Europas fremtid, forudses af amerikaner

En amerikaner i Paris.

Jesse Petrilla

Jeg er lige kommet hjem fra en rejse til Europa, hvor jeg stod i spidsen for en delegation, der skulle mødes med europæiske ledere i en bestræbelse på at se, om muligt, blot et lille glimt af en mulig fremtid for Amerika ved at betragte resultaterne af årevis med fejlslagen venstreorienteret politik i europæiske lande. Lad dise erfaringer og kendsgerninger tjene som en advarsel om, hvad der vil blive resultatet af blindt at fortsætte på den vej mod ødelæggelse som der beredes af politikere der tror, at socialismen, forsoningen og andre venstreorienterede holdninger vil kunne gavne Amerika.

Tom Trento and Jesse Petrilla

Turen begyndte i Paris, Frankrig - et dejligt ferieland med god mad, vin kunst og europæisk kultur, eller det troede jeg i det mindste. Vor guide i byen var en dygtig lærer, Nidra Poller, hvis indsigt i, og kendskab til det franske samfund gav oplysning om alt det vi kunne betragte. Hun forklarede de sociale forhold, regeringens holdning, om de løbende spændinger og den voksende antisemitisme der er i byen. På den første dag berettede de lokale nyhedsbureauer om endnu en synagoge der var blevet sat i brand, den 4. på en uge, og om en mand der var blevet knivstukket fordi han bar Davidsstjernen, knivstukket af de 'utilpassede unge' som medierne kalder dem. To dage tidligere var der en 'fredsdemonstration' hvilket resulterede i nedbrændingen af dusinvis af biler, igen af disse utilpassede unge der af en eller anden grund råbte "Allah Akbar" under optøjerne. Vi havde et interview i fransk radio, hvor jeg blot forklarede dem, at deres problemer var dem påført af venstreorienterede politikere, der mener at behovet for at give socialismen fremskridt, og andre venstreholdninger, havde muliggjort det som var sket. Uheldigvis er disse holdninger om 'åbne grænser' flygtningeopsamlingslejre, velfærd og masser af andre ting nøjagtig de samme holdninger som de venstreorienterede i Kongressen og i statsadministrationen konstant ønsker at fremme i Amerika.

Jihadis outside the Louvre carrying a banner in support of the Iraqi resistance. Photo by Jesse Petrilla

Vi mødtes med en undergrundsgruppe af konservative i Paris. Hvor var det sørgeligt at se, at de konservative virkelig var en undergrundsgruppe, af frygt for repressalier fra ansatte eller vrede socialister. Vi mødtes i et sikkert og privat område med en halv snes af dem i håbet om at opmuntre dem til at starte en græsrodsbevægelse, der faktisk ikke eksisterer i Europa. Det var virkelig opmuntrende at mødes med en ung mand, som er grundlæggeren af en gruppe med navnet Franske Venner i Det Republikanske Parti, der kan se hvad der er ved at ske rundt omkring ham og er villig til at ændre det. Vi mødtes også med de få konservative byrådsmedlemmer omkring Paris herunder Philippe Karsenty, borgmesterern i forstaden Neuilly. Philippe fortalte os om en retssag han er involveret i, der drejer sig om udbredelse af forkerte oplysninger til såvel franske som mellemøstlige medier. Det mest frustrerende emne vi erfarede når vi talte med de lokale ledere og politistyrken var eksistensen af no go zoner rundt om i Paris og i andre europæiske byer. Det er islamiske kvarterer hvor politiet absolut ikke vil gå ind og hvor, hvis du ikke er muslim og bliver pågrebet kørende igennem vil få sten smidt ind i din bil, og måske slipper du ikke ud i live. En af de konservative aktivister vi mødtes med, David, beskrev dengang en ny Politichef  besluttede at slå ned på disse no go zoner og derfor sendte sit Politi ind meget mod mange embedsmænds vilje. Da politiet kom ind i en af de 15 enorme beboelsesejendomme smed en eller anden et køleskab ud fra taget og ned på en politibil. Nu går de ikke derind længere. Disse islamiske ghettoer bliver bygget af og betales af de sociale velfærdsprogrammer, og immigranterne bliver modtaget med åbne armen i multikulturalismens og forskellighedens navn. Dog ulig immigranterne før i tiden er integrationen ikke eksisterende for at sige det mildt. En unavngiven kilde gav os et eksempel på det lokale politis arbejdsbetingelser, skønt politiet gerne vil håndhæve loven bliver de stærkt begrænset. Han forklarede at under en demonstration begyndte en eller anden at skyde mod Politiet med en pistol, den ansvarshavende officer gav ordre til sine mænd om ikke at besvare ilden og fik efterfølgende en belønning af regeringen for hans tilbageholdenhed. Dette er liberalismens enderesultat.

Tom Trento fra Florida Security Council og mig selv gik for at hen for at se en Hamas og Hezbollah demonstration nær Louvre Museet, hjemstedet for Mona Lisa, for at filme og kunne fortælle. Alene antallet af deltagere var forbavsende, et rimeligt anslået antal af 15000 råbende jihadister der svingede med Hezbollah og Hamas flag. Mængden blev større og større og da de nåede Opera Plaza blokerede Politiet så de ikke kunne fortsætte til det Israelske Konsulat. Den ophidsede pøbel begyndte af afbrænde israelske og amerikanske flag, og da spændingerne blev stadig større så vi at Politiet begyndte af fyre tåregasgranater af, og da vurderede vi det var på tide at forsvinde. Samme aften opdagede vi, at den McDonalds vi havde spist på blot en halv time før demonstrationen var blevet angrebet og alle vinduerne slået ind. Af pressemeddelelser fremgår dette ikke. Vores kontakt i Paris, Nidra Poller, fortalte os at der et par dage senere næsten ikke var et pip i de franske nyheder om hændelserne, ja så at siget intet. Den eneste information vi kunne finde om begivenheden var en direkte løgn hos  AP der sagde at antallet i demonstrationen var ca 2600. Denne manipulering med kendsgerninger og den kontrol som massemedierne besidder er urovækkende og utrolig, men det er nøjagtig hvad de venstreorienterde forsøger og det er i høj grad lykkedes for dem at bringe den samme tendens til USA.

The flag of the Hezbollah terrorist organization outside the Louvre. Photo by Jesse Petrilla

Selvom jeg havde forventet at møde marihuanarygende hippier og bumser overalt i Amsterdam var der vel kun en tiendedel så mange som man kan finde i San Francisco. I stedet, i modsætning til Paris, der var en trist by, hvor alle havde sort tøj på, var farverne i Amsterdam mangfoldige, masser af cyklister og en fornemmelse af en befolkning der er ved at have fået nok. Bortset fra de borgerlige politikere vi mødtes med da kunne vi gennem samtaler med mennesker vi stoppede på gaden for at tale om problemerne se, at en betydelig og voksende minoritet af befolkningen er begyndt at indse at den venstreorienterede regeringspolitik har bragt dem ind i denne uorden, at den dræber initiativet og deres levevis. Når man bevæger sig rundt i byen er det smerteligt tydeligt, at den yngre generation ikke er hollændere, men for en overvejende del er muslimer. De prostituerede i vinduerne med det røde lys og marihuana forretningerne over hele byen er vidnesbyrd om det selvbedrag som den liberale holdning har medført. Mærkeligt nok så er det forbydt at ryge cigaretter i nærheden af eller i nogen bygning, og i de røde lys' distrikter kan man ikke undgå at høre arabisk langt mere and man skulle tro.

Når man talte med hollandske politikere og de lokale borgere udtrykte mange ønske om at lukke disse bordeller, den organiserede kriminalitet har imidlertid et sådant greb om det, at ingen ønsker at gøre noget ved det. Det er ganske tragisk, for på en rejse til Kosovo, et sted der er berygtet for sine trafickking ruter, erfarede jeg gennem eksperter i området, at mange af de europæiske prostituerede bliver bortført fra hele verden og bragt til Europa gennem disse ruter for at arbejde i bordellerne. Mange kan ikke tale sproget, bliver regelmæssigt gennembanket og er bange for, at hvis de forlader bordellet så at være overladt til sig selv på gaden. Det er menneskeligt slaveri som i dag eksisterer i selve hjertet af Europa. Den venstreorienterede sociale holdning har i årevis skabt så mange problemer som disse nævnte, og har undergravet samfundet i så alvorlig grad, at i dag har man mistet overblikket over, hvordan man skal behandle alt dette rod.

Det jeg beskriver om den europæiske situation kan lyde forfærdeligt, men vær helt forsikret om, at uanset hvad du tror om den nuværende situation i europæiske anliggender så er det 100 gange værre. "100 gange værre," det var de ord som den hollandske parlamentariker Geert Wilders benyttede. Denne helt var blot en af lederne vi mødtes med på vores rejse. Hr. Wilders var netop blevet anklaget dagen efter vi mødte ham for at opildne til hadefyldt tale gennem sin produktion af den faktuelle film ved navn Fitna, der diskuterer ideologierne bag de islamiske ekstremisters ondsindede handlinger. Dette angreb på ytringsfriheden er alt for almindeligt i området. Dog er der en utrolig dobbeltmoral, hvis nogen taler ondt om jøderne, om kristne eller for borgerlige idealer, i Europa er det helt i orden at tolere de intolerante.

Jesse Petrilla, EU MP Gerard Batten, and Tom Trento at the Dutch Parliament building

Under vores besøg i det Hollandske Parlament så vi adskillge skoleklasser på rundvisning. Da en klasse passerede fik vi at vide at det var en typisk hollandsk skolekalsse, hvor ud af ca. 40 elever, kunne vi tælle de hollandske børn på en hånd og så at ca. 30% af pigerne bar hijab, islamiske tørklæder, og resten havde øjensynligt islamisk baggrund. Dette er resultatet af flygtningepolitikken og de åbne grænser og nu befinder hollænderne sig i en situation, hvor mere end halvdelen af de unge i byområderne har islamisk oprindelse. Der lukkes to kristne kirker hver uge, og saudierne bygger moskeer i en hidtid uset grad. Amsterdam har allerede muslimske politikere såsom Ahmed Marcouch der har gjort sig til talsmand for, at udelukkende muslimske områder skal officielt anerkendes, og hjælpes af regeringen. Disse områder eksisterer allerede i  ifølge nogle borgerlige politikere vi mødtes med. Den hollandske MP Martin Bosma fortalte mig at i visse kvarterer er Sharia Lov allerede gennemført og der har endog været tilfælde af offentlig afstraffelse. Kriminalitet i disse områder behandles ikke af hollandsk Politi men er i stedet overladt til de lokale religiøse ledere for retslig afgørelse, og domsafsigelse, uafhængtigt af hollandsk lov. Politiet er bange for at gå ind i disse kvarterer og de betrages som no go zoner, ligesom dem vi erfarede i Paris. MP Sietse Fritsma, en immigrationsekspert fra Frihedspartiet fortalte os at der ydes omtrent 250000 euros til hver familie i løbet af deres livsforløb i Holland. Dette afstedkommer den holdning i ghettoerne, at der er praktisk talt intet økonomisk liv, og modtagerne overlever blot på velfærden og har ingen følelse af pligt til at deltage i det samfund som føder på dem. Han fortalte os at disse samfund har en frygtindgydende kriminalitetsrate og at adskillige muslimske politikere nu går ind for Sharia Lov i disse områder.

 

Mens vi var i Nederlandende mødtes vi med professor Hans jansen, en ekspert og forfatter i islamiske studier der har særkendskab til situationen i Europa. Han forklarede hvordan islamisterne får mere og mere succes med at bringe Sharia og uro til dele af Europa og har indflydelse på skolesystemerne og regeringen i en forbavsende grad. Lars Hedegaard fra Danmark mødtes vi også med, en journalist og leder af Trykkefrihedsselskabet. Disse to magtfulde personer gav os en forståelse af, hvor alvorlig situationen virkelig er. Gennem intimideringshandlinger som optøjer, trusler og mord såsom det der overgik filmmanden Theo Van Gogh, er islamisterne i stand til at få en alvorlig indflydelse på det hollandske samfund, og har nu et stemmeantal til at kunne vælge deres egne ind i det hollanske Parlament. Vi rejste til Haag med vor ven, Gerard Batten, medlem af EU-Parlamentet som repræsentant for England, der kom for at mødes med os for samtaler i det hollandske Parlament. Han er medlem af EU-Partiet UKIP, United Kingdom Independence Party, der kan se skriften på væggen, og mener, at England skal melde sig ud af EU. Gerard påpegede tydeligt, hvordan EU medlemslandene fuldstændig har mistet deres suverænitet, grænserne er udvisket og medlemslandende er blevet til stater der styres af et voksende venstreorienteret bureaukrati. Sammen mødtes vi med MP-medlemmer fra Frihedspartiet, det parti der blev grundlagt og ledet af Geert Wilders som vi skulle mødes med den følgende dag. Alle disse inspirerende konservative ledere vi mødtes med vil slås, og indtager et modigt standpunkt mod de liberale institutioner der har et så stærkt greb om Europa. 

Speaking with Dutch MPs Martin Bosma and Sietse Fritsma

Mens jeg tror at majoriteten af de venstreorienterede Demokrater i vor regering virkelig tror, at det de foretager sig er til vort lands bedste, da er mange af dem blevet vildledt og misinformeret om, hvad slutresultatet af sådanne politikker vil være, så jeg er bange for, at hvis vi fortsætter ad samme spor vil vi nå den samme katastrofale situation som Europa står i i dag, og Amerika som vi kender det vil blive ødelagt. No go zonerne, de økonomiske besværligheder, optøjerne, alt dette vil komme ind i vort hjem, hvis vi ikke handler sammen. Så hver gang nogen siger til  mig jeg er for højreorienteret vil jeg minde dem om hvad der er sket i Europa på grund af liberalismen. Før vi rejste til Haag besøgte vi FN's Internationale Forbrydertribunal i det tidligere Jugoslavien for at overvære nogle af procedurerne i de løbende retssager fra borgerkrigen på Balkan. Det tjente som en påmindelse om, hvad der kan ske i Europa, eller i Amerika, hvis vi ikke forsøger at forhindre det. Vor sidste dag i Nederlandene med MP Wilders gav os denne besked at tage med hjem. "Stå imod, stå imod før det er for sent."

Jesse Petrilla is the founder of The United American Committee.

Andre artikler af Jesse Petrilla ved klik

En rejse i Ægypten

Min rejse i Ægypten

Indtryk af livet hos ikke-muslimer under Islamisk undertrykkelse

Jesse Petrilla

Fornylig vendte jeg tilbage til USA fra Ægypten som jeg havde besøgt på en rejse for at finde fakta om, hvordan livet er for ikke-muslimerne som lever under Islamisk herredømme. Det jeg så var en alvorlig form for undertrykkelse og diskrimination som mange amerikanere og vesterlændinge alt for længe har ignoreret. Det er et sted med uhæmmet politi brutalitet og korruption, og hvor ikke-muslimer betragtes, i bedste fald, som andenklasses borgere og som dagligt udsættes for brutale overgreb. Alt dette foregår i et land som er et populært turistrejsemål for borgere fra USA og som har modtaget hjælp fra USA som langt overstiger 28 milliarder dollars bare de sidste 30 år. Jeg ville gerne undersøge, hvordan livet vil forme sig, hvis vore fjender og deres allierede opnår det de stræber efter. Det jeg erfarede var et skræmmende billede på det hårde liv som er i vente for fremtidige amerikanske generationer i Islamisk dominerede områder i USA, dersom vi ikke er opmærksomme på den islamisk undertrykkelse der allerede nu finder sted i denne alvorlige tid i amerikansk historie.

Min rejse begyndte ombord på EgyptAir flyvet fra JFK lufthavnen. Jeg var en smule overrasket, for at sige det mildt, da introduktionsvideoen blev vist før afgang, i stedet for den sædvanlige sikkerhedsvideo, fremtonede et billede af en moske og en dyb stemme begyndte at recitere islamiske bønner fra Koranen. Jeg har fløjet med EL Al fra Israel nogle gange, ligesom hundredevis af flyvninger med andre internationale, og USA flyselskaber, og jeg har aldrig nogensinde oplevet at blive præsenteret for en kristen eller jødisk bøn. Forestil dig reaktionen fra amerikanere, hvis et luftfartselskab her skulle forsøge noget lignende. I det man ikke tager hensyn til praksis hos andre luftfartselskaber da mener et muslimsk luftfartselskab tilsyneladende at det er passende at formode at alle dets passagerer ønsker at høre en muslimsk bøn, uanset deres religiøse overbevisning.

Sikkerhedsvideoen fulgte derpå og min rejse kunne begynde; jeg var på vej til Cairo og Alexandria for at opleve, hvordan livet udformer sig for ikke-muslimer.

På den første dag besøgte jeg det gamle Cairo. Jeg vandrede i sidegaderne, jeg besøgte mange gamle kirker der. Da jeg kom rundt om et hjørne var der en gammel synagoge. Begejstret over at kunne finde ud af, hvordan jøderne opfattede livet der gik jeg ind, blot for at blive meget skuffet og yderst frastødt over det jeg så. Synagogen var fyldt med hijab-klædte muslimske kvinder som solgte læskedrikke og postkort. Det er blevet et museum, som regeringen åbenbart benytter til at vise deres 'store tolerance.' Jeg overhørte turguiderne tale om, at "der engang var jøder her", og jeg fik at vide, at der blot er en anden synagoge tilbage i byen. Her kan man spekulere over om der mon en dag vil være områder i Amerika med et museum over den sidste eller næstsidste synagoge eller kirke. Irriterende er det, at det Ægyptiske politi ikke giver tilladelse til nogen at fotografere i synagogen, hverken udenfor eller indvendigt, og de truede med at tage mit kamera, dersom jeg ikke makkede ret.

På min videre færd gennem gader påbegyndtes 'påmindelsen' om, fra den lokale moske, at nu var det tid til eftermiddagsbøn, derpå fulgte den næste moske, så en tredje indtil den fuldstændig øredøvende lyd fra højtalerne i moskeerne over hele byen skar gennem luften med det ensformige kald "Allah akbar" fulgt op af vers fra Koranen. Jeg mindes hvordan man i adskillige amerikanske byer, her i blandt Dearborn, Michigan, er begyndt at ændre bestemmelserne om offentlig 'lydpåkaldelser' for at lignende kan finde sted i Amerika. Jeg begav mig på vej for at mødes med en ven, som er menneskerettighedsaktivist i Ægypten. Han viste mig den ægyptiske forfatning der i artikel II fastslår, at Sharia Lov skal være "hovedkilden for lovgivningen." Dette krav gælder for enhver i landet uanset religiøs overbevisning. Min ven fortalte, og viste fotos af unge kristne piger der var blevet bortført og tvunget til at konvertere til Islam og truet med døden, og ligeledes blev deres familier truet, hvis de fortrød konverteringen. Efter adskillige dage i Cairo fortsatte min rejse til Alexandria, hvor jeg skulle besøge mange kirker, der har været under angreb i de senere år.

I toget til Alexandria, passerede vi gennem landsbyer på landet, hvor der var enorme bjerge af hø på hustagene i landsbyhusene; vores guide fortalte os at kvæget sover i huset sammen med menneskene om natten. Jeg spurgte i spøg, om kvinderne så sov i stalden, men fik ikke noget svar entydigt svar. Nu bemærkede jeg, at hovedparten af mændene overalt hvor jeg færdedes havde en rundt mærke/sår i panden, noget der kunne minde om noget fra Åbenbaringen i Bibelen. (Dyrets mærke) Min guide berettede at det kom af at røre ved gulvet med panden når de bad; han fortalte ligeledes at især i Ægypten og måske alle andre steder, opvarmer nogle mænd en ske i ilden og brænder sig i panden for at tydeliggøre mærket, det ser ud til at være et symbol på, at man er meget 'cool', og rettroende.

Zawadiri (al-queda) med tydeligt bede'slid'mærke i panden

Da vi forlad toget i Alexandria blev vi mødt af en politibetjent som gjorde min koptiske ven opmærksom på, at han ikke have tilladelse til at være min guide, og at han krævede en 'bøde' før han ville lade os være. Dette var ikke første gang på rejsen at politibetjente nærmest forlangte 'bestikkelse.' Hver gang jeg tog mit kamera frem dukkede en betjent pludselig frem og gjorde opmærksom på, at jeg ikke måtte tage billeder medmindre jeg betalte ham en nærmere fastsat 'bøde.' Sædvanligvis drejede sig ikke om mere en ti eller tyve dollars i 'afgift' og heldigvis formåede min guide at overtale betjentene til at undlade at opkræve disse 'afgifter'. På det lokale hotel tændte jeg for fjernsynet og blev præsenteret for Frihedsstatuen sat i flammer; i afsky skiftede jeg kanal blot for at se et videoklip af et lille grædende barn med armene i vejret klippet sammen med billeder af US soldater. Billedet skiftede da til en blødende dreng dreng som lå på jorden i en helt tydelig antiamerikansk propagandafilm, alligevel kunne man se, til højre for drengen, en US læge som hjalp sårede børn, uden tvivl såret af Jihad terrorister, men det fremgik selvfølgelig ikke af hele stemningen i videoen.

Vores første besøg i Alexandria var St. George Kirke, stedet for et brutalt angrab i 2005, hvor en muslim først i tyverne, afbrød en gudstjeneste . Han råbte "Allah akbar" og dolkede en nonne i brystet. Adskillige dage efter knivangrebet angreb en vred muslimsk folkemængde også kirken, svingede med bannere og kastede sten mod de kristne. Flere biler og forretninger, ejet af kristne, i området blev sat i brand og til sidst blev tre mennesker dræbt på grund af volden, altsammen igangsat af ubekræftede rapporter om, at en teaterproduktion som skulle have fundet sted i kirken, havde medført rygter om, at Islam var blevet krænket. Jeg overværede en gudstjeneste i kirken og for hvert 15. sekund lyd det fra højtalerne som var indstillet mod kirken fra de nærliggende moskeer, muslimske råb mod kristne. "Allah akbar! Allah akbar!" sammen med andre tilråb i forsøget på at afbryde gudstjenesten. Det fandt sted tillige udover de daglige fem påkaldelser til bøn som kunne høres fra de samme højtalere. Det var forulempelse kun beregnet til at forstyrre de kristnes gudsdyrkelse og standsede lige så snart at kirken var tom efter gudstjenesten. Jeg har optaget en lille sekvens af hændelsen og lagt den på You Tube.

Min næste destination var Allehelgenerskirken. Da jeg ankom så jeg en stor moske umiddelbart overfor kriken og endnu en ved det næste hushjørne. Her var det samme fremgangsmåde som ved den tidligere besøgte kirke, og min guide forklarede at lige så snart en kirke var blevet bygget dukkede moskeer op rundt omkring den. Dog er det i dag næsten umuligt at få tilladelse i landet til at bygge en ny kirke. Allehelgenerskirken var endnu et sted der var blevet angrebet i 2006, her havde en jihadist trængt ind og knivstukket kirkegængere samtidig med at han råbte det velkendte "Allah akbar". Han nåede at angribe tre kirker samme dag, sårede mange ganske alvorligt og dræbte en 78 årig mand. Alligevel afviste regeringen hændelsen som et isoleret udtryk for en sindsforvirret gal mands værk.

Jeg mødtes med mange mennesker på min rejse og erfarede en hel del om, hvordan det er at leve og bo som en minoritet under Islam. Jeg talte med en præst der berettede om, hvorledes den unge generation af kristne følte sig mere og mere isolerede og derpå i stigende antal lod sig islamisere. Jeg talte med en mand om, hvorledes hans kristne børn bliver undervist i de offentlige skoler, hvordan de fordømmes til straf i Helvedet hvis de ikke bliver muslimer. Jeg erfarede om brutal forulempelse og undertrykkelse, om et liv dikteret af Islamisk lov som mange amerikanere ikke kan forestille sig, men som de langsomt kan begynde at erfare selv. Inden vor afrejse viste vor guide os sit ID-kort som havde en markant 2 tal i hjørnet. Han fortalte at det kræves af kristne at dette nummer er på deres ID. Jeg spurgte om muslimer også skulle have et nummer. "Ja," svarede han. "Nummer 1."

http://www.unitedamericancommittee.org/afteraction_egypt.htm

På rejse gennem Jordan

Ørkenens hovedvej: Min Rejse gennem Jordan

Jesse Petrilla

Juledag 2005 tilbragte jeg morgenen i Jerusalem og skulle sove samme nat i Tel Aviv, Israel. Næste dag igen skulle jeg rejse nordpå til Nazareth, hvor jeg skulle mødes med pastor Afif, en kristen arabisk/palæstinenser, pastoren skulle døbe mig i Jordan Floden. jeg havde hørt at der tidligere var mange palæstiensiske kristne, men jeg måtte erfare at de nu er en minoritet, mange af dem er israelske borgere, der deltog i israelsk politik, nogel var enog i IDF, Israel Defense Force (hæren).

Ikke som nogen overraskelse var mange af dem uenige med andre palæstinensere, både kristne som muslimer, afhængig af om de var trofaste overfor deres tro, eller gav efter for pres og tilsluttede sig Hamas eller Fatah. Det jeg lærte af nogle af disse kristne palæstinensere var, at uanset hvor de stod politisk var de hele tiden under angreb af de radikale muslimer i området. Deres kirker brændes ned, deres familier generes og der liv er truet, altsammen fordi de tror på Kristus. På trods af den kendsgerning, at de for størstedelens vedkommende er efterkommere af arabiske kristne der har boet og trivedes i regionen siden Jesu tid.

Det samme mønster kan ses i mange andre områder i verden, hvor efterkommerne af oprindelige kristne langsomt er kommet i mindretal blandt muslimerne, og nu lever i frygt for liv og helbred. I Ægypten, f.eks., udgjorde den Koptiske Ortodokse Kristne Kirke engang flertallet i den dengang kristne nation. Kopterne i Ægypten i dag er efterkommere af kristne indbyggere i Ægypten med 2000 årige rødder. Efter de islamiske hæres invasion i 600AD, og en stadig strøm af islamisk immigration er den kristne befolkning svundet ind til mindre end 10% på nuværende tidspunkt, og procentdelen flader yderligere ud alt mens tiden og den islamiske intimidering presser på.

I Frankrig, Holland og mange andre europæiske nationer er muslimers antal vokset og sammen med den, den voksende islamiske agression. Tidspunktet er kommet, hvor kristne kan opleve den samme intimidering i områder med muslimsk flertal. I Amerika er det allerede begyndt. For eksempel i Dearborn, Michigan, hvor befolkningen udgør 30% muslimer på nuværende tidspunkt, der holdes allerede demonstrationer til fordel for terror som ser ud som om de kommer direkte fra Gaza by eller Fallujah, hvor Hezbollah flag og symboler kræver ødelæggelse af Amerika. Hvis de med 30% har en sådan indflydelse og kan handle således, hvad vil så ske ved 50% +1? Gennem lempelig immigrations politik i Amerika, og evnen hos de radikale islamister til at benytte vore love mod os selv, hvilken skæbne vil Amerika mon en dag så stå overfor?

Den dag jeg skulle døbes så jeg på mit kort for at planlægge den bedste rejserute på dagens program. Jeg var alene, og efter at have forladt Jordan Floden skulle jeg rejse gennem en dal og ind i det Hashemittiske Kongedømme Jordan, tæt på grænserne til Israel/Syrien/Jordan. Jeg vidste der ville være en taxi der ventede på mig ved grænsen, med en engageret chauffør, der håbede på at få gode drikkepenge i US dollars. Planen for min rejse i Jordan var derpå at køre på det som kortet kaldte "Ørkenhovedvejen," hvilket, hvis man følger den til sin afslutning ender i Saudiarabien. Den eneste anden hovedvej der er markeret på kortet fører østpå til Irak, og ingen af vejene havde særlig mange byer liggende langs ruten, men var befolket af få beduinske arabiske landsbyer. Hovedformålet med min rejse gennem Jordan var ikke at besøge de dejlige turiststeder, men at møde mennesker, lære om tankegangen hos disse. jeg ønskede at opleve det land som terrorister som Abu Musab al-Zarqawi voksede op i, og tale ansigt til ansigt med de lokale i ørkenen for at se, hvad jeg kunne lære af dem på mit gebrokkelige arabisk. Således begyndte min rejse, jeg skulle altså opleve, hvad jeg kunne lære langs denne ørkenvej.

Nogle dage tidligere havde jeg lejlighed til at besøge en israelsk militærbase på den israelske side af grænsen til Libanon, kun nogle få hundrede meter fra en Hezbollah terroristlejr på den anden side af hegnet. Terrororganisationen bliver stadig stærkere nu for tiden i Libanon, og selv uden kikkert kunne du se, lige foran hegnet, Hezbollah terroristerne der var dybt engageret i træningsøvelser. Det var et syn som godt kunne gøre en noget utilpas for at sige det mildt. Besøget hos de israelske soldater var en rigtig god lejlighed til at lære tropperne at kende, de tropper der dag ud og dag ind skal leve med en fjende der nedstirrer dem kun få hundrede meter borte. De slående forskelle ved, den ene dag at være sammen med moderne civiliserede tropper og så rejse ind i et andet mellemøstligt område, der forekom at være tusinder af år bagud, blot få dage senere var forbavsende.

Da jeg fortalte mine venner i IDF om mine planer om at tage til Jordan, bad den ene soldat mig huske på landskabet når jeg kom der, fordi "en dag vender du måske tilbage iført uniform og med riffel," jokede han. Med disse minder i frisk erindring tog jeg afsted fra Israel gennem den oldgamle by Bet She'an nær grænseposten. Jeg så en israelsk hærofficer sidde ved busstoppestedet og spurgte om han talte engelsk. Han nikkede bekræftende, men sagde ikke noget, og jeg spurgte ham på almindeligt engelsk om han vidste, hvilken bus der kørte til grænsen. Til min store overraskelse svarede han på stærkt Brooklyn, New York engelsk, hvilken bus og rute jeg skulle tage og, hvad jeg skulle gøre når jeg ankom. I samme øjeblik kom hans bus og han steg hurtigt ombord og var væk. Hvilken mærkelig fornemmelse at være mere end 16000 km væk hjemmefra på grænsen til Jordan og så møde en New Yorker give en retningslinjer. Jeg hoppede på min bus og kort tid efter var jeg ved grænsen. Efter at være blevet frarådet adskillige gange af de israelske grænsevagter mod at krydse grænsen kom jeg dog ind i jordansk område. Her rodede jeg rundt i valutaerne og kom ved et uheld til at give en ung fyr 15 dollars for at bære min lærredstaske, og vise mig, hvor jeg kunne finde en taxi. Det opdagede jeg først i taxien på vej til Amman, heldigvis før jeg betalte chaufføren. Hvilken overraskelse det må have været for den unge mand at modtage så rigelige drikkepenge i et land, hvor gennemsnitslønnen er ca 150 dollars om måneden, hvis man er heldig. Nu håber jeg ikke han brugte pengene på våben....

I samtale med Israel Defense Forces

Det første jeg husker efter at have kryset grænsen var stilheden. Udover fyren der tilbød at bære min taske var der ingen, kun en person, ikke nogen bil, luften var fuldstændig fri for lyde. Så pludselig flænsedes stilheden af lyden af en elendig vedligeholdt taxi, med en chauffør der bumlede afsted på en vej der mest bestod af jord. Han kørte med høj fart. På gebrokkent arabisk bad jeg ham køre mig til mit bestemmelsessted, bad om prisen og fik den. Jordans hovedstad Amman var mit endemål jeg skulle ind på mit hotel, Radisson SAS, en vestlig oase i dette nomadeland. Et hotel der blot få uger forinden var blevet bombet af to selvmordsbombere, en mand og hans hustru ved navn Ali Hussein Ali al Shamari og Sajida Mubarak Atrous al-Rishawi, et virkelig dejligt par med fælles interesser. Hustruen al-Rashawi overlevede bomben da hendes bælte ikke eksploderede. Ikke desto mindre dræbte ægtemandens angreb 38 mennesker ved en bryllupsreception, der fandt sted i et af hotellets festlokaler. Fædrene til såvel brud som brudgom var blandt de dræbte. Hvilken ideologi kan dog frembringe et sådant had til andre og en sådan kærlighed til døden? Jeg har studeret netop hvad terroristerne tror på, og hvordan de antager en sådan yderligtgående og sindsyg overbevisning. For den udenforstående bliver årsagerne til, hvorfor så rigtig mange ekstremister frembringes af en sådan kultur yderst smertelig efterhånden som tiden går og som uddannelsen i deres troslære bliver mere kendt. Jeg håbede, at kunne forstå blot lidt af denne uddannelse ved første hånds kendskab i det islamiske samfund. Jeg regnede med, at Radisson var det sikreste sted i byen, her lige efter angrebet, og oveni var hoteltaksterne sat ned, så det var altså stedet jeg skulle bo.

Rejsten til Amman var barsk. Grænseposten var først fornylig blevet åbnet for visarejsende. Før åbningen var der kun et andet sted, hvor en rejsende kunne få et visa ved grænsen. Da grænseposten var ny for rejsende uden et jordansk visa var det ikke lige netop det mest præsentable område. Vejene var ekstremt snavsede, og bakkeskråningerne var oversået med ubeboede telte og huler. Chaufføren følte stadig, at han skulle køre så hurtigt som muligt på denne elendige vej, konstant i undvigemanøvrer for geder og bjerge af brændende affald midt på vejen. Vi passerede gennem adskillige landsbyer, hvor jeg kunne betragte markedspladser der var stillet op ved vejsiden. Disse markeder var ikke andet end skure med bunker af varer liggende direkte på jorden, og skurene var faldefærdige. Det var koldt og antallet af bål forbavsede mig. Folk brændte alt det affald de kunne finde for at holde varmen, og røgskyerne steg mod himlen og skabte et fantastisk kaotisk skue. Denne rute, ikke ret langt fra grænsen til Syrien, havde praktisk talt intet der kunne antyde at der var en slags styre eller orden i området. Infrastrukturen var i det store og helle ikke-eksisterende, og det tog næsten to timer med hiv og sving før vi endelig ankom til mit hotel i Amman, en by som er en reminisens af en salgs arabisk Tijuana, men dog et Beverley Hills sammenlignet med det som var udenfor byens grænser.

Den smukke vestlige oase, Radisson SAS, kun to ugerefter et selvmordsangreb

Næste morgen mødtes jeg med en taxichauffør som jeg betalte ca. 50 dollars plus brændstof for at køre mig rundt i landet hele dagen. Vi brugte hele dagen fra solopgang til solnedgang på at rejse langs med Ørkenhovedvejen og under dække af at forestille at være en pro-islamisk aktivist begyndte jeg at høre hans virkelige tanker om alt fra Israel til bin Laden. Manden, en palæstinensisk muslim, hvis familie kom fra Jenin, var glødende tilhænger af al-queda, og talte om den "glorværdige" dag når Israel skulle ødelægges og når Amerika ville komme til at kende Islam. Idet han vidste jeg var amerikaner var han meget glad for min (falske)interesse i at hjælpe til med den islamiske sag. Naturligvis var den en forestilling fra min side for at komme til at høre hans inderste tanker, og han troede jeg var på linje med, hvad ekstremisterne allermest ønsker, amerikanere der tilslutter sig dem ved at blive muslimer eller dhimmi støtter for den islamiske sag. (I sharia lov er en dhimmi en ikke-muslim der erkender sit mindreværd og indvilliger i at leve som underordnet i en stat med islamisk styre).

Jeg ønskede at gøre holdt adskillige steder langs ruten, men ved mange af stederne nægtede chaufføren at standse. Det skyldtes at han kendte området lidt for godt og han fortalte mig at vi ikke kunne standse ved bestemte landsbyer, fordi vi "ikke var medlemmer af deres stamme." Denne oldgamle måde at tænke på forbavsede mig. At være i det 21. århundrede og være tvunget til at leve med et tankesæt fra det 7. århundrede. Trods det begrænsede antal af venligtsindede landsbyer fandt vi dog adskillige steder, der gav os mulighed for at blande os med de lokale. Selvfølgelig var jeg altid forbeholden i bedømmelsen af nogen der udtrykker ønske om venskab idet jeg har undersøgt emnet i Koranen, som fastslår at en muslim, skønt det ser ud som om at han ønsker dit venskab, dog aldrig må have en ikke-troende som ven. Dette understøttes af diverse vers, kendt som suras, i Koranen såsom følgende; "Troende, søg ikke vantros venskab." (Sura 5:57) eller "Oh du troende. Brug ikke som hjælpere eller venner nogen der ikke tilhører din religion. De vil benytte muligheden af at korrumpere dig. De ønsker at skade dig alvorligt." (Sura 3:118) Hvis man undersøger det nærmere kan man finde i Islam princippet der kaldes Al-Takeyya, hvis praksis er vidt udbredt og Koranen sanktionerer denne form for bedrag. Sura 3:28 i Koranen siger:

"Lad ikke de troende få venner eller hjælpere blandt de ikke troende fremfor troende: Hvis nogen gør det, da vil der ikke komme hjælp på nogen måde fra Allah: Undtaget ved Al-Takeyya, at du må kunne beskytte dig imod dem (forhindre dem i at skade dig.) Men Allah anmoder om at du husker ham: for selve målet er for Allah." Muslimer over hele verden har fortolket Al-Takeyya udfra disse og lignende vers således at en muslim kan lade som om han er venner med en ikke-muslim og må derfor gerne handle modsat deres tro, når de er sammen med ikketroende (enhver ikke-muslim). De kan lade som om de er venner med de vantro og lyve om alt indenfor deres tro, eller om deres egentlige hensigter. I tilgift til dette er der også adskillige vers i Koranen og den Hellige Hadith der fastslår, sanktionerer løgn så længe løgneren er hengiven i hjertet overfor Allah. Denne viden gjorde mig meget forsigtig når jeg talte med individer i Jordan eller på vestbredden, da jeg ikke kunne være sikker på hvad de egentlig tænkte, og jeg formodede derfor at alle løj. Det er mig meget imod, da jeg som godhjertet kristen og som en ærlig amerikaner gerne vil have ønske om at stole på folk, men da mit liv var på spil og da jeg kendte til Al-Takeyya fra mine studier og erfaringer var jeg på mærkerne for ikke at begå fejl. Hellere forsigtig end ulykkelig.

Det som er dybt bekymrende i dag er de mange radikale islamiske organisationer der slår 'lejr' i Amerika, i form af "borgerrettigheds" grupper der lobbyer vor regering og vor lovgivning med et konstant bombardement af propaganda, der ikke er i overensstemmelse med deres faktiske intentioner, idet de alle er islamisk sanktioneret bedrag. Med de fleste embedsmænd, der er beskæftiget indenfor ordenshåndhævdelse og regerings embedsmænd der ikke kender til Al-Takeyya princippet, gives islamisterne fripas til at infiltrere vort samfund og benytte vor ytringsfrihedslove, kombineret med deres sanktionerede opfattelse af bedrag til yderligere at fremme deres sag. Jeg kan huske en sådan "borgerrettighedsgruppe" så frygtelig, at dens navn ikke skal nævnes, som blev grundlagt af medlemmer af Hams, har ladet deres hovedtalsmand fastslå i adskillige interviews, at han mener Amerika burde komme under Sharia lov fremfor demokrati. Den har haft flere af lederne i deres organisation anklaget for terrorvirksomhed, dog ser det stadig ud til, i skrivende stund, at de endnu har succes med at øve indflydelse på regeringens ledere. De afholder mistænkelige træningssessioner for godtroende og uoplyste ordenshåndhævdende kontorer, har afholdt kurser i lufthavnssikkerheds procedurer for at sikre at ingen skiller sig ud og fortsætter med at fare rundt som en borgerrettighedsorganisation, og hævder deres hensigter er fredelige, og at de har til hensigt at hjælpe Amerika i bekæmpelsen af terrorisme.

Det er derfor så mange falder for deres trick og kommer under åget, mennesker har en naturlig tendens til at stole på andre når man ikke kender kendsgerningerne. Denne islamiske organisation der praler med, og siger deres handlinger er at samarbejde med og angiveligt assistere ordenshåndhævderne bliver øjeblikkeligt dukket i det øjeblik man finder ud af at de omdeler brochurer til alle deres medlemmer og beder dem aldrig tale med lovens håndhævdere når de hører om en terrortrussel eller aldrig må tale med FBI under nogen omstædnigheder. De oplærer og opmuntrer, deres muslimske medlemmer til helt og aldeles ikke at indvillige i nogen hjælp til Krigen Mod Terror. Dette er blot en af mange eksempler på Al-Takeyya der finder sted i Amerika ved de islamiske infiltratorer, og en højst uheldig men nødvendig pris for at beskytte Amerika er at vi skal være på vagt og årvågne overfor andre tilfælde af sådant bedrag.

Sammen med beduiner

"George Bush, George Bush! Ja!" hører jeg højlydt på engelsk bag mig mens jeg går sammen med en beduinguide i en jordansk landsby, min chauffør går længst bagved. Vi vender os og ser en glad smilende araber med tomlerne opad. Han inviterer os til at besøge ham i hans jordhytte og få te. Var det her en Republikaner i den arabiske ørken? Eller bare et snydenummer? Selvfølgelig var jeg overbevist om det sidste med det samme og høfligt afslog jeg hans tilbud og fortsatte. Det er sørgeligt aldrig at kende en persons sande hensigter selv i et tilsyneladende fredeligt miljø.....tilsyneladende fredeligt. I landsbyerne langs ørkenhovedvejen mødte jeg rigtig mange fårehyrder der boede i huler (rent bogstaveligt) og nomader, der blot ønskede at passe sig selv og deres hverdag. En gammel mand jeg drak te med boede i en hule med sine to børn, den ene et spædbarn og den anden i den irriterende syvårsalder og barnet blev ved med at løbe rundt og råbte noget på arabisk som jeg ikke kunne opfatte. Den ældre mand talte ikke et ord engelsk, og udover jeg er i stand til at forstå enkle anvisninger og tale er min forståelse af arabisk fuldstændigt værdiløst sammen med ham. Mens vi sippede te ved et lille bål lige udenfor hulen kunne jeg betragte det barske ørkenliv i hans ansigtstræk og vidste at denne mand, som uden tvivl hverken kunne læse eller skrive, intet kendte til terrorisme.

Det der dog gjorde mig bekymret er, at skønt han repræsenterer den overvejende majoritet af muslimer i Mellemøsten ved, at han blot er et individ der bare ønsker at leve enkelt sammen med sin hustru så er det dog individer som ham der vil følge de radikale islamiske ledere, som kan læse og skrive, som har læst Koranen og som holder fast ved de yderligtgående sider indenfor den islamiske lære og gennemsnitsmuslimen, som denne mand vil marchere sammen med de radikale bare fordi de vil bakke op om deres trosfæller mod de vantro. De som mange andre, er de virkelig ofre i den globale krig mellem radikal islam og Vesten.

http://www.unitedamericancommittee.org/afteraction_jordan.htm Andre rejseartikler af Jesse Petrilla ved klik

Wilders budskab til muslimerne

Wilders’ budskab til muslimerne

( Det nye site MuslimsDebate.com spurgte Geert Wilders hvorfor han blev anti-islam, og hvad hans budskab ville være til muslimerne. Her følger hans svar.)

Jeg besøgte første gang et islamisk land i 1982.

Jeg var 18 år gammel og rejste med en anden hollænder fra Eilat i Israel til Det Røde Hav og ferieestedet Sharm-elSheik i Ægypten.

Vi var to, næsten pengeløse, rygsækrejsende og studerende.

Vi sov på strandene og modtog meget gæstfrihed hos ægypterne, der ganske spontant inviterede os på te.

Jeg husker klart mit første indtryk af Ægypten: Jeg var overvældet over venligheden, imødekommenheden og hjælpsomheden hos dets befolkning.

Jeg husker også mit andet stærke indtryk af Ægypten: Det slog mig, hvor angste disse venlige og rare mennesker var.

Mens jeg var i Sharm-el-Sheik kom præsident Mubarak tilfældigvis på besøg.

Jeg husker den frygt der pludselig ramte byen da det blev meddelt at Mubarak kom på et uventet besøg; jeg kan stadig se kavalkaden af sorte biler den dag han besøgte stedet, og følte den næsten psykologiske angstfornemmelse, ligesom en kold vind på en varm sommerdag.

Det var en besynderlig oplevelse; Mubarak betragtes ikke som den værste islamiske tyran og dog kunne frygten hos den almindelige ægypter for deres leder fornemmes selv hos mig. Jeg kan spekulere på, hvordan saudierne har det når deres konge er i byen, hvordan libyerne har det når Gaddafi meddeler sin ankomst, når Saddam Hussein var i nærheden. Nogle få år senere læste jeg i Koranen hvordan araberne i det 7. århundrede kunne fornemme Muhammads nærvær, der som adskillige vers beskriver det "medførte terror i deres hjerter" (suras 8:12, 8:60, 33:26, 59:12).

Fra Sharm-el-Sheik drog min ven og jeg til Kairo. Den var fattig og utrolig beskidt. Min ven og jeg var forbavsede over at et så beskidt og fattigt sted kunne være nabo til Israel, hvor alt var så rent. Den forklaring vi fik når vi talte med araberne om fattigdommen var, at de så absolut ikke selv var skyld i forholdene: De sagde de var ofre for en global konspiration af "imperialisterne" og "Zionisterne" med det formål at lade muslimerne forblive fattige og undertrykte. Jeg fandt ikke den forklaring overbevisende. Mit instinkt sagde mig, at det havde noget at gøre med kulturforskellene mellem Israel og Ægypten.

Jeg begik en fejl i Kairo. Vi havde næsten ingen penge og jeg var tørstig. Man kunne købe et glas vand ved offentlige vandposter. Det så ikke rent ud, men jeg drak det. Jeg fik en frygtelig diarre. Jeg tog til et vandrehjem, hvor man kunne leje et areal på gulvet for to dollars om dagen. Der lå jeg i adskillige dage, en sand bunke elendighed, i et overfyldt stinkende værelse sammen med ti andre fyre. Engang var Ægypten den mest avancerede civilisation på jorden. Hvorfor var der ikke gjort fremskridt sammen med resten af verden?

Sent i 1890'erne var Winston Churchill soldat og krigskorrespondent i britisk Indien (nuværende Pakistan) og i Sudan. Churchill var en observerende ung mand, hvis måneder i Pakistan og Sudan tillod ham at forstå med forbavsende klarhed hvad problemet med Islam og "de forbandelser der pålægges dens tilhængere" udgør.

"Udover den fanatiske galskab..., er der denne angtsfyldte fatalistiske apati," skrev han. "Virkningerne er åbenbare i mange lande. Uhensigtmæssige vaner, sjuskede landbrugsmetoder, ugidelige handels metoder, og en usikkerhed om ejendom kan man finde hvor tilhængerne af Profeten lever eller hersker....Den kendsgerning at ifølge muhameddansk lov skal hver kvinde tilhøre en mand som hans absolutte ejendom, enten som barn, hustru eller konkubine, vil forsinke udryddelsen af slaveriet indtil Islam er ophørt med at være en magtfaktor blandt mænd ....Individuelle muslimer kan fremvise fremragende egenskaber - men indflydelsen af relgionen paralyserer den sociale udvikling hos de som følger den." Og Chruchill konkluderede: Der findes ingen mere tilbagestående magt i verden."

Der er mennesker der siger jeg hader muslimerne. Jeg hader ikke muslimerne. Det bedrøver mig at se, hvordan islam har frarøvet dem deres værdighed. Hvad Islam gør mod muslimerne er synliggjort ved den måde de behandler deres døtre. Den 11. marts 2002, døde 15 saudiske skolepiger da de forsøgte at flygte fra deres skole i den hellige by Mekka. Der var udbrudt en brand. Pigerne løb hen til skolens porte uden at være iført den korrekte islamiske klædedragt der er påtvunget kvinder af den saudiske lovgivning: Ansigtsslør og heldækkende klædning.

De "uanstændigt" klædte piger forsøgte desperat af redde deres unge liv. Det saudiske politi bankede dem tilbage ind i den brændende bygning. Betjente fra Mutaween, "Kommissionen for Fremme af Dyd og Forhindring af Ondt," som Politiet kaldes i Saudiarabien bankede også forbipasserende og brandfolk der forsøgte at hjælpe pigerne. "Det er syndigt at nærme sig dem," advarede politimænd tilskuerne. Det er ikke kun syndigt, det er også en kriminel krænkelse.

Piger har kun en ringe værdi i Islam; Koranen siger at en datters fødsel får en faders ansigt til at "blive mørkt og han er fyldt med trist humør" (sura 43:15). Ikke desto mindre medførte hændelsen ved skolen i Mekka nogle vrede reaktioner. Islam er umenneskelig; men muslimerne er humane, således i stand til at vise Kærlighed, den kraftfulde styrke som Muhammad foragtede. Humanismen sejrede hos fædrene i Mekka der var opbragte over deres døtres død; den sejrede også hos de brandfolk der gik imod Mutaween da disse bankede pigerne tilbage indenfor, og hos journalisterne på den saudiske avis, der for første gang i Saudiarabiens historie, kritiserede den så frygtede og magtfulde "Kommissionen for Fremme af Dyd og Forhindring af Ondt."

Imidlertid er muslimske protester mod islamisk umenneskelighed sjældne. De fleste muslimer i lande i Vesten besøger moskeer og lytter til de chokerende vers fra Koranen, og til de frastødende prædikener uden at gøre oprør mod dem.

Jeg er selv agnostiker. Kristne og jøder fastholder at Gud skabte mennesket i sit billede. De tror, at ved at betragte sig selv, som frie og fornuftige væsener der er i stand til at elske, kan de komme til at kende Ham. De kan endog ræsonnere med Ham, som jøderne har gjort igennem deres historie. Koranen derimod, fastslår at "Intet kan sammenlignes med Allah" (sura 16:74, 42:11). Har har intet til fælles med os. Det er en vederstyggelighed at formode at Allah skabte mennesket i sit billede. Den bibelske opfattelse at Gud er vor Fader findes ikke i Islam. Der er heller ikke noget personligt forhold mellem mennesket og Allah.

Islams mål er den fuldstændige underkastelse af sig selv og andre til den ukendte Allah, som vi skal tjene gennem total lydighed overfor Muhammad som leder af den islamiske stat (suras 3:31, 4:80, 24:62 48:10, 57:28). Historien har undervist os i, at Muhammad slet ikke var en profet for kærlighed og medfølelse, men en massemorder, en tyran og en pædofil. Muslimerne kan ikke have en mere begrædelig rollemodel.

Uden individuel frihed, er det ikke overraskende at holdningen, at mennesket er et ansvarligt individ ikke er mere udviklet i islam. Muslimerne har en tilbøjelighed til at være meget fatalistiske. Måske - lad os virkelig håbe at det er sådan - er det kun nogle få radikale der tager Koranens tilskyndelse til at føre jihad (hellig krig) mod ikke-troende alvorligt.

Ikke desto mindre så går de fleste muslimer ikke i rette med de radikale. Dette er den "angstfyldte fatalistiske apati" som Churchill henviste til.

Forfatteren Aldous Huxley, der boede i Nordafrika i 1920'erne kom med følgende observation:

"Om tingenes øjeblikkelige tilstand - præcis, hvordan de sker - ser det ud som om at det har de ikke ringeste interesse i. Faktisk så erkendes det aldrig at der er noget som en - tingenes øjeblikkelige tilstand: Gud er direkte ansvarlig for alt. 'Tror du det vil komme til at regne?' spørger man og peger på de truende skyer. 'Hvis det er Guds vilje' vil svaret være. Du kører forbi det lokale hospital. 'Er lægerne gode?' 'I vort land,' vil araberen alvorligt svare som var det Salomon, 'siger vi at lægerne ikke er til nogen gavn. Hvis det er Allahs vilje at et menneske dør, så dør han. Hvis ikke, så kommer han sig.' Hvilket al tsammen sådan set er rigtigt, faktisk så sandt at man ikke behøver at nævne det. For araberen synes det imidlertid at være summen af al menneskelig visdom ....De falder tilbage til - alle undtagen de som er uddannet ifølge Vestens metoder - en før-videnskaben fatalisme, men dens medfølgende mangel på nysgerrighed og apati."

Islam berøver muslimerne deres frihed. Det er synd og skam, fordi frie mennesker er i stand til at foretage storslåede ting, som historien har vist. Araberne, tyrkerne, iranerne, inderne, indoneserne har et fantastisk potentiale. Hvis de blot ikke var islams fanger, hvis de blot kunne frigøre sig fra islams åg, hvis de ville holde inde med at benytte Muhammad som rollemodel, og hvis de skilte sig af med den onde Koran, så ville de være i stand til at opnå storslåede ting der ikke alene ville gavne dem selv, men hele verden.

Som hollænder, europæer og en politiker fra Vesten er mit ansvar først og fremmest overfor det holandske folk, for europæerne og for Vesten. Da muslimernes befrielse for islam imdilertid vil gavne os alle, så støtter jeg af hele mit hjerte de muslimer der elsker frihed. Mit budskab til dem er klart og tydeligt:

"Fatalisme er ingen valgmulighed; 'Inchallah' er en forbandelse;

Underkastelse er en vanære.

Gør Jer fri. Det er op til Jer!

Geert Wilders

http://frontpagemag.com/2010/07/20/wilders-message-to-muslims/

Disse artikler på synopsis af Jesse Petrilla skildrer livet i Ægypten og lande i Mellemøsten og et besøg i Paris.

Min rejse i Ægypten et indtryk af livet

På rejse gennem Jordan

En amerikaner i Paris