Fiaskoen i Afghanistan, kunne være undgået om man lærte af historien

Chet Richards

Medmindre der sker et mirakel er Afghanistan tabt. Vore venner i landet står nu overfor at blive slagtet eller gå i slaveri på grund af vort svigt. Forkasteligt.

Selvom det afghanske samfund, efter vore standarder er korrupt fra top til bund, så er det deres kultur, ikke vores.  

I Afghanistan ville vi vinde militært trods større militærstrategiske fejl. Vi skulle blot holde ud længe nok til at samfundet selv ville blive forvandlet til noget verden kunne leve med. Den katastrofe vi ser nu er helt og aldeles på grund af vore fejl. 

Vor politiske lederskab kan meget vel være uddannet på de fineste skoler. Imidlertid er den helt klart ikke ‘uddannet’ ordentligt til at lede vor nation. Fordi de fleste venstreorienterede har en modvilje mod militærhistorien læren de ikke historien som den bør læres. De lærer mest om geografien, om politik, om personligheder og hvad der kan gå galt. Det er meget uheldigt, fordi historien drejer sig næsten udelukkende om krig. Venstreorienterede fokuserer næsten kun på de sjældne perioder med fred, Det er ikke brugbart i udenrigspolitik.

Ved militærhistorien kan man udenrigspolitisk drage lære af en af de væsentligste hændelser tilbage i tiden:  Uden tro, tillid på til sin øverstbefalende kan en hær ikke overleve. Dette er sandt selv når hæren vinder.

Hære går i opløsning når den øverstbefalende bliver dræbt eller flygter. Det er efter slaget at de fleste af de besejrede soldater slås ned, ikke under selve slaget. Denne lektion burde være et centralt lære punkt i en interventionistisk udenrigspolitik og med til at fastholde en politisk støtte i det amerikanske folk. Trist er det, at denne vigtige forståelse, lære, så at sige er ukendt i de politiske magt korridorer.  

Militærhistorien lærer os at et slag tabes på en af tre måder: Modstanden er overvældende stærk; modpartens kommandør er et militært geni; den tabende kommandør bliver dræbt eller flygter i panik fra slagmarken. Det er den sidste situation vi står med i Afghanistan, for vi har været den ægte kommandør der og vi er så flygtet fra slagmarken. Resultat: Afghanistan er tabt og slagteriet kan begynde.

Dette mønster er blevet gentaget uendelig mange gang gennem tidsaldrene. To historiske hændelser er især lærerige:  Actium og Hastings.

Ved Actium, var den samlede flåde ved Antonius og Cleopatra langt, langt større end Octavian og Agrippas flåde både i antal og størrelse og ved skibenes slagkraft. Antonius stod klar til en overvældende sejr.

Antonius’ slagplan var at Cleopatra sikkert skulle sejle væk ved slagets begyndelse. Uheldigvis, ser det ud til at Antonius ikke fik informeret sine kaptajner om dette. Resultatet blev, at Cleopatra sejlede væk og Antonius’ flåde troede at også Antonius flygtede. Det gjorde han ikke. Han var stadig den aktive øverstbefalende. Det betød dog intet. Kampånden, iveren i hans flåde forduftede og Antonius’ skibe flygtede. Kun et sværd og en hugorm blev tilbage til Antonius og Cleopatra.

Slaget ved Hastings er interessant, fordi begge kommandører døde og begge hære gik i opløsning. Det viste sig at den ene kommandør, Vilhelm Erobreren kun midlertidigt var ude af spillet.

Harold Godwinson udgjorde den engelske bastion der befandt sig på et højdedrag - en i alle henseender uindtagelig stilling. Hans hær bestod af infanteri og bueskytter. Vilhelms hær var delvis infanteri, bueskytter og kavalleri. Vilhelms kavalleri var ikke brugbart under disse omstændigheder fordi hestene ikke kunne angribe op mod en bevogtet mur. 

Vilhelms fodfolk blev afvist at englænderne og opløsningstendenser viste sig. Harolds folk brød gennem rækkerne og jagtede Vilhelms flygtende soldater. Vilhelms kavalleri angreb under stor forvirring og Vilhelm fik sin hest dræbt, og der gik rygter om hans forsvinden. Hans hær faldt fra hinanden og flygtede da den hørte rygter om dette. Vilhelm fik fat i en ny hest, fjernede sin hjelm og viste sit ansigt og opmuntrede sine tropper. Men Harold holdt dog stadig sin gunstige position og var ved at vinde slaget. Slaget blev kun afgjort ved at Harold blev ramt i øjet af en pil og døde. Nu uden leder, gik hans hær i opløsning. Resultatet er at vi nu taler et noget anderledes engelsk end det Harold talte.

Kongen er død, Længe Leve Kongen. Hvad har det med os at gøre og Afghanistan? Jeg mener at den aktuelle rolle for Amerika i Afghanistan var kongen eller kommandørens rolle. Folket er vant til at tænke på en konge som en enkeltperson. Det er ikke altid tilfældet. En institution kan tjene i den rolle lige så godt som en enkeltperson.

Vi har gjort det førhen. Tænk Tyskland og Japan. Tænk Sydkorea. Tænk Sydvietnam.

Ved slutningen af 2. Verdenskrig var Tyskland og Japan reduceret til ruin hobe og kaos ved deres egen barbariske ideologier. Nazismen i Tyskland, og Militarismen i Japan.

Ved begyndelsen af krigen var Sydkorea stadig ødelagt af den brutale japanske besættelse. Selvom det var en gammel civilisation var Korea pre-moderne.

Sådan var situation da the United States greb ind og sådan set blev kongen for de nationer. Genopbygning af landet og befolkningen måtte foregå i forskellige tempi og det tog adskillige generationer. Vi holdt ud og er der stadig - måske ikke længere som ‘konge,’ men måske mere som en beundret bedstefar og vi beskytter stadig.

Viet Nam var anderledes. Vi havde vundet på slagmarken - også ved fredsforhandlingsbordet. Viet Cong var blevet udslettet - den eksisterede ikke længere - og Nordvietnams hær var blevet decimeret og kunne ikke komme sig lige med det samme. Så forlod vi vort ansvar og flygtede fra skuepladsen. Så kollapsede den stat vi holdt i live straks, og brutal blodsudgydelse fulgte da den besejrede blev til besejreren. Vi burde Skamme Os. Skamme os over vore politikere der gjorde det muligt. 

Læren er entydig: Hvis vi skal slås i tilbagestående samfund skal vi forpligte os til at blive i det antal generationer det nu vil vare for at ændre det samfund til en stabil, fredelig, moderne nation. Uden denne krystalklare længerevarende forpligtelse, der skal fuldt ud accepteres af den amerikanske offentlighed vil vi med garanti tabe - dog først efter en enorm omkostning i døde og penge. Jo, jeg ved det lyder som “Hvid Mands Byrde.” Og det er præcis hvad det er - og den er nødvendig. Jeg vil ændre udtrykket til “Civilisationens Byrde.”

Eller vi kunne finde en anden løsning for at undgå katastrofen. Vi kan se på historiens lære. For sikkert at forlade Afghanistan før landet var fuldt ‘civiliseret’ skulle vi have brug for nogen, eller noget, til at erstatte os der er ligeså stærk som os, og muligvis desværre en fuldstændig hensynsløs. Regionen er opbygget at stammer, en krigsherre er det der er brug for til at tage over. Han skulle være den type der som indstilling har “knus hans fjender, og lyt til deres kvinders jamren” for at benytte John Milius’ uforglemmelige frase.

Gud forbyde det! Vi er for frisindede og godhjertede til den løsning. I Afghanistan undertrykte vi aktivt en sådan udvikling selvom der var egnede kandidater til stede. I stedet påtvang vi et konstitutionelt demokrati i et land der absolut ingen kulturel base eller tradition har for et sådant system.

Det er ikke op til os at afgøre hvilken styreform en nation vælger. Lad det være demokrati, ladet det være monarki eller noget helt andet, vor interesse i resultatet er klaret hvis det samfund ikke er en trussel mod os og vore venner. Endnu bedre for vor samvittighed, kan vi så håbe på at det samfund er rimeligt humant - men det er deres valg ikke vores.

I mange, mange år fremover vil Skammen ved vor fiasko klæbe til os. Tillid til Amerika kan være trådt under fode i generationer. Vi kan nu med rimelighed forvente at katastrofen i Afghanistan vil igangsætte en lavine af flere udenrigspolitiske katastrofer. Vort lederskab har alvorligt såret the the United States på den internationale arena.

Lad os lære at denne triste historie. Lad os kun forpligte os i større hændelser hvis den amerikanske offentlighed er villig til at holde ud med forpligtelsen i lang, lang tid.

Hvis det ikke kan være anderledes - hvis der kommer en krise som vi bare må reagere på - Træd til, ryd op i kaos, og ud igen - med det samme.

https://www.americanthinker.com/articles/2021/08/bidens_afghanistan_failure.html