikke fejrer plyndring og terrorisme og det var hvad der fandt sted.” Det citat giver en en fornemmelse af hvilken magt der ligger i historiske ydmygelser hos de overvundne, besejrede og ydmygede.
For kineserne var Opium Krigene deres Solsorteslette og Vickburg blot hundredfold. Kina var Riget i Midten, centrum for en stolt og stor civilisation og imperium der havde eksisteret i godt 2000 år. Kinesisk kultur, økonomi og militær overlegenhed var suveræn. Gennem tribut skulle Kinas kejsere herske over hele Østasien i århundreder.
Imidlertid var Imperiet i tilbagegang, svagt, sent det 18. og tidligt det 19. århundrede. To årtusinders storhed var ved at kollapse. Grundet intern svaghed, korruption og forfald sammen med eksternt pres fra et Vesten der lå langt borte, men var i fremvækst og et Japan og Rusland tættere på, var korthuset ved at falde. Men sådan ser man det ofte ikke mens det sker. Kineserne er stadig et stolt folk, og selv midt det 19. århundrede anså de sig som Riget i Midten og ikke have brug for eller ønske noget fra nogen udenfor deres domæne. Kejseren og hans Hof ville bare ikke se Skriften på Væggen.
Kineserne betragter perioden fra den første Opium Krig i 1839 til slutningen af den kinesiske borgerkrig i 1949 som Ydmygelsens Århundrede. Vi kan diskutere detaljer, men ingen tvivl om, at det er sådan Kina betragter disse 100 år. Et engang stort Imperium, faldt fuldstændig sammen gennem den ene ydmygelse efter den anden. Millioner skulle dø, udholde endeløse krige, hungersnød, ufattelig tragedie overgik det engang så store Imperium og dets folk.
Man kan med lethed, og berettiget argumentere for, at Imperiet var korrupt, at det ikke havde fokus på fremtiden og der var brug for at modernisere; det lukkede sig om sig selv, og i sin stolthed var man blind for de nødvendige reformer der så påtrængende var brug for til at komme ind i den moderne verden og tage hånd om de trusler der omgav Imperiet. Man kan også pege på Japan som eksempel på et land der virkelig så tegnene og begav sig ud på de rigtige kursændringer der gjorde at landet hurtigt kunne slutte sig til de moderne stormagter. Men Kina foretog ikke de rigtige træk; man foretog næsten udelukkende kun forkerte træk. Men at debattere Kinas specifikke fejltrin er ikke hensigten her.
Kina blev ydmyget og mistede ansigt. Man mistede alt. Man blev udskammet. Man gik fra et afgiftssystem hvor alle skulle bøje sig for Kejserriget og underkastede sig og betalte skat til Riget i Midten til en ydmyget of nedværdiget magt der havde mistet suveræniteten og rettighederne over sit eget land og folk.
Formålet med dette essay er ikke af fordømme Vestens Imperier og handelsinteresser eller komme med undskyldning for Kinas Kejserdømme. Historien går sin gang. Men at mene at de moderne kinesiske ledere, Xi Jingping, ikke er klar over de 100 år ville være tåbeligt. Kineserne kender naturligvis fuldt ud deres historie. Mens de hvidvasker eller ignorerer Mao Zedong regime, trods dets overgreb og de ti millioner der forsvandt så tøver man ikke kan at minde indbyggerne om de 100 år med ydmygelser og man bruger sit historiske nag som propaganda til sin fordel. De vil huske de 100 år og søge hævn for dem.
Er der grund til at undre sig over at kineserne så åbenlyst udfordrer international copyright lov? Eller hvorfor de bryder fri handelssystemet til fordel for deres egen dagsorden, efter vi så naivt bød dem velkommen i gruppen af tilgodesete lande? Skal vi virkelig undre os over hvorfor de, ikke kun producerer og profiterer af strømmen af opioider, især fentanyl, der flyder ind i byerne og millioner af amerikaneres liv? Eller hvorfor de åbenlyst arbejder med morderiske narkokarteller til hjælp for denne handel? Alle bliver rige, især kineserne, mens amerikanerne lider ved en opioid epidemi der fortsætter med at erodere vort land, vor sundhed og tillid og vor styrke. Vi er nu kommet i den situation at vi bønfalder kineserne - stop strømmen af disse stoffer - uden det hjælper.
Måske er en stor forskel, at mens Qing Kejseren midt 19. århundrede var klar over den plage der hærgede hans folk og gjorde alt i hans magt mod det, at den nuværende Biden administration enten er glemsomme eller endnu værre medvirkende i denne tragedie. Dette essay handler ikke om Donald Trump, men lad os være ærlige. Da han førte kampagne og talte åbenlyst om opioidkrisen åbnede det øjnene på millioner af amerikanere for hvad der sker med vor nation ved denne epidemi.
Dette er vor vej mod håb. Hvis nogen, om det er Trump eller hvem som helst, har viljen kan de få denne krise til at høre op og redde vort folk og vort land.
Kun historien vil klarlægge det.
https://www.frontpagemag.com/fpm/2022/06/opiums-revenge-michael-finch/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar