Kristen ånd i en smuldrende velfærdsstat

Kristne i en post-velfærdsstats verden

Samuel Gregg

Mens gældskrisen fortsætter med at ryste Amerika og Europas økonomier finder kristne, af alle bekendelser, sig selv i en situation de ikke er vant til ved at skulle debattere moralen og de økonomiske underskud, og hvordan man overvinder disse problemer.

Dette er vigtige diskussioner for øjeblikket. Men helt ærligt er de intet i sammenligning med den debat vi endnu har tilgode. Spørgsmålet er dette: Hvordan burde kristne erkende deres forpligtelser overfor den fattige i en post-velfærdsstats verden?

Som gældskrisen udvikler sig har den socialdemokratiske/progressive drøm om en velfærdsstat der i al væsentlighed ville løse fattigdomsproblemerne, helt klart vist at den er kørt af sporet. Det vil ende i et økonomisk Harmagedon når regningerne ikke kan betales, eller (og mirakler forekommer jo som bekendt) når de politiske ledere begynder af 'afmontere' Leviathan velfærdsstaten for at afværge en finansiel katastrofe.

Uanset hvad, vil velfærdsstatens truende nedtur tvinge kristne til alvorligt at genoverveje, hvordan de hjælper de  som er dårligst stillede.

Hvorfor? Fordi i de sidste 80 år har mange kristne blot formodet, at de skulle støtte stadig større velfærdsstater. I Europa spillede Kristendemokrater en vigtig rolle i udformningen af det sociale sikkerhedssystem der har været medvirkende til at føre lande som Portugal og Grækenland ud i fallit. Nogle kristne har også vist sig bemærkelsesværdigt uvillige til at anerkende velfærdsrettighedernes veldokumenterede og økonomiske skadevirkninger.

Da Amerikas velfærdsprogrammer langsomt skrues tilbage, vil de kristne velgørenhedsorganisationer der så udpræget har stolet på regeringskontrakter have brug for at se mere på kirkegængernes gavmildhed -- mange af kirkegængerne er foruroligede over den verdslige karakter der præger mange religiøse velgørenhedsorganisationer, netop for at de kan opnå større mulighed for at få en regeringskontrakt.

Endnu en gruppe der går ind for en holdningsbearbejdelse vil være de liberale kristne for hvem selve Evangeliets essens konstant er blevet nedtonet i de sidste 40 år og er blevet forvandlet til skemaer for statsdreven velstandsomfordeling og fremme af politiske-korrekte sager.

Velfærdsstatens gradvise kollaps præsenterer dem for noget af et eksistentielt dilemma. Hele lobbyaktitiveten for endnu et velfærdsprogram vil i stigende grad blive en overflødig øvelse -- men dette har i årevis været vigtigt for deres måde at fremme de fattiges behov.

Mere pragmatisk indstillede liberale kristne vil uden tvivl justere ind. Andre vil imidlertid blot benægte den økonomiske virkelighed, og desperat lobbye videre for en videregående omfordeling af den stadig mindre kage til fordeling.

Selv de kristne der for længst er kommer over 60'ernes og 70'ernes 'kærlighedsdage' -- eller som eventuelt drak Kool-Aid -- vil have deres egne udfordringer i en post-velfærdsstats æra.

Den ene vil være finansiel. Vil kristne være villige til at nå endnu dybere ned i deres lommer for at fylde pengekløften forårsaget af stadig flere reduktioner i regerings velfærdsforbruget?

For amerikanske kristne vil dette være en ikke helt så stor kamp. De er allerede blandt verdens mest gavmilde. For Europas kristne vil det imidlertid kræve en form for revolution i deres almissevaner. Mange af dem har længe formodet at det at betale skat ville finansiere velfærdsprogrammer og på den vis havde de opfyldt deres forpligtelser overfor naboen.

Men desto mere vigtigt, den længerevarende udfordring ved de betydelige nedskæringer i velfærdsstaten vil dreje sig mindre om penge og mere om, hvordan kristne vil tage et konkret personligt ansvar for de som er i nød. Her vil katolikker, ortodokse, og mange protestantiske bekendelser finde en hjælpsom vejledning i Benediks XVI's 2005 pavelige rundskrivelse Deus Caritas Est.

Blandt så meget andet minder denne tekst kristne om, at fattigdom er mere end blot et materielt fænomen. Det drejer sig også om moral og åndelige dimensioner: Det vil sige præcis de områder af menneskelivet som velfærdsstaten ikke har været god til -- eller interesseret i -- at henvende sig til.

For kristne er mennesker langt mere end blot munde. De ved at moralsk og åndelig fattigdom kan være ødelæggende som materiel forarmelse kan være. Denne udvidede forståelse af fattigdom har et enormt potentiale til at hjælpe kristne med at rette ind på de materialistiske formodninger om menneskets behov.

Endnu en kilde til inspiration -- især for amerikanere -- kan være Alexis de Tacquoeville's eminente bog, Demokrati i Amerika. Blandt andet illustrerer denne tekst fra det 19. århundrede, hvordan amerikanske kirker spillede en altdominerende rolle med at hjælpe de der var i nød i et Amerika, hvor regeringen var det allersidste tilflugtssted når det drejede sig om fattigdom.

Endelig er der eksemplet med oldkirken. De tidligste kristne kunne ikke forestille sig at lobbye de romerske senatorer for at få indført velfærdsprogrammer for at vise deres næstekærlighed. I stedet, til den hedenske verdens forbavselse, hjalp de første kristne -- biskopper, præster og lægfolk -- hinanden når de var i nød, og på direkte praktisk vis.

Som enhver der har læst Kirke Fædrene ved, gik de første kristne ekstremt langt for personligt at sørge for den fattige, de uhelbredeligt syge, og de handicappede -- de selvsamme grupper der var som værende ikke eksterende for hedningene.

Ydermere betalte de kristne selv for sådanne aktiviteter, og satte ofte deres liv på spil. Når pestangreb satte ind, og alle flygtede, blev de kristne stort set tilbage, nægtede at forlade de som var fortvivlede, uanset deres religion.

I kriser, sådan lyder klichéen, finder vi en udvej. I stedet for at engagere sig i politisk spændende, men ultimativt nytteløse bagstræberiske handlinger for at forsvare velfærdsstaten der krymper under vægten af årtiers uansvarligt forbrug, vil den kommende æra af post-velfærdsstaten være en mulighed for en Renæssance i kristen tankegang om, hvorfor, og hvordan man elsker de som Kristus selv gav sin særlige opmærksomhed.

Jovist, det betyder at man forlader meget af det grundlag der dominerede det 20. århundredes kristne refleksion om disse spørgsmål. Men enhver der er interesseret i at tjene den fattige fremfor deres eget ego eller karriere-avancement burde ikke tøve med at tage sådanne risici.

Den fattiges åndelige og materielle velbefindende kræver intet mindre.

http://spectator.org/archives/2011/04/13/christians-in-a-post-welfare-s/

Samuel Gregg is Research Director at the Acton Institute. He has authored several books including  On Ordered Liberty, his prize-winning  The Commercial Society, and  Wilhelm Röpke's Political Economy.

Muslimsk skæg - varsel om problemer!

Hvorfor det muslimske skæg varsler problemer       

Se dog sammenhængen.                                        
Raymond Ibrahim

For at udvikle en ægte forståelse for Islam da skal man lære at kunne “knytte punkterne sammen.”

For eksempel, er muslimer der går ind for de ikke-problematiske aspekter hos Islam indirekte med at acceptere de mere problematiske aspekter hos Islam - såsom fjendlighed overfor vantro, døden for frafaldne, kvinders underkastelse og så videre.

Se blot på det muslimske skæg. Fordi Muhammad ønskede at hans muslimer skulle se anderledes ud end de vantro kristne og jøder, beordrede han dem til at “trimme overskægget og lade skægget gro.” Ifølge alle Sunni skolernes lovlære, er det forbudt, en stor synd for mænd at barbere sig - medmindre, selvfølgelig det er en del af strategien mod de vantro, i et sådant tilfælde er det tilladeligt.

Umiddelbar før Ramadan bad de islamiske ledere i Egypten om at en million mænd skulle lade deres skæg vokse, og vise at Egypten har ærbødighed over for Muhammads bud. Populære og entusiastiske prædikanter, såsom Muhammad Hassan gik så vidt som at bede om at den dag hvor 80 millioner egyptere ville lade deres skæg vokse måtte komme - et tal der tilsyneladende må omfatte kvinder og bør, da 80 millioner er hele Egyptens befolkning.

Amr Adib, en populær vært på Cairo Today forhånede denne opfordring om “en million mænds skæg,” med sin kendetegnende sarkasme: “Dette er et storslået forsøg! Trods alt kan en mænd med skæg aldrig være en slyngel, aldrig voldtage en kvinde på gaden, aldrig sætte ild til en kirke, aldrig komme i skænderi og kamp, kan aldrig stjæle og kan aldrig være uærlig!”

Hans og de egyptiske seere ved udmærket at det er præcist de muslimer der mest omhyggeligt følger Muhammads lære - Salafisterne - der er mest tilbøjelige til vold og bedrag, som jo også blev anbefalet af profeten. Hen mod slutningen af programmet talte Adib alvorligt, ildevarslende, ved at sige at dette emne ikke drejer sig om at have et skæg, men snarere “når du engang lader skægget gro, da giver du bevis på din forpligtelse og troskab for alt i Islam.”

Mens egypterne helt instinktivt forstår, hvordan troskab overfor det muslimske skæg røber netop troskab, eller i det mindste accepteren, for alle de andre ting Muhammad beordrede, da er forbindelsen i de forvirrede lederartikler i Vesten undertiden med til at overse det. Overvej følgende udrag fra en frisk New York Times leder med titlen, “Se det Mægtige Skæg, et symbol på fromhed og religiøst tilhørsforhold.” :

Over hele den muslimske verden er fuldskægget blevet forbundet med fromhed og åndelig styrke. Det er et sådant kulturelt kendetegn, at det faktisk også inspirerer ikke muslimer.....Selvfølgelig er skægget ikke kun et tegn på retfærdighed. Det er ingen garanti, som Hr. Zulfiqar (en muslim der blev interviewet) minder os om: “Jeg erindrer en herre der kom tilbage fra en rejse til Pakistan og som bemærkede overfor mig, ‘Jeg erfarede en ting; jo længere skæg, des større slyngel.’ Hans forudsætning var at mennesker med store skæg ville være ægte ærlige, men han mødte kun mennesker der løj for ham.’”

Ovenstående taler for sig selv. Hvorimod det muslimske skæg repræsenter fromhed, da er nogle mennnesker, hovedsageligt fra vesten, chokeret over at finde ud af, at de som bærer det ofte er “slyngler” og “løgnere.” I Islam er imdilertid ydre kendetegn på religiøsistet, på den ene side, og korruption og bedrag, på den anden ofte det samme. Trods alt er det den samme kilde - Muhammad som fortalt i hadith - der beder muslimer om at lade skægget vokse, der også går ind for bedrag og alle former for andre praksis der et direkte i modstrid med Vestens forestilling om fromhed.

Hijab, hovedtrøklædet, der tildækker muslimske kvinder er også på Muhammads bud, og producerer den samme symbiose. Tawfik Hamid, en tidligere apsirant som jihadist og bekendt med al-Queda lederen Ayman Zawahiri observerer ganske korrekt at “anbefalingen af hijab, er meget tæt knyttet med den forøgede terrorisme ….Terrorismen blev langt hyppigere i sådanne samfund som Indonesien, Egypten, Algeriet, og i UK efter hijab blev fremherskende blandt muslimske kvinder i de samfund.”

Spørgsmålet er ganske enkelt: Hvorfor har nogle muslimske mænd det foreskrevne skæg og hvorfor bærer nogle muslimske kvinder den foreskrevne hijab? De fleste muslimer ville sige at de gør det fordi Muhammad beordrede det i hadith.

Hvis sådanne muslimer omhyggeligt følger de mindre “ydre” ting i Islam blot fordi deres profet kom med nogle få ytringer vedrørende dem i hadith, da må det logisk set være det samme som at indikere at de ogsåfølger, eller i det mindste accepterer, som lovligt, de større “indre” temaer som Muhammad konstant understregede i hadith - som fjendskab overfor, og det at bedrage de vantro, og når det var muligt, evigvarende jihad, ikke sandt?                                                                                                                   

Raymond Ibrahim, a widely published author on Islam, is a Shillman Journalism Fellow at the David Horowitz Freedom Center and an Associate Fellow at the Middle East Forum. To receive all his writings, sign up to his free mailing list.

http://pajamasmedia.com/blog/why-the-muslim-beard-bodes-trouble/?singlepage=true

Muslimsk Nobelprisvinder Abdus Salam

Abdus Salam den største muslimske videnskabsmand

Bernie Planck

Fysikeren Abdus Salam blev født i det udelte Indien (Punjab, Britisk Raj) i det som nu kaldes Pakistan. Han modtog landets eneste Nobel Pris i fysik i 1979 for sin elektro-svagstrømsteori. Wikipedia bemærker at "Salam besidder den ære at være den første pakistaner og den første muslimske Nobel Pris Modtager i videnskab," hvilket kun er er halv sandhed. Har Gobind Khorana blev også født i Pakistan og modtog Nobel Prisen i Medicin i 1968.

Før jeg fortsætter ville jeg gerne understrege, at Salam, den eneste muslim der har modtaget Nobel Prisen i fysik delte prisen med Sheldon Glashow og Steven Weinberg, der begge tilfældigvis er jøder (der er 48 jøder der har vundet Nobel Prisen i fysik).

Jeg betragter hengivne muslimer som en trussel mod den moderne civilisation, selvom Salam var en hengiven muslim så var han også endnu mere en 'hengiven' fysiker, og dette tror jeg lader ham være et godt menneske.

Trist nok blev han landsforvist i 1970'erne fra det fædreland han elskede, fordi han var medlem af en obskur sekt kaldet Ahmadis. Nogle kilder fastholder imidlertid at Salam forlod Pakistan i protest efter at Pakistans parlament vedtog en lov der erklærede Ahmadiyy Muslim Samfundet for ikke-muslimer.

Abdus Salams grav - Ordet muslim er slebet bort  Photo Credit: Wiki

Til trods for Pakistans afvisning af ham forblev han loyal overfor sit land og arbejdede utrætteligt for at fremme videnskaben i den islamiske verden. Han udførte lobbyarbejde i islamiske nationer og donerede en procent at deres eksportindtægter til at hjælpe med til at oprette et internationalt forskningscenter, hvor videnskabsfolk fra hele verden kunne mødes og udveksle ideer og viden.  Selvom han var et geni i fysik, så kræver det ikke et geni at regne ud, at hans bestræbelser var nytteløse da muslimske nationer, som jeg skrev i Olierige muslimer er fattige på videnskab, bruger næsten ingenting på forskning. 

Salam fik til sidst sit internationale forskningscenter, dog ikke i Pakistan, men i Trieste, Italien.

Nu følger den virkelig sørgelige del af historien:

Wiki, Abdus Salam

Abdus Salam døde i 1996 i en alder af 70 i England efter lang tids sygdom. Hans lig blev bragt tilbage til Pakistan og begravet i Bahisti Maqbara, en Ahmadiyya begravelsesplads af Ahmadiyy Muslim Community i Rabwah, Pakistan, ved siden af hans forældres grave. 

Gravstenen (se foto foroven) på hans grav lød først -"Første muslimske Nobel Pris Modtager," men på grund af Salams tilknytning til den muslimske Ahmadiyya sekt blev ordet "muslim" senere fjernet på ordre af de lokale myndigheder, og dermed står der blot det intetsigende "Første Nobel Pris Modtager." 

Jeg læste engang, at nationer der ikke vil ære deres store borgere vil ophøre med at skabe flere. Sådan er tilfældet med Pakistan og med alle muslimske nationer.

Note

02 Juli 2008 - New Scientist,

Review: Kosmisk Vrede af Gordon Fraser

Salam står som den største fysiker i den islamiske verden i 1000 år. Ikke siden det 11. århundredes matematiker Ibn al-Haytham har der været en mere indflydelsesrig figur på det område.

Salams hovedinteresse i livet var imidlertid ikke religionen, men fysikken. Hans geni efterlod sig kendetegn hvor han drog hen. Cambridge, Princeton, Imperial College London og endelig Trieste. Årtierne efter krigen gav formidable fremskridt i vor forståelse af atomernes verden. Sammen med Steven Weinberg og Sheldon Glashow skabte Salam en teori, der knyttede elektromagnetismen og de svage kernekræfter sammen, en af de smukkeste og mest magtfulde ideer i fysik.

Wikipedia, Ordinance XX

Ifølge denne forordning er Ahmadis udelukket fra brugen at nogen ærefulde titler og hæderskendetegn specifikt med det profetiske samfund, fra at bygge moskeer og kalde Adhan, fra at foretage muslimske gudsdyrkelsesgerninger og fra at citere fra Koranen iog Muhammads hadith.

Strafferammen kan gå til op til to års fængsel for den der pågribes i noget af det ovennævnte. Ifølge Ahmadis påstande om forfølgelse af staten kriminaliserer denne forordning hverdagslivet for Ahmadis, at recitere Kalima (den muslimske trosbekendelse) og hilse med fred på muslimerne måde er en kriminel krænkelse for Ahmadis i Pakistan.

Kan Afrika reddes?

Kan Afrika reddes? 

De kommer med olie fra Egypten, etioperne iler til Gud med fulde hænder.
~ Salme 68:32

Prolog

Kan Afrika reddes?

Som med alle nationer helt tilbage til oldtiden, hvis Afrika tager de rigtige beslutninger, så ja - men hvis Afrika fortsætter med at tage de forkerte beslutninger med deres ledere, religiøs, økonomisk og politisk filosofi, er det dømt til, at det store flertal af dets befolkning i al væsentlighed kommer til fortsat at leve som under Stenalder forhold, behersket af nogle få hensynsløse, tyranniske sorte ledere og deres legioner af kroniske autokrater, der siden afslutningen på den hvide Koloni Periode (1960), er fortsat med at plyndre og hærge Afrikas enorme naturressourcer mens folket under et lever i under et i praksis 'frivilligt' slavelignende forhold - et ansigtsløst, sjælløst prolevariat som tænder på et tandhjul i den enorme marxistiske socialistikse statsmaskineri der langsom nedslider til døde,  kollektive drømme, i håb om og søgen efter lykken.  Et proletariat uden 'ansigter', uden sjæl 

Der er i praksis ingen fri markeds kapitalisme i Afrika, ingen republikker med moral med baggrund i naturlig lov, sandhed, Gud og den oprindelige hensigt som Amerikas grundlæggende fædre opstillede. Uden disse grundforudsætninger for civilisation eksisterer over Afrika, kan ordene af vor største præsiden George Washington da komme til at ske i Afrika? - Det er umuligt at styre retfærdigt (nogen) nation uden Gud og Bibelen. 

Mrs. Vaught's sjette klasse (cirka 1972)

En lille dreng på 11 var fascineret af den store flotte globus i Mrs. Vaughts' klassseværelse i sjette klasse på Lillibridge Elementary School i det østlige Detroit. Man fremstiller ikke globus så store, tunge og solide mere. Jeg husker jeg så på de enorme lande i Afrika og derpå tusinder af kilometer nordpå til de relativt små lande i Europa og undrede mig såre i hjertet: Hvordan i alverden kunne de små lande befolket med hvide fuldstændig erobre og dominere de store lande i Afrika, tidligere kendt som "Det Mørke Kontinent," befolket med sorte under Koloni Perioden (1885-1960)?

Når nu en lille uvidende sort knægt fra Detroits ghettoer kunne stille sådanne spørgsmål for 40 år siden, hvorfor kan vore ph.d. venstreorienterede så ikke svare på de spørgsmål i dag?

Spring Arbor University

Jeg har netop afsluttet at undervise i historie om Afrika på Spring Arbor Universitetet. Mine elever - Kai Mason, Diane Bradley og Danard Harvard - er meget kvikke individer, og jeg tror de lærte en del om kontinentet. Imidlertid var der mange flere ting jeg gerne ville have undervist dem om vedrørende Afrika, men havde ikke tid til det med vores korte fem uger sammen, herunder yderst lærerige lektioner om Afrika, men også om det sorte Amerika, om det socialistiske Amerika og om os selv.

I en frisk artikel jeg skrev "Brev vil Generation X" var følgende passage om den lange skamfulde og tragiske historie om slaveriet i Afrika: 

Et fremherskende ledemotiv i dette brev er paradoksen med frivilligt slaveri - sorte amerikanerne har været de evige ofre for slaveriet - først i deres oprindelige stammer indbyrdes (daterende sig helt tilbage til oldtiden), araberne og den muslimske menneskehandel med afrikanere (7. århundrede til nutiden), det europæiske slaveri (1450-1900) Koloni Perioden (1880-1960) og endelig den mest ikke bemærkede, og således den mest nederdrægtige form for trældom, frivilligt slaveri, der ironisk nok stammer fra Borgerrettighedstiden med MLK (Martin Luther King) og Borgerrettighedsbevægelsen (1955-1970).

Det var den notorisk racistiske præsident Lyndon Baines Johnson der i samarbejde med MLK og Borgerrettighedsbevægelsen fremførte den Goebbels lignende Kæmpe Løgn at forbundsregeringen gav borgerrettigheder til de sorte amerikanere - ukrænkelige rettigheder som hvert menneske allerede besad under naturens lov og U.S. Forfatningen.

Hvis amerikansk politisk historie har lært os noget så er det at socialister, progressive og deres legioner i Det Demokratiske Parti helt og aldeles ikke er til at skille fra fascismen i alle den mange udtryksformer og manifestationer - demokrati, liberalisme, progressivisme, marxisme, socialisme, positivisme, feminisme, særrettigheder, bøsserettigheder, rettigheder til dværge - eller hvad enhver småskør venstreorienteret kalder politikken; det er alt sammen det samme gigantiske hykleri designet, især fra begyndelsen, til at opsplitte, erobre og salveholde Vi Folket: at gøre borgerne (i uanset hvilket land) til frivillige slaver for den altid større blivende socialistikse regering, der er mod vor jødisk-kristne traditioner, naturens lov, kapitalismen, fornuften, den oprindelige hensigt hos Amerikas grundlæggende fædre, og menneskehedens evige længsel efter at være frie.

Den muslimske plage

Afrika er nærmest opdelt i to dele: Nordafrika der er domineret af muslimske og arabiske nationer, og i århundredernes løb har Islam spredt sig ved blodsudgydelser og ved sværdet forudsigeligt mod syd og mod "det sorte Afrika" eller Sub Sahara Afrika, der befinder sig syd for den såkaldte Sahel grænse. Resultatet af den stødig større muslimske plage i Afrika har fornylig være udstillet i overskriften "Sudan fejrer at være blevet en nation, og forbereder sig på udfordringerne."

Sydsudanesere forsamlet 8. juli forsamlet i hovedstaden Juba for at fejre uafhængigheden

Hvorfor skulle Afrika dog have brug for endnu et land? Fordi det islamiske hegemoni i den region helt bogstaveligt forårsagede, at det muslimske Nordsudanske folkemord i Darfour borgerkrigen (nærmer sig 500000 mord siden 2003) og andre overgreb gennemsyrede det i altovervejende grad kristne og animistikse Sydsudan, et meget fattigt land på størrelse med Texas med kun 150 kilometer asfalterede veje.

Epilog

Den store tyske videnskabsmand Albert Einstein definerede engang vanvid på denne måde: "Sindssyge gør det samme igen og igen og forventer forskellige resultater." Ifølge 2010 statistikker, er ni af de 10 fattigste lande afrikanske med en årligt bruttonationalprodukt per indbygger på under 800 dollars om året.

Hvis Afrika skal overleve og trives så skal der ske tre ting: 1) Alle de morderiske marxistiske-socialistiske tyranner fra fortiden skal foragtes, forhånes, tvinges fra embedet og dømmes for deres forbrydelser mod menneskeheden; 2) Den afrikanske stamme- og 'vennepolitik' og de marxistiske økonomiske systemer skal erstattes af det frie markeds kapitalisme over hele kontinentet; 3) Afrika skal vende sig bort fra sin stamme- hedenske heksekraft og muslimske traditioner og angre og vende sig til Herren, for hvis de billioner der betales i "hjælp" til Afrika fra FN, europæerne og amerikanerne siden 1960 ikke har ført Afrika fremad på vejen til velstand, så kan kun Herren redde nogen nation.

Read more: Can Africa be saved? http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=324949#ixzz1Swj2Wmx0

Børneopdragelse, dr. Spock og konsekvenserne for samfundet!

Dr Benjamin Spock:

                           

Hvordan en Freudiansk tosse afmonterede forældremyndigheden i Amerika - hjalp med til at igangsætte en tid med ‘alt er tilladt.’                                                     

Richard Brodie

                                          

           

       

Det må være vanskeligt for en yngre person at værdsætte hvilken kolossal kraft i den sociale forandring der kan tillægges een mand, Dr. Benjamin Spock, barnelægen der rådgav adfskillige generationer af amerikanske forældre om det at være netop forældre fra der midt i 1940’erne til cirka afslutningen af det 20. århundrede.

Men han var netop en sådan kraft. Se blot som bevis salgstallet på hans skelsættende bog, Baby og Child Care, (Bogen om Barnet)der første gang udkom i 1946. I 1998, et halvt århundrede senere havde den solgt i mere end 50 millioner eksemplarer, og kun overgået af værker af Shakespeare og af Bibelen.  

Man kan spekulere på om doktor Spocks indflydelse ville have været så stor om han blot havde været Hr. Spock! Er vi  så imponeret af titler? Muligvis. Se blot på den skade som den afskyelige syge Timothy Leary, der næsten på egen hånd igangsatte den ulovlige stof-revolution i 1960’erne. Ville han mon have fået lov til at holde forelæsninger på universiteter og fortælle børnene “Meld Jer, udnyt det, og gå ud igen” hvids han kun havde været Hr. Leary i stedet for “Doktor (ph.d) Timothy leary, psykolog” eller endnu bedre (fald venligst på knæ!), “Doktor Timothy Leary, Professor i Psykologi!” Muligvis ikke.

Før vi diskuterer omfanget og selve naturen ved Spocks indflydelse, skal vi først forstå kilden til hans indflydelse, Sigmund Freud, der mere end nogen anden kraft i historien har tjent til at underminere Vestens traditionelle moralnormer ved at formode af dårlig opførsel, og i videre grad, kriminel opførsel, ikke så meget er et spørgsmål om at individet frivilligt bryder regler eller love, men snarere er et spørgsmål om ikke individet er blevet motiveret af neuroser og uorden som han formodentligt kun har lidt eller ingen frivillig kontrol over, uorden der formodentligt er blevet præget i hans psyke, af hans skrækkelige forældre og/eller af det (skrækkelige) samfund.

Denne formodede offerrolle for det krænkende individ, uanset om han er barn eller teenager eller voksen, giver fundamentalt set individet fripas til sin offerrolle, giver vedkommen ret til, når det er muligt at modtage “behandling” i stedet for (en sædvanligvis velfortjent) straf. For at slippe for straf skal individet blot gøre det som antyder en form for modificeret galskab som forsvar for faktisk alt vedkommende foretager sig: “Jeg kunne ikke lade være,mor og far eller høje Dommer; Jeg har et XYZ handicap!” Resultatet af denne tankerække er selvfølgelig en i praksis afmontering af systemet med regler og loven.

Man skal blot læse Spocks bog, som Spock selv beskrev som værende “100% Freudiansk,” for at indse, hvor langt længere Spock udvidede denne politik med ‘alt er tilladt’ udover alt som endog Freud selv mente, særligt i hans første udgave (1946-57). Det er måske i hans råd til forældre af ældre børn, det vil sige alderen 6 til 12, at Spock mest agressivt forkaster forældremyndigheden. Vi ved alle, hvordan autoritarismens model og tidligere århundreders frygtsomme forældre er blevet mildnet til en mere mildere, men dog stadig fast forældrerolle i begyndelse af det 20.århundrede. Hvis det blot var standset der! På det tidspunkt da Spock havde solgt 50 millioner eksemplarer, var den førhen stabile amerikanske forældrerolle kollapset til en knogleløs bunke.  

Overvej Spock’s råd vedrørende dårlige manerer:  

“Dårlige manerer... Et barn kan måske miste nogle af sine bordskikke, komme til måltider med snavsede hænder, overøse sin tallerken, og proppe sig munden fuld. Uden at indse det opnår han faktisk tre ting på en gang. Han går over til sin egen alder som model for opførselen. Han erklærer sig ret til at være uafhængig af sine forældre. Han bringer sig i overensstemmelse med sin egen samvittighed, fordi han ikke gør noget der er moralsk forkert. Disse dårlige manerer” og “dårlige vaner” er med til at gøre gode forældre ulykkelige. De forestiller sig at barnet glemmer alt de lærte det så omhyggeligt. Faktisk er disse ændringer bevis på at barnet har lært hvad god opførsel er - ellers ville barnet ikke gøre oprør mod det. Det vil dukke op igen når barnet føler han har fået skabt sig en uafhængighed. I mellemtiden kan forstående forældre få trøst ved at vide at deres barn er ved at blive voksen.

. . . hvad skal du gøre ved det (den dårlige opførsel)? Trods alt skal barnet i bad en gang i mellem, være pæn om søndagen. Du må som du plejer indgå på et kompromis. Overse nogle af barnets mindre irriterende dårlige vaner. indse at de sandsynligvis ikke er permanente. Når du beder ham om at vaske hænder, så forsøg faktisk at være venlig. Det er den plagende tone, han synes er irriterende, og tilskynder ham til ubevidst at være mere uvorn.”

Bemærk at intet sted i denne beskrivelse af et barn med dårlig opførsel, undtagen i det at bede ham “venligt” om at vaske hænder, nævner Spock noget om at korrekse barnets dårlige opførsel! Forældrene bliver endog bedt om at overse, de “mindre irriterende dårlige vaner” og være tålmodig fordi på et tidspunkt vil den “gode opførsel komme tilbage, når barnet føler det har skabt sig sin uafhængighed.”  (Lad os håbe det sker før barnet drager af sted til universitetet!)  

Faktisk er dette barns opførsel, som altså bedømmes som acceptabel af Spock krænkende i en grad der aldrig før er blevet accepteret i historien. Ved at undlade at “vise god bordskik vedrørende måltider med snavsedehænder, overdænge sin tallerken og proppe munden fuld” opfører barnet sig som en ægte gris!

Ingen anden kultur i verden ville tolerer en sådan opførsel af et barn over 6 år. Og snavsede hænder kan bare ikke forsvares, netop af hygiejnehensyn. Det allermest afslørende i denne passage hos Spock er uden tvivl hans råd til forældre om “som du plejer skal du indgå på kompromis.” Med andre ord, skal forældre altid overgive sig i en vis grad til det oprørske barn. Forældrenes myndighed kan således altid forhandles. En barn der er klogere end sine forældre ville angiveligt kunne forhandle deres autoritet helt bort. Ved at have en sådan strategi sætter man i praksis forældrenes rolle ud af spillet. (Og glem nu ikke, “dit barn skal tage bad en gang i mellem.”)

Og så er der Spocks råd om når barnet stjæler. Husk at det at stjæle sammen med fysiske overfald er en af de mest alvorlige forbrydelser der findes. Hvad er krig nemlig andet end at stjæle eller begå fysiske overfald i kæmpeskala!  

Her følger hvad Spock rådgav vedrørende et barn der stjæler:  

“Hvad man skal gøre for det barn der stjæler. Behandling af tyveri...er ikke at udskamme barnet, da det blot vil få det til at føles sig endnu mere ensom. Men overvej om han har brug for mere omsorg og anerkendelse hjemme, og hjælp til at få gode venner udenfor familien. Dette er tidspunktet til at give ham, om muligt, en godtgørelse af cirka samme størrelse som de andre børn han kender. Det hjælper på to måder: Barnet føler det er omfattet af forældrenes kærlighed, og det hjælper ham til at skabe sig selv som “en af drengene.” Forældrene bør få hjælp af en barnerådgivningsklinik eller en barnepsykiater, om muligt.

. . .Naturligvis bør barnet levere det tilbage han har taget, forudsat at ejeren har brug for det. Det kunne være klogt af forældrene at hjælpe ham ved at lægge til den sum der bør returneres, eller endog give barnet en gave af et lignende genstand som det han stjal og måtte levere tilbage. Dette er ikke en belønning for at stjæle, men et tegn på at forældrene er bekymrede over barnet ikke burde tage hvad der ikke er hans, og at han bør få sit hjertes ønske opfyldt, hvis dette er fornuftigt.”

Lad os gå i detaljer i undersøgelse af denne straf som Spocks barn skal ‘betale’ for at blive fanget i tyveri:  

• I stedet for en straf vil det stjælende barn modtage “behandling.” Barnet er dermed allerede tilgivet for forseelsen, som freudianeren Bruno Bettleheim postulerede, “Der findes ingen forbrydelse, kun sygdom.”
• Barnet får en helt ny ‘godtgørelse’ eller får sin egen godtgørelse lagt oven i som et “tegn på kærlighed,” så han kan “føle sig som en af drengene.”
• Barnet vil få lektioner betalt af forældrene hos en psykolog, psykiater eller psykoterapeut, hvor han kan tale frit, og med stor selvmedlidenhed om sig selv.
• Hvis barnet stjæler penge, vil forældrene “hjælpe ham med at lægge det oveni der skal til for at betale tilbage,” hvilket omfatter han kan beholde noget af det han stjal - dette oveni det nye, og måske ekstra tilskud.
• Hvis barnet stjal en genstand vil forældrene “give ham en gave der ligner genstanden der blev stjålet eller returneret.”I
• Barnets forældre vil give ham et “tegn....om at han skal have sit hjertes ønske opfyldt, hvis det er rimeligt.” (Hvad er urimeligt om hvad som helst under solen, hvis det nu er dit hjertes ønske!)
• Helt klart er barnet blevet belønnet, ikke straffes for at stjælpe.  

En interessant pointe ved Spocks “kur” mod tyveri er at Spock siger at barnet burde returnere det han har taget, ikke fordi det var forkert at tage det, men “med baggrund i at ejeren har brug for det.” Men hvad nu hvis ejeren ikke har brug for det? Er det så helt i orden at beholde det?

Måske kunne forældrene i en sådan sag få barnet til selv at kontakte ejeren af de stjålne effekter og indgå i en handel med ham, som anbefalet i sektionen om “Dårlige manerer” hvor Spock siger at når det drejer sig om børn “bør man gå på kompromis.” En sådan aftale ville gøre det stjælende barn i stand til at komme videre fremad! Der er utallige andre eksempler på at ‘alt er tilladeligt’ i bogen udover de som omtaler det at stjæle og dårlige manerer.

Selv-disciplin kan ikke læres i et miljø, hvor der slet ingen disciplin findes. Der er passager i den originale udgave af Benjamin Spocks bog, hvor forældrerollen er så ineffektiv at selv de kongeliges plejemødre ikke kunne have været mere underdanige eller krybende. Den første udgave af Spocks bog fra 1946 blev revideret i 1957. I denne anden udgave blev noget, dog slet ikke hele materialet der var overbærende overfor ‘alt er tilladt’ redigeret bort. Men ikke før Pandoras Æske var blevet åbnet som Spock selv udtrykte det.  

Spocks bog ville være emnet for en form for parodi, hvis ikke den var det højtidelige råd af den måske mest hædrede ekspert i noget emne i landets historie.

Set i sin helhed er Benjamins Spocks “Bogen om Barnet” faktisk en gennemført samfundsomstyrtende bog. Med den ivrige og usikre amerikanske forældre der klyngede sig til den som en Bibel om børn, har Spock fortjent sig en niche i historien som en af de største muliggørere af alle tider om anti-social opførsel. Hvis det dog blot var en parodi.

Det der er sket er intet mindre en trykningen af den filosofiske legemliggørelse af det frigjorte temperament og sygelige karaktertræk hos en enkelt prætentiøs mand, Benjamin Spock, - og den perverse filosofi hos denne mands mentor, Sigmund Freud - mod en hel national kultur.

For hvad er den såkaldte Spock Revolution og den underkastende Mig Generation andet end ‘alt er tilladt’ og selviscenesættelsens triumf - og af den ydmygende og groteske overgivelse af den amerikanske forældre af den sidste rest af voksenautoritet, integritet eller selvrespekt?

I stedet for lykkelige, modne mænd og kvinder med en rygrad er Mig Generationen og deres afkom i stigende grad med til at skabe utilfredse, selvcentrede forkælede unger der i deres dekadence overgiver sig til, og endog opmuntrer til, sådanne nationale tragedier som udbredt brug af ulovlige stoffer, bandeuvæsen, ukontrolleret ulovlig indvandring, og tøjlesløshed, og tilmed en korrupt regering der forbruger i en skala der ligner en bananrepubliks for blot at nævne nogle få.  

Det er ikke den slags mennesker vi har brug for til at genskabe  det engang så stærke og retfærdige amerikanske sind og temperament i en stadig mere farlig verden. 

FamilySecurityMatters.org Contributor Richard Brodie graduated with a B.A. in English from UC Berkeley. For most of his life since then he has been a freelance artist and writer.