Skyldige mænd og onde mænd - Chamberlain og Eichmann

 

Skyldige mænd og Onde mænd. Chamberlain - Eichmann

Michael Curtis

Hvad gør et menneske til ondt?

I virkeligheden, som i fiktionen, kan individer muligvis være motiveret til at handle ondt, ved ren og skær nederdrægtighed, ved ideologisk had mod andre, at ville ønske at gøre indtryk på overordnede, ved at udføre ordrer eller instruktioner, af iver efter at fremme deres karrierer. 

Disse overvejelser er tungtvejende i reflektionerne ved to nylige hændelser. En ny film, og årsdagen for et af de mest ‘makabre’ møder i historien, og kan illustrere forskellen mellem ondskab og velmente holdninger, dog fejlagtige - kontrasten mellem  Neville Chamberlain, den britiske konservative premierminister 1937-40 og Adolf Eichmann og det tyske Nazi regime.

Chamberlain er bedst kendt for at være fortaler for forsonings politikken over for Hitler og Naziregimet. Han blev symbolet på en forfejlet leder, manden der tabte en tillidsafstemning i the House of Commons og blev efterfulgt af Winston Churchill som premierminister, en person der kun kunne tilbyde sit land blod, byrder, tårer og sved og er blevet hyldet som helten fra 1940.

Et mildere revisionistisk synspunkt af Chamberlain kommer til udtryk i en ny film, Munich, the Edge of War, der går ind for en genovervejelse af München Aftalen fra 30. september 1938. 

Chamberlain retfærdiggjorde aftalen på adskillige planer, hovedvægten på, at den gav Storbritannien tid til at forberede sig på den krig der næppe var til at undgå, således håbede han at kunne spare millioner af liv. Dette var i ganske god ånd med den stemning der herskede i landet. Alligevel er dette forsvar ikke alt for sikkert for det gav også Hitler mere tid til at opruste, og gav ham mulighed for at kunne holde truslen fra Sovjetunionen på afstand.

Chamberlains politiske holdninger kan forekomme ganske valide. Han rådgav kongen om at sende bud efter den mindre populære Churchill som hans efterfølger som premierminister frem for at vælge Lord Halifax, der ellers var mere acceptabel for det på det tidspunkt herskende Conservative Party.

Churchill forkastede ideen om en fredsaftale med Tyskland, som Halifax havde foreslået. Han var imod tilnærmelse til Mussolini, idet han mente det var formålsløst.

Vurderingen af Chamberlain vil altid være baseret på hans politik over for Nazityskland, hans forsoningspolitik, hans første tiltro til Hitler, og så lige Münceh Aftalen 1938. Denne aftale gav Tyskland lov til at opsluge det tysktalende Sudetenland i Tjekkoslovakiet. Chamberlain erklærede at det betød “Fred med Ære.” 

Idet han viftede med et stykke papir fastholdt Chamberlain at Hitler var enig i at de to lande aldrig skulle gå i krig mod hinanden og at han således havde opnået “Fred I Vor Tid.” 

Chamberlain var skyldig ved at han misforstod Hitler, men Chamberlain var ikke forræder, skurk eller ond. Han forsøgte på sin egen måde at frelse verden fra en ødelæggende strid. Han forventede ikke at Tyskland ville invadere Polen den 1. september 1939, men han erklærede krig mod Tyskland den 3. september 1939. 

Efter De Allierede styrker forgæves forsøg på at hindre Tyskland i at besætte Norge den 9. april 1940, blev Chamberlain kritiseret af hele det politiske spektrum og han trak sig som premierminister den 10. maj.

I hans tale om krigserklæringen den 3. september 1939 erklærede Chamberlain, “Det er de onde ting vi skal bekæmpe, den brutale magt, den slette hensigt, uretfærdigheden, undertrykkelse og forfølgelse, og mod disse ting er jeg sikker på det gode vil sjere.”

Den skinbarlige ondskab blev udstillet 8 år senere ved Wannsee Konferencen, mødet den 20. januar 1942 i den idylliske villa lige uden for Berlin, hvor deltagerne diskuterede og planlagde Den Endelige Løsning. Ondskabens portræt er helt krystalklar i den 15 sider lange Wannsee Protokol udarbejdet en dag senere af  Adolf Eichmann.  Konference blev overværet af femten mænd, repræsentanter for de fleste grene af Nazisystemet, partiet og staten. Det er værd at bemærke, at det var magtfulde, godt uddannede personer, ikke almindelige. Ti af de femten besad universitetsgrader, otte havde doktorgrader, og otte havde studeret jura. 

SS general Reinhard Heydrich, der havde indkaldt til og ledte mødet rapporterede at Das Reich marskal Hermann Göring, havde udpeget ham som delegeret for forberedelsen til Den Endelige Løsning af jødespørgsmålet i Europa og erklærede at konferencen skulle diskutere, hvordan jøderne på passende vis skulle behandles. Ved Wansee var de fleste, dog ikke alle, deltagere klar over at massemord på jøder allerede var sket.

Mødet der kun varede 90 minutter drøftede ikke i detaljer hvordan man præcist skulle klare jøderne, ejheller en specifik plan for implementeringen af Den Endelige Løsning, eller en åben beskrivelse af udryddelsesprogrammet. Der var visse uoverensstemmelser om aspekterne, men ingen var imod grundtanken om at udslette jøderne, som man mente var 11 millioner mennesker i Europa. Det var Eichmann der kom med den ukorrekte statistik der overvurderede antallet af jøder i Europa. 

Adolf Eichmann har været genstand for debat, kontrovers på grund af hans arrestation og domfældelsen i Israel og over bogen Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil af Hannah Arendt, der kortvarigt overværede retssagen i Jerusalem. Hendes brug af udtrykket “banalitet” forbliver uklart og kontroversielt. Vigtigst var at Arendt var slået af “den manifeste overfladiskhed” hos Eichmann. Hendes synspunkt var at han gerninger var monstrøse, man at han var en ganske ordinær, en sådan person findes alle vegne, og hverken dæmonisk eller i sig selv et monster. 

Som en kontroversiel konklusion gav hun udtryk for sin overraskelse over at et helt klart almindeligt individ var i stand til hårrejsende forbrydelser. Hendes vurdering rejser et langt større spørgsmål - om ansvarlighed, om ansvar, stadig vigtige i dag, om hvem der i sidste instans skal stå til ansvar - om et individ der følger en ulovlig ordre fra overordnet er skyldig..

Uanset betydningen af “banalitet” så tog Arendt fejl i sin bedømmelse af Eichmann. I samtaler optaget i Argentina i 1957 indrømmede Eichmann at han var en yderst omhyggelig bureaukrat, men vigtigere, han kaldte også sig selv en “fanatisk kriger, kæmpende for mit blods frihed, hvilket er min føderet.” Han nægtede at anerkende at han havde gjort noget forkert. Faktisk udtrykte han beklagelse over at han var tvunget til at forblive tavs i årene 1945-1962. 

Ondskaben står krystalklar. Eichmann var nøglepersonen i at arrangere deportationen af millioner af jøder, herunder 440000 ungarere til dødslejrene. Han viste ingen anger eller skyld for hans medvirken. Han var et Uhyre, mesterhjernen til rædsler ikke set førhen, ikke en ansigtsløs funktionær. 

Chamberlain var kun skyldig i fejlbedømmelser.

Image: RV1864 via Flickr, CC BY-NC-ND 2.0. https://www.americanthinker.com/articles/2022/01/guilty_men_and_evil_men.html