Franklin Roosevelt og jøderne
Fra tid til anden kommer der ‘frelsere’ af det jødiske folk frem. Purim er en Helligdag, hvor frelsen af jøderne fra udryddelse i Det Persiske Imperium mindes. Den onde forræder Haman, den kongelige visir, ønskede at udslette alle jøder i Kejserriget, men blev hindret i forehavendet ved Dronning Ester der blev hjulpet af sin fætter Mordokaj, der nægtede at bøje sig eller vise Haman ærbødighed. De to fik overtalt kong Ahasverus til at redde jøderne fra et folkedrab. Kongen var en Frelser, han føjede sig Esters anmodning og den onde Haman blev hængt.
Cirka 2500 år senere tøvede en anden magtfuld leder af en stor nation med at være Frelser for det samme folk, til trods for at hans hustru, Eleanor, opfordrede ham til det.
I Jerusalem, ærer mindesmærket Yad Vashem individer, De Retfærdige blandt Nationer. Indtil nu er der flere end 26000 der har risikeret deres liv for at redde jøder fra Holocaust, og kan dermed betragtes som Frelsere. Beklageligvis er U.S. præsident F,D. Roosevelt, til trods for gode bidrag til amerikansk liv og de offentlige forhold, ikke en af dem
Efter David Wymans bog kom frem i 1984, The Abandonment of the Jews: Americans and the Holocaust, 1941-4, med dens argumentation om at the U.S. State Department og det britiske Udenrigsministerium ikke havde til hensigt at redde et stort antal jøder har der hersket en kontrovers om den noget lidet flatterende skildring af Roosevelt som gørende meget lidt eller intet for at redde jøder i mere end 14 måneder efter at have erfaret om mordene på europæiske jøder..
Frigivelsen af flere dokumenter om jødernes skæbne under 2. Verdenskrig og udstillingen om emnet ved U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington, kaster nyt lys over Roosevelts holdninger og handlinger. Det mest overraskende er, at han var mindre optaget af direkte handlinger for at redde jøderne end af fremtiden. Han var optaget af udfordringen med, hvor forviste mennesker skulle opholde sig, efter krigen, herunder jøderne. I 1943 skrev han til Winston Churchill at den bedste løsning på jødespørgsmålet var at sprede jøderne ud over hele verden fremfor at samle dem alle på et sted.
Med dette formål oprettede Roosevelt den 30. juli 1942 et hemmeligt program the M (migration) projektet, hvor muligheder efter krigen, for hjemløse europæere skulle skitseres. Hans partner var Henry Field en antropolog.
Projektet skulle gennemgå formodede etnologiske problemer, på grund af racemæssige blandingsfolk i efterkrigstidens Europa. FDR’s valg af personer til opgaven er noget besynderlig. Hans første valg som chef for projektet var Ales Hrdlicka, antropolog ved the Smithsonian Museum of Natural History, en tilhænger af den hvide races overlegenhed og fortaler for det synspunkt at japanerne havde mindre udviklede kranier og genetisk var krigeriske. Hrdlicka takkede nej til stillingen fordi han ikke ville få fuld kontrol over projektet.
Derpå udnævnte Roosevelt Isaiah Bowman, præsident for Johns Hopkins University, 1935-48, professionel geograf, der var med til at stifte the American Geographical Society og havde været rådgiver for både Woodrow Wilson og FDR. Imidlertid var Bowman også erklæret anti-semit, der slog fast at der var for mange jøder på Hopkins, og han indførte en begrænsning og kvote fra antallet af jødiske studerende på universitetet, og tilmed afskedigede fakultetets unge jøde Eric Goldman, der så senere blev professor på Princeton og forfatter til Rendezvous with Destiny. Goldman skrev om FDR som værende "utålmodig og ilter i sin tankegang ....det eneste system han stolede på var et system med evig eksperimenteren.”
Nu er vi så inde i en periode, hvor tidligere ellers hædrede personer nu er oppe til revision. Nu da Robert E. Lee, John Calhoun, Woodrow Wilson, Roger B. Taney, Cecil Rhodes, og mange andre er blevet ‘detroniseret, såvel helt fysisk som psykisk vil FDR så lide samme skæbne? Helt sikkert er det at de nye dokumenter ikke fremmer hans ophøjelse. Der har i et stykke tid været kontrovers om hans handlinger og især ikke-handlinger. Hvornår kendte FDR første gang til Holocaust? Hvorfor gav han ikke specifikke ordrer til at redde jøder?.
De nyligt frigivne dokumenter viser at FDR kendte til Nazi overgrebene og det mere end to år før den ellers formodede dato. Til stede var der forskellige indikationer. CBS journalisten Edward R. Murrow skrev den 13 december 1942 at man ikke kun skulle omtale lejrene som blot koncentrationslejre, men snarere udryddelseslejre. Vidneudsagn fra fanger i lejrene om rædslerne blev smuglet til De Allierede. Den britiske udenrigsminister Anthony Eden underrettede den 13. december 1942 the House of Commons om at polske myndigheder var klar over masseudryddelser af jøder og at man havde talt åbenlyst om det i pressen. Eden betonede at de tyske myndigheder udførte Hitlers ofte gentagne intention om at udslette det jødiske folk.
FDR sagde i en udtalelse den 7. oktober 1942 at regeringen modtog information om de barbariske forbrydelser mod civilbefolkningerne i besatte lande især i Europa. Imidlertid var FDRs hovedfokus at “vinde krigen.” Det slog han fast var den bedste måde at stoppe drabene., De som begik disse forbrydelser skulle stå til ansvar for domstolene efter krigen. Det som udelades i denne udtalelse er enhver antydning eller henvisning til jøder, eller særlige indsatser for at stoppe mordene.
Forståeligt nok havde FDR andre prioriteter og blev hindret af et hav af problemer af forskellig karakter - for eksempel de interne kampe i administrationen og så hele den fjendtlige swamp i Udenrigsministeriet hvor Breckinridge Long, tidligere ambassadør (Italien 1933-36) og viceudenrigsminister, spillede en stor rolle ved at blokere for visa til tyske jødiske flygtninge og helt bevidst hindrede at information om massemord på jøder kom frem til Kongressen og medierne.
FDR arbejdede i en atmosfære af betragtelig isolation, eksemplificeret ved magtfulde personer som Charles Lindbergh, Henry Ford, Charles Coughlin, og the America First Committee.
Offentlige meningsundersøgelser af the American Institute of Public Opinion fortalte i november 1938 at 71% gik ind for at at U.S. ikke skulle tillade at et stort antal jødiske flygtninge fra Tyskland skulle have lov til at komme til USA. Når man skuer tilbage er det helt klart at når medierne i U.S. og Hollywood nævnte nazisternes opførsel, så nævnte de ikke noget om at jøderne var hovedofrene for forfølgelse.
Meningsundersøgelser viste også af cirka 90% i USA i maj 1940 var imod at USA blandede sig i 2. Verdenskrig.
Nogle enkeltpersoner var sig bevidst over FDRs manglende indsats. I lyset af datidens politik var den ene Thomas D'Alesandro, katolik, søn af italienske indvandrere, borgmester i Baltimore fra januar 1939 til maj 1947 og far til Nancy Pelosi. Skønt han var enig med FDR om de fleste udfordringer var han imod FDRs begrænsning på jødiske flygtninge og støttede the Bergson Group under ledelse af Hillel Kook (AKA Peter Bergson), den gruppe der udfordrede FDR på flygtningespørgsmålet og gjorde en lobby indsats for at der skulle ske noget. Gennem gruppens aktiviteter og på opfordring af Henry Morgenthau, Finansminister og den eneste jøde i regeringen, der den 22. januar 1942 udstedtes en befaling om skabelsen af the War Refugee Board for at redde de som nu kunne reddes - måske 200000.
En tilbageværende kontrovers er, hvorfor FDR, da han blev klar over hvad Holocaust gik ud på, ikke beordrede bombning af Auschwitz. Det er kommet frem at fly fra USA bombede det nærliggende I.G. Farben kompleks ved Monowitz, og at mellem juli - november 1944 da bombede 2800 fly oliefabrikker og fløj undertiden over Birkenau. To bomber slog ned mindre end 8 kilometer fra gaskamrene.
.
George McGovern, (senere præsidentkandidat) en ung bombemaskinepilot i nogle af disse raids sagde at FDR, ellers hans politiske helt, begik to kæmpe fejl. Interneringen af de japanske amerikanere og undladelse af bombning af Auschwitz. Sådanne bombninger kunne have reddet jøderne, og handlingerne ville symbolsk set have været yderst vigtige.
Dommen over FDR står stadig åben. Nu da alle beviser er offentlige kan vi måske forvente en ophedet debat om hvorvidt FDR Drive i New York City burde have et andet navn.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar