Påmindelse til Europa: Jo mere I presser os, des mere presser vi tilbage
Til mine europæiske venner, en påmindelse - jo mere I kritiserer Amerika og jo mere i marginaliserer amerikanerne, des mere vil i skubbe USA væk fra verdensscenen og nærmere mod en ny form for isolationisme og nationalisme.
En af de triste kendsgerninger er, at mange mennesker i mange lande har besluttet at Amerika ikke længere er deres ven, ikke længere er en pålidelig NATO partner, en der er villig til at svigte sine allierede når krisen strammer til.
Nogle kalder endog Amerika en bølle nation der kannibaliserer på sin egen Constitution og er på vej med et diktatur med en megalomanisk narcissist i førertrøjen.
Her i Europa, hvor jeg befinder mig fremviser medierne i mange europæiske lande deres “Amerika eksperter” der helt rutinemæssigt karakteriserer USA som et eksempel på alt der er galt i verden.
De portrætterer landet som anti-familien, fordi det ikke vil vedtage love der betaler ‘familie orlov’ til mænd. De siger, at landet er racistisk, fordi det vælger ledelse baseret på evner fremfor racemæssigt baserede ansættelsespolitik. De forstår ikke hvorfor USA ikke vil pålægge massive skatter på entreprenører og de som er villige til at tage forretningsmæssige risici, og de forstår virkelig ikke hvorfor amerikanerne er bekymrede over at beskytte deres ytringsfrihed.
Opsummeret. De føler Amerika nægter at adoptere en hoben at politik, som kun “oplyste samfund” (som deres) ser som ukrænkelig.
Desværre kan det se ud til at mange af disse selvsamme eksperter er produkter at universiteter der i meget lang tid har fremført institutionaliserede holdninger om farerne ved at arbejde for hårdt, være for ambitiøs, og alt for opsat på at skabe et samfund baseret på individets energi, og på retten til at flertallet afgør sager af national betydning og vigtighed.
Nogle af disse landes prioriteter synes at være med rod i at fastholde deres egen status quo der som mål har at beskytte og bevare deres egne forestillinger om at de - og de alene - har alle svarene og løsningerne på samfundets problemer og udfordringer.
Dette er ikke usædvanligt for et land der ønsker at sikre egne værdier og idealer, men det kan virke arrogant over for andre lande, især når disse holdninger fremmes ved missionær agtig nidkærhed, og med et løftet formanende pegefinger.
Sådan ser det ud i den nuværende situation med USA. Det skal siges, at USA også har været skyldig i at fremholde sine synspunkter om hvad der udgøres af et ideelt samfund overfor andre lande, især de mindre. Dette har skabt en længerevarende frustration, og spirende vrede mod amerikanere, og denne vrede har nået kogepunktet efter valget af Donald Trump.
Hans holdninger, bemærkninger og handlinger, den seneste med indførelse af massive afgifter, som mange kalder det første slag i Verdens Handels Krigen har skabt udbredt animositet og frygt blandt europæiske nationer.
Europæerne boykotter amerikanske produkter og opmuntrer deres pensionskasser til ikke at investere i amerikanske virksomheder og søge alternativer. Intet amerikansk er i sikkerhed for angreb. Lokale og nationale regeringer får af vrede forbrugere at vide at det er på tide at smide ellers effektive og billige amerikansk software systemer som Microsofts produkter i skraldespanden og i stedet finde europæiske alternativer.
Hadet til Amerika har også inficeret nogle landes forsvarsindkøb. Større amerikanske forsvarsleverandører føler sig skubbet bagest i køen og tvunget til at forsvare ikke kun deres udstyrs effektvivitet, men også forsikre europæerne om at de ikke med en pludselig impuls vil udløse F-35 kampflyets “kill switches."
Turismen får sig også en tur. Det er en “kulturkrig” der kæmpes, der efter min mening er knyttet til handelskrigen, og som gør at dollaren mister værdi, industriens indtjening fuser ud og gør at Amerika presses op i et hjørne.
Og som alle ved, når amerikanere er trængt op i et hjørne vil de gøre modstand og kæmpe imod. At overgive sig har aldrig været en mulighed, så hvad er så nu de næste sandsynlige skridt hvis begge ‘krige’ fortsætter samtidig og hurtigt?
Medmindre der indtræffer en monumental begivenhed eller ændring i politik vil jeg mene at slutresultatet er et Amerika der vælger sin egen vej, og helhjertet bringer landet hundred år tilbage da isolationismen var en styrke for amerikanerne. Tankegangen er. “Hvis resten af verden ikke ønsker os, ikke bryder sig om vore produkter, - fint. Det kan vi leve med, men så skal de heller ikke have vort nummer til hurtig hjælp hvis det bliver nødvendigt.” For globalister er det i dag det værst mulige scenario
.
De 8 årtier med venskab der fulgte ved slutningen af 2. Verdenskrig kunne hurtigt forsvinde, efterladende verdens lande med indstillingen “enhver er sig selv nok” i fremstillingsindustrien.
Uden USA ville NATO falde sammen eller blive alvorligt hæmmet. Bilaterale aftaler mellem landene ville øges, og dermed efterlade multilaterale aftaler uden værdi. Større lande med ‘ambitioner’ kunne føle sig opmuntret på grund af den nye ‘afvikling’ af den gamle verdens orden der netop var garanteret ved multilaterale aftaler.
Vi kunne se militære indtagninger på andres områder og benyttet som prøver for at se om andre lande ville forene sig til deres nabos forsvar. De nuværende militære muligheder hos EU landene, er for eksempel, utilstrækkelige til at skubbe en fremgang, fra lad os sige Rusland, mod Letland tilbage. Rusland kunne muligvis retfærdiggøre deres indtrængning med argumentet “beskytte den russisktalende minoritet” i landet.
Europa ville kunne komme til at kæmpe på flere “fronter” nogle af dem fysiske konfrontationer og andre handelsrelaterede da lande genopvækker deres hjemlige produktion af gamle industrier der er blevet fundet til live igen for at erstatte den offensive import af amerikanske produkter.
Turismen til USA vil skrumpe ind, ganske dramatisk, ligesom det ville ske med den teknologiske, akademiske og det videnskabelige samarbejde og andre former for personlige udvekslinger. Visa samarbejdet mellem USA og 20 europæiske lande der nu nyder visa-fri rejser ville blive suspenderet. Turisme branchen i USA ville klare sig på grund af de meget veludviklede destinationer og infrastruktur relateret til turisme, men den europæiske turisme ville skulle håndtere et frafald der kan bliv meget omkostningstungt ved manglende besøg fra USA. Amerikas deltagelse i "save the planet" eller internationale energi organisationer ville være ikke eksisterende.
Det er døden ved tusinder af 'stiksår', alt sammen grundet mangel på forståelse.
For eksempel er den uforfalskede sandhed om årsagerne til vores nuværende udfordringer med Europa den, at europæerne ikke forstår hvad det er der gør at Amerika er Amerika og amerikanerne - amerikanerne.
I mange år var de glade for at betragte amerikanerne vende sig mod socialismen under otte år med Barack Obama og i fire år under Joe Biden, Trods alt var de to administrationer og præsidenter mere “europæiske” og de regnede med at denne tendens ville fortsætte fordi de ment at de fleste amerikanere ønskede en mere socialdemokratisk stat som deres egen.
De to fejl.
Der er to Amerikas og enhver der har boet her ved det. De som ikke har stolet på deres nationale nyhedsmedier der maler dem et billede som de fleste venstreorienterede europæiske medier mener deres forbrugere bare skal have for at fastholde de stærke nationale overbevisninger om deres retskaffenhed og validiteten af deres værdier ved det. Fremfor at benytte et forstørrelsesglas for virkelig at se USA for hvad landet i sandhed er, har de europæiske medier givet deres læsere og seere et spejl og et ekkokammer kun af det som styrker deres landes dagsordener.
Måske er en deling i tre nødvendig for at både USA og dets allierede virkelig kan afgøre hvad der er galt i deres relationer.
Det vi imidlertid skal huske er, at enhver separation har ægte, længerevarende konsekvenser og afhængig at varigheden af separationen kan disse konsekvenser være mindre eller betragtelige.
I dag er det vore handelsmønstre der er på bordet. I morgen kunne det være noget andet eller alt. Hvis vi skal bevæge os fremad og gøre noget ved vore relationer skal vi acceptere den kendsgerning, at vi som folk og samfund er anderledes, men at de forskelle ikke burde føre til vores nedture. Vi skal arbejde os igennem og lære hvorfor vi er de vi er, og hvorfor vi gør som vi gør, og se grundigt på os selv og undlade at komme med fordømmelser. Dette er en af de gang hvor Occam's Razorikke kan benyttes.... eller i det mindste indtil vi ved mere om hinanden og standser med at se på vore forskelle som hindringer til fremskridt.
Stephen Helgesen is a retired career U.S. diplomat specializing in international trade who lived and worked in 30 countries for 25 years during the Reagan, G.H.W. Bush, Clinton, and G.W. Bush Administrations. He is the author of fourteen books, seven on American politics, and has written over 1,500 articles on politics, economics and social trends. He now lives in Denmark and is a frequent political commentator on Danish media. He can be reached at: stephenhelgesen@gmail.com
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar