Sådan opstod Ukraine som selvstændig stat
Dette er historien om transformationen af et lille område der blev besat af Zaporozhian Kosakker og blev til det største land i Europa efter Rusland, større end Frankrig og Tyskland. Hvordan lykkedes det Ukraine at opnå en sådan ekspansion uden en eneste erobring?
Udgangspunktet for Ukraines historie begynder i 1654 da Bohdan Khmelnitsky, en Hetman (polsk eller kosak kommandør) hos Zaporozhian Host, (enheden) og leder af kosakkerne der levede i områderne ved Dniepr floden, anmodede den russiske zar Alexya om at acceptere Zaporozhian Host som Rusland. Landet var beboet af Kosakkerne (det orange område på kortet) og var del at det som russerne kaldte ‘De Vilde Marker’ eller “u kraine,” der på russisk betyder “på kanten.” Udtrykket stammer fra det 12. århundrede for at beskrive lande beboet af halvvilde stammer i udkanten af Rusland.
Khmelnitsky var desperat efter at redde sine Kosakker fra udslettelse ved polakkerne. I første omgang afviste Alexya anmodningen. Men som tiden gik blev den imødekommet og en traktat Pereyaslav Traktaten blev underskrevet. Ifølge denne skulle territoriet absorberes i Rusland og navngives Malorossiya eller Lille Rusland, administreret af Hetmanate med begrænset suverænitet.
Under Katarina den Stores styre (1762-1796), erfarede Det Russiske Imperium en meget stor udvidelse og nye territorier blev føjet til Malorossiya, herunder byen Kiev, hvor landet Rus havde sin begyndelse i det 8. århundrede (de gule og orange områder på kortet). I 1764 da Malorossiya var vokset betydeligt, fjernede Katarina, af administrative årsager Hetmanate og skabte Malorossian Guvernementet.
Det samme år (1754) erobrede Det Russiske Imperium Krim Khanatet, og grundlagde en ny provins, Novorossiya eller Ny Rusland (det blå område på kortet). På relativt kort tid ændrede Rusland regionen fra at være en ikke udviklet steppe med enge med sjældne afgrøder til et landbrugsområde med stort afkast, og senere en industriel region der blev selve rygraden i Det Første Russiske Imperiums økonomi, og efterfølgende i Sovjetunionen.
I 1783, fravristede Katarine den Store Krim ud af det osmanniske Imperium gennem en blodig krig der sikrede adgang til Sortehavet og fuldendte Peter den Stores vision om at gøre Rusland til den dominerende magt i Europa.
I 1919, to år efter bolshevik revolutionen blev Vladimir Lenin arkitekten over Ukraine, og kombinerede Novorossiya og Malorossiya til den nye Socialistiske Stat Ukraine (det gule, blå og orange område på kortet).
I 1922 blev Unionen af Sovjet Socialistiske Republikker (USSR) skabt, og den Socialistiske Stat Ukraine, herefter kaldt Ukraine Sovjet Socialistisk Republik, med hovedstaden Kharkov. Novorossiya blev omdøbt til Østukraine, og udtrykket Malorossiya ikke længere brugt. I 1934 blev den nye republiks hovedstad flyttet til Kiev.
Mellem 1939 og 1940 som resultat af Nazi-Sovjet Pagten annekterede Stalin de østligggende territorier, herunder den polske by Lvov, og det nordlige Bukovina fra Rumænien. I 1945 annekterede han det ungarske karpatiske Ruthenia, vore dages Zakarpattia. Alle de territorier blev knyttet til Ukraine og blev kendt som Vestukraine (det grønne område på kortet.)
Omkring 1950 var Ukraines udbredelse større end noget andet land i Europa bortset fra Rusland. Men de territoriale ‘gaver’ til Ukraine sluttede ikke der. I 1964 overførte Nikita Khrushchev, Krim fra Den Russsiske Føderation til Ukraine. Denne ændring var hovedsagelig symbolsk da den skete inden for Sovjetunionen, og ledet under et eneste sæt love, fælles forsvar og under total kontrol af Moskva. Ingen i Kreml kunne forudse at det ville manifestere sig som en enorm strategisk fejl få årtier senere.
Den historiske fortælling demonstrerer at nutidens Ukraine opstod ved en mosaik af landområder der blev samlet af russiske erobringer og prisen var russisk blod og skat. Udover et lille område ved Zaporozhian Host (det røde område på kortet) har Ukraine ingen historisk tilknytning til det land man nu besidder men er et produkt af russisk geopolitisk arbejde.
Ovenstående er grunden til at Henry Kissinger skrev, “Vesten skal forstå, at for Rusland, kan Ukraine aldrig være blot et fremmed land.”
Hvis amerikanerne havde været mere vidende om Ukraines historie, ville de have rejst fornuftig tvivl om gyldigheden af Ukraines territoriale forhåbninger. Konrad Adenauer sagde ved en lejlighed, “Historien er den samlede sum af det som kunne være undgået.” Om Ukraine kan det ikke siges bedre; hvis Zar Alexey i 1654 ikke havde beskyttet kosakkerne i Zaporozhian Host, ukrainernes forløbere mod udslettelse, ville vi aldrig have hørt om Ukraine.
I 1991, benyttede Ukraine sig af Sovjetunionens opløsning og erklærede sig uafhængig. Derpå, da den indledende jubel og hele sløret af løfter om demokrati og velstand lettede stod ukrainerne, der ellers aldrig havde styret sig selv overfor den grumme virkelighed med at regere, lede et land. At forsøge sig med et klart brud med Rusland, der fejlede Ukraine økonomisk og politisk.
Ukraines økonomi har været integreret i Sovjetunionens. Man producerede forskellige varer og services, og selvom produkterne var ikke opdaterede i forhold til Vestens standarder, var de pålidelige og billige. Rusland var det naturlige marked for Ukraine. Imidlertid besluttede Ukraine sig for at ansøge om medlemskab af EU, der ikke viste interesse som sådan og Ukraine mistede derpå det russiske marked. Resultatet blev at økonomien nåede det ulyksalige lavpunkt hvor Ukraine ikke var i stand til at forme sin egen fremtid og havde brug for finansiel assistance fra USA og Vesteuropa for at overleve.
For at gøre indtryk på eventuelle donorer har Ukraines ledere forsøgt at overbevise verden om at man er på en mission for at beskytte demokratiet. Højst uheldigt og beklageligt er deres forpligtelse til demokratiet begrænset til at deklarere principper. Som følge af politisk umodenhed og uerfarenhed har ukrainerne konstant valgt ledere der anerkender vigtigheden af demokratiet, dog hovedsageligt som et middel til at berige sig selv. Det er sådan at udbredt korruption er blevet en fundamental nødvendighed, en forudsætning for regeringsledelsen. Ukraines mest afskyvækkende karaktertræk er tyveri af økonomisk hjælp og af naturressourcer.
Historien, geografien, landets økonomi, og selve opbygningen af de lokale institutioner forudbestemmer et lands ageren internationalt. Ukraine mangler strategiske visioner, og erfaring i geopolitik, og forstod ikke den underliggende realitet da man med ihærdighed ansøgte om medlemskab af NATO, angiveligt af sikkerhedsårsager.
Uanset hvad motivationen har været fejlede landet med at indse at udfordringen med krig og fred er et produkt af fælles sikkerhed -- sikkerheden hos en part skaber ikke nødvendigvis sikkerhed for en anden. Ukraines ihærdighed med at slutte sig til NATO er en ignorering af 30 års russiske advarsler om at NATO udvidelse mod øst er udgør en eksistentiel trussel for Rusland.
Endog the New York Times, absolut ingen ven af Putin udfordrede, i sin leder den 9. januar 2022, lige før invasionen, klogskaben hos Ukraine ved at slutte sig til NATO og indrømmede at "Mr. Putin's bekymringer kan ikke blot fuldstændig afvises. Skulle Ukraine slutte sig til NATO ville alliancen få en 1200 mil landgrænse med Rusland, en situation ingen større magt ville gå med til, uanset hvor højlydt Atlantalliancen hævder det udelukkende er til forsvarsformål."
Om det er politisk naivitet, hensynsløshed, brændende appetit efter udenlandsk hjælp, eller det hele på een gang så har Ukraines ihærdige insisteren på NATO medlemskab, selv i udsigten til en lurende russisk invasion, igangsat en krig der meget let kunne være undgået.
Det var en fejl af enorm historisk størrelse.
Og mens denne forfejlede stat, med grænser trukket af Sovjetunionen, fuld af inkompetence og korruption nu kollapser i blod og ødelæggelse så er den yderst dystre forudanelse at Ukraine vil forblive i generationer at være ødemark.
Hvis således ukrainerne fortjener en stat så har de faktisk fortjent den stat de har.
Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of “Anatomy of a Bolshevik” and “Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It.” Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar