Udkæmpe den rigtige krig |
Vesten står overfor en risikabel overvejelse vedrørende Iran. Den ligner den situation der eksisterede i mellemkrigstidens demokratier og Hitler's Nazi Tyskland.
Af frygt for endnu et blodbad som i 1. Verdenskrig valgte Frankrig og England, at forsone sig med Hitler fremfor at bekæmpe ham, inden han blev for stærk.
Krigsomkostningerne i vor moderne tid er gigantiske i såvel menneskeliv, som økonomisk tilbagegang og miljømæssige skader. De individuelle og kollektive tragedier der følger med krig er hjerteskærende. Der er imidlertid tidspunkter, hvor det at udkæmpe en krig mod et totalitært regime der hylder en dødskultur er uundgåelig, og det er at foretrække at den udkæmpes hellere før end senere. Omkostningerne i menneskeliv alene vil kunne bevise dette.
Frankrig havde underskrevet en aftale med tjekkerne om at ville støtte, hvis Tjekkoslovakiet blev angrebet. Sovjetunionen gav ligeledes tjekkerne et løfte om hjælp under et angreb. Hitler vidste imidlertid at de allierede demokratier ikke ville begynde en krig om Tjekkoslovakiet. Internationalt kaos i forhold til Sovjetunionen og fredsbestræbelserne i forbindelse med Frankrig overlod det til tjekkerne at stå op imod nazisterne på egen hånd. Alligevel var tjekkerne stærke nok til at modstå et naziangreb.
Nazi-Tyskland besluttede sig derfor til at benytte "salami taktikken" - ved at skære Tjekkoslovakiet op i små stykker. Først drejede det sig om det tysktalende Sudetenland. Den britiske premierminister Neville Chamberlaim fløj til München, Tyskland for at forhandle med Hitler. Hitler der havde gjort sine hensigter åbenbare - jødespørgsmålet og Europa - i Mein Kampf var beslutsom - skønt han snedigt afgav løfter der tydede på det modsatte overfor Chamberlain. Ønsketænkning snarere en ægte realitetssans vandt her og førte til, at Chamberlain kom retur fra München og troede at han havde opnået et gennembrud med Hitler og at Hitler's underskrift på det stykke papir han holdt i hånden var, som han som berømmeligt erklærede bevis på at "Jeg har bragt fred i vor tid." I denne forhandlingsproces "fred i vor tid" havde Chamberlain solgt det tjekkiske demokrati og overladt det til Hitler at overtage landets stærke hær og våbenindustrier for at kunne benytte dem mod de vestlige allierede.
Havde Neville Chamberlain og Edouard Daladier, den franske præsident, valgt den militære mulighed i stedet for forsoningens på Tjekkoslovatkiets bekostning, og sendt en symbolsk styrke til den tjekkiske grænse da ville Hitler's magtovertagelse af Tjekkoslovakiet være mislykkedes og sandsynligvis ville et statskup udført af Wehrmacht have forhindret Hitler's storhedsvanvidsdrømme og Holocaust.
Skønt der kun var få sådanne historiske fortilfælde i 1938 så har vi dem dog at tage ved lære af i dag. Vi ved, at Mahmoud Ahmedinejad, ligesom Hitler, har en drøm om et triumferende Islamisk Iran. Han har erklæret sin hensigt om "at udslette Israel fra verdenskortet," på samme måde som Hitler fremkom med sin hensigtserklæring om at udslette jøderne i Europa. Og vi ved at Irans Ahmadinejad, ligesom Hitler, lytter opmærksomt til antikrigs stemningen i de førende amerikanske medier, i det Demokratiske Parti og til typer som Pat Buchanan og tror, at USA og de andre vestlige demokratier har mistet "viljen til at kæmpe" og at USA er en "papirtiger."
Hvis Iran skulle få atomvåben vil det straks benytte dem mod det jødiske Israel, derpå mod Europa og endeligt mod den "Store Satan (USA) på omtrent samme måde som Hitler's Tyskland planlagde sine angreb. Iran har gradvist øget rækkevidden af sine missiler og nu er dets Shibab raketter i stand til at ramme overalt i Israel og muligvis også mange steder i Europa. Ligesom Hitler's Tyskland (i tilfældet med Østrig og Sudetenland) benytter Iran de shiittiske befolkninger i de arabiske gulf stater og i Libanon til at underminere det provestlige styre i Libanon og hos regeringerne i Golfstaterne. Iran er involveret i irak og Afghanistan og er i fuld gang med at dræbe amerikanske soldater enten direkte eller indirekte så godt som ustraffet. Endelig er Irans støtte til den islamistiske anti-amerikanske terrorisme en hovedtrussel for sikkerheden hjemme i USA.
Det er åbenbart, hvorfor det radikale islamiske styre i Teheran betragter USA som "en papirtiger." Khomeinis diktatur besatte den amerikanske ambassade i Teheran og holdt 52 amerikanske diplomater som gidsler i mere end et år. Jimmy Carter's gengældelses raid mod Iran var( ligesom hele hans præsidentskab) en katastrofe. Ligene af de forkullede amerikanske kommandosoldater blev udstillet på parade i Teherans gader. Iranske agenter angreb amerikanske tjenstegørende militærpersoner i Europa og nu her i de seneste år i Irak; 241 amerikanske marinere og 19 militærpersoner i Saudiarabien (Khobar Towers) blev myrdet af Irans forlængede arm Hezb'allah. USA har et, ikke afgjort, problem at gøre op med det islamiske teokrati i Teheran, men endnu er der ikke gjort noget ved det.
Den spanskfødte filosof George Santayana bemærkede at, "De som glemmer historien er dømt til at gentage den." Det 20. århundredes historie lærer os at man ikke kan indgå kompromisser med ondskab. Iran's Ahmadinejad tror, at man kan fremskynde Mahdi'ens genkomst - den eskatologiske Shiitiske Messias - gennem Hellig Krig mod de vantro. Senator John McCain satte ord på Amerikas dilemma meget kortfattet ved at sige, "Det eneste der er værre end en krig mod Iran er et Iran med atomvåben." For at redde menneskeliv og den internationale økonomi ville det være bedre at angribe Iran før det opnår besiddelse af atomvåben.
http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=1B87A432-73CF-4715-A710-74178CBCBF4C
1 kommentar:
Et Iran med atomvåben må ikke realiseres.
De centrifuger man til overflod har gang i, må det da være til at stoppe.
falkeøje
Send en kommentar