For skønhedens skyld
Det forlyder at akademier og andre intellektuelle led af en dyb krise i kølvandet på 2. Verdenskrig. Rædslerne der blev udstillet havde et destruktivt potentiale for den industrialiserede modernitet og rystede gamle ‘sikre’ forhold. Denne erkendelse fostrede udbredt selvforagt, og igangsatte en kritisk genvurdering af Vestens civilisation især den traditionelle æstetik og kultur normer.
Formodentlig medførte det kollektive trauma en desillusionering af de klassiske former, udsmykning og den historiske arkitektur, der symboliserede den gamle orden - blev set som medskyldig i den sociale og politiske fiasko der førte til krig.
I mellemkrigsperioden igangsatte den selvkritiske ånd de avant garde arkitektoniske bevægelser - side om side med revolutionære massebevægelser såsom kommunismen og national socialismen - med det mål at omforme samfundet og enkelt individet. Ideen var at nye arkitekturformer ville skabe nye måder at leve på, at tænke på, og at handle på - i bund og grund skabe en utopisk verden.
Med deres betoning af funktionalitet, enkelthed, rationalitet og universalitet blev modernismen og den internationale stil kendetegnende for denne revolution. Arkitekturen nægtede at forblive den rene kunst eller dekoration -"skønhed for skønhedens skyld”, som den ellers havde været. Ideologisk oppustet måtte den tjene et højere formål der var værdien for dens eksistens; det var at gøre sig tilgængelig som et værktøj for “social forvandling” og “fremskridt.” I denne ånd søgte både Mies van der Rohe (1886–1969) og Le Corbusier (1887–1965) at omforme mennesket ved at give boligområder der ville fostre nye sociale opførselsmønstre, sundere livsstile, og bryde med det etisk-æstetiske “kaos” fra fortiden.
Gennem Vestens arkitekturhistorie, er klassiske udtryksformer gentagne gange trådt frem som symbolet på menneskehedens største forhåbninger - orden, skønhed, og harmoni. Med rødder i Renæssancens udnyttelse af de græsk-romerske modeller, finder den klassiske tradition en af sine mest indflydelsesrige personligheder i Andrea Palladio (1508–1580), hvis principper for arkitektur satte en standard for proportion, symmetri og monumentalitet. Palladios stil blev en hjørnesten for arkitekturarv i Vesten symboliserende civilisationens tro på fornuft og kulturel kontinuitet. Alligevel har den moderne tidsalder der ofrer evigheden, set en radikal omvæltning af disse idealer
From Wikipedia Commons: The Temple of Athena Nike (Werner Carl-Friedrich, 1877)
Fremkomsten af modernismen, med dens revolutionære nihilisme og foragtelige manglende hensyn til tradition, har ført til udbredt fremmedgørelse og en krise i hvad arkitekturen betyder. Rundt om i verden har Den Internationale Stil opnået forrang - en “stil” karakteriseret ved mangel på netop stil og historisk klarsyn, men med ubegribelige kulturelle ofre på samvittigheden.
I denne kontekst tilbyder de revivalistiske arbejder af arkitekter som Quinlan Terry (1937–), sammen med de filosofiske råd af Roger Scruton (1944–2020), et potent modsvar - her hyldes harmoni, skønhed, og en rolig tro på civilisation og menneskeheden gennem den klassiske arkitekturs gennemprøvede ‘sprog.’
Som elev af Vitruvius (70–15), står Palladio som et fyrtårn i arkitekturhistorien. Hans traktat, “The Four Books of Architecture”, kodificerede et sæt design principper baseret på harmoniske proportioner af menneskelegemet og klassisk antik. Villaer og offentlige bygninger tegnet af ham kombinerer monumentale former med organiske motiver hentet fra naturen, orkestreret i en afbalanceret verden der signalerer, kommunikerer stabilitet og skønhed.
Omfanget ved denne arkitektur går langt videre end det dekorative. Som en erklæring om æstetisk domfældelse er den også yderst symbolsk: Den reflekterer et syn på verden, hvor orden og harmoni spejler kosmos og menneskelig fornuft.
Genoplivelsen af Palladio, hvis aflæggere (Barokken, Beaux Arts) dikterede bygningers design indtil 2. Verdenskrig, er et symbol på en længsel efter denne ideelle orden. Arkitekter som Terry skabte bygninger der resonerede med den samme proportionale strenghed og brug af klassiske motiver. Hans arbejde eksemplificerer den monumentale skala og tydeligheden ved de klassiske former, hvor organiske motiver integreres, som f.eks. akantusblade, søjler og frontoner (trekantet gavlmotiv), som udtrykker arkitekturen i et naturligt, dog forfinet sprog.
Terrys arbejde er et bevidst modsvar på de dominerende tendenser i det 20. århundredes modernisme. På det tidspunkt, da arkitekter for de flestes vedkommende blot fulgte med strømmen og så bort fra historiske referencer til fordel for abstraktion, skilte han sig ud fra flertallet af sine kolleger og genbekræftede værdien af klassisk arkitektur som en levende tradition. Om det var private residenser eller offentlige institutioner der blev tegnet (f.eks. en katedral eller bibliotek) udstråler hans bygninger en rolig værdighed, afspejlende en urokkelig tro på civilisationens kapacitet for kontinuitet og skønhed.
Et godt eksempel er Ferne Park, et landhus i Wiltshire opført i 2001, hvor Terry anvendte Palladiansk symmetri, klassisk orden og organiske detaljer for at skabe et harmonisk, dog monumentalt bygningsværk.
Endnu et er the Paternoster Square ombygningen nær St. Paul’s Cathedral i London, hvis originale planer Terry bidrog til, ved at blande klassisk byggemæssig stil med moderne behov, og samtidig respektere den historiske kontekst.
Terrys tilgang sætter spotlys på ideen om at arkitektur er så meget mere end en funktionel nødvendighed eller stilistisk (geometrisk-kunstnerisk) eksperiment; det er en kulturel udtryksform ved delte værdier. Hans gennemført omhyggelige opmærksomhed på detaljen og brug af klassisk orden skaber steder der involverer menneskeånden, inviterer beboerne til at deltage i en tidløs dialog. På denne måde bliver Terrys arkitektur en hyldest til skønhed - ikke ved overfladisk ornamentik, udsmykning, men en manifestation af dybere harmoni og proportion.
Den konservative filosof Scruton var en eftertænksom stemme i forsvaret af traditionel æstetik og klassisk arkitektur. For ham symboliserer arkitekturen troen på civilisationen og menneskeheden - den er et sprog hvorigennem samfund giver udtryk for deres identitet, historie og værdier. Han beklagede fremkomsten af modernismen som han anså som en spirende fremmedgørelse ved at der forkastes former og betydninger.
Scruton fastholdt at skønhed er et fundamentalt menneskeligt behov - ikke en luksus. Han så skønhed, især i arkitektur som særdeles vigtig for kontinuitet i en civilisation, for kulturel identitet og åndelig velbefindende. For ham symboliserer klassisk arkitektur dette ideal; det er grundlagt på proportion, harmoni, dygtigt håndværk og tradition. Disse kvaliteter, argumenterede han, udtrykker respekt for mennesket, samfundet og fortidens akkumulerede visdom.
Efter Scrutons mening var klassisk arkitektur “civiliserende.” Den forbandt mennesker til deres fortid og miljø og tilbyder stabilitet og betydning i de offentlige som private rum. Scruton var yderst kritik over for den modernistiske arkitektur. Perverteret ved abstrakt teori, militarisme og ideologisk tænkning (f.eks.Le Corbusiers “maskiner at leve i”) efterlader den kun grimme monotone og oppressive miljøer. Som et totalitarismens spejl.
Klassisk arkitekturs brug af organiske motiver, vinblade, blomster - indgyder i bygninger en følelse af liv og forbindelse med naturens verden, selv om deres monumentale former kommunikerer orden og præstation. Denne dualitet reflekterer en gennemtænkt filosofi: Civilisation er ikke noget kunstigt, men en udvidelse af naturens orden, formidlet gennem fornuft og kultur.
Den monumentale skala i klassiske bygninger forstærker deres symbolske rolle som borgerlige kendetegn og mindesmærker over vor samlede historie. De står som bastante vidner til menneskehedens præstationer, og giver anledning til inspirerende beundring. I modsætning bidrager mange modernistiske strukturer hverken med respekt for det menneskelige eller de påtvinger ‘fjendtlige’ geometrier og bidrager til en følelse af manglende tilhørsforhold - og eksistentiel depression (melankoli).
Det 29. århundredes godtagning af modernismen var drevet af en revolutionær nidkærhed - at genopfinde arkitektur i lyset af industrialiseringen, krig og social opstand. Denne bevægelse forkastede klassisk orden og historiske referencer til fordel for abstraktion, nye materialer, og funktionalismen. Ligeså meget som modernismen medførte innovation, som var det en værdi i sig selv, introducerede den nihilismen - en forkastelse af tradition uden et klart alternativ syn på meningen.
Denne nihilisme har manifesteret sig i arkitektoniske miljøer, der i alt for store træk virker fremmedgørende. Steder der prioriterer effektivitet frem for komfort, minimalisme frem for ornamentik, og ‘nyhed’ over kontinuitet. Sådanne miljøer føles voldsomt afkoblet fra den lokale kultur og menneskelige behov førende til hjerteskærende kritik og en længsel efter arkitektur der genskaber en følelse af at høre til og af skønhed.
Genoplivningen af Palladio og klassisk arkitektur ved personer som Terry koblet sammen med Scrutons filosofiske forsvar repræsenterer en vital genvinding af arkitekturens formål som et spejl af skønhed, harmoni og tro på civilisation og mennesket. Klassisk arkitektur, karakteriseret ved monumentalismen, organiske motiver og proportionel harmoni, bekræfter værdier der gælder til alle tider: Orden, værdighed og en guddommelig forbindelse mellem naturens og kulturens verden.
I en tid kendetegnet ved fremmedgørelse forårsaget af den modernistiske revolutionære nihilisme, er denne tilbagevenden til tradition alt andet end nostalgi, snarere er det en alvorlig konstatering om menneskets åndelige og vedholdende behov for mening og skønhed. Arkitektur, når det benytter sin klassiske arv, bliver et værktøj for social sammenhæng, kulturel kontinuitet og en hyldest af det der har betydning som menneske.
https://www.americanthinker.com/articles/2025/08/for_the_sake_of_beauty.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar