mandag den 11. juni 2018

I Det Hvide Hus' private verden - fortællinger om præsidenters privatliv

Hillary Clinton ramte Bill i hovedet med en bog under Monica affæren

Da Monica Lewinsky skandalen under præsident Clinton var på sit højeste, kom en stuepige i Det Hvide Hus ind i soveværelset for at gøre rent og blev chokeret over at finde præsidenten og førstedamens seng smurt ind i blod.


Blodet tilhørte præsidenten, der offentligt sagde at “han var kommet til skade da han stødte ind i badeværelsesdøren midt om natten.”


Men en ansat der boede i Det Hvide Hus mente noget helt andet. Som en medarbejder fortalte Kate Anderson, “Vi er ret så sikre på, Hillary Clinton, slog ham ned med en bog.”


“Der lå mindst 20 bøger på sengebordet som hans bedragne hustru kunne vælge” tilføjer Brower “herunder Bibelen.”


Til “The Residence,” interviewede den politiske journalist Brower flere end 100 tidligere medlemmer af det ellers notorisk hemmelighedsfulde Det Hvide Hus personale, sammen med førstedamerne Laura og Barbara Bush og Rosalynn Carter og adskillige børn af tidligere præsidenter, for at få¨et indblik i vore præsidenters mere personlige sider.
Her følger så nogle af fortællingerne:


Bill and Hillary in 1999 Photo: Getty Images


“Parret kom undertiden i nærkamp med hinanden, og chokerede personalet med deres ekstreme banden, og undertiden var der så perioder med pinlig tavshed,” skriver Brower.


Blomsterdekoratøren Ronn Payne husker at have oplevet to butlere der lyttede ved døren til et “ondskabsfuldt” skænderi i West Sitting Hall.


“Pludselig hørte han førstedamen skrige, ‘din forbandede skiderik!’ mod præsidenten - og derpå hørte hun nogen kaste en tung genstand gennem værelset. Rygtet gik ud på at førstedamen kastede en lampe.”


Monica Lewinsky med hendes bog, “Monica’s Story” i 1999.Photo: Getty Images


Kampene udvikelde sig gennem Lewinsky skandalen og ansatte i Det Hvide Hus så til på første parket.


Skønt offentligheden ikke kendte til Clintons affære før januar 1998, så havde ansatte i Det Hvide Hus set det folde sig ud siden 1995.


“Butlerne så præsidenten og Lewinsky i familiens biograf, og de to blev set sammen så ofte at de ansatte lod hinanden det vide når de fik øje på Lewinsky,” skriver


Præsidenten kom til at betale for sin mangel på diskretion, ikke blot offentligt, men også hjemme.


“I tre eller fire måneder i 1998,” skriver Brower, “sov præsidenten på en sofa i et kontor tilknyttet deres soveværelse på anden sal. De fleste af de kvindelige ansatte mente han fik som fortjent.”


John F. Kennedy

Marilyn Monroe og John F. Kennedy (til højre) ved et selskab i 1962 Photo: Getty Images


Skønt de ansatte med vantro måtte betragte præsident Clinton kurtisere Lewinsky, så oplevede ingen af dem dog at se dem nøgne på noget tidspunkt.


Det samme kan ikke siges om præsident Kennedys affærer.


Førstedame, Jackie Kennedy var i lange perioder på parrets farm i Virginia, og når hun var borte, fjollede præsidenten rundt, svømmede nøgen i poolen, sammen “med sine kvindelige affærer, hvoraf nogle arbejdede som sekretærer i Det Hvide Hus.”


En ansat der skulle arbejde ved poolen fik sig en ‘øjenåbner.’




Billedresultat for jfk affair with secretary mimi alford


Da han åbnede døren til poolen, blev han chokeret over at se Kennedys rådgiver og ven David Powers sidde nøgen ved poolen - sammen med to af Kennedys sekretærer.” Den ansatte løb ud, og episoden blev aldrig omtalt.


Det var almindeligt accepteret blandt de ansatte at når Jackie var borte, var anden sal et sted man skulle undgå i Det Hvide Hus. Undetiden var det dog ikke muligt, som da en ansat, der som Brower skriver, “så en nøgen kvinde gå ud af køkkenet da han gik ovenpå for at kontrollere om gassen var slukket.”


Det er ikke alle de tidligere ansattes memoirer hos Kennedy der er saftige, da de ansatte under JFK’s administration var vidner til nogle af de mest triste begivenheder hos præsidenter i det sidste 50 år.


Da parret mistede deres to dage gamle søn Patrick i august 1963, skyndte de ansatte sig at fjerne ting i Det Hvide Hus som kunne give Jackie smertelige erindringer når hun kom tilbage.


“I samme øjeblik Patrick døde, skyndte vi os så hurtigt vi kunne og fjernede alt,” sagde oldfruen Anne Lincoln.


“De ønskede ikke at præsidenten og førstedamen skulle mindes om det frygtelige tab, når de kom tilbage,” skriver Brower. “J.B. West ringede til snedkeren og bad ham fjerne tæpper, krybbe og gardiner i barneværelset.”


Da førstedamen - og nationen - gennemgik endnu et frygteligt tab blot tre måneder sender, var det barneplejeren Maud Shaw der kom med nyheden om deres fars død til John-John og Caroline Kennedy  - deres far var blevet skudt og at “Gud har taget ham til himlen, fordi det var bedre end hospitalet.”

Jimmy Carter

Jimmy Carter in 1976.Photo: Getty Images


Da Jimmy Carter var præsident i een periode, sørgede hans tre voksne sønner for at Det Hvide Hus var fyldt med bongrøg i massevis, og Payne sagde, at “de regelmæssigt måtte fjerne bongs fra deres værelser.”


Men alverdens weed ville ikke kunne lette stresset ved Carter præsidentskab. Da han tabte genvalget efter en periode karakteriseret ved den 444 dage lange Iran gidselkrise, kunne personalet på første hånd se den byrde som verdens begivenheder havde lagt på præsidenten og hans familie.


“De hulkede i to uger,” efter han tabte valget, sagde Payne. “Jeg mener, helt ukontrollabelt. Når man nærmede sig anden sal, kunne man ikke undgå at høre det”


Lyndon Johnson

Lyndon B. Johnson skulle have sine brusebade så hede at dampen ofte satte brandalarmen igang.


Bosiddende ansatte under LBJ husker ham for det mareridt der tærede på personalets kræfter - hans besættelse af skoldhede, kraftige brusebade.


I sin tidligere bolig havde Johnson fået konstrueret en særlig bruser med “vand der pumpedes ud af masser af små dyser i alle retninger med nålelignende intensitet og under stor kraft. En dyse var rettet direkte mod præsidentens penis, som han selv kaldte ‘Jumbo.’ En anden dyse var rettet direkte mod hans endetarmsåbning.”


Teknikerne i Det Hvide Hus måtte sende et hold til Johnsons tidligere bolig for at studere indretningen, og besluttede at den bruser Johnson krævede også krævede “der blev lagt nye rør og en ny pumpe ind.” Omkostningen var tusinder af dollars. Johnson “krævede at militæret betalte,” og at pengene skulle tages fra “klassificerede fonde der ellers skulle benyttes til sikkerhedsformål.”


Johnson, der undertiden afprøvede bruseren foran personalet - komplet nøgen - ønskede at vandet var så varmt at dampen undertiden “satte brandalarmen i gang.”


I årenes løb afprøvedes fem forskellige brusere, der alle blev forkastet som ineffektive af præsidenten, og man fik endog installeret en specialbeholder med egen pumpe for at øge trykket. Pumpen sprøjtede hundredevis af liter vand ud i minuttet - mere end en brandslange. Det var stadig ikke godt nok.”


Reds Arrington brugte fem år på at finde frem til den perfekte bruser og blev så vred over Johnsons krav at han “blev indlagt i adskillige dage med et nervøst sammenbrud.”


Ronald Reagan



Forholdet mellem Ronald og Nancy Reagan var yderst specielt. Personalet i Det Hvide Hus var tilskuere.


Butler Nelson Pierce husker han bragte nogle poser op til parrets værelse og så Nancy Reagan skælde præsidenten over United States huden fuld, mens han chokeret så til.


Mrs. Reagan var kendt for at styre personalet i Det Hvide Hus med jernnæve.


“Hun irettesatte ham for at have TV’et tændt,” erindrer han i bogen. “Han sagde, ‘Skat, jeg ser blot nyhederne.’ Lige så snart hun åbnede døren, var hun over ham så man ikke skulle tro det. Lige foran mig. Han så blot nyhederne kl. 23.00. Hun mente han burde have været i seng.” .


Nancy Reagan var den der uden sammenligning intimiderede personalet i Det Hvide Hus allermest i de sidste 50 år, hun styrede alle detaljer med jernnæve, og som Payne omtalte det var hun “en møgforkælet unge.”


Under forberedelserne til en statsmiddag, præsenterede chefkonditoren Ropland Mesnier mulighederne for en dessert til fru Reagan mens hun spiste frokost med præsidenten.,


Efter at have forkastet tre muligheder der blev hende præsenteret sagde præsidenten, “Skat, lad dog konditoren klare det helt alene. Det er jo en dejlig dessert. Lad os beslutte det.”


“Ronnie” spis din suppe. Det skal du ikke tage dig af,’ sagde hun. Han så ned på sin tallerken og spiste suppen op uden at sige noget.”


Da hun så endelig havde besluttet sig for en særdeles kompliceret række kager til gæsterne informerede Mesnier hende om at det var for kompliceret til at kunne fremstilles til den tildelte tid, ved at sige “Jeg har kun to dage til at forberede middagen og det hele.”


“Hun smilede og lænede sit hoved til højre. ‘Roland, du har to dage og to nætter før middagen.’”


Man husker altid præsidenten som værende venlig og snakkesalig med personalet - næsten for meget, da de måtte snige sig afsted stille og roligt når de så ham for at undgå ‘at blive fanget i en lang samtale” - førstedamen søgte at begrænse hans kontakt med personalet så meget som muligt.


“Hun holdt ham som hun helst så han skulle være,” sagde maleren i Det Hvide Hus Cletus Clark. “Hun ønskede ikke han skulle være selskabelig med hjælperne.”


George H.W. Bush

White House personalet beundrede George H.W. og Barbara Bush.Photo: Getty Images


Den første præsident Bush og hustru Barbara et det par der får det allerbedste skudsmål hos personalet, som værende altid venlig og oprigtige.


“De ansatte der boede i Det Hvide Hus havde en kærlighed til præsident George H.W. Bush der var usædvanlig elskværdig- den var ægte, nærmest dybfølt,” skriver Brower.


Bushparret opfordrede alle de ansatte til at tage tidligt hjem fremfor at vente på der skulle blive ringet til dem om natten, og de betragtede nærmest personalet som en del af deres familie - helt ulig andre førstefamilier der havde været i huset. .


De blev også tilgivet fejl i situationer der “ville have gjort andre præsidenter rasende.”


De de spillede crocket, bad præsident Bush om at der blev sprøjtet mod fluer og utøj, og “den ansatte kom til at sprøjte på præsidenten fra hoved til tå ....med et stærkt pesticid.”


Da de fik præsidenten til en læge, “var hans ansigt allerede ildrødt,” og han måtte “renses i brusebadet.”


Da faren så var overstået sagde præsidenten blot, “OK, nu vil vi bare tilbage til spillet.” Ingen mistede jobbet eller blev irettesat.

Barack Obama

Præsident Obama med butleren i Det Hvide Hus Von Everett.Photo: Getty Images


Da Barack blev valgt som præsident var det som et par der “lige netop var blevet færdig med at betale af på deres stuidelån.”  Obamas følte sig ikke godt tilpas i begyndelsen ved at blive opvartet i alle ender og kanter, hvilket foranledigede en “vis distance mellem personalet og den nye præsident.”


“Hos Bush følte man de ønskede man følte sig knyttet til dem,” sagde hushovmesteren Stephen Rochon, “ - med Obamas, “skulle man være gennemført professionel.”


Med tiden kom familien dog i en nærmere kontakt med personalet, især grundet de bånd der var ved raceforholdet.


“Butler James Jeffriees sagde der er en ikke nærmere defineret forståelse og respekt mellem Obamas og det hovedsageligt afrikansk-amerikanske personale blandt butleren, om realiteterne ved at være sort i Amerika, skriver Brower.


“Præsident Obama anerkendte dette når han sagde at en del at butlernes varme over for hans familie skyldtes de ‘så på Malia og Sasha, og de konkluderer “Nuvel det ligner mit barnebarn, eller de ligner min datter.”


Hovmester Worthington White måtte fjerne papirer for præsidenten under parret første aften i Det Hvide Hus efter indsættelses ballerne.


Da han nærmede sig deres værelse hørte White den nye præsident sige, “Jeg har dette. Jeg har dette. Jeg kan det udenad nu.” Derpå “gik musikken i gang og det var Mary J. Blige.”


Parret nu iklædt mere hverdagsagtigt tøj - førstedamen sweater og en t-Shirt - dansede til Blige’s hit Real Love.”


Jeg tør vædde på at du aldrig har hørt noget sådant i dette hus, ikke sandt?” Spurgte præsidenten mens de dansede.


“Jeg kan helt ærligt sige jeg aldrig har hørt Mary J. Blige blive spillet på denne etage,  svarede White


fredag den 8. juni 2018

Hvem slog Robert Kennedy ihjel - det var ikke Sirhan Sirhan


Hvem slog Robert Kennedy ihjel?

Jeg har aldrig troet på konspirationsteorier. Skønt nogle kritikere næsten har fået mig til at falde for en konspirationsteori som den med Clinton assistenten Vincent Foster der døde i Fort Marcy Park og andre besnærende fantasier, så hævder jeg at være uskyldig. Det er ganske enkelt for vanskeligt at holde en konspiration helt borte, især i Washington og New York hvor ‘snakken sladderen’ mere er reglen end undtagelsen. En konspirator der ligger inde med en stor historie vil med stor sandsynlighed komme frem med den for at tjene penge, eller for at blive kendt eller blot fordi det er morsomt.
Hvis jeg husker korrekt så fortalte endog Woodward og Bernstein endelig deres hemmelighed om Deep Throat, og den var ikke noget særligt. Forestil dig det pres på de overlevende der ligger på dem der har kendskab til hvem der slog JFK ihjel, eller den rigtige identitet på morderen af Rev. Martin Luther King’s eller når jeg tænker over det Donald Trumps samarbejde med russerne eller Stormy Daniels eller marsmænd. At bryde tavsheden i disse sager ville sikre den som lækker noget berømthed for evigt eller i det mindst en fed bogkontrakt.
Nej, jeg tror ikke at hemmeligheder om sensationelle hændelser kan holdes hemmeligt særlig længe. I lyset af fremkomsten af nye beviser eller nye antydninger mener jeg at en ny efterforskning kan være berettiget.
Nu er Robert F. Kennedy Jr. trådt frem med en overflod af beviser på at Sirhan B. Sirhan, der blev dømt i 1969 for mordet på hans far Robert, præsidentkandidat, er uskyldig. I det mindste mener Kennedy at Sirhan er uskyldig i drabet på hans far. Den frygtelige juninat i 1968 affyrede Sirhan sin 22 kaliber pistol gentagne gange i Los Angeles Ambassador Hotel, og han sårede adskillige., Imidlertid mener den unge Kennedy at en anden skød hans far. Jeg mener han har en tungtvejende sag - idet mindst for at få sagen genåbnet.
Jeg burde føje til at jeg har mere end blot en forbigående interesse i Kennedys død. Nogle uger før den 24. april var jeg den eneste på scenen ved Indiana University Auditorium da Senator Kennedy talte til et fuldt pakket sal under primærvalget i Indiana. Jeg tror man kan sige jeg “smuglyttede” til hans tale. Jeg havde skjult mig bag det store sorte forhæng, der var baggrunden for Kennedy, og stod blot tre skridt bag ham. Da det viste sig jeg var den eneste udover Kennedy på scenen og da han havde afsluttet sin tale og ville trække sig bort fra den meget begejstrede tilhørerskare sagde han til mig, “Hvordan kommer vi væk herfra?” Troede han at jeg var hans guide? I de næste fem minutter og lidt til førte jeg ham til venstre, derpå til højre, så ligeud - jeg anede ikke hvor jeg var. Endelig fik jeg ham ud til den ventende bil, og han gav mig hånden som tak. Han smilede. Jeg kunne ikke andet end holde af ham.
.Billedresultat for sirhan sirhan
Sirhan Sirhan i 1969 og i dag som næsten 75 årig
Sirhan brød sig ikke om Kennedy og han indrømmede at han skød ham da Kennedy gik gennem køkkenet på Ambassador Hotel efter at have accepteret sejren samme aften i Los Angeles - dog kunne Sirhan ikke erindre at have gjort det.
Det er i sig selv meget besynderligt. I det kaos der var i køkkenet skulle han konfrontere Kennedy ansigt til ansigt, men afstanden var adskillige fod og med dusinvis af vidner rundt om sig. Der blev affyret skud og vidner greb Sirhans hånd med et våben. Alligevel, trods det at Sirhan stod lige foran Kennedy så var det dræbende skud affyret bagfra. Ydermere var der ikke adskillige fod mellem den dræbende kugle og ofret. Den respekterede retsmediciner fra Los Angeles Thomas Noguchi, fandt krudtslam på senatorens jakke og hår. Kuglen der ramte senatorens hoved kom bagfra og blev affyret på nær hold. En tidligere anklager fortæller mig at det var meget tæt på, tættere end Sirhan der nu lå uskadeliggjort på gulvet foran senatoren.
Vidnernes forklaringer har overbevist Robert Kennedys søn om at der var endnu en der skød. Hans sag fortjener en høring. I 1971 indledte Los Angeles’s district attorney, politichef og en gruppe rådgivere en genåbning af sagen, hvor man havde fokus på det Noguchi havde fundet frem til og ved andres vidneudsagn.  Selvom en førende efterforsker fra gerningsstedet vurderede at en kugle i senatorens krop matchede to kugler fra andre der blev såret, og de kom fra Sirhans våben, så nævnte andre eksperter der undersøgte kuglerne at de havde kendetegn, mærker fra andre våben og kom fra andre fabrikanter. Ydermere så konkluderede et internt papir hos politiet at, “Kuglerne i kennedy og Weisel (et af Sirhans ofre) ikke blev affyret af det samme våben.” Og, at “kuglen i Kennedy ikke blev affyret af Sirhans revolver.”
Disse afsløringer var årsag til at en dommer i Los Angeles i 1975 lod et panel af 7 retsmedicinske eksperter undersøge de tre kugler og Sirhans pistol igen. De konkluderede at nogle af kugler der blev affyret ikke var fra hans våben. De opfordrede til yderligere efterforskning.
Så endelig dukkede der en ellers glemt lydoptagelse, taget af en polsk journalist, frem fra selve gerningsstedet. Den blev undersøgt af en lydingeniør og ekspert i 2005 - Philip Van Praag. Idet han benyttede teknologi der ikke var der i 1960-70’erne har Van Praag sagt at der blev affyret 13 skud. Sirhans våben havde kun 8 kugler. Van Praag fandt yderligere at der var blevet affyret to våben, og at de var blevet affyret fra forskellige retninger. Og endnu en ting - skuddene var blevet affyret så hurtigt at ingen mand kunne have affyret dem alene.
“Der var for mange kugler,” konkluderer, Robert F. Kennedy Jr. “Man kan ikke affyre 13 kugler fra et våben der kun kan affyre otte.” Se det giver mening for mig. Det er på tide at genåbne efterforskningen af Robert F. Kennedys død.

onsdag den 6. juni 2018

Tyskland, Frankrig og EU projektet

Tyskland, Frankrig og EU

For bedre at forstå EU og de noget usikre  udsigter for fremtiden er det vigtigtat dykke nærmere ned i relationen mellem EU’s to store lande, Frankrig og Tyskland.
På mange måder kunne  deres indbyrdes forhold siden oprettelsen af EU ligne et lykkeligt ægteskab. Men som i så mange ægteskaber er der nogle forskelle, ofte uforsonlige der lurer under overfladen og som meget vel ville kunne føre til udfordringer hen ad vejen.  
Det vigtigste forskel er måske hvordan hvert land betragter vigtigheden af “Europa.” Tyskerne - og ikke kun landets elite, men brede dele af befolkningen også - har købt forestillingen om et Europa befriet for nationalismen.
En sådan holdning er uden tvivl under stærk indflydelse af den ulykkelige erfaring ved afslutningen af 2. Verdenskrig-  
Ifølge Wolfgang Streeck ffra Max Planck Institute for the Study of Societies i Köln har konceptet med “Europa” en slags hellig aura i Tyskland, hvor det omfatter “alt der er godt, behageligt - fra fred, menneskerettigheder. tolerance, og en åbenhed til det internationale arbejdsmarked og en let vandren, rejsen over landegrænserne.” 
Tyske pro-europæiske følelser er det værktøj hvormed Tyskland har til hensigt at se bort fra sin nationale suverænitet og være en del at Stor-Europa og blive respekteret. På sæt og vis, og måske ubevidst, er dette en flugtmekanisme fra landets Nazi-fortid.
Denne indstlling har i den grad påvirket tysk tænkning så man betragter enhver der er noget mindre begejstret over en tæt integration af EU som positivt bevis på en moralsk defekt. Psykologisk set overfører tyskerne deres holdninger, følelser på andre der ikke nødvendgvis deler dem. Det kan være farligt.  
Frankrigs syn på Europa er diametralt modsat. Franskmændene er hypersensitive over for enhver hæmmen af deres nationale suverænitet. Siden afslutningen af 2. Verdenskrig har Frankrigs hovedmål været at knytte Tysklands økonomiske styrke til franske interesser. Det forenede Europa som franskmændene omfavner er faktisk en udvidelse af den franske nationalstat, ligesom kommissionen i Bruxelles er født som en underafdeling af fransk teknokrati.
.
Berlaymont building in Brussels, headquarters of the European Commission.
Photo credit: Nuno Nogueira via Wikimedia Commons.
Streeck opsummerer forskellen på de tyske og franske visioner for Europa således:
Fra fransk perspektiv er der ingen konflikt mellem et ‘suverænt Frankrig’ og et ‘suverænt Europa’ så længe Europa er ordentligt grundfæstet i universelle franske principper og styres fra Paris, altså en udvidelse af fransk suverænitet. I Tyskland derimod er et suverænt Europa den ønskværdige afslutning på det nationale, herunder tyske suverænitet, i Frankrig er det en kondition, eller en nutidens vision af et suverænt Frankrig.
Når det er således kan det se ud til at at Europa er et fransk imperium blot ved et andet navn. Streeck skriver observerende:
I lang tid blev der dækket over Tysklands tilsyneladende tavse accept af den franske tradition for egenrådighed herunder kernevåbenafprøvning, og fremhæven af landets imperiale tradition.
Men dette kan bare ikke fortsætte. Dertil kan lægges den latente ustabilitet i EU og den kendsgerning at andre lande i EU ikke har et ønske om at overdrage deres nationale identiteter og suveræniteter til et forenet Europa, som Tyskland er villig til, og ingen ønsker at blive underlagt de franske “universelle” værdier.
Dette gælder især landene i Østeuropa der for ikke så lang tid siden endelig slap fri for det kommunistiske Sovjetunionens dominans. 
EU projektet er af to grunde kommet så langt. Faktisk er der en tredje: Det at USA hr betalt det meste af forsvarsudgifterne for Europa og tilladt en skæv handelspraksis at eksistere mellem Amerika og EU. Men lad os holde fokus på de interne dynamikker i Europa.  
Dette er foregået i længere tid end de flest mennesker har levet, og har givet Europa en mulighed for at opnå velstand og overflod der aldrig ellers ville være opnået.
For det første: Hver gang den “Europæiske ide” blev debatteret blandt europæerne blev den altid defineret i vage og bureaukratiske dobbelttydige termer. Dette var heltt bevidst for det tillod alle deltagerne at læse det ind i deres udtalelser som de kunne ønske. Det gjorde de i sandhed. Dette fungerede som en forenende taktik, men det er næppe den vej der skaber et solidt fundament der kan modstå tidens tand. 
Og for det andet: Lån af penge og gode ydelser hjalp med til at fostre det bedrag som mange medlemsstater lå under for - det de kunne forvente af EU. Hele EU blev således ‘solgt’ om en forestilling om fred og velstand; denne velstand ville flyde ud til alle der skrev under og det for evigt. Men det løfte har allerede klinget hult i Middelhavsområdet i EU. Og uanset om europæerne vælger at anerkende dette eller ikke, så er kendsgerningen at den fred Europa har nydt siden 1945 været under forudsætning af beskyttelse af USA  og absolut ikke så meget på grund af klog politik ved Europas elite. 
Euroen blev introduceret i 1999 for at bringe landene i EU tættere på hinanden. Sådan er det ikke gået. Snarere på grund af euroen er en betragtelig del af den industrielle base i Sydeuropa blevet opslugt af deb tyske industrielle ‘maskine.’
Som følge heraf har tyskerne høstet mest af ‘frugterne’ fordelene ved den fælles eurovaluta. Dette har efterladt lande som Grækenland, Italien og andre med store arbejdsløshedsrater og gæld der aldrig kan blive betalt tilbage. Og på grund af den fælles valuta og den Europæiske Centralbank er disse svækkede lande nu uden de pekuniære midler til at lindre deres lidelser. For at udtrykke det lige ud af posen: Så er de lande helt til rotterne.  
For at gøre noget ved gælden og arbejdsløshedsproblemerne var tyskernes første opskrift - kraftige doser af sparsommelighed. Grækenland er selve symbolet på dette intra-EU misbrug. Dette har så til gengæld ført til stærke anti.tyske følelser i den sydlige del af EU. Som modsvar hævder landene der er gældstyngede at EU burde dække deres underskud. “Vi er alle en familie,” siger de. Denne utilfredshed har givet brændstof til populistiske partier over hele Europa. For at imødegå denne trend kom Angela Merkel med nogle vage løfter til EU eliten om at Tysklad da ville hjælpe med “strukturelle reparationsarbejder på den europæiske ‘bygning.”
Det tvetydige slår igen igennem. Uanset hvad Merkel kunne have haft i tanke da hun fremførte sine ikke offentlige løfter så har mange fortolket hende som hun siger at Tyskland ville være villig til at kautionere for andres gæld på den ene eller anden vis. Ildevarslende føjer hun til: “Intet er så ødelæggende i de internationale relationer som urealistikse forventninger.”
Endnu en urealistisk forventning som lederne i EU havde er at United States ville fortsætte med at tolerere, som på Bush-Clinton-Obama facon, den uholdbare status quo mellem os og Europa når det drejer sig om forsvar og handel. Med Trump er den boble bristet.
Hvor befinder vi os så nu? Enhver festabe kan fortælle dig at alle fester med tiden slutter. Eller som Barack Obamas åndelige rådgiver gennem lang tid ville sige det. om EU ‘hønsene skal nok komme ind i hønsegården for natten’ .

mandag den 4. juni 2018

Krydsords tilfældigheder op til D-Dag

Krydsords tilfældigheder op til D-Dag
Et ord på fire bogstaver - “et sted i U.S.?” Svaret: “Utah.”
BFem bogstaver: “rødhud ved Missourifloden?” Svaret: “Omaha.”
Hvad har Utah og Omaha til fælles? Ikke meget, ikke før man ser konteksten.
De to spor blev fundet i krydsord udgivet i United Kingdom maj 1944, mens verden, især det britiske militær var midt i krigens pinsler. Sporene var i bedste fald et pudsigt tilfælde som kunne varsle De Allieredes D-Dag der var planlagt til tidligt i juni måned 1944 - en invasion med kodenavnet Operation Overlord, hvor tropperne skulle landsættes på strande i Normandiet, Frankrig, to af disse strande fik kodenavnet “Utah” og “Omaha.” Men denne pudsighed skulle blive mere og mere mistænkelig.
Skribenten bag begge krydsord, en rektor ved nanv Leonard Dawe, var blevet afhørt to år tidligere af det britiske efterretningsvæsen for en anden pudsighed/tilfældighed. I august 1942 var en af hans løsninger - seks bogstaver “fransk havneby” og svaret var “Dieppe.” To dage senere angreb allierede tropper, hovedsageligt canadier præcis den havneby der var under kontrol af tyskerne. Resultatet var katastrofalt. Af de rundt regnet 6000 mand der kom i land blev over 3000 slået ihjel, såret eller fanget, og the Royal Air Force mistede næsten 100 fly ved tyskernes landbaserede flakkanoner.
Dawe blev mistænkt for at give fjenden et tip gennem krydsordet, men efterforskningen lod formode at det var ganske tilfældigt.
Men da kodeordene for to af Operation Overlord strandene dukkede op i avisen blev opmærksomheden igen rettet mod Dawe. I slutningen af maj måned skulle yderligere to kodede navne dukke op i hans krydsord.
Det næste var “Mulberry” kodenanvet for en flydende havn der blev benyttet ved landingerne i Normandiet. Og derpå, helt utroligt, var der en løsning der gjaldt et ord på otte bogstaver under synonymet “big-wig” (stor paryk) - svaret var “Overlord.” Da et femte spor - “Neptune” kodeordet for flådens støtteenheder i operationen - dukkede op den 1. juni blev Dawe igen efterforsket og under mistanke.
En gennemgang af tidligere udkomne krydsord viste at Dawe havde benyttet kodeord for yderligere tre strande - — Gold, Juno, og Sword — i månederne forinden.
Dawe holdt stædigt fast i sin uskyld og hævdede at løsningerne blot var en tilfældighed, dog besynderlig. Da han blev udspurgt om hvorfor han valgte disse ord protesterede han med “hvorfor ikke?” som ville han sige at efter hans mening var der ikke noget særligt ved disse ord. Kort sagt hævdede han at forham havde ordnen kun en sekundær betydning. Han blev aldrig anklaget for noget forbrydelse ejheller fængslet.
De besynderlige sammenfald er muligvis slet ikke tilsigtet eller i ond vilje, men der er beviser for at det ikke var helt tilfældigt. Ifølge en beretning (se fodnoten her), støttet af denne rapport i the Guardian, skulle Dawe angiveligt reglmæssigt have spurgt sine elever om interessante ord han kunne benytte i sine krydsord. Under krigen var mange soldater indkvarteret hos disse elevers familier, og det er sandsynligt at soldaterne brugte kodeordene helt åbenlyst (trods alt er meningen med kodeord at forvirre og skabe tvivl om den rigtige lokation/betydning af ordet), og eleverne valgte så de interessante ord.

lørdag den 2. juni 2018

Enarmede banditter - helt bogstaveligt

Enarmede banditter - helt bogstaveligt
Ifølge FBI opkræver forsikringsselskaber hvert år over 1 billion i præmier. Og, igen ifølge FBI, koster forsikringssvindel branchen over 40 milliarder om året. Det får så præmierne til at stige mellem $400 til $700. Men fortæl det endelig ikke til folk i Vernon, Florida.
Vernon er en lille by ikke langt fra Alabama og Georgia - og ludfattig. Der bor mellem 500-800 og cirka 25% af dem lever under fattigdomsgrænsen. Sådan har det været i generationer. I 1950-60’erne var der dog nogle der fandt vej ud af fattigdommen - gennem en lukrativ forsikringsordning. Den ville ikke koste dem ‘et arm og et ben.’ Næh, kun et af dem..
Helt håndgribeligt skød folk i Vernons sig selv, - en legemsdel blev beskadiget, og derpå i gang med at malke forsikringen.
Hvordan tendensen begyndte er der ingen der er helt klar over - måske var det en ulykke på det lokale savværk, eller med en plov, eller måske var det iskold beregning i et forsøg på at fuppe forsikringsselskabet for titusinder af dollars - eller mere.
Sådan set har det ingen betydning for da rygterne florerede om at den eller den havde modtaget en check af stor størrelse - og det eneste det havde kostet ham var en en hånd eller fod, så spredte ideen sig.
Tidligt i 1960’erne ifølge the Tampa Bay Times, stod Vernon, Florida for rundt regnet for 66% af alle forsikringssager om mistede kropsdele i USA.
I løbet af nævnte tidsperiode mistede samlet 50 personer en legemsdel og mange af dem krævede så erstatning af deres forsikring.
Skønt selskaberne forsøgte sig med retssager mod nogle af disse personer for forsøg på forsikringssvindel blev ingen dog dømt i de sager. Især en person var meget grådig og mistænkelig, men som the Times fortæller så undgik han at blive dømt og han kunne humpe afsted på sin ene fod som millionær.
“Der var en anden mand der var forsikret hos 28 eller 38 selskaber,” sagde Murray Armstrong, forsikringsmand for Liberty National. “Han var landmand og plejede at køre rundt på sine jorden i sin pickup med manuelt gear, På ulykkesdagen kørte han dog i sin hustrus bil med automatgear og han mistede sin venstre fod. Hvis han havde kørt i sin pickup ville han have skullet benytte venstre fod til at koble ud. Han havde også en bandage i sin lomme. Da han blev spurgt ind til hvorfor sagde han *Slanger. Hvis jeg bliver bidt af en.’ Han havde tegnet mange forsikringer og betalte mere i præmier end han tjente. Han var ikke fattig. Tilhørte middelklassen. Han fik mere end 1 million dollars udbetalt af sine forsikringer. Det var vanskeligt for juryen af tro på en mand ville skyde sig egen fod af.”
Nogle få år herefter kom en filmproducent, Errol Morris til Vernon, han ville gerne lave en film med titlen ‘Nub City’ som skulle beskrive de formodede svindelsager. Men så kom han til at stå over for dødstrusler og deslignende og lavede så en langt mindre kontroversiel film om byen og kaldte den såmænd blot “Vernon, Florida.” Den ansete dokumentarfilm fokuserer på byen og beskriver de mange excentrikere i samfundet - men har slet ikke fokus på at mange lemlæstede sig selv.
Related Posts with Thumbnails