Multikulturalismens svøbe

Lars Møller

Et fundamentalt problem i Vesten er den stadig hurtigere afvikling af kulturen. Det virker som om vi har mistet forbindelsen med vores egen historie og er ved at opgive vores identitet. Vi er bange for vores egen skygge, vi insisterer på at have et åbent sind og er godtroende. I det mindste hos vore moderne ledere. Imidlertid er vi blevet desto mere sårbare over for fjendtlige påstande om vor syndige adfærd som vesterlændinge, og den gæld man hævder vi skylder resten af verden. 

I årevis har de samme progressive, der anklager Vesten for synder som “racisme, kolonialisme og slaveri” hyldet “diversitet” og “multikulturalisme.” 

I Vesteuropa var det efter verdenskrigene, der næsten udslettede ethvert spor af vor fælles arv, fordi det lykkedes de demokratiske partier at opbygge velfærdssamfund med en hidtil uset grad af velstand, fremgang og social sikkerhed. 

Hvad mange imidlertid overså er at velfærdssamfundet forudsætter en kulturel homogen befolkning for at kunne fungere. Under alle omstændigheder mister det samfund sin sammenhængskraft gennem tilstedeværelsen af befolkningsgrupper i konflikt med hinanden som aktivt arbejder på at dominere hinanden (som f.eks. Libanon) 

I den forstand forventes det at gennemsnits skatteyderen skal bringe ofre, dele sin velstand med dem og være i stand til at identificere sig med sine medborgere. Endnu et krav er tillid til styre gennem lov. Omfordeling af velstand i større skala kan kun lade sig gøre med en generel godkendelse i et samfund med stor gensidig tillid. I klansamfund, hvorfra Europas indvandrere kommer forventer ingen uselviskhed og retfærdighed fra statens institutioner. Tværtimod bliver man fra barndommen oplært til at kun sørge for sig selv, uanset positionen i samfundet. 

Kendsgerningen er, at vestens lande i Europa oprindeligt repræsenterede temmelig homogene befolkninger karakteriseret ved delte religiøse traditioner (eller moralprincipper med rod i de traditioner), så har millioner af indvandrere fra Nordafrika, Mellemøsten og Asien introduceret kulturer hvis værdier er i konflikt med de kristne og humanistiske værdier.

Nostalgikere kan meget vel fantasere om fortidens multikulturelle imperier (Romerne, Habsburg og Rusland). I mindre skala blev Jugoslavien symbolet på det multietniske samfund. Hvad imperierne - og Jugoslavien - havde til fælles var en øjeblikkelig undertrykkelse af spændinger mellem de etniske grupper af en stærk centralmagt. Lige så snart den magt svækkedes brød der voldsomme konflikter ud som flåede samfundene fra hinanden.

Den Gamle Verdens historie er i bund og grund beretningen om opstigning og fald af kulturer. Typisk for ‘tusindårs kongedømmer’ hvis optegnelser vi studerer er troen på at de ikke kan forsvinde, men vare ved for evigt. Den samme illusion eksisterer i dag.

From Wikimedia Commons: The Massacre at Chios (Eugène Delacroix, 1824)

De oprindelige bysamfund (som Mesopotamien, Egypten og Fønikien) erstattedes af  den polyteistiske græsk/romerske kultur, gødet med Jødedommen som fødestedet for Kristendommen, som blev den officielle religion i Det Romerske Imperium og en følge af den udbredte forfølgelse. På sit højdepunkt spredtes Kristendommen til de fjerneste provinser i Imperiet, og erstattede de hedenske vaner. 

Alt dette kom til en brat og blodig afslutning med den islamiske invasion fra Den Arabiske Halvø. I begyndelsen kostede dens fremgang Kristendommens lande i Nordafrika og Levanten og førte til faldet af det Sasanianske Imperium i Øst. Da Anatolien endelig faldt til de aggressive tyrkere havde Kristendommen mistet 75% af sit oprindelige territorium. 

I de forgangne århundreder var kristne blevet brutalt undertrykt i lande, hvor muslimerne oprindeligt havde været en minoritet, men efter militær erobring senere blev en majoritet. Denne transformation skyldes forskellige konstellationer af tvungen konvertering, massakrer og udvisninger af kristne - sammen med erobrerens høje fertilitet.

Multikulturalisme praktiseres ikke på nogen civiliseret måde i tidligere kristne lande, eller for den sags skyld i nogen andre lande med en dominerende muslimsk befolkning (majoritet, minoritet som det nu forekommer). Tværtimod er det den samme “offer undertrykkelses” tendens overalt. Kristne betragtes, reduceres til “anden klasses borgere,”  med loven fratages de en del rettigheder og er forsvarsløse i konflikten med de muslimske “første klasses borgere.” I midten af det 20. århundrede blev kristne stadig pålagt en særlig skat i det “verdslige” Tyrkiet.  

Det er stadig således at kristne i Egypten og Pakistan skal holde lav profil for  ikke at provokere til konflikt med “første klasse borgere” og de risikerer bortførelse af døtre, mord på sønner, plyndring og afbrænding af ejendom. I ingen af landene med muslimsk flertal er der frie uafhængige domstole, ingen fri presse, ingen ubestikkelige lovhåndhævere. 

For at vise tyngden af forandring i Vesteuropa så er muslimske indvandrere nu i en position til at udnytte demokratiets regler og overtage ledelsen af urbane områder. Mens deres antal øges, vokser deres selvbevidsthed og krav til det omgivende samfund. 

Således forventes særlig hensynstagning til islamiske vaner og religiøse forbud. Et foruroligende tegn på, hvor tingene er på vej hen er den dristige formodning at ikke kun muslimer, men også kristne skal føje sig, følge Sharia lov. Det er en forsmag på, hvad der uigendriveligt er i vente for vesterlændinge om få årtier.

Vore kristne forfædre i Romerrigets sydlige provinser overgav sig aldrig uden kamp med de invaderende stammer fra Den Arabiske Halvø, og efter de var erobret forsøgte de at tilpasse sig. 

Det i sandhed bemærkelsesværdige ved den islamiske ekspansion i vor tid er, at de oprindelige borgere i Vesteuropa i lang tid har fundet sig i transformationen af deres samfund uden at gøre tydelig modstand. 

Det ser ud til at vesterlændinge først er blevet de-kristnet og derpå frarøvet deres historie af den progressive venstrefløj. Overladt til en skæbne uden “tro” uden “sted i historien” mangler de konceptet for at artikulere deres længsel efter tidligere tiders stolthed og deres manglende villighed til at underkaste sig. 

Forbrugerisme har i sandhed sløvet vores sanser. Så længe der er sport i TV og en bil i garagen stoler vi på at det nok skal gå altsammen. Det vil det naturligvis ikke. Dog kræves der historisk indsigt for at vide dette. 

Det “demokratiske vindue” er ved at lukke. I Storbritannien, engang en hjørnesten i Vestens civilisation er ytringsfrihed for de som frygter islamisk overherredømme blevet ganske alvorligt begrænset. Samtidig tillader myndighederne anti-semitisk glorificerende terrorisme og dødstrusler mod jøder på byernes gader. 

Forandringen fra post-kristen til islamisk samfund er allerede undervejs.

Modsat de utopiske fantasier er multikulturalismen faktisk et rendyrket forvandlings fænomen. I sidste ende, når man tager den nuværende indvandringsrate i betragtning bliver Islam den eneste tilbageværende tro med total dominans og intolerance. Resten af samfundet vil skulle bøje sig i støvet for de nye herrer. De som forbandes af imamer må flygte - fromme kristne, jøderne, homoseksuelle m. fl.

Når sandheden skal frem - vi har opført os som glade idioter i Vesten. Som om vi har glemt alt om hvem vi selv er, og hvem muslimerne er, har vi inviteret vores historisk set undertrykkere og plageånder ind i resterne af det kristne romerske imperium og opmuntret dem til at mangfoldiggøre sig og dominere os.

Hvis vi skulle tro at "spillereglerne" har ændret sig i moderne tider tager vi fejl. Undertrykkelse af ikke muslimer er ‘retfærdiggjort’ i deres hellige skrifter. Og der kan ikke ændres et komma i dem.

De progressive forestiller sig at kan fremstå som “tolerante” rollemodeller, dog i bund og grund hypo kritiske og forfængelige. Efter samme målestok betragter de sig som overlegne i forhold til de som tvivler på goderne ved masseindvandring og nedladende betegnes som “højrefløjs hyklere.” .

De voldsome forandringer der går over vort samfund kan sammenlignes med kulturelt selvmord. Symboler som vi kender dem - kirker, kristne helligdage i skolerne - forhånes og forsvinder en efter en. 

Kristendommen står for kærlighed til næsten, vores nabo uanset om han er troende eller en synder. Imidlertid er der intet i vores tro der forpligter os til bedrage os selv og underkaste os ondskab, uanset hvilken udgave den manifesterer sig. Tværtimod skal vi imitere vor Frelser, der døde for os på korset, og være modige i farens stund - tale sandhed og handle retfærdigt. 

Multikulturalisme er en utopisk illusion som eksklusivt dyrkes af den “uvidende” den “stupide” og den “onde” i Vesten.  

https://www.americanthinker.com/articles/2025/05/multiculturalism.html