Klimapropagandaens ypperstepræstinde
Mød Agnes Walton – professionel i at nedtone kendsgerninger og oppiske følelser
Hun hedder Agnes Walton og med sin miljøfanatisme får hun Greta Thunberg til at se halvhjertet ud og Al Gore helt uden for skiven. Lad os begynde med hendes 2017 video: https://www.youtube.com/watch?v=M1e-FcWRzhE&t=81s
for HBO’ VICE News Tonight, i hvilken hun bemærkede at “mere end halvdelen af alle forbrugsvarer indeholder palmeoli - ofte på indpakningen kaldet “vegetabilsk olie” eller “vegetabilsk fedt”– og med billeder af træer der bliver fældet og små søde dyr der flygter for livet hævder han at øgningen af palmeolie plantager i Indonesisen og Malaysia er årsagen til “omfattende afskovning” og “at skovens arter er nær ved at blive udslettet.”
Walton sagde, at kun et land - Norge - havde “gjort noget ved industrien. Norge forklarede hun boykottede hele befolkningen produkter med palmeolie; som en konsekvens blev olien fjernet fra alle norske fødevareprodukter. (Jeg bor i Norge, på en forunderlig vis har jeg fuldstændig overset dette ‘Folkekorstog.’ Da befolkningstallet i Norge er ganske lille har denne glorværdige lokale succes “ikke sat sig spor på det globale marked.” Det eneste svar er således instruerede Walton at resten af verden følger Norges eksempel prontissimo – eller betragter sig som ansvarlig for et ‘folkedrab’ på både flora og fauna.
Se prøv at se Walton video editorial fra august 2022. I denne produceret for the New York Times, advarede Walton om endnu et livsvigtigt dilemma: Amerikanske græsplæner, der som hun højtideligt vurderede, “skader vor planet, ødelægger vores helbred, og spilder vores tid.” At vedligeholde dem kræver dyrebart vand og brug af farlige gødninger. Og hvorfor skulle vi dog ønske græsplæner? Walton viste et billede af the Stars and Stripes, og endnu et at en gennemført traditionel hvid familie (mor, far, to sønner) der står bag en hvidt træhegn, således forbindelse denne hvide familie med to forkastelige fænomener, Den Amerikanske Drøm og et liv i forstaden for mellemklassen.
Det var såmænd ikke alt. Med malerier af ‘adelige’ der danser uden for deres statslige palæer hævdede Walto, at amerikanerens “besættelse” af græsplæner, “har sine rødder i de velplejede plæner hos det europæiske aristyokrati” - med andre ord, U.S. plæner i forstæderne er med baggrund i Den Gamle Verdens imperialisme. Konklusionen: Vor planet er i fare, og det hele skyldes selviske, forstads kaukasiere (læs: hårdtarbejde, lovlydige skatteydere) som vi har givet lov til at vælge en livsstil som ikke er under indflydelse af dydige venstreorienterede som Walton, men præget af onde fortidige - de som koloniserede the South.
De “Lokale love bør ændres så de er mere progressive,” insisterede Walton, “og erkende klima nødtilstanden.” Oversættelse: Byer fra Boston til Burbank skal indføre endnu strammere restriktioner på individets frihed - og lægge endnu mere pres på ‘de foragtelige’ så de bedre makker ret for deres eget bedste.
Et par måneder senere vendte Walton tilbage til Times med endnu en åbenbaring i visuel udgave denne gang med titlen “Brasiliens præsidentvalg vil afgøre Planetens fremtid.” Nu her var hendes forudsigelse at Arbejderpartiets kandidat som præsident over Brasilien den korrupte yderliggående venstreorienterede prokinesiske Luiz Inácio Lula da Silva, absolut skulle vinde over den Amerika venlige, proøkonomiske udviklingsorienterede siddende, Jair Bolsonaro, fordi Lula "ønsker at redde Amazonas" mens Bolsonaro “ønsker at brænde den af.” Konklusion: “Den vigtigste dag for Planten Jorden - og din overlevelse er den 30. oktober.
Hvem er Agnes Walton? Født og opvokset i Norge, er hun, ikke overraskende, datter af privilegerede - datter af Stephen J. Walton, en sprogprofessor der deler sin tid mellem Norge og the U.K. og som i 2012 i en profil for det lærde tidsskrift Kjønnsforskning, forklarede at han og hustruen lever hver for sig så han kan have sex med mænd. Han bidrager til en klumme om feminisme i Klassekampen, Norges selverklærede “revolutionære socialistiske” avis, og han har skrevet en bog hvor han uddyber “amerikaniseringen” af Norge: “Normændene har glemt at tale tysk og fransk .....Sprogmæssigt er nordmændende blevet en slags amerikanere som tilfældigvis er gode til norsk.” Så lige en ting til: Hans søn Agnes bror, er glødende kommunist.
Således, efter alle solemærker har Agnes der har studeret fransk ved Oslos Universitet, politisk videnskab i Norge, og miljøvidenskab ved Yalees, haft en travl transatlantisk karriere, og arbejder (som farmand) som en klummeskribent på Klassekampen og som kommunikationsformidler for en svensk kommission om “fødevarer, planeten (og) sundhed,” hun hun blev som vi har set “klimaforsker” for VICE News in New York og derpå “senior video journalist” ved the Times.
Men nu har hun et nyt arbejde. Som fortalt af Mats With Gregor i en artikel for Journalisten, er hun ansat for at være “klima/miljø specialist" ved det norske Institute of Journalism, hvor hendes opgave vil være at “uddanne” nationens journalister om miljøet og den hævdede klimakrise. Således skal hun undervise ved et kursus i oktober og november om hvordan man dækker klimaudfordringer. Dette er vitalt, for ser du, som Walton forklarede, har klimaet en dyb påvirkning på alle nyheder - uanset om det er finans, sport eller showbiz - og hver eneste person på kloden er, eller vil snart være “påvirket af ..krisen som vi befinder sig midt i.”
Trods dette beklagede Walton sig over at journalister udviser en tendens til ikke at gøre særlig meget ved klimaet. Hvorfor? Alt for ofte rapporterer de om vejrudsigter, prognoser. Og det kan være problematisk. Hvordan det? Fordi klimaforudsigelser - især de sandfærdige - måske ikke er dramatiske nok til at få forbrugerne tilstrækkeligt foruroliget om miljøet. Noget skal helt åbenbart gøres om. Og det ved Walton hvad er. “Tal mere om følelser og mindre om tal....Hæng ikke fast i tal, prognoser, rapporter og grafer.”
Hvad så om de aktuelle statistikker viser at antallet af orkaner eller tornadoer eller hvad det nu kan være ikke er røget i vejret i de seneste år? Hvad om dommedagsberetningern om isen i Arktisk og isbjørnen er det rene sludder? Hvad hvis talen om havvandstigninger så høje at de meget snart vil oversvømme Obamas i deres Marhta’s Vineyard palæ er det skinbarlige skræmmeri? Hvem bekymrer sig om det ? Fordi, som Walton underforstået indrømmede, klimakampen drejer sig ikke om videnskab. Det er en ‘tro’ en sekt, en kult, der erstatter Gud med naturen og betragter menneskeracen som en byrde på Planeten.
Alt dette taget i betragtning så er “journalistikken” end ikke blot på det nærmeste det rigtige ord for det Walton har produceret for Vice og the Times og hvad hun har planer om at undervise sine studerende i de norske nyhedsmedier i
Næh, som hun gør klart vil hun undervise dem i at være mindre sobre, mindre ansvarlige og mindre skeptiske i deres dækning af klimahysteriet end de allerede er. Hun vil lære dem at selv de mindst spor af kendsgerninger som de kunne være fristet til at tage med skal fjernes. Hun vil lære dem retorik på et Goebbels niveau.
Fordi målet ikke er at kommunikere sandheden. Det er at sikre at endnu flere børn vil vokse op som hysterikere der virkelig tror at lige om hjørnet lurer Harmagedon og de vil blokere trafikken og lime sig fast til malerier på museer.
Således skylder vi en nådegave: I hendes interview med Journalisten afslørede hun nemlig hele planen. I 2023 er en journalists job ikke at finde frem til sandheden bag klimakatastrofen og alt det overdrevne. det er at overtale regeringer og virksomheder til at føje sig, beskatte, pålægge bøder og undertrykke pøblens indsigelser for at redde planeten - og få pøblen til at tro at hvis den ikke bøjer sig og ofrer sin frihed, vil Jorden, i løbet af få år, være gold og øde som, Månen.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar