En gammeldags taler om generationskløften

Patrice Lewis

En tilsyneladende lille ting skete i denne uge som fik mig til at tænke.

Jeg var i byen med min yngste datter. Vi skulle lige forbi postkontoret for at sende et brev.
Postkontoret har en særlig bane til postkasserne. Gaden var travl, så jeg måtte svinge hurtigt til denne opkørselsbane, og ikke langsomt....undtagen det kunne jeg ikke, fordi to teenageknægte gik midt på kørebanen.

Nuvel det var der ikke noget at gøre ved. De var der jo først og trods alt har fodgængere fortrinsret. I dette tilfælde ville de dog ikke bevæge sig. De standsede med vilje og stod bare der i vejen for mig, således at min bil stod og blokerede trafikken.

Efter nogle øjeblikke bevægede den ene af knægtene sig, men den anden begyndte at gå hen mod bilen som for at friste mig til at køre ham over. Han var ikke blevet truet eller havde været i fare. Han var blot et fjols. Det lykkedes mig at få bilen over til den ene side og klemme mig forbi ham, og det var det. Jeg fik sendt mit brev og kørte bort. I bagspejlet så jeg de morede sig. Jeg var noget rasende over episoden.

Knægtene var de typiske teenagere vi så ofte ser nu om stunder - dvaske, ligeglade, med øjne halvt lukkede som i en evig vrede på livet. Den ene knægts reaktion på mit nærvær - du kan lige vove at køre over mig - var spontant og arrogant.

“Hvis dette er fremtiden for Amerika,” bemærkede min 13 årige datter, “da er vi færdige.”

Min vrede blev til sørgmodighed og bekymring. Multiplicer disse knægte med millioner og du har så fremtidens Amerika. Disse knægte har ingen fornemmelse af god opførsel, ingen forståelse for høflig hensyntagen og tilsyneladende heller ikke noget ønske om at opnå disse ting. Saml nogle stykker af sådanne typer, og situationen er nu klar til pøbeloptøjer og andet socialt kaos.

Jo, jeg ved godt det lyder som god gammeldags generationskløft tale, men faktisk er jeg ikke den eneste der bemærker forandringen hos de unge mennesker i vort samfund. For 50 år siden, var manererne og høfligheden noget der blev indpodet børn fra spæde. Den praksis begyndte at forfalde i 60’erne og det har været nedtur lige siden.

Hvad er det der forårsager at unge mennesker bliver dvaske asociale vanskabninger, ikke i stand til at fungere ordentligt i samfundet? Skylden kan uden for diskussion lægges på mange: Offentlige skoler, gruppepres, Hollywood, elektronik, for megen materiel velstand for lidt personligt ansvars o.s.v.

Men i bund og grund er det forældrene der er hovedårsagen til at vort lands unge er så pinlige, fremfor en stolthed og glæde. Forældre er de som sender deres børn til de offentlige skoler hvor de automatisk udsættes for gruppepres. Forældre er de som køber elektronik og andre ufortjente materielle goder. Forældre er de som ikke retter på deres børn, når de ikke viser respekt eller udstiller dårlige manerer. Forældre er den som giver teenagerne lov til at kæfte op. Kort sagt er forældre stadig hovedkilden til indflydelsen på deres børn … og børn er en afspejling af deres forældre.

Hvor meget har dette så betydning for vor fremtid?

Tænk på dette. Min mor kender en delikassebutiksejer der det sidste år har haft 50 personer til at arbejde for sig … og afskediget 47 af dem. Grundene udover ikke at været kommet på arbejde til tiden, har været tyveri og grovheder overfor kunderne. (de stjal ham næsten fallit).

Min lillebror har en lignende oplevelse. Han ejer en virksomhed der er har elektriske apparater som speciale, og har en ledig stilling for mindst en ekstra. Min bror giver sine arbejdere goder, rabatter og en udmærket løn -- men han kan ikke finde nogen der er egnet. Grundene går fra at ansøgerne har en elendig arbejdsmoral til at de ikke kommer til tiden (og jo endnu engang) de stjæler hans værktøj og udstyr før de forsvinder.

Lige for tiden jamrer medierne sig over den usædvanligt høje arbejdsløshed blandt unge mennesker. Carl Van Horn, en professor ved Rutgers University i offentlig politik hævder, “Der er beviser for at denne generation er mere forberedt på og arbejder hårdere end tidligere generationer.” Hvis han ser på statistikken, såsom hvor mange der får en højere uddanelse, så har han måske ret. Men det han ikke ser er antallet af unge mennesker som arbejdsgiverne ville foretrække at sparke ud af virksomheden i stedet for at ansætte dem.

Således på hvilken måde kommer et højt arbejdsløshedstal så i konflikt med en dårlig arbejdsmoral? Jeg gætter på, at de unge knægte vi så der ved postkontoret ikke er på en høj lønningsliste på grund af deres holdning. Det er en svær økonomi og den bliver blot værre. De mennesker der med størst sandsynlighed bliver ansat er de som ikke kun besidder blot minimums kvalifikationer, men holdning og arbejdsmoral gør udslaget.

Jeg kender mange høflige, teenagere med en god opførsel, som gør deres forældre ære. Disse unge giver ikke anledning til overskrifter, de lever deres liv stille og roligt, foretager gode valg og vokser op til anstændige voksne. På deres skuldre, håber jeg, skal vor nations fremtid hvile.

Men hvad med knægtene ved postkontoret? Disse knægte vil også vokse op, men det er langt mindre sandsynligt at de bliver produktive medlemmer af samfundet. I stedet vil de sandsynligvis blive et problem som andre unge skal opleve og leve med.

Heldigvis er der intet der forhindrede disse dvaske, ugidelige knægte i at indse fejlene i deres handlemåde, og som måske kan få dem til at vende om og vokse op til dejlige unge mænd. Men jeg satser ikke på det.

Måske vil det hele løse sig af sig selv. Regeringen vil løbe tør for penge. Forældre vil ikke være i stand til eller blive uvillige til at støtte deres voksne børn. Uden støtte fra hverken forældre eller regering vil unge mennesker der lusker sig gennem livet finde at de ikke alen er uden arbejde, men helt uden ‘markedsværdi’ på alle områder. Kun derved, og så kan de blive voksne

Forældre spar jer selv - og dit barn - for byrden. Træd i karakter og sørg for at den generation som du har fået betroet ikke bliver til de tåber jeg så i denne uge.

Medmindre du selvfølgelig holder af at se et spejlbillede af dig selv. 
 
Patrice Lewis
Read more: A fuddy-duddy speaks on the generation gap http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=350521#ixzz1Ze8fQz5v

Learn how to achieve a simple lifestyle without "going green" or joining a monastery. Read Patrice Lewis' helpful new book, "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable"

Gadgets - nysgerrighed der skader!

Mere og mere nysgerrig - og snagen med gadgets
           
Roger Scruton
       
Gadgets har overtaget vore liv - især blandt de unge som intet forsvar har overfor dem.

Forandringerne i kommunikationsteknologien er nu for tiden så hurtig at vi mennesker nu går gennem en sky af budskaber der er lige så tæt som en græshoppeplage. Hvert nyt ‘værktøj’ forøger hastigheden og rækkevidden på den forrige, og unge mennesker er nu under ledelse af de gadgets de har ved ‘hånden’ hvilket ikke kun omfatter deres liv men som også i større grad dikterer deres handlinger.                     

Selvfølgelig eksisterer de trykte medier stadig. Der er gammeldags mennesker, som jeg, der lever af at skrive ting til dem, og gammeldags mennesker som du, der støtter os ved at læse, eller i nogen grad købe, hvad vi skriver. Men måske er det kun mennesker som os (hvis jeg må formode jeg kan indbefatte dig) der er faktisk er i stand til at fortryde de forandringer der fejer hen os os i en sådan grad at vi er afhængige af dem.

Resten af verden er fanget af en malstrøm af gadgets, hver ny model designet til skulle ‘lette’ sin ejer til endnu en kilde til mental opøvelse, eller endnu en genstand til morskab.

Hukommelse er nu noget der er bag en skærm. Kun meget lidt er opmagasineret i vore hoveder og vore erindringer forsvinder i cyberspace som asteroider, uden forbindelse med det kredsløb som vi befinder os i. En universitetslærer kan ikke længere formode at en elev har brug for bøger eller blot ved, hvordan man åbner en. Skrevne breve er en fortidig foreteelse, og essays downloades fra de hjemmesider, hvor de hører hjemme. Forskning er det samme som at surfe på nettet, og med hensyn til det sociale liv - så er det et spørgsmål om tweeting og twittering mens man flyder gennem cyberspace.

Facebook venskaber bobler op på et øjeblik og består af en fælles aftale mellem fremmede for at man kan blive udstillet. Det kan i stigende grad se ud til, at det at ‘udstille sig selv’ er det det handler om, at der ikke mere er noget at elske, og venskab er at være fælles synlig. Intimitet og privatsfæren er oldgamle drømme, der befinder sig dernede med fødderne i mudderet, og ikke aner, hvordan de kan komme op i æteren.

Forskellen på privatsfæren og det offentlige er derfor ikke længere klar. Hvis dit privatliv består af at udstille dig selv i cyberspace, og hvis venskab betyder adgang til de ‘udstillinger, så kan det vel næppe være en krænkelse at se med. Det materiale der sendes rundt i æteren gennem ‘selvannoncering’ er jo for at alle skal se det og læse det, og den som klager over at hans privatliv er belvet invaderet, når personlig korrespondancen og mindre heldige billeder pludselig bliver offentlig ejendom har kun sig selv at klandre -- ikke for at poste materialer, men for at være flov over det.

Der er ingen virkelig grænse nu, mellem intimitet og udstilling, og mennesker mister hurtigt fornemmelsen af, at det at hacke sig ind i en andens korrespondance er en form for tyveri, eller at udstille intime billeder er et overgreb. Hvis dit mål er en regering kan du endda bive en helt som Julian Assange​, ved ganske enkelt at fremvise, hvad andre har haft ønske om at skjule.

Et resultat af dette er at de gamle love om bagvaskelse og bagtalelse er ved at være uden betydning. Mennesker kan ikke længere beskytte sig ved at lægge sag an om ondsindet sladder og under alle omstændigheder er forskellen mellem det som er sandt og det som er falsk mindre relevant med budskaberne der lægges på nettet. Enhver der har blot den ringeste evne til at tiltrække sig opmærksomheden fra de tweetering klasser vil finde at løgne, fabrikationer, fantasier og skrupskøre beskyldninger kan blive knyttet til vedkommendes navn i cyberspace sammen med ægte afsløringer, som han helst ville have holdt for sig selv. Under sådanne omstændigheder er det blot at protestere at protestere for meget. For misbrug opfatter man mindre og mindre det som: Twitterne afviser alt med et skuldertræk og drager videre til næste tweet.

Selvfølgelig er det, officielt, en forbrydelse af hacke sig ind på en andens korrespondance og de journalister der forskede i berømthedernes meddelelser på vegne af Rupert Murdoch​ 's aviser måtte betale en alvorlig pris, nogle af dem nu i fængsel. Men de handlede i den samme ånd som påtrængende journalister førhen har gjort, de som holdt øje med huset på den anden side afd gaden eller som fulgte berømthederne på motorcykler. Det eneste som er forandret er teknologien. Den venstreorienterede avis Guardian satte sig på den høje hest ved at hævde af journalisterne på venstrefløjen aldrig ville synke så lavt. Som en person hvis e-mails er blevet stjålet og offentliggjort på Guardian synes jeg ikke det lyder overbevisende. Men det mindede mig om at journalister altid har brudt grænserne for privatlivets fred når de mente de kunne slippe godt fra det. Mennesker har deres liv med sig i form af gadgets som de kunne efterlade i et tog så alle og enhver kan benytte dem eller smide dem væk.

Det at kommunikere er ikke som andre menneskelige handlinger noget som vi kan føle os frie til at ikke at deltage i. Det er selve essensen i menneskeligt liv. Vi er sociale skabninger, hvis personligheder skabes ved vore interaktioner; alt det vi sætter højt, og alt det vi frygter har sine kilder i kommunikation. Derfor er disse gadgets, der skifter formen og formålet med vor kommunikationer, i mindre grad vore tjenere end de er vore Herrer. De ‘eventyr’ de frister os med er så lette at gå ind på, og synes at være helt uden nogen faremomenter. Vi rejser verden rundt med et museklik; vi besøger venner og fremmede på skærmen, twitter tilfældigt og lægger på vor Facebook profil alt de vi ønsker verden skal vide. Vi sidder ved vore skriveborde og nyder enhver gysen uden at være i fare. Det tror vi i det mindste. Faktisk er vi fanget i ‘nettet’ som fluer, vi kæmper i kommunikationens kvælende bånd. Og vi aner ikke hvordan vi slipper fri; vi sidder godt nok ved vore skriveborde derhjemme, men er dog langt væk hjemmefra.

Som vi ved er det ikke kun beskeder men også billeder der kan blive stjålet og vist til verden. Jamen, sikken dog et eventyr, tage et billede af dig selv nøgen, og så sende det til din nuværende kæreste. Din mobiltelefon beder dig jo nærmest om det. Hvad er så problemet, når ingen ser det? Uheldigvis så er det en person kan se noget kan alle og enhver kan se. Kvinder opdager deres nøgnbillede på mobiltelefoner hos venner som fjender, i fremmedes syge fantasier, i de liderlige planer hos sexmonstrøse mænd og de vises på hele cyberspace. Hvordan skal man dog kunne klare dette? Vi bør ikke være overraskede over at en pige, der ikke var i stand til at leve med hendes løsagtige billede var sluppet ‘ud, begik selvmord, og at berømtheder som Scarlette Johansson nu forgæves forsøger at fjerne deres nøgne bagdele fra millioner af computerskrærme.

Problemet er ikke den opgave som gadgets skal løse, men selv gadgetten, Disse gadgets fulde af viden og beskeder står ved din hoveddør og vil gerne tage over. Og unge mennesker der ikke har noget forsvar mod dem, inviterer dem hurtigt indenfor. Forældre vil gerne tro, at ved at give deres barn en sådan gadget så giver de blot barnet et værktøj, noget der kan benyttes til lovlige formål - såsom at lade dine forældre vide hvor du er og hvornår du skal hentes. Faktisk er de blevet barnets nye Mester, en der er beregnet til at tage kontrol over den person som har den.

                        
Roger Scruton is a visiting scholar at the American Enterprise Institute. His latest book is The Uses of Pessimism (Oxford University Press).

http://spectator.org/archives/2011/11/18/curiouser-and-curiouser

Alice i Venstrefløjs Land - hvilket eventyr!

Alice i Venstrefløjs Land

Thomas Sowell

"Alice i Eventyrland” blev skrevet af en professor der også skrev en bog om logisk tænkning. Derfor kan det ikke overraske, at Alice mødte ikke kun besynderlig opførsel i Eventyrland, men også besynderlige og ulogisk e ræsonnementer - en af slags der alt for ofte kan findes i den virkelige verden og som en logiker ville være meget opmærksom på.

Hvis Alice kunne besøge den venstreorienterede verdens retorik og formodninger i dag da ville hun måske finde en lignende ulogisk og bizar måde at tænke på. Men mennesker der nu for tiden lider i den nuværende økonomiske situation ville måske ikke finde det nær så underholdende som “Alice i Eventyrland.

Måske er den mest bemærkelsesværdige fremstilling af verden hos nutidens venstreorienterede, at det er en verden, hvor andre mennesker passivt accepterer hvilken som helst “forandring” venstreorienterede påtvinger os. I den Venstreorienterede Verden kan man nemlig tage alle goderne i det eksisterende samfund som en selvfølge, og derpå blot finde på nogle nye vidunderlige ideer der skal få det hele til at blive endnu bedre.

For eksempel, hvis økonomien går nogenlunde, og du tilfældigvis lægger mærke til at der burde være husejerskab,især blandt de fattige og minoriteter, ja så kan du blot få regeringen til at kræve at långiverne skal yde lån til personer med lav indkomst og minoriteter der ønsker boliglån, og dermed gøre en ende på de pertentlige låneprocedurer om udbetalinger, indkomst og kreditværdighed.  

Det lyder som en storartet ide i Venstrefløjens Land. Uheldigvis i den ækle virkelighedens verden viste det sig at være en finansiel katastrofe, som økonomien endnu ikke er kommet sig over. Det er de fattige og minoriteterne heller ikke.

Tilsyneladende kan man ikke blot holde fast ved sine yndlingsholdninger i modstrid med det som allerede findes uden der kommer konsekvenser i hele den store økonomi. Det er hvad der sker i den barske virkelighedens verden, i modsætning til den smukke Venstrefløjs Verden.

De besynderlige og bizarre personer man finder i “Alice i Eventyrland” har sine genparter i nutidens politiske vision i Venstrefløjs Land. Blandt de mest interessante af disse personer er de elitære der er overbevist om at de er så meget klogere end alle os andre så de føler de har en ret og en pligt til at tage alle mulige beslutninger på vore vegne, vi er jo inkompetente - selvfølgelig for vort eget bedste.  

I San Francisco, der er det personificierede Venstrefløjs Land har der været forsøg på at forbyde omskærelsen af nyfødte drenge. Heldigvis blev det ‘snuppet’ af i begyndelsen. Men det viser, hvordan de selvsalvede Frelsere fra Venstrefløjs Land føler sig berettigede til at tage beslutninger, uden hensyn til de almindelige borgere.

Skatteminister Timothy Geithner siger, “Vi står overfor en megen betydningsfuld debat om nogle fundamentale valg som et land.” Mennesker taler således i Venstrefløjs Land. Ydermere passer sådanne udtalelser ind i mønsteret hos de som blot ‘indtager’ ordene, og bedømmer om de lyder godt for dem, og derpå går de videre.

Men hvis man virkelig lytter seriøst til ordene, da drejer det grundlæggende spørgsmål sig om,hvorvidt individerne skal forblive frie så de kan foretage egne valg, i modsætning til at være underlagt kollektive valg “som et land” - hvilket vil sige, valg foretaget af regeringsembedsmænd og påtvunget os alle.

Det 20. århundredes historie er en lang smertelig lektion i, hvad der sker når kollektive valg erstatter individuelle valg. Ved at se bort fra den gysende historie med totalitarismen i det 20. århundrede, historien om central økonomisk planlægning der som det er blevet bevist har vist sig at være en eklatant katastrofe som selv kommunistiske og socialistiske regeringer gik bort fra ved århundredets afslutning, lærer man intet.  

I nogle tilfælde kan det at tage valg “som et land” ikke undgås, såsom ved folkeafstemninger og valg. Men det er meget anderledes, at sige at beslutninger generelt burde tages “som et land” - hvilket i essensen kan koges ned til, at det er mennesker som Timothy Geithner der tager beslutninger vi selv burde tage, og dermed påtvinges deres vilje på os alle. På den måde ligger galskaben snublende nær som med den Gale Hattemand i “Alice i Eventyrland.”

På den måde ligger ikke folkevalgte mandater, interventioner fra barnepigestaten i individernes liv, såsom forbud mod omskæring - og det ultimative barnepigestats uhyre - ObamaCare lige for vore fødder..

Virkelighedens verden har sine problemer, derfor er det forståeligt at nogle mennesker ønsker at undslippe til en anden verden, hvor man kan tale ‘ophøjet’ og glemme de barske realiteter, som omkostninger og konsekvenser. Virkelighedens verden er ikke nær så besnærende som Venstrefløjens Land.

Kan det undre at så mange gerne vil dertil?

---

Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution in Stanford, Calif. He is the author of 28 books, including "Dismantling America" and "Basic Economics: A Common Sense Guide to the Economy."

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=370121

13 værrste lande for kvinder

13 værste lande for kvinder

Bernie Planck

Jeg har tidligere skrevet artikler om de 13 farligste lande i verden (her på synopsis) og de 13 værste lande med forfølgelse af kristne. I dag vil jeg gerne føje de 13 værste lande for kvinder til.

 

Kvinder i Pakistan Photo Credit: Huff Post

De 13 er udvalgt fra World Economic Forum's nyeste  2011 Global Gender Gap Report.

Man fastsatte rækkefølgen ved at måle forskellen mellem mænd og kvinder på 14 variabler på 4 hovedområder: Kvinders adgang til uddannelse; kvinders helbred og overlevelse, ved at se på livslængden og køn; økonomisk deltagelse og muligheder; og politisk indflydelse.

Rapporten dækker 135 lande. Her følger de 13 som er i bunden, og procentdelen af muslimer i de lande. .

Land	Rank	% Muslim
Egypten	123	90
Syrien	124	74
Iran	125	99
Nepal	126	4
Oman	127	100
Benin	128	24
Marocco	129	98
Cote d'Ivoire	130	38
Saudi Arabia	131	100
Mali	132	90
Pakistan	133	97
Chad	134	53
Yemen	135	99

Hvis du undrer dig over, hvad muslimer og lighed mellem kønnene har med hinanden at gøre så tillad mig venligst at påpege, at næsten alle muslimske lande i verden ligger i bunden af
Global Gender Gap Report og har befundet sig der siden World Economic Forum begyndte at indsamle disse rapporter.

Uheldigvis er Gap Report ikke omfattende nok, da man ikke har Somalia (100% muslimsk), Afghanistan ,99%, Irak, 97% eller Sudan 70% med som ‘tilfældigvis' er de allerfarligste lande for kvinder i verden.

Fede børn - fjern dem fra forældrene?

Er det en forbrydelse af have en overfedt barn?

Som 14 årig vejede han chokerende 225 kilo.

Cassy Fiano

Mød Jerri Gray. overfladisk set er hun blot en gennemsnits enlig mor. Hun arbejder så meget hun orker for at sørge for sit barn, en dreng ved navn Alexander Draper. Undertiden har hun to eller tre jobs ad gangen for at få økonomien til at passe. Der er tusinder af enlige mødre derude der gør det bedste de har lært for at klare sig. Men Jerris’ tilfælde er en smule anderledes.

Alexander er et overvægtigt barn. Og med overvægtigt mener jeg dødeligt fed. Som 14 årig vejede han chokerende 250 kilo. Morens undskyldning var at hun måtte arbejde så meget for at sørge for ham, hvilket førte til at der hele tiden blev spist fast food. Men forklarer det eller undskylder det at hendes søn blev på størrelse med en spækhugger?

Ifølge South Carolina regeringen er svaret Nej. Alex ville blive tvangsfjernet fra sin mor. Hendes svar var at blive en flygtning. Hun flygtede til Maryland med sin søn, blev med tiden fundet, arresteret og anklaget for svigt overfor barnet, og mistede forældreretten over sin søn.

Efter Alex var blevet fjernet blev han anbragt hos et familiemedlem. Her hos sin tante har han tabt 150 kilo.

Endnu en mor, Jennifer, var her fornylig på Dr. Phil show, med sin fireårige søn Grayson. Han vejer 65 kilo. Jennifer indrømmede at hun overfodrede ham bevidst fordi hun dermed følte sig som en gode ‘forsørger.’

Forældre som Jerri og Jennifer er vel næppe sjældne, som det bevises at det rekordhøje antal af smækfede børn i Amerika og i verden. Som modsvar er der flere og flere anmodninger om at disse børn skal fjernes fra deres forældre, og anklager om misbrug af børn eller mangel på omsorg følger. Men er det egentlig en god ide? Trods alt har det at have et overvægtigt barn aldrig før været en sag om børneovergreb.

Men dødbringende fedme, såsom med Alex og Grayson er noget anderledes. Disse unge og børn som dem, vil lide under livslange lægelige problemer på grund af deres fedme. Er det derfor børnevanrøgt eller ikke, og fortjener forældrende at miste forældreretten? Ifølge både Jerri og Jennifer var deres børn fede, men ikke usunde. Er det sandt? Hvor slemt er det at være et overvægtigt barn trods alt?

Ifølge CDC er antallet af overvægtige børn tredoblet på blot en generation. 17% af alle børn og voksne kan betragtes som fede. Og effekterne af fedmen er chokerende.

Fede børn er lige med det samme i risikogruppen for hjertesygdomme (CVD). Der er to risici faktorer for CVD: Højt blodtryk og forhøjet kolesterol. I en undersøgelse, havde 70% af fede børn en af disse lidelser, og 39% havde dem begge eller flere. Disse børn er langt mere tilbøjelige til at udvikle diabetes 2, intolerance overfor glucose, og insulin resistance, såvel som knogle- og ledproblemer, astma og søvnapnø. De er i en højere risiko for at udvikle fedtleversygdomme og galdesten. En undersøgelse fandt at fede børn havde arterier der er blevet for tidligt gamle og svarede til en 45 årigs.

Lad os heller ikke glemme de psykologiske effekter. Enhver husker det fede barn i klassen. Det barn skilte sig ud og blev drillet og generet - tilfældene gav virkelig pyskologiske problemer.

Børn er langt mere i risikogruppen for at blive stigmatiseret og lide under ekstremt lavt selvværd og depression. Det kan også medføre en for tidlig pubertet.

Og dette er kun de øjeblikkelige virkninger. Hvad sker der i årenes løb?

Nuvel, børn der er fede er oftere også fede som voksne. Og fedme i voksenlivet fører til forøget risiko for en hel række sundhedsproblemer: Hjertesygdomme, slagtilfælde, type 2 diabetes, åreforkalkning, adskillige kræftsygdomme (brystkræft, tarmkræft, nyrekræft, skjoldbruskkirtelkræft, kræft i æggestokkene, prostata m.fl.) Fedme betragtes nu som den anden mest almindelige årsag til for tidlig død blandt voksne, efter rygning.

Derfor er det at være fed virkelig noget meget alvorligt for en person. Men betyder det så at forældre hvis barn er fed også udfører vanrøgt? Bør deres børn fjernes?

Det er let at forstå, hvorfor så mange vil klandre forældrene for fede børn, og at de skal miste forældreretten. Trods alt er der jo de alvorlige helbredsrisici, og hvis disse forældre dog blot ville holde op med af stopfodre deres børn med junk og få dem til at være mere aktive, så ville der jo ikke være et problem, ikke sandt? Således ræsonneres der hos de som går ind for fjernelse af børnene. Det er forældrenes skyld at barnet er fed, og fordi de intet gør for at forhindre det, så skal de miste forældreretten - af hensyn til barnet, selvfølgelig.

Se blot på Alex Draper. Da han kom væk fra sin mor tabte han 150 kilo. Ron Jones, en ernæringsekspert fra Atlanta, har nogle stærke meninger om dette emne. Han mener at barnefedme er det samme som misbrug af børn, og siger.

“Hvis du gav dit barn stoffer ville du blive hevet i retten. Men hvis du dræber dem med mad, det synes at være acceptabelt.”

The American Medical Journal har anbefalet at staten fjerner fede børn fra deres forældre. Men selvfølgelig skal børn kun fjernes i “graverende sager.” The British Medical Journal havde en lignende anbefaling, der går ud på, at hvis forældre havde fede børn og ikke gik i gang med fornuftige bestræbelser for at få barnet til at tabe sig, da burde staten fjerne dem og kalde det en “barnebeskyttelsessag.”

Et skotsk forældrepar mistede faktisk forældreretten over to af deres seks børn, efter at have modtaget advarsler og formaninger om at få reduceret børnenes vægt. Connor McCreaddie, en britisk otteårig der vejede 100 kilo blev fjernet fra sin mor indtil hun var i stand til at få ham vænnet af med fabriksfremstillet mad og fik ham til at tabe sig. Der har været lignende tilfælde i USA der ligner Jerri Grays i New York, Californien, New Mexico, Texas og selv i Canada, hvor forældre har mistet forældreretten over deres børn på grund af disses vægt. Og i hvert tilfælde er jeg sikker på det blev gjort for barnets skyld. 

Men hvad med forældrenes rettigheder? Hvorfor bliver det aldrig fremført? 

At tage fede børn bort fra deres forældre åbner op for en væmmelig Pandoras Æske. Jo, disse børn er i farezonen. Men hvad med forældre der ryger? Deres børn er i farezonen. Det samme gælder med forældre der drikker for meget, der kører uansvarligt, der gør nogle dumme ting.

Og hvad med børn der ender med bulimi og anoreksi? Kan vi ikke også give forældrene skylden på sæt og vis? Og hvor går grænsen? Hvor overvægtig er overvægtig, og allervigtigst, hvem skal bestemme?

Jeg ville tro at i stedet for at bruge penge på at fjerne disse børn og retsforfølge forældrene for vanrøgt af børn, burde vi tilbyde ressourcer til disse familier. Mange af disse familier kommer fra lavindkomsterne, og kender bare ikke nogen anden måde at give mad på end gennem billig, fedtholdig og kalorierig føde.

Giv dem kurser i madlavning, lad dem få en ernæringsekspert tilknyttet, og en motionstræner. Plus når du overvejer at de offentlige skoler ikke lige præcis fører an i at holde børnene fysisk aktive og give dem ordentlig næringsrig, madportioner med lavt fedtindhold, så kan man ikke udelukkende lægge skylden på forældrene.

Hvis regeringen absolut skal blande sig, så er der ingen grund til at barnet bliver fjernet. Hvis vi giver disse familier ressourcerne til at hjælpe deres børn med at tabe sig, og det så dog ikke sker, da er det helt klart for mig at der må ligge en alvorlig medicinsk årsag dertil, og ikke at barnet så blot skal fjernes fra hjemmet.

Talemåde, ‘Vejen til Helvedet er brolagt med gode intentioner,’ er det som er i spil her. De bedste personer til at opdrage et barn er deres mor og far, og fedme i barndommen er ikke umiddelbart kvalificeret til at være vanrøgt. De fleste af disse forældre, er jeg sikker på, elsker deres børn rigtig meget, og arbejder ikke bevidst aktivt på at give deres børn helbredsproblemer resten af deres liv.

Ingen forældre udfører det fuldkomne arbejde med deres børn, og hvis vi lavede en liste med de myriader af fejl forældre gør, og derpå forfølger dem for det, da ville alle forældre kunne ende i fængsel. Disse forældre har begået fejl, som alle vi andre også gør, - hvorfor får de ikke lejlighed til at forsøge sig med noget bedre?

Vi skal også huske på at ved at krydse denne grænse, det ville potentielt kunne bringe os ud på en meget yderst glat glidebane. Og selvom intentionerne selvfølgelig er for barnets bedste, da må forældrenes rettigheder komme først.

http://pajamasmedia.com/blog/is-it-a-crime-to-raise-a-morbidly-obese-child/?singlepage=true