Den socialt overlegnes arrogance og byrde

 

Den socialt overlegnes byrde

 David Carlin

Forestil dig at du lever i Old South før Civil War. Forestil dig også at du er slave som bor og arbejder på en mellemstor plantage, hvor afgrøden er bomuld. Og forestil dig, at fra tid til anden, har du personlige uoverensstemmelser med den mand der ejer plantagen og er din slaveherre. 

I disse uoverensstemmelser, som i alle uoverensstemmelser mellem to mennesker håber hver især, at den anden vil handle på en sådan måde at deres ønske måske kan blive imødekommet. Master håber du vil føje dig, og du håber han vil føje dig, eller i det mindste ikke gøre forholdet værre. Således, hver gang forsøger en af Jer at forme den andens opførsel.

Nuvel, det er relativt let for Master at skabe din væremåde. Han har autoritet (en myndighed du, som en relativt godt ‘opdraget’ slave der voksede op på plantagen anerkender). Til støtte for den autoritet, hvis det er nødvendigt, har han ret til at bruge magt mod dig. Derfor siger han, “Gør dette” eller “Gør hint, og du adlyder med stor sandsynlighed. 

Måske adlyder du ikke lige med det vuns, da tilbageholdenhed er slavens måde at protestere mod de ufrie forhold, men adlyder gør du. Master behøver ikke spilde tid og energi på overtalelse - hvilket til gengæld ville betyde at han må sætte sig ind i din tankegang og regne ud hvad du ville finde overbevisende.

Som kontrast, har du ingen myndighed over Master. Du ville ikke vove at benytte vold mod ham. Så hvis du vil ‘forme’ hans væremåde, må du studere hans tankegang. Du må vide hvad der behager ham,, og hvad der mishager ham, og du må vide hvilket tidspunkt, sted og omstændigheder der er mest gunstige for din overtalelse så dit ønske kan imødekommes, eller afholde ham fra at lægge nogle tunge byrder på dig.

I sidste ende, hvis dit liv skal være tåleligt, må du udvikle dig til ‘ekspert’ i Masters tankegang, hvor han ikke har brug for samme indsigt i din tankegang. 

Således er det i alle hierarkiske organisationer. Den øverste person har kun brug for en smule forståelse for tankegangen hos de underordnede, hvorimod disse skal have en god forståelse for Bossens tankegang. Arbejderne skal forstå cheferne mere end cheferne skal forstå arbejderne. Løjtnanter skal forstå obersterne bedre end løjtnanterne. Indsatte i fængsler skal forstå vagterne tankegang og omvendt.

Det er på denne vis når socialt overlegne og socialt inferiøre interagerer uden for en hierarkisk organisation, hvilket vil sige uden for en kommandostruktur.

For eksempel, hvis jeg (en obskur person) tilfældigvis skal interagere med en berømt og vigtig person, så dikterer gode manerer mig, at jeg er mere opmærksom på berømthedens følelser end vice versa.  Jeg (Mr. Nobody) skal udvise mere respekt for lad os sige, Meryl Streep, end hun overfor mig. (Denne regel for god opførsel er ofte blevet krænket - men dog kender vi den. Selv den mest ubehøvlede krænker af reglen ved det.)

I generelle termer så behøver personer der føler sig bedre end andre ikke at vide meget om tankegang og følelser hos de socialt inferiøre, men socialt inferiøre skal, må vide noget om tankegangen hos de socialt overlegne. 

Alt dette fører mig til at påpege et karaktertræk ved nutidens amerikanske politik. 

Her i disse dage ligger det underforstået i kortene, at fans af Trump er gennemsnitligt, dog ikke altid socialt inferiøre i forhold til foragtere af Trump. I gennemsnit har Trump entusiaster ringere uddannelser end de som foragter Donald Trump (der ofte har college eksamener), entusiasterne har lavere indkomster, har færre værdier, har mindre prestigefyldte jobs, bor i mindre ønskværdige boligområder, kører billigere biler, spiser på billigere restauranter etc. 

I store træk ser Trump foragtere ned på Trump entusiaster - og det burde bemærkes, bryder Trump entusiaster sig normalt ikke om at blive set ned på. 

Hvis reglen jeg beskrev tidligere (at socialt overlegne ikke har brug for at vide særlig meget om tankegangen hos de socialt inferiøre end vice versa) er sand, vil Trump foragteren have en ringere forståelse for tankegangen hos Trump entusiaster. Vi kan se det næsten hver eneste dag.

For eksempel synes foragterne ikke at forstå, hvorfor entusiaster er imod illegal immigration. I stedet for at overveje muligheden for at denne modstand kan komme fra et ægte og ganske rationelt ønske om at se nationens love overholdes, kalder foragterne det for racisme. Foragterne mener, at Trump entusiasterne er imod “browning” af Amerika, de ville ikke have indvendinger mod millioner af dokumenterede immigranter, hvis de lovbrydende immigranter var hvide eller hvis de kom fra “S-hole” lande. Kun en racist ville være imod, lad os sige at hele Haitis befolkning flytter til Florida i morgen.

Igen Trump foragterne synes det er meget vanskeligt at forstå, hvorfor mange Trump entusiaster er imod abort. Det kan da umuligt være fordi disse protesterende ærligt mener at et ufødt barn er et menneske, og derfor er det at slå et ufødt barn ihjel det samme som manddrab. “Vi tror ikke noget så spadedumt som det” siger foragterne, “og derfor kan ingen rationel person tro det.”  Hvad er det så der ligger bag motivet hos “pro-life” tilhængerne? “Det er let at forklare,” fortæller foragterne os. “Det er kvindehadernes ønske om at kontrollere kvinder, at begrænse deres friheder, at holde dem underordnet mænd.” Foragterne siger dette uophørligt uden at bemærke at pro-life bevægelsen i alt overvejende grad er ledet af og bemandet af kvinder.

Endelig synes Trump foragterne ikke at være klar over, at Trump entusiasterne måske ikke bryder sig om at blive set ned på. “Hvorfor skulle de dog have noget imod at blive kaldt racister og kvindehadere og tåber? Disse etiketter er sande, er de ikke? Hvorfor skulle nogen, udover naturligvis et ringe uddannet fjols være imod sandheden?”

https://www.americanthinker.com/articles/2024/03/the_plight_of_the_socially_superior.html

 

Klimaforandrings ‘løsninger’ skader miljøet

H. Sterling Burnett

Regeringers miljø “fikserier” resulterer ofte i utilsigtede miljø- eller sundhedskonsekvenser der er værre end den løsning man mente ville klare udfordringen. 

Ingen andre steder er det tydeligere end med regeringers bestræbelser på at bekæmpe klimaforandring, en indsats der ikke lykkes. 

I Climate Change Weekly, har jeg i detaljer beskrevet de store miljømæssige omkostninger og farer for mennesker der følger med el-biler, vindmøller og solpaneler - gennem ildebrande, og til den menneskelige og miljømæssige påvirkning ved at udgrave og forfine de mineraler der er nødvendige for at producere elbiler, vindmøller, solpaneler og problemerne med at komme af med det affald de skaber.  

Da dødstal på hvaler, der er i øgning på Østkysten, har The Heartland Institute sammen med vores fæller ved CFACT og the National Legal and Policy Center lagt sag an, hvor vi søger et midlertidigt påbud om at holde igen på Dominion Energy’s planer om at begynde at lave fundamenter som base for 176 gigant offshore vindmøller, hvilket vil give store økonomiske og miljømæssige omkostninger ved Virginias kyst som del af “all of government” tilgang til at bekæmpe klimaforandring.

CFACT har en stor ressouce tilegnet myriaderne af miljømæssige problemer - herunder truslen mod den truede North Atlantic Right Whale (NARW) Nordkaper/Rethvalen) ved vindmøller opført i havområdet langs East Coast. Disse vindmøller er blevet opført lige der, i habitatet hvor NARW og andre beskyttede pattedyr lever og rejser igennem. I kissejavet med a få rejst disse vindmøller hurtigt har forbundsregeringen og Dominion arbejdet hurtigt og tilfældigt med regler og tilladelser, især har man svigtet med at følge love og de korrekte procedurer i hensyntagen til de potentielle omfattende påvirkninger af hvalerne. 

Forskning frigivet efter Dominion allerede havde fået tilladelse fra forbundsregeringen til at gå videre viser, det modsatte af hvad Dominion og Biden administrationen har påstået i deres rapporter. Skibene som der er indgået aftale med om at udføre fundamentarbejdet, giver en masse larm under operationerne der overstiger hvad biologerne har nævnt er sikker for hvalerne. 

Læg mærke til at trods al den skade som disse offshore vindmøller vil udgøre for forskellige marine pattedyr og havets økosystem så vil de ikke udgøre en målelig reduktion på de globale temperaturer. 

Skotland giver os et interessant studium vedrørende de skadelige utilsigtede miljøkonsekvenser som er afstedkommet af regeringens klimapolitik.. 

Skotland sammenlignede en klimaløsning med en anden da man fældede næsten 6 millioner træer -- du ved de der co2 opsamlende tingester som alle elsker - for at gøre plads til vindmøller. Det svarer til fældning af 1700 træer i gennemsnit hver dag. 

For at gøre tingene værre, så forfalder vindmøllerne hurtigt og spreder tonsvis af mikroplast over det skotske landskab. Som the Scottish Daily Express afslørede tidligt i 2023, slides kanterne og tipperne på vindmøllebladene når de er i funktion hvilket resulterer i små partikler og i større stumper af komposit affald der ligger som affald udover landskabet og sandsynligvis forurener vandvejene med forskellige kemikalier. 

Ingen er klar over hvor stort problemet er, fordi den skotske regering har nægtet at stå til ansvar for det, eller har krævet at virksomhederne der er involveret skal gøre det. Miljøforkæmpere har beregnet at en enkelt vindmølle kan smide op til 62 kilo mikroplastik om året og Skotland har 19000 vindmøller. Regn det selv ud. 

Medmindre man mener at miljøbetingelserne i Skotland eller landets vindmøller er unikke på en eller anden vis så har ny forskning fra Sverige også fundet at vindmøllerne spreder tonsvis af mikroplastik, der forurener det omgivende land og vandvejene, søer med mere end 50 forskellige kemikalier der frigives når kompositmaterialer eroderer og nedbrydes. 

Nu tilbage til Skotlands eksperiment i kampen mod klimaforandring. The Scottish Daily Express fortæller at Skotland har forbud mod installation af brændeovne i nye huse som del af indsatsen for at reducere emissioner. 

Beslutningen blev taget selvom en regeringskommission helt specifikt slog fast at brændeovne faktisk udleder mindre CO2 end de alternativer regeringen går ind for; Vindmøller, solpaneler og varmepumper. Faktisk fandt regeringens studium at vind, sol og varmepumper producerer, 48, 105 og 123 gram kuldioxid per kilowatt, sammenlignet med blot 25 gram pr. kilowatt for brændeovne. 

Kan nogen forklare mig, hvilken mening der er i at hvis CO2 er faren, hvordan så påtvungne teknologier der producerer mere CO2 end gammeldags træ kan være klimafornuftigt?

Det ser ud til den skotske regerings "hovedkulds stræben mod 0 emission” faktisk undermineres af deres egen politik. 

For at understrege alt dette viser nylig peer-reviewed (fagfællesbedømmelse) forskning at indsatsen for at erstatte plastik med alternativer, fordi plastik kommer fra fossile kilder, kunne resultere i større kuldioxidemissioner - den ‘frygtelige’ luftart som alarmisterne er mest skrækslagne over. 

I særlig grad vurderede forskningen 16 anvendelseområder i 5 hovedsektorer, hvor plastic benyttes, svarende til 90% af mængden af plastik globalt. Resultaterne: For 15 af de 16 anvendelseområder skabte plastik produktet mindre GHG emissioner end deres alternativer, så meget som 90% mindre emissioner med betragtning af de respektive produkter livscyklus.

Objektive data afslører intet bevis på at klimaforandring er årsag til en krise i dag, hvilket betyder vi har tid til at få den rigtige teknologi. Fordi der ikke er nogen truende klima apokalypse er der ingen retfærdiggørelse for at tvinge brug af teknologier som forskning og erfaring viser er skadelige for miljøet samt usikre.

H. Sterling Burnett, Ph.D., (hsburnett@heartland.org) is the director of the Arthur B. Robinson Center on Climate and Environmental Policy at The Heartland Institute, a non-partisan, non-profit research organization based in Arlington Heights, Illinois.

Image: Michael Murtagh / Donegal: Storm Damage To Wind Generator At Gweedore 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/05/climate_change_solutions_are_harming_the_environment.html

Til kamp ved Tripolis kyster

Seth Grossman

Den 4. september 1804 sejlede Richard Somers og tolv andre, The Intrepid, et mindre skib fyldt med eksplosiver ind i Tripoli havn i Nordafrika. Deres plan var at antænde lunten, flygte i robåde og derpå betragte deres brandskib ødelægge fjendtlige krigsskibe der var opankret i havnen. 

Imidlertid eksploderede skibet før det var komet tæt nok på til at gøre skade eller for at Somers og hans mandskab kunne nå at komme væk. Dog inspirerede deres mod vore første Marines til at drage til “Tripolis kyster” og fortsætte kampen. De amerikanere, vandt verdens respekt og holdt amerikanerne sikre mod islamiske angreb i næsten to hundred år. 

Denne historie blev engang fortalt i skolerne og i populære bøger og skuespil over hele Amerika. Imidlertid er det nu ikke sådan mere, og er glemt. Historier der skildrer hvide kristne mænd som helte, og muslimer som slyngler kan ikke fortælles i “woke” Amerika. Hvis vi ønsker Amerika Great Again, skal vi endnu engang fortælle disse historier. 

Denne historie begyndte i 1783, da Amerika vandt sin uafhængighed fra England. Straks krigen sluttede sendte vi størstedelen af vor hær hjem og skilte os af med hele vor flåde. Amerikanerne troede ikke vi fik brug for dem. Vi havde ingen interesse i at angribe nogen, og vi formodede at ingen skulle have grund til at angribe os. Vi tog grueligt fejl. 

Straks amerikanere langt borte fra Amerika ikke længere blev beskyttet af flåden, diplomatiet og bestikkelser af Det Britiske Imperium, blev vore handelsfartøjer straks overfaldet af krigsskibe fra Marokko, Algier, Tunis og Tripoli i Nordafrika. Vore skibe og deres last blev stjålet. Deres passagerer og besætning solgt som slaver eller man krævede løsepenge. 

En af dem, Richard O’Brien, lykkedes det at sende et brev til Thomas Jefferson, dengang vor ambassadør til Frankrig. Jefferson fik arrangeret et møde i London med John Adams, vor ambassadør til England, og ambassadøren fra Tripoli. 

Her fortalte ambassadøren for Tripoli amerikanerne, “Det står skrevet i vor Koran at alle nationer der ikke anerkender profeten Muhammad er syndere. Det er den troendes ret og pligt at plyndre og slaveholde dem.” 

Jefferson og Adams opfordrede Congress til at bygge en flåde og bekæmpe dem. Imidlertid nægtede Congress. I stedet brugte man næsten 20% af budgettet på at betale bøder og bestikkelser for at få de tilfangetagne frigivet og indgå våbenhvile. 

I 1789, blev vi en nation med en ny Constitution. Da franske pirater i Det Caribiske Hav også angreb vore skibe i 1789, fik amerikanerne nok. Vi holdt inde med at betale bestikkelser og byggede en flåde. Den tyveårige Richard Somers var en af de første dr meldte sig.

Først bekæmpede vi og knuste de franske pirater. Derpå i 1801 sendt præsident Thomas Jefferson vor nye flåde til Nordafrika for at slås med Barbarerne og deres kongedømmer. Richard Somers fik en kommando over et krigsskib da han var 23 år. De fleste af de andre kommandører var lige så unge. 

I de næste tr år bekæmpede og besejrede disse unge amerikaner de fanatiske sørøvere der havde terroriseret europæiske skib og Europas kyster i århundreder. I 1804,bemrækede pave Pius VI at, “Amerika i sin ‘barndom’ havde gjort mere for at ydmyge de som angreb kristne fra Afrikas kyster end de europæiske magter havde gjort i årtier.” 

Men i sommeren 1804 beordrede herskeren over Tripoli sine krigsskibe til at undgå amerikanerne og holde sig sikre i hans havn. Han forventede at amerikanerne ville blive trætte af de lange rejser over havet og drage hjem. Det gjorde Richard Somers ikke. Han var nervøs for at Congress ville afslutte krigen uden at få ødelagt den sidste fjendtlige flåde i Tripoli. Han og hans søfolk blev enige om at hvis det skete ville al deres møje have været forgæves. Det er derfor Somers foreslog den risikofyldte plan om hurtigt at vinde krigen.

Beretningen om Richard Somers familie er ikke kun interessant. Den er også et opråb til “woke” Amerika.

Somers forfædre var Kvækere der flygtede fra forfølgelsen i England. Alligevel blev de hurtigt velstående i Amerika uden at måtte stjæle land fra de indfødte eller eje slaver. William Penn tillod ikke Kvækerne at bosætte sig på land som de indfødte amerikanere hævdede var deres medmindre de bevist at det land frivilligt var blevet solgt til dem for en rimelig pris. De fleste Kvækere var også mod slaveri, og udstødte enhver der ejede eller profiterede ved slaverr. 

Kvækere fik velstanden i Amerika i omdrejninger fordi deres skoler lærte både piger og drenge at læse, skrive, om historie, aritmetik og videnskab. Efter at have fuldført ottende klasse som 16 årig var de fleste bedre uddannet end de fleste i dagens high school og colleges. De fleste børn mestrede også en brugbar handelsevne i den alder.

Kvækere oprettede også enkle og sparsommelige regeringer. Deres eneste skat var på ejendom, jord. Kun “freeholders” eller landejere der betalte den skat kunne stemme om hvordan den skulle bruges. Alle beholdt det meste af hvad de tjente.

I kolonitidens New Jersey, som i det meste af Amerika, var alle frie til at bruge deres evner i enhver handel eller forretning de valgte. De skulle ikke betale afgifter, bestikkelser eller advokater for at få tilladelser fra regeringen som i det meste af Europa.

De fleste Kvækere var energiske og kreative. Udover landbrug og fiskeri byggede James Somers, en onkel til Richard, en dæmning over Patcong Creek. Således skabtes en dam ved hans North Field der gav vandkraft til hans savværk og kornmøller. George May byggede skibe ved Mays Landing, hans landingssted ved floden. Andre opvarmede mudder fra de nærliggende sumpe og moser, for brug til “bog iron” så søm, gryder, potter og værktøj kunne produceres.

At fortælle historierne om der liv og hverdag er lige så vigtigt som at fortælle historierne om krigshelte som Richard Somers.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/09/to_the_shores_of_tripoli.html

 

Grisen der skal ligne Dannebrog

 Grisen der skal ligne Dannebrog 

Billedet herunder er af en gris, som jo er et meget almindeligt dyr i landbrug over hele verden. Per Statista, var der flere end 750 millioner grise på jorden i april 2022. Så du kender grisen. Men denne er noget anderledes. Som du kan se er den rød med et kraftigt vertikalt hvidt bånd på forreste halvdel. Det er sjældent - meget sjældent. Denne art af gris, officielt kaldet  "Husum Red Pied”  er så sjælden at man  i 1984-86 mente per Wikipedia,  “betragtes som udryddet.”

Og sandsynligvis burde den slet ikke have eksisteret, hvis ikke for preusserne.

Kongedømmet Preussen eksisterede fra 1701-1918, og var forløberen for Tyskland. Som det var almindeligt i Europa i de årtier var krig og udvidelse en del af Preussens store plan. Under første halvdel af det 18. århundrede gjorde såvel Preussen som Danmark krav på det brede landområde der forbinder halvøen Jylland med Tyskland - dette kendes som Schleswig–Holstein spørgsmålet -- og i 1848 udbrød der en krig mellem de to lande om problemet. I februar 1864 kom den anden Schleswigske krig der varede til oktober. Her overtog Preussen landområdet - hvilket var til stor fortrydelse for de mennesker der boede der og som betragtede sig som danskere. 

Preusserne ønskede ingen støtte til Danmark inden for landets grænser, således forbyder man det danske flag. For de dansksindede landmænd i Nordfrisien, en af regionerne, nu under preussisk kontrol blev det ikke set på med milde øjne  (her et kort.) De ønskede at vise troskab mod landet mod nord trods preussernes regler. De blev kreative som Mental Floss forklarer:

Gennem et dygtigt avlsarbejde forsøgte de dansksindede landmænd at skabe en ny griseart der forsøgte at ligne deres fædrelands elskede flag. Det var ikke så svært endda. Det danske flag er ret enkelt en rød baggrund med et hvidt kors - så det eneste grisen havde brug for var rød pels og en eller to hvide fremtrædende bælter. 

Grisene - kaldet Protestschwein, eller “danske protestgrise” fik ikke megen succes i Danmark. I dag er Nordfrisien en del af Tyskland. Men moderne tiders tyskere værdsætter dyrets historiske betydning af. Som Livestock of the World bemærker, "støtter den tyske forbundsstat Schleswig-Holstein bevarelsen af racen grundet dens kulturværdi,” og i dag er der cirka 140 Danske Protest grise rundt om i verden, flertallet lever i tyske zoologiske haver. 

Bonus fakta: Danmarks flag har opnået berømmelse på andre måder end at være forbundet med en fremavlet griseart.  Ifølge eksperterne ved Guinness World Records, holder Dannebrog stadig titlen som “det ældste benyttede nationale flag,” gående tilbage til 1625.

 

Tobak-industrien og psykiatrisk medicin - er de ens?

Sheila Gallo

Industrien bag de psykiatriske midler og bag Big Tobacco deler slående ligheder i deres taktik, især når det drejer sig om at nedtone risici forbundet med deres produkter og påvirkningen på sårbare befolkninger som f.eks. de unge. Det er lykkedes ‘de psykiatriske samfund’ at slippe afsted med at lade som om den er med grundlag i videnskab og lægemidler for at sælge deres Snake Oil, hvorimod det for tobaksindustrien ikke er lykkedes så godt.

En hovedforskel ligger i regeringens holdning - hvor tobaksbranchen står over for stadig flere reguleringer og advarsler nyder den psykiatriske medicinalbranche betragtelig støtte fra regeringen og promotion trods eksistensen af alvorlige advarsler om deres medikamenter. Begge industrien kan vise en historie med vildledende markedspraksis  og nedtoning af de potentielle skadevirkninger. 

De store tobakskompagnier skjulte så bekendt i årtier beviser der knyttede rygning til lungekræft og andre sygdomme. På lignende vis er fremstillere af psykiatriske midler blevet beskyldt for selektivt at udgive data, der stiller deres produkter i gunstigt lys og underbetoner bivirkningerne. 

Trods de alvorlige advarsler - FDA’s kraftigste sikkerhedsadvarsel - om mange psykiatriske midler portrætterer Big Pharmas marketing ofte et overdrevent rosenrødt billede. Et prima eksempel er antidepressive midler der har en advarsel om at der er øget risiko for selvmordstendens hos unge. Alligevel fortsætter man med at promovere dem meget intenst, men yderst lidt betoning af den alvorlige bivirkning. Værre endnu er det at antidepressive midler ikke er godkendt til unge under 18 år, og dog udskrives de, anbefales uden recept til aldersgruppen i stadig flere tilfælde. Atypiske antipsykotiske midler som  Seroquel og Zyprexa har også en advarsel klistret på om risiko for død hos ældre demente patienter, men brugen af dem i denne sårbare befolkningsgruppe forbliver udbredt.

Ydermere har begge brancher ungdommen som målgruppe for at sikre sig fremtidige kunder gennem hurtig tilvænning. Big Tobacco's kalkulerede indsatser for at markedsføre til unge teenagere mennesker er rigtig godt dokumenteret.  Mange af os husker at få slik cigaretter som børn. Enderne på slik cigaretterne var endog malet rød, så det så ud som om de var tændt. På samme vis med industrien bag psykiatriske midler der er blevet kritiseret for at stå bag den dramatiske øgning i diagnoser hos børn og unge for at fremme brugen af deres medicin, trods sikker data baseret på faren ved  langvarig brug.  

Der er imidlertid en vigtig forskel i regeringens tilgang. Tobakskompagnierne står overfor intens granskning, med restriktioner på reklamer, grafiske sundhedsadvarsler på pakkerne, og stadig flere retssager. Som kontrast nyder branchen bag psykiatriske midler betragtelig finansiel støtte fra regeringen, og manglende stringent opsyn.

Regeringskontorer som the National Institute of Mental Health (NIMH) fremmer aktivt brug af psykiatriske midler, og minimerer ofte, eller udelader, at nævne advarsler om bivirkninger. Skolesystemer og børnehaver  omfavner villigt at psykofarmaka kan bruges til børn, undertiden uden nødvendig samtykke. På samme tid udviser de farmaceutiske virksomheder en voldsom lobbyvirksomhed for at forme den mentale sundhedspolitik. 

Hvor de skadelige virkninger af rygning er vidt accepteret forbliver de psykiatriske konditioner dårligt defineret, manglende ethvert videnskabeligt bevis på at de endog eksisterer som en abnormalitet i hjerne, og dermed tillade den psykiatriske medicin branche i at operere med mindre offentlig granskning.

Oven i det, har det at medicinbranchen godtager teorien om den kemiske ubalance ved mental sygdom givet et solidt grundlag for at psykotropiske midler er et dominerende behandlings paradigme, trods det at teorien endelig blev tilbagevist i 2022 af Professor Joanna Moncrieff og Dr. Mark Horowitz.

Ulig Big Tobacco, der profiterer ved at fastholde en afhængighed hos brugerne kan branchen bag psykiatriske midler præsentere sig som givende medicinsk behandling for påståede dårligdomme, og dermed gardere sig mod barsk kritik. Denne fernis med tilsigtet terapeutisk hensigt kombineret med stærke institutionelle bånd og lobbyarbejde har tilladt industrien ubelastet at blive større og større i modsætning til sin tobak modpart.  Opsummeret, ingen - intet regeringsbureau - har nogensinde krævet at branchen beviser at selv en diagnose vurderet af  the American Psychiatric Association (APA) eksisterer som en abnormalitet i hjernen. Til dato, består videnskaben om psykiatrisk diagnosticering udelukkende af opførselsmønstre med APA der bestemmer hvilke opførselsmønstre som er unormale. 

I al væsentlighed, selvom begge brancher profiterer af den offentlige sundhed og har sårbare grupper som unge som mål er det lykkedes for industrien bag psykiatriske midler at skjule sig bag det medicinske regerings etablissement på en måde som Big Tobacco aldrig har kunnet. 

Advarsler har eksisteret for mange psykiatriske midler, men ulig tobakpakkernes grafiske advarsler er de for de psykiatriske midler ofte overskygget af aggressiv markedsføring og institutionel støtte for behandlingen. Mens offentlighedens opmærksomhed vokser vedrørende risici for psykiatrisk medicin, især for børn og teenagere, burde der være større granskning, og regulativer svarende til de som Big Tobaccos er underlagt.  

Måske kunne det at prioritere ikke-farmakologiske indgreb, informeret samtykke og at lægge restriktioner på markedsføring hjælpe med til at få systemet i en mere balanceret, etisk tilgang til mental sundhedsomsorg. 

I sidste ende har begge industrier, brancher, engageret sig i uetisk praksis, der undergraver offentlighedens sundhed. Imidlertid har den psykiatriske medicinbranches evne til at arbejde under dække af at være en medicinsk behandling, koblet med institutionel støtte tilladt den at undslippe offentlighedens fordømmelse og strenge regulativer som Big Tobacco står med, trods der er advarsler på indpakningen. 

Image: ElisaRiva via Pixabay, Pixabay License.

https://www.americanthinker.com/articles/2024/05/big_tobacco_and_the_psychiatric_drug_industry.html