Målmanden der blev på sin post
Den 26. april 1947 slog den engelske fodboldklub Charlton Athletic F.C., Burnley F.C. med 1-0, og sikrede sig sin første og eneste FA Cup sejr.
Dette var højdepunktet i Charlton Athletic's historie - klubben grundlagt i 1905 eksisterer stadig, og er med i den engelske fodboldliga (League One). Men i æraen efter 2. Verdenskrig var Charlton Athletic på toppen - de lå helt i top i 1946 og blev mestre et år senere.
Dette var højdepunktet i Charlton Athletic's historie - klubben grundlagt i 1905 eksisterer stadig, og er med i den engelske fodboldliga (League One). Men i æraen efter 2. Verdenskrig var Charlton Athletic på toppen - de lå helt i top i 1946 og blev mestre et år senere.
Målmanden for Charlton Athletic dengang var Sam Bartram, der efter hvad der berettes var en af de bedste spillere der har været iført Charlton Athletic trøje.
Målmanden debuterede med holdet i 1934, og endte med at spille 634 kampe, som er rekord, da han gik på pension i 1956. Og det er sandsynligt at han kunne have spillet endnu flere kampe for Charlton Athletic om det ikke havde været for 2. Verdenskrig, hvor man suspenderede ligaen i seks år. Nok om det, manden som undertiden omtales som den største målmand i landet (på hans tid) var manden i målet da sejren kom i hus i 1947.
Og han var også målmanden på en ikke så gloriøs dag i 1936. 1. juledag.
Den eftermiddag var Charlton Atheltic holdet i London og skulle møde Chelsea. Den stærkeste modstander den dag var dog vejret.
Bertram forklarer i sin selvbiograf (via ESPN): “Straks efter første fløjt begyndte tågen at blive tykkere og tykkere og det meget hurtigt, den bevægede sig forbi Vic Woodley i Chelsea målet og kom nærmere og nærmere mig. Dommeren standsede spillet, og da synligheden blev bedre sattes kampen i gang igen.” Kampen fortsatte i cirka 60 minutter, trods de svære forhold. Og så blev kampen barrnemad for Bertram. Han fortæller:
Bertram forklarer i sin selvbiograf (via ESPN): “Straks efter første fløjt begyndte tågen at blive tykkere og tykkere og det meget hurtigt, den bevægede sig forbi Vic Woodley i Chelsea målet og kom nærmere og nærmere mig. Dommeren standsede spillet, og da synligheden blev bedre sattes kampen i gang igen.” Kampen fortsatte i cirka 60 minutter, trods de svære forhold. Og så blev kampen barrnemad for Bertram. Han fortæller:
"Jeg vandrede frem og tilbage langs mållinjen glad for at vide at Chelsea var presset tilbage på deres egen banehalvdel. Drengene må virkelig give pensionisterne smæk” tænkte jeg og smilede, samtidig med jeg trampede i jorden for at holde varmen. Men det var også klart at vi ikke fik bolden i nettet. Der var jo ingen spillere der kom tilbage til midterlinjen som man plejer efter en scoring. Tiden gik, og jeg gik flere gange frem til kanten af straffesparksfeltet og stirrede ud i mørket, der for hvert minut blev tættere og tættere. Jeg kunne ikke se en pind. Chelsea forsvaret var helt sikkert på hælene.
Der var gået 15 minutter uden nogen spiller havde været i syne. Og så kom der en - men han var iført en noget andet uniform. Det var en politibetjent. Tågen var så tyk at da der var gået 61 minutter havde dommeren annulleret resten af kampen - men Bertram havde ikke hørt fløjten.
Udgaven af Montreal Gazette 27.12. 1937 kom med en reportage fra London: "Han anede ikke at kampen var aflyst...og et eftersøgningshold var blevet sendt ud på banen for at få ham tilbage.” Bertram stod der, på en helt tom bane, og passede sit mål, indtil “hjælpen” kom.
Kampen endte 1-1, men Charlton Athletic garderoben fortsatte som man havde en grund til at feste. Igen ifølge Bertram: “Da jeg fik famlet mig vej til garderoben var resten af Charlton holdet allerede færdig med at bade og iført civilt tøj, og var nærmest sanseløse af grin.”
Til hans forsvar så lod han ikke et eneste mål gå ind i de ekstra 15 minutter han var på banen.
Bonus fakta: Hvis du nu skulle have set kampen der i 1947 ville du have lagt mærke til noget underligt. Cirka 30 minutter inde i kampen, gik bolden, der ellers kunne klare rigtig meget nemlig i stykker. Det burde ikke ske, og som the Associated Press genfortælling af kampen samstemmende sagde sker noget sådant “en ud af en million gange.”
Men så usædvanligt er det trods alt ikke. I FA Cup kampen i 1946 eksploderede bolden også, dog blot 15 sekunder før slutfløjtet. En mulig grund? Wikipedia (uden citat) mener problemerne skyldtes “den elendige kvalitet af læder til rådighed efter 2. Verdenskrig.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar