Immigration, tilbage til barbarisme, og civilisationens ophør
Trediveårs Krigen var slem for Europa. Så dybtgående var konsekvenserne for de kristnes splittelse, at der bev rejst tvivl om sårene nogensinde kunne heles. Krigen efterlod spor af lemlæstelser og ødelæggelser. Hære af skruppelløse lejesoldater terroriserede civilbefolkningerne både på landet og i byerne. Troen blev prøvet til sine grænser. Det føltes som Gud for evigt havde forladt sine børn. Landområderne var hærget af nedbrændte afgrøder, plyndrede huse og bunkevis af døde mennesker - som Helvedes forkamre.
Katolikker og Protestanter er ikke længere i krig mod hinanden. Tværtimod, uden nogen børn at døbe eller nogen tillid til fremtiden, har kristne resigneret - og er gået i glemsesmode. Ikke desto mindre har de bevidnet, gennem de sidste 30 år, at der er opstået krigslignende forhold i Vesteuropa.
Overordnet betragtet stammer tragedien fra et åndeligt (moralsk) kollaps, der i særlig grad kan ses på institutioner med højere uddannelser, og den ubegrænsede indvandring fra Afrika, Mellemøsten, og Asien. Den progressive elite har gennem en overtagelse af (a) social aktivisme, (b) historisk revisionisme og (c) moralsk relativisme åbnet for grænserne til mennesker der har rod i stærkt opdelte, udemokratiske samfund, karakteriseret ved en ukontrolleret dominans af krigsklaner, diskriminerende vold, og en alle steds værende misbrug af magt (nepotisme, korruption og udnyttelse).
Ved kun at udvise en minimum indsigt i etnologi, og uden den mindste fokus på den vigtige betydning af kulturel (ikke “racemæssig) homogenitet - eller i det mindste sammenhængskraften - i udformningen af det moderne velfærdssamfund har lederne i Vesten sat civilisationen overlevelse i alvorlig risiko. Beklageligvis magter de ikke at værdsætte hvor værdifuld denne civilisation virkelig er.
Intet som en “pragmatisk konstruktion” dukker frem af nødvendigheden, Vestens civilisation repræsenterer den, er et produkt, uden lige, af filosofisk, religiøs og ideer om lov. Den blev aldrig overdraget jødisk-kristne slægter som en gunst fra oven, men blev født gennem ledelse af dem selv. De skylder intet til verden, det som opnåedes, i frihed og velstand, før de blev tvunget til at dele det med immigrationseventyrere og kolonisatorer, var deres egen fortjeneste.
Image: Public domain.
Som svar på uvidenheden, mangel på handling og den herskende klasses bedrag, ville den selvsamme samfundsindstilling, der normalt ville motivere den enkelte borger til at komme med personlige ofre og stræbe efter det fælles gode, alt det bliver nu foræret væk til en slags fremmedgørelse fremprovokeret at etniske konflikter, det at man oplever institutionel korruption og en generel atmosfære af dom.
Importen af hele befolkningsgrupper fra ‘Den Tredje Verden’ forstyrrer uden for diskussion de kulturelle normer i Vesten. I lyset af de demografiske projektioner er denne forandring ikke til at ændre. Sammen med den kulturelt betingede homogenitet forsvinder tilliden som samfundet er baseret på. Således er civilisationens støttesøjler ved at forvitre. Det som bliver tilbage er et moralsk degraderet tyranni med klaner i krig mod resten af samfundet. Bogstavelig talt, bliver Vesten til en blodig slagmark, hvor Kristendommen er tilbagegang - ligesom den har været i århundreder i Nordafrika og Mellemøsten. (I mindre skala igangsættes voldelig disintegration af et harmonisk velstående kristent samfund, som det kendes tidligere fra Libanon, ved anti Vesten kræfter og demografier).
Trediveårskrigen sluttede med Den Westfalske Fred i 1648. Cirka på det tidspunkt var det primært en kamp bestående af muslimer mod hedninger af kristen oprindelse. Ulig tidligere bliver byer ikke belejret og plyndret af regulære tropper. Nu til dags skabes først et kaos af nært tilknyttede, organiserede, ideologisk inspirerede og godt bevæbnede bander der har besejret både civilsamfundet og lovsystemet, dermed undermineret den sociale sammenhæng i et samfund som tidligere havde stor tillid til hinanden.
Den britiske journalist, forfatter og redaktør Douglas Murray fortalte engang om en ophedet konflikt mellem Hinduer og Muslimske indbyggere i Leicester, oprindeligt en engelsk by i the East Midlands (Spectator, September 24, 2022). Den episode der satte konflikten i gang var en cricket match mellem Indien og Pakistan den 28. august 2022.
Få måneder senere brød der optøjer ud i den franske by Montpellier (og forskellige andre byer). På det tidspunkt var deltagerne i optøjerne sigøjnere, (i anerkendelse af deres mindre antal) og også muslimer. Episoden var en fodboldkamp mellem Frankrig og Marokko den 14. december 2022.
I begge tilfælde blev englændere og franskmænd reduceret til rædselsslagne tilskuere, der bevidnede en forestilling med brutal vildskab og brug af våben (jernstænger, et par Kalashnikov rifler i Montpellier). Et tidernes tegn, politibetjente der var alt for få i forhold til pøblen stod tøvende overfor en fremmed og fjendtlig hob, og beskyttede sig selv ved i store træk at forsøge at være mæglere.
Europæiske fodbold hooligans er det de er: Socialt udfordrede og malplacerede individer der føler sig tiltrukket af en voldelig gruppekultur der findes blandt mange fodboldklubber. Det kan være den type der drikker overdrevent, og råber og skriger udfordrende og søger efter at komme i slåskamp. Hvad de imidlertid helt sikkert ikke er er erklærede fjender af samfundet. I særlig grad lader det ikke til de er i konflikt med samfundet blot mod andre klub grupperinger. Helt klart er disse sammenstød i gaderne, om det er helt bevidst eller uovervejet fuldstændig uacceptabelt i et samfund med lov og orden, således er det en udfordring for politiet.
Når religion involveres, ændres sceneriet sig yderst dramatisk. Religion indeholder en formodning der omfatter såvel individuel som fælles skæbne som gruppe. Hvis du, ikke som din egen bror, er en fan der elsker Tottenham og hader Arsenal, kan du (faktisk) ændre holdning: Had Tottenham og elsk Arsenal. Den ændring påvirker, i bedste fald, din relation til dine tidligere gruppefæller fra Tottenham. Det er ikke “skæbneafgørende” i ordets betydning.
Når udøvende agitatorer udnytter de oppiskede lidenskaber der rejses ved en sportsbegivenhed for at intensivere til etniske konflikter (ved at påpege racemæssige fordomme, forhåne religiøse læresætninger og opildne til vold) er der imidlertid meget mere på spil. Dermed bliver sportsbegivenheder i et bredere perspektiv et værktøj til at udbrede en eksisterende kulturkrig og føre en særlig gruppe til sejr, defineret af nationalitet, religion eller dem begge.
I Leicester, stod kampberedte indere overfor ligeså kampberedte pakistanere (sammen med andre muslimer). I Montpellier omringede en muslimsk pøbel - forestillende sig, gennem erfaring, at være en uovervindelig gruppe, en bil, fordi et fransk Tricolore flag var synligt. Sådan lyder beretningen. Chaufføren forsøgte at undslippe, han var tilfældigvis sigøjner, og blev slået ned og dødeligt såret af en 13 årig knægt. Efterfølgende vandrede den muslimske pøbel gennem gaderne og skabte frygt, konstant hyldende deres gud, og med truende udtalelser ( vi voldtager mødre) slog løs på tilfældige mennesker og “undersøgte” lejligheder på deres færd.
Som deres demoraliserede kolleget i Storbruitannien, nedbrudt af ideologisk infiltration har det franske politi for lang tid siden givet op overfor det såkaldte “voldsmonopol,” der ikke burde kunne eksistere i et samfund i Vesten under lovstyre. Som årene er gået er politiet ganske enkelt blevet ‘omringet’ af kriminelle klaner og islamistiske grupperinger.
Selvom deres politiske arbejdsgiver har forbudt at erklære det offentligt har det franske politi i lang tid kapituleret. Vedvarende udfordres politiet af en overlegen magt i forstæderne og betjentene frygter for liv og lemmer. Som forholdene er lige nu roses politiet ikke for at bekæmpe lovløshed i samfundet. Snarere mistænkes det for en politisk dagsorden og er udsat for politisk (fra venstrefløjen) forfølgelse. Det er en sandhed at Vesten fortsætter med at kæmpe mod sig selv frem for at tage et opgør med indvandringens destruktive resultater.
Bandekrigene finder sted lige for vore øjne og drejer sig om langt mere end narkosalg, trafficking, prostitution; de handler i bund og grund om social dominans i Vesten Post-kristne hedninger der hverken har børn eller er villig til at slås for deres civilisation har helt klart givet op i troen på frelse. I stedet for at sørge, og da slet ikke tænke på deres egen impotens og elendighed, sløver de deres følelser med øjeblikkets mindre dystre hændelser. De er blevet alt for kujonagtige til (a) tænke klart, (b) være ærlige overfor sig selv, (c) handle beslutsomt.
Således slutter Europas historie som det gamle hjemsted for vesterlændinge. Et mørkets mismod breder sig, mens denne pest og de religiøse krige hærger. Kaos markerer forvandlingen fra post-kristent verdsligt samfund til orientalsk lignende tyranni. Civilisationen rulles tilbage. En dag, måske, vil man huske på det som menneskehedens gyldne æra. Nogle vil endnu beklage civilisationens nedtur.
Opslag
