Hysteriet i Danmark over Grønland

Bruce Bawer 

I dag i Washington mødes J.D. Vance og Marco Rubio med Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Grønlands udenrigsminister, Vivian Motzfeldt, for at diskutere et emne, der ikke har været på forsiden af ​​USA, men som har skubbet næsten alt andet ud af overskrifterne i Danmark og bestemt også i Grønland.

Det emne er selvfølgelig Grønlands skæbne, som Danmark ejer, og som Trump ønsker at annektere, så Amerika – snarere end Kina eller Rusland – kan dominere Arktis. Vil Danmark (som er omtrent på størrelse med Maryland) sælge Grønland (som er større end Alaska) til USA? Vil Grønland blive lokket af USA til at trække sig ud af Kongeriget Danmark og blive et amerikansk territorium? Eller vil Trump gøre det utænkelige og bruge det amerikanske militær til at erobre Grønland med magt og dermed sprænge NATO i småstykker?

I optakten til dette opgør i Washington D.C. har det været underholdende at følge de dybe tanker hos danske journalister. Mange af dem har, ligesom deres kolleger overalt, brugt de sidste par år på at skildre Donald Trump som et monster, en autokrat, en Hitler. I starten tror jeg ikke, de rigtig troede på det, men på et tidspunkt undervejs ser det ud til, at de er begyndt at tro på deres eget vrøvl – hvilket vil sige, at de nu opfører sig, som om Trump virkelig kunne sende marinesoldaterne ind og tage deres iskolde ø med magt.

Nogle har reageret på denne frygt ved at ty til velkendte klichéer. Den 11. januar serverede journalist Ole Rasmussen i landets største avis, Politiken, de sædvanlige fantasiløse skældsord: Trump er "Kong Gulerod"; han er "vores gamle uhyggelige onkel i Amerika" og "den spraymalede tyran"; han er "amerikanernes konge" (dette fra en rigtig konges emne!); og hans yndlingsnyhedsudsendelser på netværket slutter med "en vejrudsigt, der forudsiger, at solen vil skinne ud af chefens røv igen i morgen."

Ja, det er niveauet af kommentarer om Trump og Amerika i Danmarks førende avis – og niveauet af taknemmelighed, som nogle danskere i kulturel indflydelsesrige positioner har for 80 års amerikansk militær beskyttelse. Har så mange af dem glemt, at nazisterne erobrede Danmark på under seks timer?

Samme dag antydede Lars Henrik Aagaard, en "videnskabsjournalist", i en anden stor dansk avis, Berlingske Tidende, at Trumps grund til at ville have Grønland måske er, at han er svag i geografi. Aagaards hele pointe var, at Mercator-projektionen får Grønland til at se meget større ud, end det er – ligesom det gør Antarktis og alt andet, der er langt fra ækvator. Alle, der er kommet forbi femte klasse, ved dette. Men Aagaard teoretiserede, at Trumps Hvide Hus ikke gør det.

Hvordan kan seriøse danske aviser køre sådan noget vrøvl?

Alligevel har nogle kommentatorer været forbløffende fornuftige – fast besluttede, synes det, på at berolige hysteriske politikere og give læserne et realitetstjek. For eksempel, mens den officielle venstreorienterede linje er, at grønlændere ikke ønsker at blive medlem af USA, fastholdt en artikel i Politiken den 10. januar noget andet. Ja, erkendte journalisterne Kristian Klarskov og Johan Blem Larsen, insisterer Grønlands regering på, at den "ikke er til salg". Men blandt øens befolkning er der en masse "skjult ... vrede" mod København, en vrede, der svarer til et "supertrumfkort" for Donald Trump, og som kom frem i al sin overraskende dybde under et nyligt møde mellem udvalg i det danske og grønlandske parlament. Mange grønlændere føler sig nedladende behandlet af danskere. De husker stadig, hvordan danske læger steriliserede tusindvis af kvinder i Grønland for et halvt århundrede siden, en handling, som mange af dem anser for folkedrab. Derfor foreslog flere af Grønlands syv (ja, syv!) store politiske partier at etablere en dialog med Washington, hvorfra København blev fuldstændig udeladt – et forslag, der "chokerede" de danske lovgivere, som ikke havde anet, at de befandt sig på så ujævn grund i Grønland.

I samme nummer af Politiken kom kommentator Noa Redington med en yderst beundringsværdig dosis sund fornuft. Han bemærkede, at den "spektakulære" udtagelse af Maduro fra Venezuela havde fået nogle overdrevent fantasifulde danskere til at tro, at Trumps næste træk ville være at kidnappe Frederiksen på lignende vis. Det var faktisk Frederiksen, der vakte Redingtons vrede. Dagen efter Maduro-fangsten opfordrede Frederiksen USA til at holde fingrene væk fra Grønland, og i de efterfølgende dage fortalte hun enhver journalist, der ville lytte, at hvis USA angreb dansk territorium, ville NATO være færdigt. Dermed øgede hun fokus på Grønland på et tidspunkt, hvor Trump virkelig tænkte mere på Venezuela, Colombia, Cuba og Iran, og tvang derfor Trump til at tage hånd om det, hvilket fik ham til at anmode sine militærledere om "en opdateret og udvidet plan for at overtage Grønland".

I mellemtiden holdt chefen for Grønlands regering en pressekonference, hvor han ifølge Redington "snarere fik det til at lyde, som om Grønland ønskede at søge en forhandlingsvej med USA". Redington bemærkede yderligere, at Berlingske Tidende, som aldrig havde vist nogen interesse for Grønland, nu var i gang med sabelraslen. "Vanvid," kaldte Redington det. Alt sammen fordi Frederiksen unødvendigt har øget spændingerne.

Det giver mening. Ligesom Nikolaj Arves artikel for Weekendavisen den 12. januar, hvor han talte med den tidligere Trump-embedsmand Alexander B. Gray, der antydede, at USA sandsynligvis vil nå til enighed med det grønlandske folk. Grays opsummering af Danmarks reaktion på situationen gentog Redingtons: "hysteri."

Der er ganske vist et langsigtet problem, tilføjede Gray: En dag, før eller siden, vil Grønland opnå sin uafhængighed fra Danmark, og aftalen fra 1951, der gav det amerikanske militær carte blanche på øen, vil ikke længere gælde, og Kina og Rusland vil slå ned. Hvad skal man gøre? Gray foreslog en fri associeringsaftale med Grønland, ligesom USA har med Palau, Mikronesien og Marshalløerne.

Samme dag som Weekendavisen bragte Arves udveksling med Gray, bragte de Christian Foldagers interview med den britiske professor Helen Thompson. Hun gav en fornuftig indføring i situationen på Grønland og forklarede, at Trumps fiksering på øen er legitim, sikkerhedsmæssigt. Thompson sagde, at Trump sandsynligvis ville gå uden om København og tilbyde Grønland en købspris, som landet ikke kunne modstå. Thompson påpegede, at Frederiksen for år tilbage havde lovet at styrke Danmarks militære tilstedeværelse i Arktis, men aldrig havde gjort det. Efter Thompsons opfattelse har Danmark aldrig taget dette problem alvorligt – måske forståeligt nok, da Grønland er alt for stort til, at Danmark kan forsvare det.

Marc Jacobson, en arktisk ekspert ved Forsvarsakademiet, fremførte det samme argument i Politiken den 12. januar og forklarede, at selvom Danmark brugte hele sit forsvarsbudget på Grønland, kunne de ikke overvåge øen ordentligt.

Næste dag opfordrede Lars Aksel Bisgaard, professor emeritus i historie, den danske regering til en simpel løsning: blot at sælge Grønland til USA. Europa ville forblive sikkert, og den atlantiske alliance kunne måske endda blive styrket. Ja, grønlænderne ville ideelt set gerne være alene, men det er simpelthen ikke realistisk. Hvem ville forsvare dem, hvis russerne eller kineserne angreb? USA? Desuden, påpegede Bisgaard, ville det at opgive Grønland spare Danmark 600 millioner dollars om året.

Tirsdag holdt Danmarks og Grønlands statsministre en fælles pressekonference, hvor de forsøgte at præsentere en samlet front. Sidstnævnte, Jens-Frederik Nielsen, udtalte: "Hvis vi skal vælge mellem USA og Danmark her og nu, vælger vi Danmark. Vi vælger NATO, Kongeriget Danmark og EU." Frederiksen tilføjede: "Vi ønsker dialog og samarbejde. Vi søger ikke konflikt. Men vores budskab er klart: Grønland er ikke til salg."

Til hvilket man kun kan sige til den danske regering og dens medie-klovne: Tag al jeres malplacerede hysteri om Amerika – landet, der har beskyttet jer i otte årtier, mens I har omfavnet illusionen om, at diplomati og FN og jeres egen påståede moralske og intellektuelle dyd, i lyset af overvældende aggression, rent faktisk betyder noget – og anvend i stedet den hysteri på Kina, på Rusland og (ikke mindst) på den skræmmende hurtige vækst af islam i jeres land og i hele Vesteuropa.

Ja, jeres land klarer sig bedre til at håndtere islam end de fleste af sine naboer – men det er nødt til at forbedre sit spil yderligere, hvis det ønsker at overleve som et liberalt demokrati. Uanset om ideen behager jer eller ej, forsøger Donald Trump at vise jer vejen i denne henseende, ligesom han søger at forsvare jer og resten af ​​Europa, så godt han ved. Nej, han siger ikke, at magt gør ret – han siger, at i en verden af ​​katastrofale trusler fra fjendtlige magter, hvis man ikke har magten, betyder det ikke rigtig noget, om man har ret eller ej. Hvorfor er den simple sandhed så svær for jer at forstå?

https://www.frontpagemag.com/in-denmark-hysteria-over-greenland/