Jøderne der kæmpede for Nazi Tyskland og Hitler

 Jøderne der kæmpede for Nazi Tyskland og Hitler

Ellen Feldman

Hvor var det mest sikre sted for en jøde i Hitlers Tyskland? En kælder eller måske et loft? En skov? Hjemme sammen med en arisk ægtefælle med gode forbindelser?  

Svaret var Hitlers militær - i Wehrmacht, i Kriegsmarine eller Luftwaffe - i det mindste indtil krigslykken vendte, og de tre værn oplevede store tab. Nogle mente at Luftwaffe var bedste bud, da Göring beskyttede sine folk. Uanset hvilket værn, var det at være iført uniform som at være i rustning -  være delvis usynlig.

Jeg opdagede dette til min forbløffelse da jeg dykkede ned i litteratur om krigen og Nazi okkupationen af Frankrig til min roman, Paris Never Leaves You. Ifølge Mark Riggs bog Hitlers Jødiske Soldater tjente tusinder af fuldblodsjøder og mere end hundredtusind mennesker med jødisk blod i militæret i Das Dritte Reich. Beretningerne om disse mænd, og om psykologien også sammen med de fysiske trængsler de måtte udholde ændrede oplægget til den bog jeg oprindeligt havde tænkt mig at skrive.  

Nogle af de jødiske mænd der kæmpede i Hitlers militær var blevet indkaldt. Andre var patrioter, hvis fædre, bedstefædre og onkler havde tjent i Den Kejserlige Hær i 1. Verdenskrig og af pligt meldte sig. En overlevende beskrev sig selv som først og fremmest tysker og derpå jøde. Jødisk troskab til Tyskland i de første dage af Det Tredje Rige er en af de største ulyksalige kærlighedsfortællinger i historien.

Helmuth Wilberg, en tysk officer af jødisk afstamning, var den sidste general i Luftwaff under 2. Verdenskrig TABLET MAGAZINE; SOURCE: WIKIMEDIA COMMONS

Mange af disse jøder mente at racelovene fra Nürnberg og den stadig større antisemitisme ikke angik dem. De var jo ikke Østjøder, som de opfattede som overtroiske og uuddannede. Tyske jøder var kultiverede. De var patriotiske. Mange kunne spore deres rødder i Tyskland tilbage i adskillige generationer. En officer i Waffen-SS var efterkommer af jøder der var flygtet fra Inkvisitionen og bosat sig i Tyskland 400 år tidligere. Nogle tyske jøder forsøgte at dæmme op for indvandringen af deres medtroende der var flygtet fra forfølgelsen og pogromerne i Østeuropa af frygt for at tilstedeværelsen af disse ikke integrerede jøder ville underminere deres egen sociale status.

Men for Hitler var en jøde en jøde. Det betød intet, hvor han kom fra, hvor veluddannet han var, hvilket tøj han havde på, eller hvem han tilbad. I april 1940 kom direktivet om at rense ud i militæret af jødisk blod og halvjøder såkaldte —Mischlinge for nazisterne. Det blev kaldt Mampe blandt dem (efter en populær cocktail i Berlin på den tid, der var halvsød og halvbitter), og opfordringen var de skulle melde sig selv. Mange gjorde. Nogle højtstående officer bad deres jødiske soldater om ikke at gøre noget og fortsætte som sædvanligt. Officererne ønskede deres bedste og mest erfarne mænd før de forestående invasioner i Vest- og Nordeuropa. Erobring af verden overtrumfede racemæssig renhed. En venlig løjtnant, medlem af Nazi Partiet og SA, der forsøgte, uden succes, at redde en af sine halvjødiske soldater kunne ikke tro at Wehrmacht skulle fjerne en mand med et Jernkors fra sine rækker.

Nogle få jødiske soldater der var tvunget bort blev der holdt afskedsfester for af kollegerne med den vemodige kommentar, at en soldat der sendes hjem var yderst heldig med den procedure. En soldat, der misundte de som blev sendt hjem så mere dyster på sagen. Han kunne udmærket forudse hvordan fremtiden ville være med arbejdslejre og koncentrationslejre. De dystre konsekvenser hos nogle der bekendte sig til den jødiske tro ventede ikke på sig. En højtstående officer, rasende over få sin stilling og sig selv gjort til grin tog sin tjenestepistol og skød den spydige soldat ned på sted.

Andre jødiske mænd forfalskede deres papirer. Men det hjalp ikke særlig meget da de på afslørende vis var omskårne. Konstant levede i de med udsigten til at blive afsløret og mange var klar med en historie om infektioner som barn der resulterede i fjernelse af forhuden. Andre der under fysiske inspektioner blev bedt om at trække forhuden tilbage opøvede sig i stor behændig for at ‘snyde.’ En Wehrmacht veteran det var lykkedes at komme gennem inspektioner blev udpeget af en fransk prostitueret da han var på orlov i Paris. Han troede hun aldrig ville afsløre ham da de begge var “udstødte.”  

 

Hvordan kunne de jødiske mænd retfærdiggøre det at tjene et regime der var ude på at udslette dem og deres familier? Hvordan retfærdiggjorde de det at lade som om de var arier? Det andet spørgsmål er lettere at besvare end det første. De fleste, især de som blot var delvist jøde mente ikke de på nogen måde snød. Selv de hvis jødiske forældre var forblevet jødiske var ofte opdraget som kristne. De identificerede sig ikke som jødiske. De kendte intet til jødisk praksis eller observans, traditioner og love. De havde gifte sig med ‘hedninge’ og opfostrede deres egne børn som kristne.

For mange af dem kom det som et ubehageligt chok at finde ud af deres jødiske afstamning. At finde ud af et uforventet slægtskab kan gøre selv den mest jordbundne og hæderlige person urolig - især når straffen for denne ‘ubudne’ gæst kunne være døden. En officer der var halvjøde, hvis bedsteforældre på mødrene side var konverteret til kristendommen af økonomiske og sociale årsager og fået døbt deres datter opdagede først slægtskabet ved 18 års alderen da hans mor fortalte ham det. Han følte det som om hele hans verden nu var vendt på hovedet. Før havde han været fuld af selvtillid og glæde over sin slægt, nu følte han sig pludselig som medlem af en underlegen race.

Nogle af de utilfredse ansøgte om særlig dispensation. Hitler kunne gøre enhver til Arier ved en forordning. Han gjorde det med Mischlinges Felt Marskal Erhard Milch, Flyvergeneral Helmuth Wilberg, og andre der havde bevist deres militære kunnen og værdi. Et foto af Wilberg viser ham pavestolt iført sin uniform med ikke færre end 12 medaljer på hans stolte, tidligere halvjødiske, nu Ariske bryst. Trods Wilbergs ændrede religiøse status insisterede han på, at han ikke kæmpede for Føreren, men for Vaterland og Volk. Den skelnen var almindelig blandt Hitlers jødiske militærfolk, og også hos Ariere.

Erhard Milch

Men hvad med de jøder der tjente i Hitlers militær og ikke kun identificerede sig som jødiske men forblev loyale? Mange af dem som en anden Waffen-SS officer fortalte fortsatte med at bede og overholde andre ritualer hemmeligt i forlægningerne, eller mere desperat på slagmarken. Hvordan retfærdiggjorde de at kæmpe for et regime der fjernede deres rettigheder,  myrdede deres familier og kaldte dem undermennesker?

Nogle troede de kunne redde deres familier ved at tjene. En Mischlinge fortalte om at han blev bedt om at gå til Gestapo for at hjælpe sin jødiske far for så blot at erfare han var blevet sendt til Dachau. Han meldte sig som frivillig til Wehrmacht med håbet om at kunne lindre sin fars skæbne. Det lykkedes ikke. To brødre, hvis ‘hedninge’ far havde ladet sig skille fra deres jødiske mor, da racelovene blev indført, mente de gjorde det godt ved at være iført deres uniformer når de besøgte hende. Dog blev hun alligevel sendt til en kz-lejr.

Nogle dulmede deres samvittighed ved selvbedrag. Nazi ideologien var en ting, men helt sikkert så havde deres medsoldater som bar den samme uniform de samme behov og den samme frygt og følelser bankende i hjertet bag uniformen. De ville helt sikkert sikkert ikke mishandle óg myrde deres medsoldaters mødre, fædre, søstre, brødre og bedsteforældre.

Waffen SS-officeren, hvis familierødder gik mere end 400 år tilbage i Tyskland kaldte sine kammerater de bedste man kunne ønske sig i krig - dog føjede han til, at hvis de havde vidst han havde jødisk blod ville de have hængt ham i det nærmeste træ. 

Nogle få, især fra den russiske front skulle senere hævde, at samtidig med de tjente i Hitlers hær, så hjalp de også til at redde jøders liv i de lande de kæmpede i og erobrede.

En ortodoks jødisk Wehrmacht løjtnant berettede om at give hemmelige tilladelser til jøder der ellers var blevet tilbageholde af SS i Litauen, Letland og Rusland og give mad til sultne jødiske børn i en russisk landsby. År senere, da han mødtes med en anden ortodoks Wehrmacht officer ved en konference i Bonn var de begge enige om at de havde gjort mere for jøder ved at blive i militæret end de som var flygtet ud af landet før krigen, 

Hvem af os, der ikke var der, vil kunne sige at det gjorde de ikke?

Måske ligger svaret på deres moralske dilemma, og løgne et helt andet sted. Hvad kunne de ellers have gjort? Nægte at tjene, ‘sælge’ deres fars eller bedstefars Jernkors i bytte for deres gule stjerne ville have sendt endnu flere familiemedlemmer til Auschwitz. En Wehrmacht løjtnant fastholder han altid følte sig jødisk, men militærtjenesten var eneste håb om overlevelse. En anden veteran følte at Gud ledte ham ind i militæret for at redde hans liv. Da han blev spurgt om hvorfor Gud ikke reddede 6 millioner andre, svarede han at Den Almægtiges handlinger ikke altid kan forstås.

Fortællinger fra soldater antyder at de fleste af mændene der tjente i Hitlers militær mistede deres tro under krigen, hvis de nogensinde havde haft den. Som en soldat udtalte efter hans ansigt var blevet oversprøjtet med hjernen af en skudt kammerat - Gud eksisterer ikke.

Endnu en medvirkende årsag til at mænd følte sig opmuntret til at tjene var den kultur de var opvokset i. I det 19. og 20. århundredes Tyskland var det at adlyde meget højt på listen over eftertragtelsesværdige dyder. Ærbødighed over for familiens overhoved, for rabbien, læreren Kejseren var blevet indgydet siden barndommen. Man opmuntrede ikke til hverken individualitet og det blev ej heller værdsat. Som oftest blev det slet ikke tolereret. En Mischlinge flådeofficer blev uddannet på en streng preussisk skole og straffet af sin far ved de sjældne lejligheder hvor han ikke lige ‘faldt på plads’ på skolen.

Skønt det at kæmpe for Führeren ofte ikke reddede familiemedlemmer eller soldaten selv  - var chancerne for at overleve på den russiske front ikke bedre end for de som overlevede Hitlers kz-lejre - men gav dog nogle mindre overfladiske kompensationer. For en soldat der frygtede for sine elskedes skæbne - mange vidste ikke, hvor deres familier var eller hvad der var sket med dem - kunne den enhed han tjente i være som en erstatningsfamilie.

I en verden hvor institutionerne faldt fra hinanden repræsenterede militæret måske den sidste bastion med stabilitet og samling.  Som Waffen-SS officeren tidliger omtalt, følte mange stærke bånd med de mænd de kæmpede ved siden af, led med og stolede på, trods viden om at de samme kammerater kunne have vendt sig mod dem om de havde kendt til deres jødiske afstamning. En kaptajn i Kriegsmarine, der mente at det er en mands pligt at tjene sit land følte sig så stærkt knyttet til sine tidligere kammerater, at han deltog i veterantræf efter krigen.

Endnu et smerteligt ikke besvaret spørgsmål skal stilles? Kendte disse mænd der gjorde militærtjeneste til KZ-lejrene? Mange af dem gjorde helt sikkert. Beviset er påstandene om at de forsøgte at redde deres slægtninge, eller sig selv fra lejrene.

Men at vide at lejrene eksisterede var ikke det samme som at begribe omfanget af massemordet. Rundt om i verden var mennesker med bedre adgang til information end militærpersonnel bekymret over blot at kunne overleve nu og her, og kunne ikke forestille sig en nation skulle være opsat på systematisk af myrde millioner af sine egne borgere. En officer der senere flyttede til Canada, sluttede sig til en synagoge, og blev omskåret som 40 årig og talte på manges vegne når han nævnte at rygterne og kendsgerningerne var alt for forfærdelige til at man kunne tro på dem.

Endnu en grund for en jøde til at tjene er med baggrund i den religion han ellers blev forfulgt for. Måske er det kun observante jøder der kan sætte ord på det, men for de mindre observante og de som ikke identificerer sig som jøder de vidste det instinktivt. En rabbi lignelse fortæller om to mænd i ørkenen, der kun havde vand nok til at den ene af dem kunne redde livet. Hvis de delte vandet ville de begge dø. Halacha kræver at ens eget liv har førsteprioritet. Manden med vandet skal drikke det.

Efter krigen måtte de jødiske mænd der havde kæmpet for Hitler strides med den omkostning det var at de overlevede. Nogle kom lettere over det end andre. De fik gode karrierer, hustruer der elskede dem og glade børn. Blandt dem var grundlæggeren af et tysk bogforlag, en succesrig forretningsmand i Berlin og en ingeniør hos NASA.

Nogle kæmpede voldsomt med deres fortid. En halv-jøde taler om at være udstødt, misforstået både af tyskere og jøder. Andre som manden der flyttede til Canada forsøgte at berolige sin jødiske mor der havde forstødt ham. En anden veteran erklærede sig en heldig skiderik, der havde overlevet, men indrømmede at han i årevis kæmpede mod traumatiske erindringer.

Lejlighedsvis var det dybt ironisk. Efter krigen emigrerede en Mischlinge Wehrmacht soldat til Israel for at kæmpe for landets uafhængighed. For nazisterne havde han været jøde, fordi hans far var jøde. For israelerne var han en hedning, fordi hans mor var kristen og jødisk lov lader moderens religion være gældende. Han kunne kæmpe for den nye stat, men ikke blive medlem af sit folk.

Hjertekvaler var imidlertid en mere almindelig skæbne. Mange af de mænd der havde tjent i Hitlers militær blev mødt med voldsom vrede og udstødelse. En officer der håbede at kunne lægge sin fortid bag sig emigrerede til Sydamerika og bad en rabbi i Berlin om hjælp, men da denne fandt ud af hans militærtjeneste vendte han ryggen til denne “jødemorder.” En anden fik af sin tante i Palæstina at vide det ville være bedre om han var død i en lejr, som millioner af deres medtroende jo netop gjorde.

Så er der de der ikke kan tale om prisen for deres valg. Mange af dem forsvandt på Østfronten eller i andre af krigens store forfærdelige sag. Dog har jeg ikke gravet statistik frem. Jeg mener dog ikke det er helt ved siden af at formode at rigtig mange begik selvmord.

Det ville være så let, her efter årene er gået - snart 100 år - at fordømme de jøder der kæmpede for et bestialsk regime der var stærkt opsat på at udslette det jødiske folk. Mange af deres samtidige gjorde det helt sikkert. Men for de af os der ikke levede dengang er Hillel Den Ældstes ord en advarsel. “Døm ikke dit medmenneske før end du har været i deres sko.”

https://www.tabletmag.com/sections/arts-letters/articles/ellen-feldman-nazi-germany