Spiro Agnew: Donald Trump's Dobbeltgænger fra 40 år siden
Da han kastede sig ind i ideologisk krigsførelse mod de etablerede medier, anarkister, Marxist terrorister, anti-krigs protesterende og andre militante i 1969, sagde vicepræsident Spiro T. Agnew at han følte det som var han “involveret i et korstog.” (1).
En passende analogi når man tager i betragtning, at de grupper der dengang arbejdede mod det amerikanske sociopolitiske system selv havde adopteret en slags missions nidkærhed i deres tillid til forskellige bedrageriske, og sådan set dødbringende sager.
De skulle blive Alinsky disciple, krigere for social retfærdighed, multikulturen, indoktrinerende belærere, rabide miljøforkæmpere, og lignende - netop disciple for det som forfatteren Lloyd Billingsley beskrev som “et miskmask af konventionelle venstrefløjsynspunkter” der førte “jihad” mod de som vovede at udfordre deres holdninger. (2).
Konfrontation og dæmonisering under den politiske korrektheds banner er taktik der foretrækkes.
De facto GOP præsident Donald J. Trump har kæmpet mod PK fanatismen med en direkte,’ modangrebs stil der ligner Agnews der uden tøven gik direkte mod provokatørerne der benyttede misinformation, var obstruerende og brugte endog barskere metoder for at hæmme debatten og påtage sig forfatningsmæssig autoritet.
“En ny form for vold spreder sig i Amerika, født, ikke af omsorg for andres ejendom, men mod andres tankegang,” sagde Agnew til støtter i Phoenix, Arizona den 9. oktober 1970.
“Ytringsfrihed er uden nytte uden der er frihed til at tænke,” havde han sagt tidligere.”Og jeg føler at protestpolitikken udelukker tankeprocessen.” (3).
Vicepræsidenten troede fuldt og fast på at “borgerrettigheder er balanceret ved borger ansvarlighed” - at ingen burde tildeles vetoret over andres ret til at tale frit inden for rimelige parametre.”
Agnew gik især hårdt med sin voldsomme kritik mod de som arrangerede ødelæggende demonstrationer på universitetsområder, og forhånede dem som “teatralske radikale” der var overbevist om at de var “arkitekter bag en ny medfølende verden” - hvor omkostningerne og konsekvenserne ved denne indstilling var dybt skræmmende. (4). .
Symptomatisk for æraen var 60’ernes ‘polemiker’ Jerry Rubin, der proklamerede et ønske om at se “the United States ødelægge sig selv.” (5).
Der var naturligvis mindre stridbare - men ikke desto mindre nederdrægtige - aktivister der inkluderede en Wellesley College student ved navn Hillary Rodham.
I et vredt udbrud erklærede den fremtidige førstedame, at hun og medhumanister i hendes generation ville “udøve politik som værende kunsten at gøre det som forekom umuligt muligt.” (6). HALLO - regering er Gud.
Som Nixons administrationens lov og orden indpisker blev Agnew et bytte for de radikale i universitetsmiljøet og de rasende pøbler som han første gang stod overfor som guvernør i Maryland.
.
Den militante Black Power H. Rap Brown lagde grobunden for optøjer i Cambridge i 1967 ved at fortælle en folkemængde at det var på tide “at nedbrænde Amerika” (7), og næsten ni måneder senere opstod raceoptøjer i Baltimore som forårsagede omfattende ødelæggelse.
Agnew talte barsk og direkte til de sorte borgerrettighedsledere der offentligt havde nægte at sige fra over for de som satte gang i optøjerne i Baltimore. Episonden medførte anklager om racisme, skønt Agnews dristighed også medførte ros fra mange andre. (8).
Interessant nok var det samme by og samme optøjer vi oplevede i april 2015 der resulterede i at Trump fik ‘tæsk’ for at komme med det som en nyhedskanal karakteriserede "racistiske og ufølsomme” bemærkninger.
Ligesom med Trump i dag kunne Agnew knap ytre et ord der ikke blev mikroanalyseret af kritikerne, der fisker for enhver antydning af “mangel på mental og moralsk følsomhed.” (9).
I tale efter tale tordnede Agnew mod de radikale og deres “tilladende” forældre og universitetsadministratorerne der stod og så til mens de akademiske institutioner blev vendt ‘ på hovedet.’ Pøbel tog kontrollen over bygninger, begik overgreb, smadrede ejendom og udførte andre aggressionsgerninger på flere end 800 campuses i hele landet..
Vicepræsidenten lagde ikke fingrene imellem ved at kalde de ‘revolutionære’ for “barnagtige, uden omtanke, påtvingende og undertrykkende,” og sammenlignede deres handlinger med “dyrs opførsel” (10). Ordet “affald” smuttede med i en ophedet udveksling med de protesterende.
Kommentatorerne fra de store medier og andre “sludrende sheiker” søgte enhver lejlighed til at fordømme Agnew og sætte ham i et dårligt lys mens han førte kampen mod “Den Nye Venstre Revolution.”
Redaktøren Carl Rowan anklagede vicepræsidenten for at lefle “for fordommene hos de mest dumme” i samfundet der fremstod som “en dum joke.” (11). En skribent fra Las Vegas Sun sammenlignede Agnew med Hitler (12). Da de ikke ønskede at gå glip af en mulighed for at være med i hylekoret forhånede vicepræsidentens modstandere ham som “en hadets fremfører.”
Praktisk talt - og uden substans - har fordømmelsen der hagler ned over Trump været. Han er blevet kaldt en “klovn” sammenlignet med Hitler og anklaget for at anspore til hadtale for sin holdning om brandvarme emner, herunder ulovlig immigration og islamisk fundamentalisme. Men præsidentkandidaten, som Agnew i sin tid, har pure nægtet at gå PK vejen.
Trump: "Jeg er blevet udfordret af så mange mennesker, og har har ærlig talt ikke tid til den totale politiske korrekthed. Og for at være ærlige over for Jer så har dette land heller ikke tid til det.”
Agnew: "Jeg har en forpligtigelse til at beskrive tingene som jeg ser dem....jeg holder ikke bare op, fordi nogle mennesker får åndenød af forargelse over det jeg siger” (13, 14).
De kaotiske demonstrationer der var så udbredte under første halvdel af Agnews periode er en sjældenhed nu om stunder, skønt afbrydelser af taler er en foretrukken taktik.
Trump har måttet kæmpe med adskillige organiserede protester, den mest opsigtsvækkende var ved University of Illinois-Chicago i marts. Anti-Trump furoren i the Windy City var ingen overraskelse, når man overvejer at den i lang tid har været såbed for det Agnew kaldte “radikal-liberalisme” aktivisme.
De berygtede hjemlige terrorister i 1960-70’erne William Ayers og Bernardine Dohrn havde hjemsted dér og arbejder som professorer. (Barack Obama, sandsynligvis den mest gennemførte PK udøver der har siddet i Det Hvide Hus har, som det fortælles, tætte bånd til dette par i årtier).
Sammen med Ayers og Dohrn er andre gennemsyrede venstreorienterede gået fra at angribe etablissementet til at vedtage dens konventioner for at opnå stillinger i den akademiske verden.
Modstanderne af Agnew forvandlede sig til propagandister og PK ‘politi’ i en grad så de udviklede sig til en slags multikurel, pan-seksuel klan, der kun har meget lidt tolerance over for holdninger der blot kunne smage en smule af konservatisme.
Fjendtligheden er nu så udpræget at det blotte syn af et "Trump 2016" kridtskreven skilt giver anledning til ‘mikroaggression’ der får de berørte til at søge "sikre steder." Mens dette PK ritual kan virke som et ‘hold kæft bolsche’ så vil andre ikke tie.
Tag for eksempel Project Veritas's afsløring af professorer og administrationer der rent bogstaveligt tilsviner U.S. Constitution for at undertrykke de studerendes fabrikerede bekymringer.
Grundlægger af Freedom Center, David Horowitz har sammenlignet nutidens venstrefløjs ‘folkefront’ med en "totalitær magt," der benytter hvilket som helst middel til at isolere og nedgøre deres mål.
Black Lives Matter, La Raza, Move On.org, Occupy Wall Street, og lignende grupper kunne man godt argumentere for har overtaget 60’ernes fraktioner som the Black Liberation Army, the Brown Berets, Students for a Democratic Society, og Hippierne.
Disse elementer ses ofte passivt eller aktivt i sync med elite politikere, segmenter af Den Fjerde Stat og med Hollywood. Det kan derfor kun give anledning til lidt undren at typer som Californiens guvernør Jerry Brown, The New York Times,Facebook’s Marc Zuckerberg, Sean Penn og Stephen King er anti-Trump.
Agnew sendte i sin tid skoldhede vinde mod et på lignende måde sammenligneligt “selvtilfredst og ubeskedent korps af snobber,” men han stod fast på troen på, at han repræsenterede “det glemte Amerikas” interesser. Vicepræsidenten var imidlertid under konstante trusler om diplomatisk censur, som det skete med Trump da det britiske parlament i januar i år, i en ophedet debat faktisk diskuterede at forbyde ham at komme til England Hvorfor? Formodet “hadtale” eller islamofobi i hans nationale sikkerhedspolitik.
Sådanne venstreorienteret teatertorden kan muligvis kun forstærke The Donalds kampagne fokus, men implikationerne ved PK hjernevasken er der stadig.
"Vort land går ad helvede til ved at være politisk korrekt,” sagde Trump ved et møde i februar måned i Oklahoma City. 3 uger senere ved et møde i Fountain Hills Arizona sagde han det var på tide at “standse denne politiske korrekthed. Vi er blevet så politisk korrekte at vi som land er helt og aldeles impotent.”
I sin politiske thriller The Canfield Decision, berørte Agnew samme tema i en passage: "Den amerikanske beslutsomhed rystes indefra, assisteret af nyhedsmedierne, der har kastreret den største magt i verden. The United States er blevet impotent.”
Det blev udgivet for præcis fyrre år siden. Måske er der endnu håb om at landets held kan skifte. En ting er sikker: Dersom Trump opfylder sine kampagneløfter så vil der komme forandring uden den ballade som Agnew blev så familiær med.
Noter
1. "Agnew Tells Why He Says What He Says." U.S. News & World Report. 17 Nov. 1969, p. 20.
2. Billingsley, Lloyd. Bill of Writes: Dispatches from the Political Correctness Battlefield. San Bernardino: Center Shot Press, 2016, p. 120.
3. Agnew's speech at the Governors' Conference. Washington, D.C., 3 Dec. 1969.
4. Agnew's speech to supporters in Ft. Lauderdale, Florida. 28 April 1970.
5. Viorst, Milton. Fire in the Streets: America in the 1960s. New York: Simon & Schuster, 1979, pp. 458-459.
6. Olson, Barbara. Hell to Pay: The Unfolding Story of Hillary Rodham Clinton. Washington, D.C.: Regnery, 1999, pp. 42.
7. Albright, Joseph. What Makes Spiro Run. New York: Dodd, et al., 1972, p. 173.
8. Witcover, Jules. White Knight: The Rise of Spiro Agnew. New York: Random House, 1972, pp. 170-171.
9. Agnew referencing his critics during speech at the Pennsylvania Republic Dinner. Harrisburg, Pennsylvania, 30 Oct., 1969.
10. Agnew's speech to supporters in Ft. Lauderdale, Florida. 28 April 1970.
11. Agnew quoting during a speech at the Texas Republican Dinner. Houston, Texas. 22 May, 1970.
12. Coyne, John R. The Impudent Snobs: Agnew vs. The Intellectual Establishment. New York: Arlington House, 1972, p. 133.
13. Agnew's speech at the Texas Republican Dinner. Houston, Texas. 22 May, 1970.
14. "Agnew Tells Why He Says What He Says." U.S. News & World Report. 17 Nov. 1969, p. 20.
Til anbefaling: Læs her Agnews berømte tale i Des Moines med et indædt opgør med medierne - (Talen var skrevet af Pat Buchanan)
http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2015/06/de-fa-med-stor-magt-pressens-pavirkning.html
Opslag
