Den farligste afhængighed - jeg har ret til
Alle former for afhængighed - det være sig stoffer, alkohol, spil, sex eller cigaretter - er meget svære at slippe af med.
Der er imidlertid en afhængighed der kan være endnu vanskeligere at slippe af med, delvist fordi den ikke anses som en afhængighed. Det er ‘rettigheds afhængighed’ - det at man kan få noget uden at yde noget.
En indikator på styrken ved rettigheds afhængigheden er den kendsgerning, at mens rigtig mange mennesker frivilligt har opgiver stoffer, alkohol, spil mv. - næsten altid med enormt besvær og smerte- er der kun få der har opgivet rettighedsafhængigheden.
For flertallet af de mennesker, der ellers er sunde og raske, er selve tanken om at opgive de ‘gratis’ kontanter,, fødevaremærker, gratis eller subsidieret sundhedshjælp og andre velfærdsydelser - eller blot opgive en af dem, og selv begynde at betale gennem deres optjente løn - lige så vanskelig som for en alkoholiker at holde op med at drikke.
Det ved politikerne, hvilket er derfor det er nærmest kropumuligt nogensinde at reducere rettigheder. Og naturligvis ved venstrefløjen dette, hvilket er derfor venstrefløjen næsten altid vinder i debatter om rettigheder. Enhver amerikaner der er nyder af rettigheder støtter dem, og mange der ikke får rettigheder ville meget gerne have dem.
Udover ideologien er det derfor venstrefløjen konstant søger at øge antallet af rettigheder. Jo flere der modtager velfærdsydelser fra regeringen des flere stemmer til venstre.
I den forstand så er venstrefløjen i ethvert land - i Amerika, Det Demokratiske Parti - at betragte helt bogstaveligt som narkohandlere. Så at sige enhver amerikaner der får en gratis ydelse bliver en afhængig der mere og mere må stole på sin dealer, og det er præcis det venstrefløjen stræber efter.
Man kunne argumentere for, at en grundene til rettighedsafhængigheden er så kraftfuld, og det måske mere end andre afhængigheder, netop er at den ikke betragtes som en afhængighed. Resultatet er, at kun meget få rettighedsafhængige anser sig selv som afhængige. Hvorfor skulle de dog søge behandling? For den rettighedsafhængige er det at modtage rettigheder noget helt naturligt og ikke kontroversielt - som at trække vejret. Luften er gratis og det er rettighederne jo også.
Selve ordet ‘rettighed’ dækker over at de - modtagerne - netop har ret til goderne. Der er derfor et moralsk aspekt, som ikke gælder ved andre afhængighedssituationer.
Ikke kun mener rettighedsafhængige, at der er slags moralsk dyd ved deres afhængighed, men der gælder såmænd også et stort antal af ikke afhængige - kendt som progressive. De mener at det er en moralsk nødvendighed at give mennesker flere og flere rettigheder. Dette er så til gengæld med til at ‘fodre’ den moralske selvopfattelse af de som er afhængige af rettigheder.
Endnu en grund til det unikke ved rettighedsafhængigheden er, at den i sidste ende skader samfundet mere end nogen anden afhængighed.
Andre afhængighedstilstande kan ruinere ens eget liv, og livet hos de som elsker en, og berusede bilister lemlæster og slår ihjel. Men samfundet som et hele kan overleve deres afhængighed. Des flere mennesker der modtager og bliver afhængige af rettigheder des hurtigere vil samfundet kollapse økonomisk set. Samfundet betaler ikke direkte for narkoafhængiges stoffer, for alkoholikernes sprut, eller spilleafhængiges gæld, men samfundet betaler rettighedsafhængiges afhængighed. Faktisk svarer den nuværende nationale gæld i U.S. på de omtalte 22 billioner dollars til det samme som landet har brugt på rettighedsprogrammer i de sidste 50 år.
Når man kombinerer afhængighed og selviskhed hos mange (dog ikke alle) der er afhængige af rettigheder (herunder mellemklasse og overklasse amerikanere der modtager reduktion i huslån) så er tendensen for at afhængigheden vokser fra en generation til den næste øget. Afhængigheden hos de to store politiske partier om stemmerne fra de som modtager rettigheder er basis for selve partiets eksistens, og at samfundet er moralsk forpligtet på at give flere og flere mennesker flere og flere rettigheder - ja så bliver det meget vanskeligt at se en løsning på det dilemma.
Denne afhængighed smadrer i sidste ende personligheden hos mange der netop er afhængige, den smadrer økonomien i de lande hvor den findes, og også selve værdinormen/systemet der skabte velstanden der gjorde det muligt at så mange ‘rettigheder’ kunne tilbydes.
Men udover amerikanske konservative så er der så at sige ingen der anerkender det som et større problem og da slet ikke som en afhængighed.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar