J.D. Vance’s “Uacceptable” tale

Eliten i Europa hader den

Bruce Bawer   Det var den 5. marts 1946 på Westminster College i Fulton, Missouri at Winston Churchill, der året før var blevet forkastet som premierminister, efter han i triumf havde ledet the United Kingodm gennem 2. Verdenskrig og til sejr gav en tale der skulle give ekko i generationer. The United States, fortalte han publikum, befandt sig nu “på verdensmagtens top,” en rolle der lagde på dens skuldre en “inspirerende stor ansvarlighed for fremtiden.” Spørgsmålet var nu: “Hvad er så det overordnede strategiske koncept vi i dag skulle nedfælde?” Vestens nationer netop befriet for nazismens rædsler stod nu overfor to formidable trusler: “krig og tyranni.”                                                                                                                                        I den umiddelbare fremtid ville atombomben beskytte den frie verden for den tidligere; men Churchill advarede om om at “fra Stettin til Baltikum, til Trieste i Adriaterhavet er et jerntæppe kommet ned over Kontinentet.” De “gamle stater i Central- og Østeuropa” var nu under kontrol af “politiske regeringer” der var Kremls marionetter. Dette, understregede Churchill, var ikke det som “befriede Europa kæmpede for at opbygge.” Og den eneste måde at adressere det på var, at de stadig frie lande i Vesten, med Amerika og Storbritannien i spidsen, skulle opretholde deres militære styrke forbundet af deres solide sammenhold, deres alliancer.

Vigtigheden af Churchills tale blev straks anerkendt rundt om i verden. Således var også talen, der blev givet sidste fredag af vicepræsident J.D. Vance ved, München Sikkerheds Konferencen yderst vigtig. Som Churchill, har Vance  en baggrund som militær veteran, en politisk leder og en begavet forfatter. Vance brugte lejligheden, ikke til at sleske for sit publikum af europæiske politikere og militære personer ved at påpege deres præstationer tilbage i tiden, men til at udfordre dem med vanskeligt acceptable ord om fremtiden. Og som Churchill irriterede Vance. Mindre end et år efter Victory Day og D-dagen var mange almindelige mennesker på begge sider af Atlanten udslidte og trætte af krig, og ivrige efter at lægge konflikten bag sig; det sidste de ønskede var at få at vide at de stadig skulle være årvågne, opruste deres væbnede styrker, og betragte deres, ved første indtryk russiske allierede som modstandere; mange diplomater så også det nyligt oprettede the United Nations som en mulighed for de allierede i Vesten og Sovjetblokken til at arbejde sammen fremadrettet som venner. Churchill’s vækkede dem, og som sådan ville hans tale  blive anerkendt i de næste årtier, men på den tid var det en uvelkommen tale

Og talen fra Vance? Den kom rigtig i gang, og efter tyve minutter var den også en som vakte alle til live - og en uvelkommen provokation. Som Churchill talte han om sikkerhed, han udtrykte håb om en “fornuftig rimelig aftale mellem Rusland og Ukraine,” Han gik videre og sagde, at den trussel han bekymrer sig mest om drejer sig om Europa og “truslen indefra,” Han nævnte “ Europas tilbagetrækning fra nogle af deres mest grundlæggende værdier, som deles med the United States of America” – en tilbagetrækning der kan ses ved “den tidligere Europæiske kommissær” der “frydede” sig da Rumænien “annullerede et helt valg,” og som sagde at det samme kunne ske i Tyskland; ved EUs planer om at "lukke ned for sociale medier,” hvis ikke disse censurerer “hadfyldt indhold”, og ved den tyske regerings udfald mod “antifeminister” ansporet af den svenske kristne aktivist der brændte en Koran, og ved den britiske veteran der blev fundet skyldig i at bede i tavshed ved en abortklinik; og ved den skotske regerings advarsel til folket om at under visse omstændigheder kan private bønner i deres hjem bryde loven. 

Vance erkendte at denne form for aktivitet også var et problem i the. U.S., hvor f.eks. Biden-administrationen var efter sociale medier så de var tavse om sandheden om COVID-19 oprindelsen Han føjede til, at under Trump ville der være en modsatrettet holdning. “Vi kan meget vel være uenig med dine synspunkter,” sagde  han “men vi vil kæmpe for at forsvare din ret til at ytre dem offentligt.” Det var som taget fra Voltaire. Det var en deklaration som en forsamling ledere i frie lande begejstret ville have hyldet for et par årtier siden. 

Denne gang fik Vance’ udtalelse blot en patetisk klapsalve. Vance fortsatte med at bemærke at selve München- konferencen havde nedlagt forbud mod at nogle partier fra både venstrefløjen som højrefløjen deltog. Han kritiserede denne beslutning og fastholdt at politiske ledere skal være i dialog med folket som er de ægte vælgere. Jo, han gik med på at det er vigtigt at tale om forbruget til forsvaret; dog hvis vi ikke er bekymret for vore nationers sikkerhed, er det også vigtigt at vide, “hvad det er vi først og fremmest vil forsvare.” Hvad spurgte han, “er den positive vision der giver liv til denne fælles.sikkerhedsindstilling?” Der er ingen sikkerhed, insisterede han på “hvis man er bange for stemmerne, meningerne, der står bag dit eget folk.” 

Så pegede han på udfordringen - masseindvandring. Blot dagen tidligere havde en afghansk asylansøger kørt en bil ind i en folkemængde i det centrale München. Han skulle have råbt “Allahu akbar.” Der var mindst 20 tilskadekomne. Såvel Europa som Amerika har oplevet alt for mange sådanne overgreb, der, slog han fast, var resultatet af “politikernes beslutninger.” Ikke en eneste vælger på det europæiske kontinent, formodede Vance, havde nogen sinde været ved stemmeboksen for at “åbne for millioner af ikke kontrollerede immigranter." Faktisk var de aldrig blevet spurgt ind til visdommen i sådan politik. Davos flokken anså massernes mening som værende et emne der ikke havde brug for opmærksomhed. Idet han henviste til Elon Musk’s støtte til Alternative für Deutschland (AFD) - der har opnået stor folkelig støtte, selvom ledere af andre partier har arbejdet intenst på at nægte partiet en stemme i Bundestag - sagde Vance: “Hvis amerikansk demokrati kan overleve ti år med Greta Thunbergs forhånelser, så kan I overleve et par måneder med Elon Musk.” Det var en morsomhed. Vance solgte det som en morsomhed. Men der var ingen latter - overhovedet.

Det var en tale - til alle tider - af en mand, der meget vel kan være den mest indflydelsesrige blandt medlemmerne i Trumps drømmehold. Men for den europæiske politiske elite, medierne og militæret var den et mareridt. Disse personer ønsker ikke at høre om immigration. Man ønsker ikke at høre om islamisk terrorisme. Man ønsker ikke at høre om ytringsfrihed. Som Democratic lederne i Washington holder de af at tale med passion om vigtigheden af at forsvare “vort demokrati” selvom de gør alt hvad de kan for at forvandle demokratiet til et elitært styre - af netop dem selv.  

Da jeg så talen og i betragtning af publikums mangel på entusiasme blev jeg mindet om, og ikke for første gang, om en episode for mange år siden, i Washington D.C., hvor jeg talte til en forsamling diplomater fra the U.S. og forskellige amerikanske allierede. Det var ved en konference om Europas fremtid, et emne hvor alle faktisk var ‘oppe at køre.’ De mente fremtiden for Europa var langt mere lys end Amerikas. Jeg var den eneste undtagelse og advarede hele tiden om kontinentets islamisering og hvad det indebærer.  Jeg modtog samme reaktion som Vance - dyb tavshed. Ulig Vance fik jeg spørgsmål. De fleste var faktisk ikke spørgsmål - de var angreb. De var brutale. Temaet var det samme; Hvem i helvede var jeg til at ødelægge festen? De mange hændelser jeg fremholdt som udtryk for bekymringerne blev afvist uden omsvøb af disse lumske overlegne elitære, vi ved det hele - det jeg omtalte var intet andet end anekdotiske beviser. 

Nuvel, jeg fik ret. De tog fejl. Det samme her. Blandt forsamlingen af bedrevidende, der sad stille gennem Vances tale, var EU udenrigsminister Kaja Kallas, der  jamrede over, at the U.S. var ved at “føre en kamp mod os, og vi ønsker ikke at udkæmpe en kamp med vore venner.” Hun sagde at Vestens allierede, burde fokusere på de større trusler end de Vance omtalte, såsom den russiske aggression. Tyskere i publikum var især højlydte i deres vrede.  Boris Pistorius, Tysklands forsvarsminister tordnede i sin München tale om at det var “uacceptabelt” af Vance at beskrive de europæiske lande som autoritære. Ulig noget i Vances tale modtog Pistorius for sin brug af ordet “uacceptabelt” stort bifald. Som nogle pro-Trump observatører kommenterede var Pistorius’ brug af ordet et perfekt eksempel på  intolerance for andres synspunkter - det som netop Vance havde talt om.Tysklands kansler Olav Scholz, der også talte ved konferencen, henviste til hans regerings ret til at forbyde “hadtale” hos den “yderste højrefløj.” Kort sagt: Vi eliten vil definere frihed og ytringsfrihedens grænser. Og på tysk DW News, beskrev en journalist Vance’ kommentarer om immigration  som “konspirations ideologi” (“noget sådan findes ikke” vurderede hun” og sagde at mange af konferencens deltagere, som hun havde talt med så Vances’ tale som en indblanding fra U.S. i europæiske forhold, og som et forsøg på at påtvinge amerikansk politik på Europas folk.

På samme tid, i Frankrig skrev Le Monde at der nu var “to nøgledatoer i historien om München Sikkerheds Konferencen: 2007 og 2025.” I 2007 “forbløffede Putin Vesten med en meget aggressiv tale mod the United States”; denne gang er det omvendt for det er Amerika der der “har vendt sig mod sine partnere og slået sprækker i Vesten,” med et “fjendtligt, bittert udfald mod de europæiske demokratier.” Le Figaro er enig: “det var som om at alliancen støbt, af sejrherrerne i Vesten, og styrket ved fyrre års strid i Den Kolde Krig, er blevet rystet.” I Spanien beklagede El Mundo, at Vance havde brugt sin ‘prædiken’ til at “sammenligne EU med USSR, forsvare højrefløjspartier og nedtone at Rusland er en trussel,” samtidg med at El Pais beskrev Vance som krævende at europæerne lytter mere til den yderste højrefløj. I Nederlandene sammenlignede De Trouw Vance’s “stærke dom over Vestens demokratier”med Putins. 

I Norge kaldte Zofia Paszkiewicz, korrespondent for det venstreorienterede stats TV NRK Vances tale for, ganske forbløffende, “meget religiøs.” På NRK debatforum beskrev udenrigspolitisk redaktør  Sigurd Falkenberg Mikkelsen den som “reaktionær” og sammenlignede den med en amerikansk kampagnetale. Partileder for de Konservative og tidligere premierminister Erna Solberg. anklagede Vance og Trump for at repræsentere “de mere ekstreme fløje i det Republikanske parti”; Anders Romarheim, professor i politisk videnskab snerrede af både Vance og Trump for at turde belære os om demokratiets natur, og sagde at Vance havde udvist magtarrogance (“arrogant og selvpromoverende opførsel associeret med en magtposition”) og på brutal vis påtvinge en amerikansk politisk debat på Europas offentlighed, og dermed sætte “det transatlantiske fællesskab....i en krise.” NRK-værten undrede sig højlydt over om Vances tale var endnu et tegn på at Amerika er på vej mod en ikke demokratisk fremtid. I the UK kaldte the Guardians diplomatiske redaktør  Patrick Wintour, Vances tale “rå og konfrontatorisk,” et “brutalt ideologisk angreb,” og at den blev “mødt med chok” af publikum i salen der så den som et billede af en “social omvæltning”mellem the U.S. og Europa om “værdier og demokratiets natur.”

Disse forkastelige udfald, henholdsvis tonedøve og nederdrægtige, overfor nogle få minutter i en direkte tale fra en amerikansk vicepræsident om selve frihedens natur var ret så irriterende når man ser på den patroniserende måde hvorpå disse politikere, journalister og akademikere helt rutinemæssigt taler om det amerikanske folk og deres ledere, og dog tager de vore sikkerhedsgarantier som en selvfølge. 

Det er disse mennesker der omhyggeligt går på listefødder om de muslimske ledere, og som,  rutinemæssigt er tavse med kritik af islam og sætter deres egne borgere i fængsel for at ytre sig, samtidig med at muslimerne slipper frit afsted med deres voldelige forbrydelser.

At disse europæiske lederne kunne karakterisere Vances tal som religiøs eller som en trussel om at trække U.S. støtten til NATO, eller som et upassende forsøg på at bringe amerikanske politiske debatter til Europa, eller et tegn på at Trump går bort fra frihed - frem for at kæmpe for den - viser blot hvor stor en kløft der er mellem de venstrefløjs orienterede elitære i Europa og den amerikanske vælgerskare.

Det er imidlertid vigtigt at huske, at mens Amerikas folk, og dets præsident endnu engang, og tak for det, er i sync med hinanden, så er de elitære der styrer Europa i stadig større grad ideologisk helt ude af sync med deres egne folk - som bevidnet i de alternative medier hvor rigtig, rigtig mange europæere hylder Trumps dagsorden og støtter Vances tale

i Storbritannien gav, Ben Habib, medleder af the Reform Party, talen sin uforbeholdne støtte. Westminster medie veteran Gawain Towler sagde at Vance har ret, trods den tyske vrede, ligesom Trump havde ret i sin første periode, da han advarede tyskerne (der svarede med forhånelse) om ikke at stole på Rusland for at få elektricitet, og i Norge hyldede Ole Asbjørn Ness, redaktør for det alternative nyheds website  iNyheter, Vance for at have givet en “følsom, intelligent tale” om Europas vedholdende selvødelæggelse, for deres dybt alvorlige forkerte tolkninger af masseimmigration, og fordømte NRKs sludrehoveder for helt at miste essensen i Vances nødvendige budskab - der som Ness påviste “vil gå over i historiebøgerne,"  Hørt, Hørt!h

Konklusion: Det som står mere tydeligt end nogensinde efter fredagens debat i München er, at langt flere end amerikanerne har brug for Trump, folkene i Vesteuropa er i desperat behov for at få ført deres egne ‘Trump’er’ i førersædet før klovnene der styrer nu fører dem ud over klippekanten.

J.D. Vance’s “Unacceptable” Speech | Frontpage Mag