Britiske helte - og skurke
Nogle er født ‘store’ andre arbejder på storhed, og andre oplever storheden under strid. En nylig udgivelse af dokumenter over handlinger og overbevisninger hos britiske borgere under 2. Verdenskrig illustrerer passende både opnåelsen af storhed hos nogle og den udtalte pro-nazi sympati, bitterheden og endog kujoneriet hos andre der var født til ‘storhed’ øverst i det elitære britiske samfund.
Det er en glæde at blive mindet om heltedåd. Den 2. september 2018 blev en statue skabt af Prins William Duke af Cambridge, af Major Frank Foley afsløret i West Midlands byen Stourbridge, hvor han havde trukket sig tilbage.
Dette var en hyldest til en modig mand, søn af en jernbanearbejder, katolsk uddannet og stærk religiøs, en mand der blev alvorligt såret under 1. Verdenskrig. Frank Foley var paskontrollør ved den britiske ambassade i Berlin, og i virkeligheden afdelingschef for the British Secret Intelligence Service (MI6), hvorfra han skaffede agenter og indsamlede information om Tysklands militære forskning.
Efter Krystalnatten risikerede Foley sit liv for at redde mindst 10000 jøder fra døden ved nazisterme. Han gik ind på Nazi interneringslejre for at få jøder ud, skjulte nogle af dem i sit hjem og fremstillede falske pas til dem. Han blev hædret som en British Hero af Holocaust i 2010 og som en ‘Retfærdig hedning’ af Yad Vashem i Israel i 1999. Foley omtales undertiden som den “Britiske Schindler,” men Foley reddede langt flere jøder end Schindlers 1200. I fremtiden ville det være mere passende at omtale Schindler som “Tysklands Foley.”
Foleys ædle historie fortælles i en ny bog Agent Jack af Robert Hutton, der også kommer med forbløffende beretninger om det mere uværdige liv hos de som blev “født til storhed” i Storbritannien før og under 2. Verdenskrig. Bogen udstiller de højtplacerede og velstående aristokrater der var sympatisører med Nazismen, gik ind for forsoning med Hitler og som var anti-semitter, og nævner et antal anti-semitiske grupper i 1930’erne og senere. Såsom the Liberty Restoration League; the Imperial Fascist League, under ledelsen af Arnold Leese; the Link, ved Admiral Barry Domvile, hvis motto var “Lad Juda forsvinde”; og Patriotic Societies.
Aristokraterne var en skændig gruppe ikke værdig til nogen ære. The Duke of Westminster, måske den mest velstående mand i Storbritannien gav sin hund navnet “Jøde.” The duke of Buccleuch, Lord steward of the Royal Household, den største privat jordbesidder i Europa var med til Hitlers 50 års fest i april 1939. The Duke of Bedford var ven med den tyske ambassadør Joachim von Ribbentrop. Lord Tavistock, senere Duke of Bedford, stod finansielt bag en række fascistiske sager.
Coco Chanel, opportunist, en gang ven med Winston Churchill, og stærk anti-semit, havde et forhold til Duke of Westminster (Bendor) i mere end ti år. Hun samarbejdede med nazisterne under 2. Verdenskrig. Hun indledte det som “horisontal kollaboratør” og Baron Hans von Dinklages elskerinde, så blev hun hemmelig agent for SS, med kodenavnet “Westminster” og arbejdede for General Walter Schellenberg, chef for SS efterretningsvæsenet. Hendes mest ambitiøse indsat var at tage del i operationen i 1943 Modellhut, via den britiske ambassade i Madrid, en plan om at sende et budskab til Winston Churchill om at et antal vigtige nazister ønskede at bryde med Hitler og var interesseret i at forhandle en separat fred med Storbritannien.
Chanel, den glamourøse designer af haute couture der revolutionerede kvindemoden med den lille chic sorte kjole og perler, undgik enhver mere alvorlig straf eller forfølgelse efter krigen. Det er meget sandsynligt at om hun havde aflagt vidneforklaring da ville denne have udstillet sympatier og aktiviteter hos den engelskfødte elite, ledende embedsmænd, hos Wallis Simpson og endog medlemmer af den kongelige familie.
Den erfarne og snedige amerikanske 'filosof' og skuespillerinde Mae West informerede os i en af hendes film om værdien af at “skrive dagbog, og holde den for dig selv.” De nyligt offentliggjorte britiske dokumenter og dagbøger har muligvis ingen ‘handelsværdi,’ men de giver dog vigtige kommentarer om de Gode og det Gode. En overraskende afsløring om Sir William Strang, en førende rådgiver for den britiske regering i over tyve år, og viceudenrigsminister, 1949-53 og modstander af forsoningspolitik. Han var respekteret og æret i brede kredse og hans karriere blev beskyttet, men en rapport fra MI5 i 1943 er kommet frem i lyset, skrevet af Victor Rothschild, chef for MI5 mod-sabotage afdeling. Den åbenbarer at Strang personligt hadede jøderne: “Bolsjevikker og jøderne er de to største fjender af alt der var anstændigt.”
De nu ikke fortrolige MI5 filer indikerer tilstedeværelsen af en intern fjende gennem socialt vigtige hjemmefødte fascister der var forberedt på at underminere Storbritannien under krigen, og endog lidt mindre kendt, det usædvanlige forsøg fra MI5 på at neutralisere de mænd og kvinder der så med sympati på Nazismens triumf. I mellemkrigsårene var der dukket pro-Nazi kræfter op, anført at den karismatiske Sir Oswald Mosley, der fremførte en række politiske alternativer.
Mosley indledte sin politiske karriere som konservativ, derpå uafhængig, derpå Labour, før han grundlagde New Party, der blev til the British Union of Fascists (BUF) i 1932. En gruppe med sorte uniformerede paramilitære korps, the Blackshirts. Mosley og hans medarbejdere blev fængslet i maj 1940 under Defense Regulation 18B, der gav mulighed for internering af personer mistænkt for at være Nazi sympatisører, men han blev løsladt i november 1943 og sat i husarrest.
Det som er vigtigt er at den britiske fascisme havde betragtelig støtte blandt de velstående. George Orwell skrev at den engelske fascisme, når den dukker op sandsynligvis vil være af “en forførende og forfinet udgave.” Selvom målet i hovedtrækket var underkastelse, undgik den ekstremisme og politisk vold.
I 1934, oprettede Mosley den elitære January Club, en diskussiongruppe bestående af prominente individer. The Anglo-German Fellowship, 1935-39, skabt for at indgå venskaber mellem de to lande, havde vigtige sponsorer fra erhvervslivet herunder Price Waterhouse, Thomas Cook, og Unilever og organiserede middage med prominente tyskere, herunder Joachim von Ribbentrop. Den hemmelighedsfulde Right Club, oprettet af politikeren Archibald Ramsay i maj 1939, bestående af anti-semitiske og fascistiske sympatisører opponerede mod krig med Tyskland, og havde som hovedformål “at imødegå og udstille aktiviteterne hos den organiserede Jødedom.” Man fremførte, at hvis der blev krig “ville det helt og aldeles være på grund af Jøderne og Duff Cooper” (en konservativ politiker og nær ven af Winston Churchill, modstander af forsoning og anti-Nazist). Klubben forsøgte at lække følsomme korrespondancer mellem Churchill og Roosevelt for at hæmme U.S. støtten til Storbritannien. Formand for møderne i the Right Club var den femte Duke of Wellington.
Der er nu blevet åbenbaret en besynderlig operation. På grund af antallet af socialt vigtige personer i stillinger med stort ansvar og som var sympatisk indstillet over for Hitler og som spredte anti-semitisme, ønskede MI5 på forslag af Victor Rothschild at forhindre alvorlige problemer. Han mente at en brugbar metode til at kontrollere handlinger hos disse personer ville være at skabe en 5. kolonne, en fup Gestapo celle.
En enhed under ledelse af Eric Roberts, en eks bankmand, der fik pseudonymet “Jack King” skulle angiveligt opfattes som Nazi spion. Han lavede udskrifter af konversationer med de 500 nazisympatisører han identificerede, og som gav ham information i den tro at de gik videre til Berlin. Alle rapporterne gik dog til MI5.
De 500 var alle anti-semitter, der lyttede til de tyske nyhedsbulletiner, og mente the BBC gav propaganda løgne, og de søgte endog muligheder for at hjælpe Luftwaffe til at ramme Storbritannien, og at sætte ild til jødiske butikker i Leeds.
Eric Roberts forblev ukendt for den britiske offentlighed, forblev tavs om hans bemærkelsesværdige indsats og rejste til Canada efter krigen.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar