England - ved vejs ende?
I historisk tid var de britiske øer først befolket af Kelterne. Så blev man invaderet af romerne, der trak sig ud nogle få hundrede år efter. Angelsakserne erstattede straks de sydgående romere, og landede i hobetal på de engelske østvendte kyster. Vikinger krydsede også Nordsøen og søgte deres lykke, og blev gradvist integreret med de indfødte. Endelig blev øerne besejret af normannerne - en tredje germansk bølge.
England og resten af Storbritannien har erfaret adskillige invasioner udefra. Dog er etniske træk fra nabolandenes folk blevet ‘absorberet’ i den eksisterende kultur og har beriget den med tiden. Det er kun i de sidste 30 år at briterne har oplevet en ubegrænset tilstrømning af fremmede der truer deres egen kultur med udslettelse.
Sammen med invasionerne fra fremmede er britisk historie kendetegnet ved øjeblikke med intense interne konflikter. Den Engelske Borgerkrig (1642–1651), en række væbnede sammenstød mellem Parlamentarikere og Eoyalister (kendt som henholdsvis Roundheads” og “Cavaliers”), blev afgørende i skabelsen af det Storbritannien som vi plejede at kende. Den langvarige krigstilstand, hele tiden kompliceret af uafhængighedsbestræbelser fra Skotland og Irland, ikke kun afgjorde magtbalancen mellem monarkiet og Parlamentet, men berørte også i svær grad det religiøse, kulturelle og politiske i nationen.
Fromme, stolte og principfaste Charles I, søn af skotsk fødte King James VI, House of Stuart, kom på den engelske trone som hersker over tre kongedømmer (England, Skotland, Irland) i 1625. Som sin far troede han fuld og fast på kongernes gudgivne rettigheder. At monarker er udpeget af Gud, og kun ansvarlig over for Gud. Denne overbevisning fristede ham til at regere uden parlamentarisk accept i lange perioder, og han indførte upopulære skatter og politik. Bourgeoisiet i byerne (det vil sige købmænd) middelklasse herrer afviste hans autokratiske styre og krævede en større repræsentation i Parlamentet og regerings medvirken.
Intra-kristne invasioner plagede England længe efter bruddet med den Romersk-Katolske Kirke i 1534, Officielt blev Pavens myndighed afvist. Imidlertid svor Puritanerne at rense deres kirke definitivt fra nogen før anglikansk liturgi. Ydermere betragtede parlamentarikere af Puritansk overbevisning kongens religiøse politik som katolsk hældende og uforsonlig. Royalisterne støttede på den anden side den hierarkiske Anglikanske Kirke og kongens myndighed over religiøse forhold.
Mens Royalisterne i store træk var aristokrater, bedre borgerskab og andre loyale over for tradition og monarkiet, var de ivrige efter at fastholde den etablerede orden. Parlamentarikerne, i modsætning, inkluderede politiske ambitiøse segmenter fra velstående områder og Puritansk utålmodighed for at få mere parlamentarisk betinget myndighed og religiøse reformer.
Krigen var voldsom og brutal. Slag som de ved Marston Moor og Naseby afgjorde til sidst udfordringen førende til tilfangetagelsen og dom over King Charles I i henholdsvis 1646 og 1649. Afventende skæbnen for Louis XVI og Nicholas II, blev hans henrettelse et dramatisk vendepunkt, der chokerede Europa.
Oliver Cromwell skulle som snedig leder og hengiven Puritaner vise sine evner som leder af den parlamentariske bevægelse. Efter den royale henrettelse, oprettede han “Commonwealth of England”, en republikansk regering der fjernede monarkiet og House of Lords. Med det tyran lignende privilegium at kunne indføre tvungne beslutninger “proto-revolutionært”, herskede han over Britannien som “Lord Protector” (en pudsig titel a la Orwell). Imidlertid bragte hans embedsperiode relativ stabilitet efter årene med uro. Mistroisk overfor både katolikker og politiske afvigere lige til det sidste påtvang han puritanske reformer.
From Wikipedia Commons: The Battle of Marston Moor (John Barker, before 1886)
Borgerkrige truer uundgåeligt den social sammenhæng ved at nabo står op imod sin nabo. Dog viser eksemplet med England, hvordan de på paradoksal vis øger den sociokulturelle integration. Således, trods destruktiv på kort sigt, skabte krigen en vital fortælling om “nation building” — processen med at støbe et integreret politisk samfund ved diverse sociale og religiøse grupperinger. Konflikten tvang England til at genoverveje regeringsledelse og formen for myndighed. I sidste instans lagde Parlamentarismen, ved at udfordre den guddommelige ret hos konger og ved stipulere parlamentarisk suverænitet, grundlaget for en konstitutionel skabelon der samlede nationen under delte lovrelaterede institutioner.
Den historiske proces fik inspiration fra de politisk-jura traditioner, der går tilbage til 1215, og Magna Carta, Underskrevet næsten 400 år før borgerkrigen, fastslog charteret, at hverken kongen eller hans regering står over loven. I tilgift garanterede den visse jurabetingede beskyttelser for adelen. Oprindeligt med den hensigt at inddæmme King Johns misbrug blev den et ærværdigt symbol og den jurabegrundede forløber for at begrænse kongens magt. Dens idealer - såsom at beskytte mod tvangsstyre og bekræftelse af rettigheder ifølge lov - blev noget Parlamentarikerne brugte da de stod op imod King Charles I’s autokrati.
I konteksten af national forsoning blev, the Restoration Settlement af 1660 en forløber for det konstitutionelle monarki. Ved sin kroning accepterede Charles II begrænsninger på den royale magt besluttet af Parlamentet. Som påstået fortaler for tolerance forsøgte han at genskabe social fred og tillid. Ligeså meget som krigen forstyrrede de traditionelle institutioner, stimulerede den nye ideer om regeringsledelse, rettigheder og religiøse friheder.
Unden genopbygningen fra fjendtligheder, der havde sat fokus på autokratiet elendigheder og den religiøse intolerance udviste nation modstandsdygtighed. Inspireret af principper for “parlamentarisk suverænitet,”, "rule of law”, og “individets rettigheder” fostredes en politisk kultur der priste forhandling, grundlag i lov, og repræsentativ regering.
Som en Fulg Føniks fremstod England som et bemærkelsesværdigt stabilt, godt ordnet og civiliseret samfund - den moderne Vetens civilisations vugge. Den arbejdskrævende proces med at opbygge nationen skyldtes i udpræget grad Magna Carta, og forstærkningen efter krigen af den sociale sammenhæng. Det engelske folk forenedes i en fælles kultur, der sikrede en langvarig velstand og globale arv.
Nu er England imidlertid fallit. Ulig dramaet ved Hastings i 1066, har den islamiske erobring været lumsk. På de britiske øer er et skifte vedat ske fra, et samfund med stor tillid til hinanden, med en homogen kultur frem mod en multikulturelt “ingenmandsland” karakteriseret ved udbredt mistænksomhed og opdeling. Fremmedgørelsen kommer fra udenlandske klan grupper, der korrumperer civilsamfundet og de offentlige institutioner, med regli gøs overherre indstilling og social segregation.
Analogt med Maos “Lange March”, introducerede den marxistiske aktivist Rudi Dutschke den “ Lange March gennem institutioner.” Den revolutionære plan var at indtage akademierne for at forberede “folket” for opgøret med Vestens civilisation. I 1997 besluttede premierminister Tony Blair at ændre landet for evigt og lade de muslimske masser strømme ind. Friske forsyninger af “fordrevne” blev nødvendige for det socialistiske styre i fraværet af en arbejderklasse. På dette tidspunkt var offentlige institutioner blevet overtaget af anti-Vesten progressive.
I de seneste år har jihadistiske overgreb begået af voldtægts bander provokeret og fremkaldt offentlig vrede. At have mindreårige som målgruppe har vist sig at være en kriminel specialitet hos visse etniske grupper. I kølvandet på myndighedernes og politikernes dække har nyhedsmedierne afsløret dybden af den islamiske foragt, knyttet sammen med bekymringer om masseimmigration og islamisering af samfundet. ‘Stammekrigsførelse’ blandt etiske grupper har øget spændingerne og mistilliden mellem samfundene og de offentlige institutioner.
Mens invasionen skrider frem bliver den fremtidige magtbalance tydeligere. Kristne, om det er katolikker eller anglikanere og jøder er i defensiven. Den politiske elite svigter og bedrager den indfødte befolkning som var den et vasalhof, nægter befolkningen ytringsfrihed og at forsvare sig mod uretfærdighed. Politiet og domstolene forfølger helt utilgiveligt de som åbent gør modstand mod den anti-civilisatoriske transformation af samfundet.
Hvis de oldgamle giganter kunne se deres efterkommere ydmyge sig selv og bøje sig for de muslimske invasiontropper - se dem underkaste sig og leve som slaver i deres eget fædreland, overgive deres grønne øer som deres forfædre kultiverede og beboede i årtusinder ...angelsakserne, vikingerne og normanner ville de rotere i deres grave.
David Betz, Professor of War at King’s College, London, argumenterer, at Vestens samfund - i særlig grad Storbritannien - er på vej mod en ny slags borgerkrig. Intet som en krig i traditionel forstand er det en decentraliseret, lav-intensiv konflikt med rod i stammeidentitet, klagen og tillid der kollapser.
Da de offentlige institutioner svigter med at mægle i de sociale spændinger, fastfryses fjendskaberne balndt etniske, religiøse og ideologiske linjer- Betz ser voksende fremmedfølelse blandt unge, eroderet tro på politiske systemer, og statens manglende kapacitet til af gøre noget ved normer der er ildevarslende tegn på nedbrud. Idet der ventes på kalifatet, som det kan forudses ved demografien, vil de krigende parter skabe kaos i byerne, udføre infrastruktur sabotage og oprette eget politi i deres samfund. I de vaklende ruiner af Vestens civilisation, bliver staten selv blot en del blandt mange.
Libanisering. Anarki.
For Storbritannien er det en enden på vejen.
https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/at_the_end_of_the_road.html