Fra Kartago til Berlin, et beskedent forslag
Den første Puniske Krig begyndte i 264 BC og varede 25 år, og blev udkæmpet mellem Rom og Kartago, en civilisation i nutidens Tunis. Kartagenserne var de stærkeste og den vel mest velstående magt i Middelhavet og Nordafrika, hvor Rom var i fremgang på den italienske halvø. Efter to årtier hvor begge parter både finansielt og demografisk blev udmattet sejrede Rom. Kartago måtte give slip på Sicilien, Sardinien og Korsika og betalte store krigsskadeerstatninger.
Den Anden Puniske Krig varede fra 218 til 201 BC. Det var i denne krig at Hannibal angreb fra nord. Han bragte sine krigselefanter over Middelhavet, hen over Alperne og blev den italienske halvøs plage i mere end ti år. Hannibal drog fra by til by og vandt hvert slag herunder Cannae, hvilket næsten knækkede Rom, som imidlertid kom til kræfter, og benyttede kat efter mus strategi med det formål at udmatte Hannibals hær.
Image by ChatGPT.
Det er et af historiens store mysterier, at efter ti år med sejr i hvert sammenstød og med så at sige frit styre over det meste af det italienske hovedland, så af ene eller anden grund angreb Hannibal aldrig Rom, for at give det dødsstødet.
Så endelig skulle Publius Scipio, kendt i historien som Scipio Africanus, bringe krigen til selve Kartago, som så førte til at Hannibal blev kaldt hjem..
Ude af stand til at overvinde fordelen ved det romerske kavaleri blev Hannibal besejret og Kartago søgte om fred. Igen skulle Kartago betale betragtelige krigsskadeserstatninger, afgive enorme landområder og denne gang mistede man sit selvstyre.
Den Tredje Puniske krig begyndte i 149 BC, og blev den korteste og sidste. Den numidiske konge Massinissa og allieret med Rom angreb Kartago. Rom benyttede det som en undskyldning og erklærede krig. Tre år senere lå Kartago by i ruiner, da romerne i bund og grund smadrede alle bygninger mv.
Dette var så afslutningen. Virkelig trætte af at skulle kæmpe mod Kartago skulle Rom udslette dem. Rom opslugte alt Kartago besad, erklærede det ulovligt at genopbygge byen, og solgte den resterende befolkning til slaveri. Kartago skulle aldrig igen udgøre en trussel for romerne.
Hurtigt, to årtusinder frem og man ser ekkoerne af en af de største konflikter i historien. I 1914 indledte tyskerne 1. Verdenskrig i Europa. I fire år kæmpede parterne om hver tomme jord, og soldaterne kunne se hinanden henover de hundrede kilometer lange skyttegrave ved frontlinjerne. I 1918 blev Tyskland besejret og de allierede - hovedsageligt UK og Frankrig - indførte den drakoniske Versailles Traktat, der inkluderede forkrøblende krigsskadeerstatninger og strenge militære begrænsninger.
To årtier senere skulle Tyskland, stadig forkrøblet af erstatninger og begrænsninger på industrien, begynde 2. Verdenskrig. I det forrige årti havde landet langsomt, men konsekvent skubbet til grænserne for hvad Versailles Traktaten tillod, og man havde ikke fået megen modvilje. Således fortsatte Tyskland indtil det var stærkt nok til at de allierede sådan set intet kunne gøre for at forhindre de ekspansive metoder. Således begyndte en sand verdenskrig der kom til at omfatte det halve af kloden, og det tog et halvt årti før sejren var sikret.
Hurtigt frem 80 år, og verden skulle igen befinde sig i en krise. En anderledes krise, jovist, men en der truer civilisationen lige så meget som de to verdenskrige.
Hvilken krise? Naturligvis immigrations krisen. Og hvorfor er den en eksistentiel trussel for civilisationen? Fordi Vesten har været den primære drivkraft i fremmelsen af civilisationen rundt om i verden i de sidste 500 år.
Listen over ting Vestens civilisation har været ansvarlig for er centrale for verden i dag, og meget lang. Luftfart, telefoni, elektricitet ledninger, kernekraft, plastic, fjernsyn, air condition, automobiler, det bedste i moderne medicin, rumrejser, MRI maskiner, avanceret effektiv landbrug og meget mere, og ikke mindst det som faktisk har gjort en ende på slaveriet.
Denne Vestens civilisation blev grundlagt på Kristendommen, på individuel frihed, ytringsfrihed, religion og pressen, kapitalismen, liberalt demokrati, og relativt frie markeder. Udover det første fundament (Kristendommen) udvikledes de fleste af de elementer sig til hjørnestene i de seneste tre århundreder.
I dag er alt dette i farezonen og endnu engang er katalysatoren Tyskland. I særlig grad den tyske kansler Angela Merkel. I 2015, Som leder af hvad der dengang var den økonomisk mest magtfulde nation i Europa, og hun dikterede i al væsentlighed at kontinentet åbnede sine grænser for “migranter” fra Syrien, Afghanistan og Irak. Umiddelbart skulle det være humanitært, men denne politik var selvmorderisk. Europa havde ikke magtet at integrere immigranter i årtier, og nu havde Merkel åbnet døren for hele Den Tredje Verden.
Konsekvenserne har været ekstraordinære. 30 millioner, for de flestes vedkommende udokumenterede mænd i den militærduelige alder “migranter” fra den tredje verden har oversvømmet Europa i det sidste tiår, belastet velfærdssystemet, fået budgetter til at svigte og begået forbrydelser.
I dag over hele Vesten er der en voksende ideologi der er det modsatte af ytringsfrihed, religionsfrihed, den frie presse, kvinders rettigheder og meget mere. Voldeligt er det også. Med nuværende hastighed vil den demografiske forandring få europæerne til at være en minoritet i Europa cirka efter midten af århundredet, og Vestens civilisation vil halte bagefter, hvis den overlever så længe.
Hvis det så blot var Angela Merkel, kunne vi være i stand til at give Tyskland tilgivelse, men det er det ikke.
EU’s Ursula von der Leyen og WEF’s Klaus Schwab er begge også et ‘produkt’ af Tyskland, og var Merkels kolleger da hun besad magten - og har fastholdt hendes cancer lignende ideer da hun forlod embedet.
Når alt gøres op, fra at have givet os Karl Marx til at gøre den bolsjevikiske revolution mulig ved at hjælpe til at Lenin kom tilbage til Rusland, til at indlede to verdenskrige og føre an i Vestens kollaps har Tyskland kilden til mere strid og blodsudgydelse i de sidste 200 år end nogen anden nation på planeten. Og der er meget mere.
Det er sandsynligvis for sent for Europa at redde sig selv, selvom det er muligt Vestens civilisation kunne overleve kollapset i dets oprindelse. Ikke desto mindre, trods det oddsene ikke er gunstige, er der håb, men det vil kræve drastiske midler.
Vesten burde gøre med Tyskland som romerne gjorde med Kartago. Ikke i bogstavelig forstand med udslettelse, I stedet burde landet opdeles i et dusin eller flere autonome nationer. Hver for sig ville disse mindre stater bruge så megen tid på at overleve, at de ikke kunne føre verden frem mod endnu en afgrund.
Du kan hævde at dette forslag er vanvittigt, og det er det måske, men det er det også at stå i spidsen for at ødelægge den mest succesrige civilisation i historien. Som træl af klima forandrings dagsordenen slukkede Tyskland fornylig det sidste af landet kernekraftværker og er godt på vej til et kollaps af økonomien.
Det er en statsmandsversion af nogen der ønsker at begå selvmord og beslutter at så mange som muligt dør sammen med ham. Vesten burde ikke tillade det. Vi ved hvordan kollapset af Vestens civilisation ser ud: Det er noget mellem Afghanistan og kommunist Kina. Begge forvarsler afslutningen på frihed og velstand. Hvis Vesten ønsker at undgå den skæbne så er første skridt at eliminere Führeren/Fløjtespilleren der leder gangen. Måske så vil det være muligt at holde fokus på at redde hvad der er tilbage......
Follow Vince on X at @ImperfectUSA
https://www.americanthinker.com/articles/2025/07/from_carthage_to_berlin_a_modest_proposal.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar