Ny forskning viser vandstandsstigning har været langsommere end forventet
For de som søger at skabe panik i offentligheden, og ønsker der skal handles mod landenes økonomiske aktivitet er udsigten til øget vandstandsstigning og oversvømmelser af byer ved kysterne det vigtigste og mest nyttige værktøj.
Ved at fremme den teori af din SUV bil, din air-konditionering, rejser med jetfly vil drukne New York og Miami, få øer i Stillehavet til at forsvinde, ja så får man adgang til at suge milliarder af dollars ud af de mere avancerede økonomier og distribuere dem til svindlere der fremstiller solceller, elektriske biler, vindmøller og andre statsstøttede projekter, og til herskere i tredje verdens lande der angiveligt skulle blive smadret. (og så lige den lille detalje med de “administrative omkostninger” der altid klæber sig til bureaukraternes fingre.)
Det hele giver intuitiv mening, således at børn som Greta Thunberg med lethed kan overbevises om at deres fremtid er blevet stjålet, fordi du har en livsstil der er første klasse. Polarisen smelter, vi er dødsdømte!
I den virkelige verden og det virkelige liv er problemerne med teorien blevet behandlet og forstået af kritikere som AT skribent og anerkendte videnskabsmand S. Fred Singer. Nu har en ny undersøgelse så fundet frem til en proxy metode til at spore vandstande tilbage før industrialiseringen, og dermed bekræftes det som Dr Singer fortalte os for år tilbage - vandstanden er øget gradvist og i en konstant kurve siden slutningen af den sidste Istid. The Global Warming Policy Forum (hat tip: Climate Depot) rapporterer om undersøgelsen:
Forskning ved the University of York fandt bevis på at i en periode før industrialiserings æraen steg havets vandstand med cirka 2-3 millimeter pr. år på tre lokationer - — Nova Scotia, Maine og Connecticut, hvilket i store træk er ganske naturligt, altså uden menneskelige konstruktioner eller mennesker som medvirkende faktorer.
Disse tre lokationer har relation til Nordatlantens oscillation - atmosfærisk tryk i enorm skala set over hele den nordatlantiske region - og til perioder med øget smeltning af is i Arktisk, sagde forskerne bag undersøgelsen, hvis resultater er udgivet i Geophysical Research Letters.
Skribenterne til forskningen nævner, at byer som New York og Boston skal tage denne naturens foranderlighed i betragtning for den kan påvirke disse byer også i fremtiden. Holdet fandt dette gennem rekonstruktioner af havvands niveauerne baseret på sedimenter i den salte marsk fra Atlanterhavskysten og fra mikroskopiske fossiler i saltmarsken. Saltmarsker er gode “arkiver” for indikation af vandets niveauer da de indeholder adskillige meter med sedimenter der stammer fra adskillige århundreder.
Hurtigere end det globale gennemsnit
Tidligere studier har vist, at siden 1950’erne har raterne af vandstandsstigning langs Atlanterhavets kyst i Nordamerika været hurtigere end gennemsnittet globalt set - hvilket fører til at denne region er blevet kendt som havvand stigningens "hotspot."
Imidlertid har førende skribent Professor Roland Gehrels, fra the University of York's Department of Environment and Geography, sagt at denne tidlige periode med vandstandsstigning i det 18. århundrede ikke var kendt før. For at finde ud af, hvad global opvarmning gør ved havets stigning i dag, undersøgte holdet grundlaget fra historiske tider, perioder.
"I det 20. århundrede ser vil rater med op til 3 eller fire millimeter om året, hurtigere end i noget århundrede i 3000 år. I det 18. århundrede var det en smule langsommere, men dog stadig meget hurtigere end man ville forvente for Den Lille Istid, delvist fordi Arktisk var relativt varm i løbet af det 18. århundrede.” bemærkede han.
Ingen faktorer med præg af menneskers handlinger i den præ-industrielle æra
Det var et præ-industrielt fænomen, således var der ingen antropologiske påvirkninger, eller menneskers indflydelse, forklarede han. I det 20. århundrede kunne disse påvirkninger have spillet en vigtig rolle, men i lang tid før industrialiseringen er disse hurtige hændelser med havvandsstigning ved den nordøstlige kyst af Nordamerika, i det 18. århundrede muligvis forårsaget af helt naturlige ting, sagde han.
Der er meget mere, og det kan forstås også af lægmand.
For næsten syv år siden skrev Dr. Singer her om kompleksiteterne i forståelsen af den aktuelle vandstandsstigning :
Vanskelighederne med at forudsige vandstandsstigning er udmærket illustreret hos IPCC.
Den første rapports estimater fra 1990, viste en ‘tolerance’ på 10-367 centimeter for havniveauet ved århundredets slutning.Den anden rapport udgivet i 1996 havde en snævrere grænse nemlig mellem 3-124 centimeter.Den tredje rapport udgivet i 2001, viste mellem 11-77 centimeter. Den fjerde rapport, hvor man vurderer, udgivet i 2007, viste 14-43 centimeter i sin grundform´, men ændrede den til 18-59 centimeter da den kom på tryk.
Som det kan konstateres er maximum Vandstandsstigningen faldet når estimaterne er blevet bedre.
Alle disse IPCC forudsigelser er langt, virkelig langt mindre end de ekstreme værdier på cirka 600 centimeter som aktivist videnskabsforskere som James Hansen og multimillionæren Al Gore har fremført - der formoder en omfattende og hurtig smeltning af Grønlands iskappe.
Denne nedtoning, indsnævring i estimaterne hos IPCC har været årsag til megen bekymring blandt alarmisterne der frygtede af IPCC var ved at blive “for konservative.” Muligvis som følge af dette pres er estimaterne nu for opadgående.
Der er meget mere der er stærkt interessant i denne lange artikel, og sammen med to andre (her og her). Hovedpunkterne omfatter den erkendelse at havvandsstigning er gradvist og er foregået i århundreder, og kan være, eller også kan ikke være relateret i en vis grad til CO2 udledninger, og ofte knap kan måles fordi det går langsomt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar