Da vi fik TV i 1950’erne
At Nogen smile kan, og altid smile, og være dog en Nidding, – Shakespeare, Hamlet
TV sent i 1940’erne og op gennem de tidlige 50’ere var kilden til underholdning i hjemmene.
Hvem ville have troet, førhen, at sådan et ‘sci-fi’ instrument en dag ville blive solgt i lokale butikker? TV eller ikke TV; Ville det være mere nobelt at lade TV være TV eller trække stikket?
Vi fik TV i 1949, af konsoltypen der kun var plads til ved at flytte pianoet. Denne noget drastiske ommøblering var sådan set i orden da det at få TV var “som at bringe teatret ind i huset.
Disse konsolenheder (med indbygget radio/pladespiller,TV) havde meget små skærme “filmlærreder” af glas der buede i siderne og krævede koncentration - langt mere end at lytte til radio. Med radioen, så længe der var stille, kunne man følge et program hvor som helst i huset mens man legede, arbejdede. Men TV var audio-visuelt og medmindre man befandt sig foran den lille skærm, som i en biograf, så missede man en stor del af programmet.
Hvis hvert hjem havde et TV, således ræsonnerede man i disse første dage med TV, hvorfor skulle nogen så gå i biografen? Ville biograferne lukke? Hvorfor dog gå i teater for at se et skuespil når man kunne se live drama i god kvalitet, instrueret af f.eks. en Sidney Lumet, og på en søndag aften? Jo, det er korrekt at det meste ikke havde særlig høj kvalitet, men undtagen den slendrian der uundgåeligt finder vej ind i pop-underholdning var manuskripterne og iscenesættelsen i TV dengang af forbløffende høj kaliber.
Efter den første spænding ved TV spekulerede jeg over om dette elektroniske mirakel der invaderede alles hjem ville være et plus for det moderne liv. Min skepsis over de goder vi blev tudet ørerne fulde af gjorde at også Groucho Marx jokede om det da han bemærkede: “Jeg synes TV er meget lærerigt. Hver gang nogen tænder for TV’et går jeg ind i et andet værelse og læser en bog.”
Små perler som “Hit Parade” hvor hver deltager ud af “Top Ten”var fremragende koreograferet og forskelligt hver lørdag. Da f.eks. sangen “I Ain’t Got Nobody” var blevet fremført på så mange måder at man var løbet tør for nye ideer, da dukkede danserne op som spøgelser syngende “I Ain’t Got No Body.”
Fremtidige TV-seere ville aldrig smage spændingen ved live programmer i disse første dage med TV. Det blev taget som en selvfølge at det du så skete lige nu i studiet. At man senere i transmissioner på forhånd redigerede for obskøniteter ændrede ikke den kendsgerning at det der skete på scenen og det vi så derhjemme var samtidigt. Rigtig meget af spændingen ved at være seer kom fra de optrædendes opmærksomhed på at de stod overfor et landsdækkende publikum. Uheld og fejl blev del af morskaben.
De optrædendes vovemod og opfindsomhed der viste de havde det fint gav gode stunder i disse spæde dage med TV, en vitalitet der aldrig kunne indfanges igen da programmerne helt rutinemæssigt blev optaget og redigeret på forhånd. Da shows blev til ‘dåser’ mistede TV underholdningen sin autentiske livlighed.
Image: Anthony J. DeBlasi
Som med radioen ville TV’et undertiden holde inde med at fungere ordentligt. Billedet uklart, med striber osv. Så blev det flyttet ud fra væggen og dets dusinvis af radiorør trukket ud og bragt til den lokale forhandler og udskiftet for ikke særlig mange dollars. Isenkræmmerne havde et lager af erstatningsrør. Det var morsomt at bruge rørtesteren for at finde det defekte rør. Men ikke morsomt at få placeret det rigtige rør i den rigtige sokkel. Det kunne være en øvelses udi tidsforbrug hvis rørene alle viste sig at være i orden eller hvis det udskiftede defekte rør ikke klarede problemet, hvilket betød at så måtte TV reparatøren tilkaldes.
Til trods for et rimeligt antal virkelig gode shows var jeg ikke overbevist om at TV ville leve op til det hædrede løfte om et bedre liv for alle. Måske forventede jeg for meget af dette teknologiske vidunder. Men det junk der kom gennem TV’et fodrede min mistanke om at “fremskridtet” på så mange måder kunne gå fra forbedring af livet i hjemmet til noget rigtig skidt. I bedste fald burde TV fjerne alle de der afstemninger om “popularitet, og placere dem langt ned på listen. Og i værste fald? Selvom jeg endnu ikke havde læst George Orwells 1984, i hvilken TV bruges på den mest onde måde, havde det længe været min fornemmelse at nu da “money talks,” så kan teknologisk fremskridt være skadelig (for at sige det mildt) for de der udsættes for det. Jeg behøver vel næppe at bringe emnet, der kan få ens blod til at fryse, på banen - de teknologiske fremskridt fremmet af nutidens transhumanister - det med at få en chip placeret i hjernen.
Min indstilling til teknologi er den samme, nu som dengang, et mix af kærlighed til at den kan forbedre livet og had for dens forbandede moralske neutralitet. Værktøjerne og legetøjet i teknologien er i sandhed vidunderlige, og ros til teknologiens fremskridt der kan reparere den fysiske krop og faktisk giver mennesker et bedre liv.
Men samtidig kronisk ambivalens mod udviklingen af produkter der hurtigt kan vendes mod folk, endog ‘udslette’ dem mere effektivt, det er dybt foruroligende. TV og rigtig meget af cyberspace forbliver et manipulerende værktøj for amoralske moguler, der ved deres handlinger demonstrerer den ringeagt de har for menneskelivet.
I det mindste burde det være soleklart for enhver i besiddelse af sund skepsis, og en forståelse af god smag, at TV ikke er der hvor man får en forståelse af hvor verden er på vej hen.
Hvorfor beholder jeg så mit TV? Tja, jeg bruger det til at se klassiske film, herunder nogle jeg optager fra PBS transmissioner før det blev venstreorienteret og endte med at stoppe med at sende kvalitets TV, den sørgelige skæbne for mange af de engang værdsatte kommunikations- og underholdningskanaler.
Jeg spekulerer på hvor længe der skal gå før amerikanerne “begriber det” som Josh Billing bemærkede: “Problemet hos de fleste er ikke deres uvidenhed. Det er at vide så meget der bare ikke passer.”
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar