Hvad vandt vi med vore krige?
“Han afsluttede en krig og holdt os ude af en anden” er den hyldest der tilegnes Præsident Eisenhower.
Ike afsluttede konflikten i Korea, nægtede at intervenere for franskmændene ved Dien Bien Phu i 1954, og frem for at støtte den britisk-franske-israelske invasion beordrede han dem alle ud af Egypten i 1956.
At få afsluttet Amerikas længste krig kan muligvis blive Barack Obamas eftermæle.
For selvom det at afslutte krige uden sejre, måske ikke giver historikerne anledning til akkolader som “stor” eller “næsten stor,” så er det undertiden en præsidents pligt, en præsident der har ‘arvet’ en krig nationen ikke længere ønsker at udkæmpe.
Det var Nixons lod, ligesom det var Ike’s og nu Obamas.
Og mens vi ser tilbage på vore interventioner i det 21. århundrede, hvor er så alle ‘frugterne’ af vore kampe, det meget blod og de mange døde?
Vi kender omkostningerne -- 8000 døde, 40000 sårede, 2 billioner dollars drænet af vor velstand. Men hvor er så alle ‘gevinsterne’?
Efter Moammar Gaddafi faldt i Libyen vendte alle lejesoldaterne han havde hyret tilbage til Mali. Franskmændene måtte gribe ind. I Benghazi, byen der indledte krigen mod Gaddafi, blev en U.S. Ambassadør og tre andre amerikanere myrdet af terrorister.
Libyen i dag er ved at falde fra hinanden.
Skønt Gaddafi var gennemført rædselsfuld, hvilken trussel udgjorde han så for os, efter han have opgivet sin plan og masseødelæggelsesvåben?
I Egypten hjalp vi med til at styrte præsident Hosni Mubarak og hyldede valget af Det Muslimske Broderskabs - Mohammad Morsi.
Et år senere, gav vi det grønne lys til at Morsi kunne væltes ved Mubaraks hær.
Terrorismen er tilbage i Egypten, Sinai er nu ingenmands land, og næsten hele Egypten hader os.
Shia regimet vi fik bragt til magten i Irak har i den grad undertrykt Sunnier således at Anbar provinsen nu er befængt med al-Queda. Fallujah og Ramadi er faldet. Præsident Nuri al-Maliki beder om U.S. våben for at genvinde Anbar og om U.S. personnel for at træne hans soldater. Ïkke som det gamle, dårlige Irak vender det nye Irak sig mod Teheran.
Afghanistans præsident Hamid Karzai har nægtet at underskrive en aftale der giver vore tropper beskyttelse hvis de bliver. Dette vil kunne betyde en fuldstændig tilbagetrækning af U,S, i 2014, og føre til at det Taliban vi fordrev i 2001 vender tilbage.
Terrorisme i hjertet af Kabul, med en restaurant der besøges af udenlandske embedsmænd blev ramt af en bilbombe fulgt op af maskingeværild mod de spisende, 21. dræbtes.
Amerikanerne har kæmpet tappert derovre i over 12 år. Men hvordan har vor nation med sin opbygning i Hindu Kush fået nogen gavn af det?
Pakistan, med kernevåben, er blevet et hjejmsted for Taliban, måske nu det farligste land på jorden. Anti.amerikanske elementer i Khyber regionen har, på grund af vore droneangreb blokeret for en U.S troppe exodus mod havet.
Hvor holdbart er det vi har udrettet i Afghanistan?
Sidste sommer var Obama, prikket til af demokratiske korsfarere og Krigs Partiet, lige ved at iværksætte angreb mod Syrien da Amerika som et hele rejste sig og sagde nu er det nok.
Vi angreb ikke Syrien. Havde vi gjort det ville vi have kæmpet for et oprør domineret af al-Nusra Front og Den Islamiske Stat Irak og Syrien (ISIS). Deres mål? Løsrive Anbar fra Irak og føje det til de jihadist-besatte sektorer i Syrien i et nyt kalifat.
Kan vi bare ikke se at Bashar Assads værste fjender også er vore?
Syriens borgerkrig der har kostet over 100000 døde, med millioner på flugt og en million i eksil, er væltet frem mod Libanon, hvor Hezbollah støtter Assad og sunnierne støtter oprørerne.
De neokonservative siger at meget af dette kunne være afværget om vi havde efterladt en stærk deling U.S. tropper i Irak og støttet opstanden i Syrien før jihadisterne greb kontrollen.
De neokonservative gik ind for at angribe Assad sidste sommer, de er for alvorligere sanktioner mod Iran nu, og er for krig mod Iran, hvis landet ikke opgiver sit uran berigelsesprogram.
Men de neokonservative har mistet forbindelsen med folket. For de har taget fejl med så at sige alt.
De tog fejl med Saddams Masse Ødelæggelses Våben og en “pærelet” krig.
De tog fejl med, hvor velkomne vi ville være i Irak, og hvordan Bagdad ville blive et stortrivende demokrati og model for Mellemøsten.
De så ikke den Sunni-Shia krig som vor intervention ville igangsætte.
De tog fejl med, hvordan vore interesser bedst ville kunne plejes ved at angribe Libyen.
De så ikke den katastrofe der udvikler sig i Pakistan.
Mens vi ikke fulgte deres råd om at angribe Syrien, hvordan har vi så lidt under at lade Syriens sekteriske krig køre sit løb?
Fra Libyen til Libanon, Syrien til Yemen, Irak til Afghanistan, Maghreb og Mellemøsten det hele er i flammer. Hvad har vi tabt ved at komme ud af de krige Obama overtog? Hvordan ville det gavne os at komme ‘flyvende’ ind midt i ilden?
Som dermed stiller et vigtigt spørgsmål: Tog Obama fejl i at trække os ud af krige som George W. Bush kastede sit land ud i?
Hvordan mon historien vil svare på det?
Patrick J. Buchanan is the author of “Suicide of a Superpower: Will America Survive to 2025?”
http://www.humanevents.com/2014/01/21/what-did-our-wars-win/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar