Kristne udrenses af oprørerne i Syrien

Religiøs udrensning i Syrien - Kristne er målet

I løbet af de første seks måneder af 2012 blev den syriske by Qusayr religiøst udrenset. De kristne i byen over 800 familier blev udvist af de bevæbnede islamiske jihadister, der kæmper mod regimet. 
 
På CSI’s seneste mission til Syrien blev vi i stand til at interviewe en af de overlevende for udrensningen. Normalt benytter vi ikke de rigtige navne eller viser ofrenes ansigter fra Syrien af sikkerhedshensyn. Denne familie insisterede imidlertid på, at deres rigtige navne skulle benytte og deres ansigter vises. De ønsker af verden kommer til at kende deres beretning.

Navn: Fadul Abu Yohanna Kasouhah (mand, først i tyverne gift og fem børn.)

 

Interview af Dr. John Eibner, Juni 2013

Jeg er fra Qusayr, Syrien. Jeg har mistet min onkel og mine to fætre. De blev dræbt her.

Der var cirka 40000 mennesker i Qusayr før krigen, heraf 7000 kristne og nogle få alawitter. Resten var sunni muslimer.

Sent 2011 kom sunnier fra byen og bad os om, at enten af være med i anti-regime demonstrationerne eller forlade byen. Hvis ikke ville vi blive dræbt.

Den samme besked blev givet fra moskeerne i byens højttalere. De navngav de kristne familier ved navn. Der var 20 moskeer i Qusayr. Alle var med i dette.

Min fætter Bater sagde, “Vi flytter ikke, Dette er vor by, vort land.” Han er fornylig blevet gift og hans hustru er i syvende måned. De skød ham mens han arbejdede på sin motorcykel.

 

Jeg forsøgte at få fat i liget, men blev hindret af bevæbnede mænd der ikke gav mig lov. De ønskede at lemlæste mig. Men min bror og onkel fik fat i liget under beskydning og bragte det på hospitalet.

Vi kender de folk der skød Bater. Jeg kender ikke deres navne, men jeg genkendte dem som lokale. Vi har aldrig haft problemer med dem før.

Vi boede på et sted kendt som “Kristen Gaden.” Oprørerne begyndte at skyde mennesker på gaden. I marts 2012 kom mange udenlandske jihadister til Qusayr og omringede Kristen Gaden. De var i følgeskab af en pøbel lokale sunnier. Ti af os - mig og mine slægtninge - forsvarede alle de kristne mens de søgte skjul i deres hjem. Der var 30 regeringsoldater der kæmpede sammen med os. Dette var et slag om vores hjem.

Der var non-stop skydning mellem kl. 6.00 og 9.00. Min fætter Kassan Hanna blev skudt i hovedet. Min onkel forsøgte at få fat i hans lig og blev skudt. Vi undslap ned af en baggyde og søgte ly i et af hærens checkpoints. Angriberne brændte alle husene ned. Vi hørte dem råbe, “Vi slog Hanna og hans familie ihjel. Alle kristne skal forsvinde.”

 

Den næste dag forlod alle kristne Qusayr - 870 familier. Blot to eller tre meget gamle kristne blev tilbage. De fleste rejste uden at tage noget med sig. Ingen hjalp os. Alle mændene i vor familier er bygningshåndværkere. Vi har ingen tilknytning til regeringen eller sikkerhedsstyrkerne.

Jeg sluttede mig til hærens kamp for at generobre Qusayr. (regeringsstyrker generobrede Qusayr fra oprørerne i juni 2013). Jeg er allerede gået i gang med at reparere mit hus. Det meste af gaden blev fuldstændig ødelagt. Der er ingen elektricitet, men vi kan genopbygge. Kirken er smadret og ikonerne brændt og med vilje vanhelliget.

Læg venligst min historie på internettet således at mennesker kan lære sandheden.

—-

 

Through local partners in Syria, CSI is helping provide Christian families forced from their homes in Homs, Qusayr, Aleppo and elsewhere with food, medical care, shelter, and education.  You can donate to these efforts here.

http://csi-usa.org/Syria/#fadul?utm_source=Syria+Help&utm_campaign=syria+7%2F25&utm_medium=email

Da Nazisterne invaderede Amerika

Da nazisterne invaderede Amerika                                                         

Den amerikanske indsats i 2. Verdenskrig var med fokus på Europa og Stillehavet. Få krigshandlinger fandt sted i selve Nordamerika, mest på grund af United States’ geografiske placering. Men dette afholdt dog ikke tyskerne fra at forsøge at få krigen bragt til staterne. Den 13. juni 1941 landede faktiske fire tyske agenter ved Amagansett, New York, ved Long Islands østlige punkt. Tre dage senere kom endnu fire nazister i land ved Ponte Vedra Beach, Florida, lige syd for Jacksonville.

Deres ordrer, opgaver? At skabe kaos i Amerikas infrastruktur.

De otte var trænet i sabotage og havde fået udpeget målene: Hydroelektriske kraftværker, en kemisk fabrik, skibsdokker ved Ohio River og, i en særlig ordre, jernbanen. Hell Gate Bridge i New York en bro med fire spor der både var for passagerer og fragt over East River på grænsen til Manhattan, var det særlige mål, ligesom Newark, New Jerseys hovedbanegård.

Horseshoe Curve - se billedet - et jernbaneknudepunkt i det centrale Pennsylvania der havde forbindelse med Pittsburghs stålindustri og til det industrialiserede øst, var også på listen over steder der skulle saboteres, ligesom Pennsylvania jernbanens værksteder.

Hele planen faldt til jorden da to af de medvirkende i stedet forsøgte at hoppe af. George Dasch, der stod i spidsen for holdet, gik til FBI i Washington D.C i stedet for sine to udvalgte mål af tyskerne. Han forsøgte at melde sig selv, og med sin medkonspirator Ernst Burger (amerikansk borger) fortalte de FBI om planerne - men man afviste dem som værende kugleskøre. Dasch ville ikke bare sådan ignoreres. Han vendte tilbage til FBI og smed 80000 dollars på bordet, penge han modtog for at udføre sabotagerne - og nu blev han taget alvorligt. Efter timelange afhøringer blev Burger og de andre seks nazister arresteret.

Retfærdigheden skete hurtigt. I juli måned blev alle otte sabotører - herunder Dasch - dømt for forskellige krigsforbrydelser og dømt til døden i den elektriske stol. Den 8. august 1942 blev seks af dem henrettet, men Burger og Dasch blev skånet. Præsident Roosevelt ændrede Burgers dom til livstidsfængsel og Daschs til 30 år, og seks år senere (efter krigen) viste

Præsident Truman dem velvillighed så længe de accepterede deportation til det amerikansk besatte Tyskland.

Dasch og Burger

De to levede resten af deres liv - Burger til han blev 69, Dasch døde som 89 - og som mænd uden et land. USA betragtede dem som fjendtlige kombattanter, og benådede dem aldrig, mens parrets tyske kammerater betragtede dem som forrædere der vendte sig mod deres egne.

Bonus fact: Hestesko Kurvens betydning i det nordøstlige USA var ikke noget der kun var nyt i 2. Verdenskrigs tidens økonomi. Under Civil War, blev kurven bevogtet af Union soldater, der troede (helt korrekt) af Confederate tropper havde det som et mål - Altoona, hvor den befinder sig ligger cirka 200 kilometer nordvest for Gettysburg.

Se evt. denne udførlige beskrivelse af sabotørerne og deres bevæggrunde.

http://www.fbi.gov/about-us/history/famous-cases/nazi-saboteurs

Læren af M/S St. Louis 1939

Hvad vi lærte af MS St. Louis 1939                                                    

Samtale med overlevende og tanker om Israel nylige beslutning om immigration       

Adam Chandler                                                                                                

Et af de mest gruelige symboler på verdens ligegyldighed overfor Nazi Tysklands fremfærd og forfølgelsen af de europæiske jøder er MS St. Louis, et tysk passagerskib der bragte næsten 1000 jødiske passagerer over Atlanten, blot for at de blev nægtet adgang til USA, Cuba og Canada. Som det er velkendt havde St. Louis ikke noget andet valg end at vende og returnere til Europa, hvor knap 250 af passagerer forsvandt. Som det berettes af rigtig mange var det den 4. juni 1939 at flygtningeskibet officielt blev nægtet adgang til USA da det sejlede langsomt op langs Floridas kyst lokket af lysene fra Miami.

                   

Jeg har talt med Herbert Karliner, passager ombord, der var 12 år dengang.                                                 

“Jeg husker tydeligt jeg så Miami Beach, og tro mig når jeg fortæller dig dette, det gjorde så stort indtryk på mig, og jeg sagde ‘En dag vil jeg gerne bo der.’ Det kom jeg til, men mine forældre og mine søstre klarede det ikke.”

MS St. Louis.(US Holocaust Memorial Museum)

Tilbage i Europa overlevede Karliner på et børnehjem i Frankrig. Han blev en gang fanget, men kun drenge over 16 blev deporteret. “Det var kun en uge før jeg fyldte 16, og tro mig, alle mine venner over 16 blev taget. Ikke en kom tilbage.”

Han flyttede rundt i Frankrig med forfalskede papirer og arbejdede på en gård, hvor ingen vidste han var jøde og tysker, og han gik i kirke. Sent december 1946 kom Karliner til USA, gik på aftenskole for at lære engelsk, og mødte en slagter der havde en bil og var på vej til Miami. De ankom i 1949.

“Men i 1950 fik jeg et brev fra Uncle Sam. ‘Jeg har brug for dig’ I 1939 havde han ikke brug for mig. Min i 1950 pågreb han mig og jeg kom i hæren. Jeg bestod min tolkeprøve i fransk og tysk, og hvor tror du de sendte mig hen? Til Fjernøsten. Derfor kom jeg i 1952 tilbage til Miami og bor her nu.”

Jeg spurgte ham om han holder af Miami.

“Jeg elsker det.”

Fred Buff, der er næsten 92 nu og bor i Paramus, New York endte i Antwerpen, Belgien efter skibet var kommet tilbage til Europa.

“Jeg var der i seks måneder og var så heldig at komme ud før tyskerne kom ind. De kom i maj, og jeg kom ud i december. Vore fæller (på skibet) der ikke nåede at komme ud da tyskerne invaderede Holland og Belgien og dele af Frankrig, 260, mistede vi.”

Historiske analogier kan være yderst problematiske, men mens jeg forberedte mig på at tale med de overlevende fra St. Louis, kunne jeg ikke lade være med at spekulere over rapporten om at Israel, der absorberede 1,5 millioner jødiske flygtninge efter 2. Verdenskrig vil begynde at sende nogle af deres 60000 afrikanske indvandrere ud af landet. Indvandrerne, der flygtede fra vold og folkedrab i Congo, Sudan og Eritrea risikerede livet for at komme til Israel.

Ifølge et dokument, fortalte en statsadvokat at den israelske Højesteret har indgået en aftale med et ikke nærmere angivet land om at absorbere nogle immigranter, og at Israel var i forhandlinger med to andre lande for at sikre en lignende aftale. Detaljerne er ikke åbenbaret, skønt Israels statsadvokat, Yochi Gnesin, sagde at tilbagesendelse af migranterne ville ske “gradvist.”

For et par år side rapporterede jeg om samfundet af afrikanske flygtninge i Israel, hvor en af dem, ved navn Ephraim, fortalte mig om sin flugt fra Eritrea:

Flugten var et spil med livet som indsats. Han betalte smuglere for at føre ham nordpå gennem en labyrint af elendighed og med evindelige forhindringer. De som ikke dør af træthed, sult eller dehydrering på vejen skal klare sig gennem Sinai Ørkenen, hvor egyptisk politi uden varsel skyder dusinvis om året. Kvinder der foretager rejsen bliver ofte voldtaget, undertiden af deres ‘hjælpere’ og flygtninge bliver ofte udnyttet finansielt af lykkejægere.

Når flygtningene så er i Israel så kan de påbegynde den udfordrende opgave det er at tilpasse sig livet i et nyt land, de søger efter arbejde og husly. Nogle af kvinderne der ankommer er gravide med deres voldtægtsmænds børn og ender med at sove på steder som Levnsky Parki i det sydlige Tel Aviv’s slidte Neve Sha’anan kvarter.

.

Israels premierminister praler af at det er lykkedes ham at dæmme op for strømmen af immigranter til landet, og at antallet i flygtningesamfundet i det store og hele er konstant. I mellemtiden har organisationer påtaget sig at hjælpe immigranterne med at lære hebraisk, få en uddannelse, og arbejde. Så hvorfor sende dem tilbage?

For de som mener at Israel holder fast ved en moralsk forpligtelse til at give husly til de som flygter fra folkedrab, er det et simpelt spørgsmål. For alle andre meget mere komplekst.

Jeg spurgte Herbert Karliner, der fik skabt sig et liv i Miami og som tjente sit land, om han nogensinde ser sine overlevende fæller fra St. Louis. Han fortalte mig de mødtes i Washington D.C. til en konference sidste år. Hvad skete der der?

“Udenrigsministeriet har endeligt anerkendt at det var forkert at sende os tilbage. Nu er det for sent.”

De sociopatiske liderlige kvinder

Amerika’s Sociopatiske kvinder

                                

Michelle Malkin       

Jeg vil gerne erklære krig mod kvinder - nemlig alle de sleske tåber der halser efter enhver kriminel med store muskler, tatoveringer, hundehvalpeøjne eller Hollywood hår.                         

Du ved godt hvem jeg mener ikke sandt? America’s Bad Boy groupies. De står foran domstolene med deres “Befri Jahar” skilte og gisper over, hvor “hot” og “cute” den blodplettede Boston Marathon bombemand er. “Han må godt pumpe mig op med babier,” stønnede en moralsk skamløs tøs kort efter hans tilfangetagelse. “Jeg vil ikke lyve, den anden bombemand, Dzhokhar Tsarnaev er bare ‘hot.’ #sorrynotsorry,” pralede en anden ung pige.

 

Blandt de svært tilredte ofre for den anklagede morder er der, i fald du har glemt det: 8 årige Martin Richards der havde heppet på sin far og andre af familiens venner under løbet. Men hvem bekymrer sig dog om et uskyldigt dødt barn sprunget i stumper og stykkker ved en trykkogerbombe i Allahs navn?

Langt fra at være et lille sideproblem er Ja-harem et stadig større sociale fænomen. Dets medlemmer efterligner Justin Bieber’s Bielibers, at antage efternavnet fra deres Tiger Beat terrorist, og tegner hjerter på hans krus. I liderlighed eller for sjov fortsætter disse depraverede kvinder med at sprede fotos på nettet, memoer og hashtags om deres islamist idol. En kvinde dukkede op ved Tsarnaevs fremstilling i retten onsdag iført en “Free the Lion” t-shirt. En anden havde en på med “Dhokhar Tsarnaev er uskyldig,” mens hendes veninde råbte “Uden ansvar.”

 

Til de ‘damer’ der foretrækker sportidoler fremfor jihadister så er der den anklagede for mord NFL-stjerne Aaron Hernandez- Han er “skøn som vin” gispede en kvinde. “Han “er sgu for sexet til at komme i fængsel” jamrede en anden. “Han kan komme i fængsel hjemme hos mig,” sukkede endnu en. Som svar på en af gangsta Hernandez Glock-(automatvåben) -instagram billeder stønnede og gispede en dulle. “Hold fast hvor er han hot, med dette billede.”

Politibetjent morderen på flugt Christopher Dorner havde også sin egen fan klub. Parkeret foran deres TV’er hyldede kvinder den “på en måde sexede” morder helt hysterisk da han terroriserede det sydlige Californien før han forsvandt. “Helt ærligt så skjulte jeg gerne Dorner hjemme hos mig,” ømtede en fan af hunkøn. Titusinder “liked” de forskellige Dorner støttegrupper på Facebook.

 

Uskadeligt internet- småsludder-sladder? Snyd ikke dig selv.  Mens nogle af mordernes ‘tilhængere’ måske laver sjov, så er det uansvarlige kvinder som disse der ender med at blive gift, få børn og samarbejde med offentlighedens plager.

De er dine naboer og slægtninge, tøser fra forstæderne som Colleen “Jihad Jane” La Rose og Jamie “Jihad Jamie” Paulin-Ramirez fra Colorado, der indvilligede i at gifte sig med muslimske terrrorister og konspirerede om at dræbe den svenske tegner Lars Wilks. Paulin-Ramirez fik sin 6 årige datter med til Irland (hun omdøbte hende til Walid) for at være med i planlægningen. Familiemedlemmer sagde “hun lod sig overtale” og at “enhver mand der dukkede op ....fulgte hun som en hjemløs hundehvalp.”

En ting er om disse moralsk rustne medløbere så befandt sig i enklaver uden for de førende amerikanske medier. Men nogle af disse ‘syge’ tåber ender i juryer med opgaven at afveje beviser retfærdigt, fortolke indviklede instruktioner og afgive domme der afspejler upartikshed i sager om liv og død. Det er faktisk sådan at rovdyrsagtige forsvarere leder efter sådanne typer. Jeg vil aldrig glemme de kvindelige nævninge verd den første mordsag mod Lyle og Eric Menendeez som havde tilstået mord på deres forældre. Fuldstændig forblændet af den “glamorøse” forsvarsadvokat Leslie Abramson, fortalte kvinderne i Menendez juryen journalister i Los Angeles at “de beundrede hendes garderobe og bidende vid.”

 

Deres ‘dånen’ for de klamme Menendez brødre, som de hyldede som “kloge” og “pæne” var direkte obskønt. Efter at sagen var blevet afvist grundet fejl, arrangerede Abramson det så “hendes jury” kunne modtage knægtene. Kort efter havde talkshov dronningen Sally Jesse Raphael et program om “kvinder det ville forlade deres mænd og gifte sig med en Menendez.”

Fra Menendez manien til Free Jahar, er mønstret det samme: Forføres let. Drevet af følelser. Desperat efter mandlig godkendelse. Tilbøjelig til at benytte deres kvindelighed, og kropsdele,i steder for deres kvindelige intelligens!

Hold fast hvor har i gjort et flot stykke arbejde - i feminister!

Alt det med lighed og ligestilling i uddannelser og på arbejdspladser er uden nogen som helst betydning, hvis kvinder ikke kan skelne rigtigt fra forkert og “hot” fra ondt.

Læren: Man kan indoktrinere generationer af amerikanske kvinder vedrørende mere magt til kønnet, men man kan ikke få en stor del af dem til at tænke fornuftigt. Hormonerne overtrumfer den grundlæggende menneskelige anstændighed og god dømmekraft, i den overfyldte forsamling af sociopater.

Michelle Malkin is the author of “Culture of Corruption: Obama and his Team of Tax Cheats, Crooks and Cronies” (Regnery 2010).

           

http://www.humanevents.com/2013/07/12/americas-sociopath-fetish/

Østrig kysser den muslimske krokodille!

Østrig kysser den islamistiske krokodille                

Daniel Greenfield

           

Sent i 1970’ernes Wien købte en far til sin lille pige en babykrokodille til pigens fødselsdag. Barnet var nemlig helt væk i reptilet efter hun havde set et billede i en børnebog, og da alle gaverne blev åbnet, blev hendes nye kæledyr præsenteret for hende.

 

‘Disney’ kær krokodille

Den lille pige var himmelhenrykt for gaven. Hun forsøgte at kysse krokodillen. Denne bed hende i næsen. Pigen begyndt at græde og hun måtte på hospitalet. Den vrede far skilte sig af med det nederdrægtige lille uhyre.

 

Av, den kan bide

Næste dag reagerede politiet på rapporter om en mærkelig skabning der svømmede i Donaus kanaler. Krokodillen blev reddet op af kanalen og faren fik en advarsel fordi han måske var årsag til at skabningen, der er vant til varmere klima, kunne blive forkølet.

Dyreelskere klagede over at krokodillen var blevet misforstået. De opfordrede læserne til at vise den sympati, idet de sagde at en gigantisk skabning hundred gange ens størrelse ville  skræmme enhver der kommer nær ens mund. Kunne læserne ikke se at krokodillen blot forsvarede sig selv?

Ikke længe efter denne krokodillekontrovers angreb to muslimske terrorister bevæbnet med maskinpistoler og granater en synagoge, hvor en Bar Mitzvah for børn fandt sted. Hesham Mohammed Rajeh, en matematikstuderende der havde boet i Østrig i to år var med i angrebet. Da han senere kom for en dommer, forsøgte han at sparke til denne og råbte, “Når jeg er ude vil jeg spytte på dig.”

 

Hesham Mohammed Rajeh and Marwan Hasan råbte “PLO, PLO” begyndte at skyde og kaste granater.

Ulrike Kohut, 25, smed sig på en granat for at bekytte en anden kvindes barn. Hun døde på vej til hospitalet af sine sår. Lotan “Nathan” Fried, 68, døde af granatsplinter. Mange flere blev såret herunder en gravid kvinde og en 12 årig pige.

En måned tidligere var to terrorister blevet standset i lufthavnen efter at man fandt Kalashnikov rifler og hundreder af granater i deres bagage. Terroristerne blev deporteret og myndigheder indgav en formel protest hos Ghazi Hussein, PLO repræsentanten i Wien, der skulle mødes med dem i lufthavnen og han blev efterfølgende udvist af landet. Fire år senere var lufthaven skuepladsen for et berygtet granatangreb hvor 39 mennesker blev såret.

Østrigs socialistiske kansler, Bruno Kreisky, der trods det han var af jødisk herkomst var glad for muslimske terrorister og nazister. Han havde for vane af besætte sit kabinet med tidligere nazister og sammenligne Zionismen med Nazismen. Han politiske succes hvilede på en velfærdsstat opbygget af Sovjet penge der blev sluset ind gennem handelsaftaler og så det at vende det blinde øje til terrorangreb udført af Sovjet og polske maskingeværer det var bare en del af prisen.

Selvom de to terrorister havde råbt, “PLO” meddelte Kreisky at “Jeg er fuldt overbevist om at angriberne intet har med PLO at gøre.” I stedet antydede han at de havde været ude for at sabotere “palæstinensiske interesser.” Under et interview nævnte han at “den dårlige, elendige behandling af palæstinenserne i Israel er en af årsagerne til disse handlinger.

Kreisky den første leder i Vesten der officielt modtog Arafat, nægtede at lytte til anmodninger fra det jødiske samfund om ikke at beskæftige sig med PLO og forkastede kritik fra den borgerlige opposition om at hans ‘flirten’ med terroristgruppede havde bragt terrorisme til Østrig. I stedet viste han, at  han forstod krokodillen så udmærket. Krokodillen følte sig dårligt behandlet, derfor bed den.

Nogle årtier senere sad Yusuf Ocak i et fængsel i Wien. Yusuf havde lavet en Jule video, hvori han meddelte, “I dag er det den 25. I går pakkede kuffar (de vantro) deres beskidte gaver ud på den beskidte helligdag. Nu skal de få noget af os!” Videoen der blev lavet for

(DTM) Deutschen Taliban Mujahidin var en af grundene til han var i forvaring.

Wien var blevet et tilholdssted for den tyske Taliban, på den måde den engang havde været omdrejningspunkt for PLO. To år senere blev et andet tysk Taliban medlem arresteret i Wien for planlægge at flyve et rutefly ind i Reichstag. Begge mænd var født i Europa. Krokodillerne havde lært at svømme i Donaus kolde vand og kunne lide det.

Yusuf og Thjomas var ikke de første islamiske terrorister til at blive arresteret i Wien. Asim Cejanovic blev fanget i forsøget på at nå den amerikanske ambassade med en rygsæk fuld af sprængstoffer og søm. Men dommerene besluttede at fordi han tidligere var blevet behandlet for PTSD at så var han uskyldig i planlægningen af et terrorangreb og i stedet blev han kun dømt for ulovlig besiddelse af sprængstoffer.

Kansler Kreisky havde overdraget Wien tl PLO og terrorangrebene var ‘eksploderet’ i 70’erne. Målene for PLO og dets forskellige fraktioner og rivaliserende gruppe havde været ret begrænset. Naturligvis stod jøderne øverst på listen. Så kom deres egne ledere, som Egyptens Sadat eller OPEC ministre. Men islamisterne var langt mindre indskrænkede.

Mohamed Mahmoud, en af lederne af Global Islamic Media Forum, erklærede, “Jeg blev født som muslim, af to muslimske forældre. Jeg har intet til fælles med østrigstk kultur og mentalitet. Tværtimod er der fjendskab og had mellem mig og de i Østrig, Tyskland, EU og USA.”

Der er måske så mange som 500000 muslimer i Østrig; en land med en befolkning på blot 8,4 millioner. Næsten 8% af Wien er muslimsk. Den muslimske befolkning i Østrig er blevet fordoblet på to årtier. Nu går der langt mindre tid med igen at blive fordoblet. Halvdelen af muslimerne i Østrig er under 25; dobbelt så mange som i den almindelige befolkning.

I 20150 kunne flertallet af børn og teenagere i Østrig være muslimer. Wien i 1970’erne var en sted med flere hunde og seniorer end børn, men fire årtier fra nu vil der være færre hunde og mange børn, hvis hovedsprog vil være arabisk eller tyrkis. Og hvis den globale opvarmning bliver til noget, vil krokodiller måske være i stand til at leve i Donau floden.

Den stupide far der hjembragte en krokodille, fordi hans datter var fascineret af et eksotisk billede i en historiebog mente selvfølgelig ikke at der skulle følge blod og skrig med; men det er voksnes opgave at hindre børn i at kysse krokodiller selvom historiebøger siger de skal.

Europa forsøgte at kysse den islamistiske krokodille for blot at blive bidt for indsatsen. Multikulturalismens sløvende gift man har bragt til sine børn er endt med blod og tårer. De som ønsker at kontinentets nationer skal blive ved med at kysse krokodillen tilskynder dem til at vise forståelse for årsagerne til, hvorfor de forveksler kærlighed med had og bid, men uanset hvor meget de forsøger at forstå så bliver han ved med at bide dem.

Hvis Europas fædre gerne vil se en fremtid for deres børn så skal de holde op med at bringe krokodiller hjem til deres fødselsdagsselskaber.

       

About Daniel Greenfield

Daniel Greenfield, a Shillman Journalism Fellow at the Freedom Center, is a New York writer focusing on radical Islam. He is completing a book on the international challenges America faces in the 21st century.

   

http://frontpagemag.com/2013/dgreenfield/austria-kisses-the-islamist-crocodile/