Børn udnyttes til krig og sex - elsker man så børn?

“Når de elsker deres børn.....”

DR. LAINA FARHAT-HOLZMAN                                                 

For mange år siden blev Golda Meir, dengang præsident i Israel spurgt, hvornår hun mente der ville være fred med den arabiske verden. Hun sagde: “Vi får fred når araberne elsker deres børn mere end de hader os!” Lad os se på den præcise observation i dag - for hun har jo ret. 

 

En FN Observatør har udgivet en afslørende rapport om Syrien, hvori både regeringsstyrkerne og de islamistiske oprørere fængsler, torturerer, voldtager og slår børn ihjel for at markere sig overfor deres modstandere. Begge parter er lige brutale og vækker den samme rædsel. Dette viser deres manglende interesse i menneskerettigheder (og foragt for børn) i dagens syriske samfund. Sørgeligt at måtte konstatere at dette ikke er noget der er skabt af krig. Det er en global rædsel der deles af flere end blot syrisk kultur.

o     Syrien. Da oprøret i Syrien begyndte forsøgte regeringen at give indtryk af, at den havde styr på situationen. De bortførte et barn af en oprører, torturerede ham og sendte hans kropsdele tilbage til familien. Når sådant sker i dag, spredes nyheden om det via de moderne kommunikationsmidler - og til hele verden. Den gjorde den udviklede verden så fortørnet at en bevægelse for at stille sig på oprørernes side blev igangsat, og der var kraftige fordømmelser fra såvel franske som amerikanske politikere, og opfordringer til at stå den syriske regering imod - med militær magt. Uheldigvis, viste dissidenterne sig at være lige så brutale, med den ekstra trussel at skulle de vinde, ville Syrien ikke længere bilde sig ind at være en moderne stat. Landet ville blive en Middelalderlig muslimsk stat.

o     Gaza. Den islamistiske Jihad terrorgruppe har oprettet en sommerlejr i Rafah for teenagere: Ikke for at dyrke sport, men for at være med i krigslege organiseret af Islamisk Jihad. Drengene bliver oplært i at skille en AK-47 ad, kravle gennem tunneler og løbe over brændende dæk midt i eksplosioner. Børnene, trist at måtte sige, rekrutteres fra UN's Palestinænsiske  flygtninge bureau UNRWA.

Hamas har åbnet andre sommerlejre med i alt 100000 ‘studerende’ drenge, piger i alderen 10-21, hvor der også er militærtræning. En foruroliget psykolog i Gaza (anonym) sagde at “Dette udgør en fare for deres liv, og er direkte imod internationale love der skal beskytte børn.” Han har ret, men når børn opmuntres til at blive selvmordsbombere, så kan man spekulere på, hvor meget de mennesker elsker deres børn.

o     Børnesoldater. Det er også vanskeligt at se, hvordan de mange militante der hærger Afrika elsker deres børn. Det er blevet en praksis (tilbage fra borgerkrigene i Elfenbenskysten og Liberia) at benytte drenge, som dopede krigere og piger som sex- og arbejdsslaver. Konflikterne i den Central Afrikanske Republik, er i samme spor, ikke mange er vrede i verden. Denne praksis er blevet allestedsnærværende i de mindre udviklede dele af Afrika.

o     Haiti. Det har længe været kendt, hvordan altfor mange haitianere, både de desperat fattgie og de som klarer sig fint, betragter børn som ting, ikke mennesker. De fattige udlejer deres drenge og piger som sexobjekter for sexturister, som tiggere og som slaver. (rest avec).

o     Thailand. Sexturismen har i sandhed vist sit grimme ansigt også i Thailand, og måske fordi thaierne elsker deres egne børn, rekrutterer de sexslaver fra de fattigere nabolande. Indien er ‘leverandør’ af sådanne børn (især piger er ofre.)  

o     Egypten. Ludfattige familier har i lang tid solgt deres små piger (og drenge) til velbeslåede saudiske sexturister. Oveni det skal man lægge mærke til, at selv blandt de mere velhavende egyptere (og andre i Nordafrika) elsker man ikke sine døtre nok til at standse de lemlæstende omskæringer. Socialt pres er langt vigtigere end kærlighed til sine børn.

o     Den Moderne Verden. Omsorg, bekymring for børn er et produkt at vor moderne vestlige verden. Vi skal blot se tilbage nogle få århundreder for at huske, at børn hos den fattige var et økonomisk aktiv. Dagens rædsler er genklang fra en forfærdelig fortid og skal fordømmes.  

 

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is a historian, lecturer, and author of How Do You Know That? You may contact her at Lfarhat102@aol.com or www.globalthink.net.

                       

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/when-they-love-their-children?f=must_reads#ixzz2yb2b6DTl

Øget ulandshjælp - virker det? Eller skader det?

Ville du standse hjælp til Afrika hvis det var det bedste for Afrika?

Bernie Planck

I min artikel 70 år med hjælp til Afrika, påpegede jeg at hovedårsagen til den megen velgørenhed i Afrika blot er at få os til at føle os bedre tilpas, skønt hjælpen har gjort Afrika endnu mere elendigt og fattigt end for 7 årtier siden.

Derfor har jeg spekuleret på hvordan mine læsere mon har det med problemstillingen, skal vi fortsætte med at yde hjælp blot for at have det godt med os selv eller burde vi holde inde med at gøre Afrika mere afhængig af hjælp år efter år? Hvis det nu var en videnskabelig kendsgerning (1), som jeg ved det er, da ville det at indstille hjælpen gavne Afrika allermest ved at det ville reducere sulten, fattigdommen og sygdomme. Ville du gå ind for det?

 

Photo Credit: Dead Republican Presidents

Se lidt nærmere på denne meningsafstemning:

Ville du standse hjælp til Afrika, hvis det ville eliminere sult og sygdom der?
	Ja
	Nej - vi skal vise vi bekymrer os
	Nej - jeg ønsker Afrika skal lide
	Nej - Afrika har brug for vor velgørenhed
	Nej - jeg tror ikke på præmissen
	Nej Kort og godt NEJ
pollcode.com free polls

---

Her er så et kort der viser hvem der får X antal dollars fra os. Lad blot musen glide hen over det land der interesserer dig.

NOTE

(1):

Cato Institute, Afrikansk perspektiv på Hjæl: Oversøisk assistance vil ikke få Afrika ud af fattigdom

At hjælpe Afrika er en ædel sag, men kampagnen er blevet et absurditetens teater - med den blinde der leder den hjælpeløse. Opgørelsen over Vestens hjælp til Afrika er en afgrundsdyb fiasko. Mere end 500 milliarder dollars i udenlandsk hjælp - svarende til fire Marshall Hjælp Planer - blev pumpet ind i Afrika mellem 1960 - 1997.

Frem for at have sat skub i udviklingen har hjælpen skabt afhængighed. Budgetterne for Ghana og Uganda er for eksempel for 50%’s vedkommende baseret til hjælpen. Således sagde Senegals præsident Aboule Wade: “Jeg har aldrig set et land udvikle sig selv gennem hjælp eller kredit. Lande der har udviklet sig - i Europa, Amerika, Japan, asisatiske lande som Taiwan, Korea og Singapore - har alle troet på de frie markeder. Der er intet mysterium i det. Afrika er gået ud af den forkerte vej - efter at være afhængig.”

Det meste af hjælpen der hældes i Afrika sænker levestandarden. Afrikanere der lever syd for Sahara er gået ned i årsindkomst på gennemsnitlig 0,59% om året mellem 1975 og 2000. I løbet af den periode er købekraften faldet fra 1770 dollars i 1995 til 1479 dollars. Beviset på at udenlandsk hjælp forstærker fejlslået politik og er med til at gøre korrupte og oppustede statsbureaukratier ‘fede’ er overvældende.

Læs disse på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/search?q=hj%C3%A6lp+til+afrika

http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2009/09/mirakelplante-til-det-sultne-afrika_09.html

Hvorfor nogle indvandrere klarer sig bedre end andre!

En Tiger af en bog

Thomas Sowell

Professor Amy Chua fra Yale Jura skolen er bedre kendt som en “Tiger Mom,” på grund af hendes konsekvente måde, med kærlighed, i opdragelsen af hendes børn. Hun og ægtemanden Jed Rubenfeld (også professor fra Yale skolen) har skrevet det som måske vil være den bedste bog i år.

 

Den har titlen The Triple Package, fordi de argumenterer for at der er tre kvaliteter der kendetegner særlig succesrige grupper i Amerika. Disse tre kvaliteter, siger de er et overlegenheds kompleks, usikkerhed og impuls kontrol. Uanset om man nu ‘køber’ deres teori eller ej, så vil man blive meget, meget oplyst af deres forsøg på at bevise den. I processen skyder de mange af de populære meninger om opadgående mobilitet i Amerika ned, og om den type mennesker for hvem det lykkes.

På et tidspunkt hvor så mange i akademiske kredse og i medierne proklamerer at den fattige ikke længere er i stand til at komme ‘fremad’ i Amerika, påpeger Amy Chua og Jed Rubenfeld at det større forskningsprojekt der er nået til den konklusion har udeladt - immigranter.

Med deres egne ord, “Skønt det sjældent nævnes i mediernes reportager, viste forskningen at nedgangen i opadgående mobilitet i Amerika, i udpræget grad ekskluderer immigranter og deres børn. I Pew Foundation studiet der oftest citeres som bevis på nedturen i opadgående mobilitet i USA advares præcist om at deres resultater ikke gælder ‘immigrant familier,’ for hvem ‘den amerikanske drøm er i live og trives.’”

Visse immigrantgrupper er gået kommet videre, fremad, selvom de ankom med meget få penge og undertiden med kun ganske lidt engelskkundskaber. “Næsten 25% af de nigerianske husholdninger tjener over 100.000 dollars om året” i Amerika påpeger forfatterne, sammenlignet med sølle 11% af de sorte amerikanske husholdninger.

Andre grupper der har haft en dramatisk fremgang i årenes løb omfatter Mormoner, immigranter fra Indien og Iran og flygtninge fra Cuba der kom hertil da Fidel Castro satte sig på magten tilbage i 1958.

De cubanere måtte forlade al deres ejendom og selvom de havde været læger eller andre professionelle på Cuba, måtte de begynde helt forfra i Amerika, “tæt pakket sammen i små lejligheder, og de blev opvaskere, viceværter, og tomatplukkere.” Men omkring 1990, var de cubanske husholdninger blevet middelklasse og det dobbelt så hurtigt som anglo-amerikanere.

Amerikanere fra Indien har de højeste indkomster hos nogen etnisk gruppe fortæller forskningen, “med kinesere, iranere og libanesiske amerikanere lige i hælene.”

Trods det mange argumenterer for at sorte amerikanere ikke kan ‘rejse sig’ på grund af racistiske barrierer så er det ikke tilfældet for sorte immigranter. Et flertal af sorte studerende ved Harvard er fra Afrika eller Karibien, og nigerianerne “er allerede markant overrepræsenteret på Wall Street investeringsbankerne og blue-chip advokatfirmaer.”

Amy Chua og Jed Rubenfeld skriver om Amerika. Men lignende mønstre, tendenser kan ses i England, hvor den hvide underklasse synes låst på bunden, mens lavindkomst ikke hvide immigrantbørn præsterer langt bedre end dem i skolerne ligesom det er tilfældet med asiatiske immigrantbørn der tordner forbi underklassebørn i Amerika.

De i medierne, i politik og i akademiske kredse der synes besluttet på at give det amerikanske samfund skylden for at enkeltindivider og grupper ikke kan ‘rejse sig’ vil få det yderst vanskelig med at forklare, hvorfor immigranter af mange hudfarver begynder netop fra bunden og går fremad i skolerne og i økonomien - på begge sider af Atlanten.

Det ville muligvis aldrig ske for de som er ivrige efter at kaste skylden på “samfundet” det er dem og deres velfærdsstats ideologi der, i generationer, har lagt tunge byrder på underklassen med en vision om håbløst offerrolle som immigranterne er blevet sparet for.

På det tidspunkt de forskellige immigrantgrupper har været her i generationer så er de allerede kommet ‘fremad’ trods velfærdsstatens ideologi der siger det ikke kan ske.

Når så mange i medierne og i de akademiske kredse, proklamerer at det er slut med social mobilitet i Amerika da udelader de den kendsgerning, og de ikke nævner de forskellige  immigrant grupper der har fremgang - det afslører alt om dem selv.

The Triple Package er en bog der fortæller os meget vi har brug for at vide om Amerika - især hvis vi ønsker at undgå at velfærdsstats ideologien skal ødelægge Den Amerikanske Drøm.

Thomas Sowell is a senior fellow at the Hoover Institution, Stanford University, Stanford, CA 94305. His website is www.tsowell.com. To find out more about Thomas Sowell and read features by other Creators Syndicate columnists and cartoonists, visit the Creators Syndicate Web page at www.creators.com.

http://spectator.org/articles/58334/tiger-book

Hvad Israel kan lære af Egyptens General Sisi

Hvad Israel kunne lære af Egyptens general Sisi

       

Ted Belman

                

Israel kunne lære et par ting af General Sisi i Egypten. Han anerkender at Det Muslimske Broderskab og Hamas er en trussel for hans regime, fordi de til voldelige demonstrationer og terror.

Som følge heraf har han forbudt Det Muslimske Broderskab og arresteret mange af dens ledere. Han anerkender at de er i krig mod ham og svarer derfor ved at bekæmpe dem.

 

Det er på høje tid at Israel anerkendte af PLO, Fatah og Hamas også er en trussel mod Israel, fordi de jo på samme vis benytter vold og terror. Naftali Bennett, erklærede at Israel er ved at forberede sig til at anklage Abbas for krigsforbrydelser herunder at hædre og rose terrorister og opildne til vold.                                  

Israel burde ikke spilde nogen tid, og forbyde PLO, Hamas og Fatah og deportere enhver der er medlem af sådanne organisationer. Det bedste sted ville være Gaza - i helikopter midt om natten. Overvejende deres charters og deres opildnen og hyldest til “modstand,” så ville et forbud mod dem være passende. Vi skal ikke slå dem ihjel, blot deportere dem.

Israel burde ændre sin politik til en NUL tolerance overfor arabisk “modstand.” Det er selvmorderisk at acceptere “modstand” og “tilskyndelsen dertil” som normalt eller acceptabelt. Israel burde inddrage licenser til arabisk radio og TV dersom de vedbliver med at opildne masserne. ,                 

På lignende vis bør Israel vise NUL tolerance overfor sine egne forrædere. Steven Plaut, i

Israel Left Pursues the Treason Vote, påpeger:

“I årevis har den israelske regering givet social sikkerhed og andre velfærdsgoder til dømte arabiske terrorister og mordere. Hvis en araber med ret til arbejdsløshedsunderstøttelse, velfærdsydelser, pensioner eller andre “sociale” kompensationer begynder at beskæftige sig med terrorisme og bliver fængslet fortsætter han og hans familie stadig at modtage ydelserne. Hvis terroristen dør, kan hans efterladte modtage ydelser. Terrorister der er blevet lemlæstet ved at placere bomber eller angribe jøder kan få handicapforsikringssummer.”

MK (Medlem af Knesset) David Rotem har forsøgt sig med at få disse ydelser reduceret med 50%, ikke fordi han ikke ønsker de skal helt fjernes, men fordi Knesset aldrig ville gå ind for det. Denne mentalitet skal bare ændres.

I en efterfølgende artikel opfordrede Steven Plaut til at Israel behandler den radikale venstrefløj, der støtter delegitimiseringen af Israel, som værende forrædere ligesom Amerika gjorde med sine forrædere i Civil War.

Israel er alt for tolerant over for NGO’ere og arabiske medlemmer af Knesset i ytringsfrihedens og demokratiets navn. Men demokrati er ikke en selvmordspagt. Grænser skal der sættes for hvad der er acceptabelt og hvad der er i selvopretholdelsens interesser.

http://www.americanthinker.com/blog/2014/04/what_israel_could_learn_from_egypts_general_sisi.html

Endnu et uforklarligt flystyrt - og så dog!

Endnu et ‘uforklarligt’ flystyrt - og så dog!

                                                     

Jack Cashill                                

                                

For 3 uger siden skrev jeg på disse sider at vi måske aldrig vil få sandheden at vide om MH 370, det forsvundne fly fra Malaysia.

“Det eneste sikre vi kan sige på nuværende tidspunkt om det “ubegribelige mysterium” der er Malyasia Airlines MH 370,” skrev jeg, “er at myndighederne ikke deler det de ved og muligvis aldrig vil gøre det.”

Som eksempel på, hvordan regeringsmyndigheder kan korrumpere en efterforskning nævnte jeg sagen med TWA Flight 800, et fly der blev ødelagt blot 20 kilometer uden for Long Islands kyst i juli 1996. (læs denne af samme skribent på synopsis http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2013/02/to-terrorangreb-to-prsidentvalg.html)

   

Enhver der gerne ville vide mere om denne ulykke, især de optimistiske patrioter, hvis skepsis falder i dvale under Demokratiske præsidentskaber, kunne måske ønske at se dokumentaren om “TWA Flight 800” på Netflix.

I det samme turbulente år, 1996, og vel af samme årsag, korrumperede myndighederne endnu en efterforskning af et flystyrt, nemlig CT-43A, militærversionen af et Boeing 737, med kendetegnet IFO-21, der forlod Tuzla i Bosnien på vej til Dubrovnik i Kroatien - nu for 18 år siden.

Blandt de 35 passagerer og besætning ombord på flyet var Ron Brown, Bill Clintons, noget omdiskuterede Handelsminister. Hverken han eller de 34 andre overlevede. At de skulle dø var der ingen grund til.

I Dubrovnik, kontaktede den kroatiske chefpilot Amir Sehic det indgående USAF fly og fortalte flyets pilot af vejret var, med hans ord, “on the minima” der betyder over minimumskravene for at lande.

Hvis der blev behov, dersom en landing i første omgang ikke var mulig, anbefalede han imidlertid en rute over Adriaterhavet til højre. “Det er ganske let,” fortalte han USAF efterforskerne. “Jeg var ikke bekymret.”

Fem minutter senere kontaktede flyets besætning tårnet - “Vi er i området, på vej til landing” - og blev clearet til at lande. Derpå foretog de “uforklarligt” en perfekt kontrolleret landing ind i en bjergside - til venstre for lufthavnen.

Timer senere, efter det som forekom at have været en fejlrettet søgning over Adriaterhavet drog Bill og Hillary Clinton over til Handelsministeriet for at give “mindeord” for Ron Brown og de andre ofre, hvoraf den ene, USAF’s Shelly Kelly i den grad var  i live. (Døde senere på hospitalet under mystiske omstændigheder - synopsis info).

Den 4. april gik hele spinmaskinen i omdrejninger. “Vejret i går, som flyet fløj i, var frygteligt,” sagde Peter Galbraith, ambassadør til Kroatien. “Faktisk siger folk i Dubrovnik, at dette var den værste storm i et årti.”

Det var der overhovedet ikke tale om. Sandheden er, at det var holdt op med at regne, og solen kunne skimtes gennem skyerne da Browns fly nærmede sig lufthavnen.

To dage senere ved U.S. Army basen ved Dover, Delaware, bemærkede Armed Forces Institute of Pathology (AFIP) fotograf hos U.S. Navy Kathleen Janoski et cirkelrundt hul i toppen af Browns hoved. Det målte cirka .45 af en tomme i diameter.

“Jamen det ligner et hul fra en kugle,” sagde Janoski.

U.S. Army Oberstløjtnant David Hause, en erfaren retsmediciner så nærmere på det. “Ja, den er god nok,” husker han, “jeg synes også det ligner også et skudsår.”

Deres forbehold blev ignoreret. Ved pres fra Det Hvide Hus, kontaktede myndighederne ikke FBI, og man bad heller ikke Brown familie om tilladelse til en obduktion, eller benyttede lejligheden til at se nærmere på udgangshullet eller søgte efter rester fra krudt.

Selvsamme dag rapporterede de kroatiske myndigheder at Niko Jerkuis, den hovedansvarlige for lufthavnens systemer, havde skudt sig selv i brystet og var død. USAF skulle netop interviewe ham næste dag.

En dag senere ankom Oberstløjtnant Steve Cogswell, læge og retsmediciner til St. Johns Peak i Kroatien. Han havde til opgave at lede efter en genstand der kunne han lavet et “.45 (tommer) nindadgående cirkelrundt hul i toppen af Browns hoved.” .

For Cogswell var søgningen efter en genstand - andet skridt. Det første var så helt åbenbart. “Åben ham,” fortalte han sin chef på Dover. “Denne mand skal obduceres. Hele sagen stinker.” De vidste begge at det som var blevet beskrevet angiveligt lød som et skudsår fra en .45 kaliber.

Endnu mere mistænkeligt er det at Brown var den eneste ombord på flyet med et hul i hovedet.

Der var så meget der var mistænkeligt ved dette styrt syntes Cogswell. Til en begyndelse havde Air Force valgt at se bort fra “Safety Board” fasen i efterforskningen og gået direkte til “Accident Board” fasen.

Eller med andre ord, så udelod myndighederne terrorisme, sabotage eller beskydning fra jorden, uden man vidste det mindste om styrtet. Dette var første gang i Cogswell karriere at der ikke var nogen “Safety Board.”

Endnu en interessant unormalitet: Da ambassadør Galbraith blev udspurgt af Air Force, nævntes at man havde observeret en kroatisk-amerikansk kvinde ved navn Zdenka Gast der skulle være fløjet med Brown, men fortrød.

 

Zdenka Gast

Sagde Galbraith: “Der var problemer i - i - i dette - i af få afsluttet den aftale, hvor de ønskede en underskrift på et samtykkebrev, og således, fremfor - at rejse med på Browns tur, blev hun med Inron folkene for at være med til de endelige forhandlinger.”

Åh, ja, Brown var sendt ud for at få en ‘kæresteaftale’ i stand mellem Enron Corporation og neo-fascisterne der styrede Kroatien. Enron lederne fløj i deres eget fly.

Da jeg spurgte nærmere ind til Gast faldt jeg over et foto i et kroatisk sproget tidsskrift. I midten af tre kvinder, alle arm i arm, stod Gast. På hendes venstre side var Alexis Herman, der havde sendt Brown ud på hans skæbnesvangre tur. På højre side var ingen anden end Hillary Clinton. Begivenheden var Hermans bryllup i Det Hvide Hus. Kun 40 personer var tilstede. 

 

Medierne ønskede åbenbart ikke at få mere at vide om dette. Så vidt jeg ved, var jeg den eneste i medierne der har krævet USAF’s 22 binds rapport om styrtet.

Der skulle ikke være nogen efterforskning om “Safety Board” ingen overvejelse om et missilangreb, ingen spekulationer om et blændende laserlys, ingen spørgsmål til Niko Jerkuic, intet interview med Gast, ingen obduktion, ingen brugbare X-rays, ingen advarsel til Brown familien, ingen snak om Enron forbindelsen og ingen udforskning af nogen anden mulighed en en “ulykke.”

Dette var dog et amerikansk fly. CNN kan sludre om MH370 indtil den næste større katastrofe, men seeren kan være ganske sikker på, at ikke vil lære noget af betydning, udover det han ved nu.

Jack Cashill is an Emmy-award winning independent writer and producer with a Ph.D. in American Studies from Purdue. His latest book is "If I Had a Son: Race, Guns, and the Railroading of George Zimmerman."

Get Jack Cashill’s groundbreaking exposé, “First Strike: TWA Flight 800 and the Attack on America”

http://www.wnd.com/2014/04/still-another-inexplicable-plane-crash/#js8DT4gJIUfIl1wS.99