Ville 1. og 2. Verdenskrig være sket uden premierminister H.H. Asquiths beslutninger?
The Liberal Party var engang et af Storbritanniens største regeringspartier. For hundrede år siden gik det i selvopløsning. Den 5. december 1916 trak H. H. Asquith, der havde ført sit land ind i 1, Verdenskrig, sig som premierminister. Det afsluttede den rolle som the Liberals havde haft, et parti der var gået fra det klassiske til det moderne - erstattende frihed med Staten som den drivende kraft i britisk politik.
Skønt hans efterfølger, David Lloyd George, der også var Liberal, og som ledte en koalitionsregering med the Tories, blev partiet dog knækket i valget 1918, ved konfliktens afslutning. Lloyd George’s partnere i the Conservative Party gjorde ham snart overflødig, hvorefter the Labour Party kom til at dominere venstrefløjen. The Liberals overlevede som et mindre parti, gennem en sammensmeltning med the Social Democratic Party der så senere blev til the Liberal Democrats, der arbejdede i koalition med the Tories fra 2010-2015. The LibDems, som de nu kaldes, har forladt deres klassiske liberale rødder og er nu det parti venstrefløjen kan vælge til eller fra.
Asquith
Asquith fortjente så aldeles sin politiske ‘død.’ Han var toneangivende i den venstreorienterede drejning hos the Liberals, han forkvaklede fuldstændig det irske spørgsmål, hjemmestyret, og uafhængigheden, der medførte en brutal civil konflikt og decideret borgerkrig. Langt vigtigere var det imidlertid at han stod for et stadig dårligere forhold til Tyskland, han skjulte for Parlamentet og endog sin ministre udviklingen af en de facto alliance med Frankrig, og den katastrofale beslutning om at gå ind i 1. Verdenskrig.
Resultatet var en katastrofe for hans land: Tæt på 900,000 døde og 1,7 million sårede, mange med svære skader. Krigen drænede Storbritanniens økonomiske styrke, og Londons rolle som en global økonomisk magt svækkedes. Versailles Traktaten der fulgte efter krigen, der blev kendt som Den Store Krig, viste sig blot at være en slags våbenhvile mens kombattanterne rustede sig til anden runde. 2. Verdenskrig var følgen - hvilket endelig gjorde det af med Storbritanniens internationale forhåbninger.
Globalt set var effekten endnu større. Man anslår det totale dødstal til over 21 millioner. Antallet af lemlæstede nærmede sig de 24 millioner. Tre monarkier - Wilhelms Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland gik i opløsning. Den ondsindede totalitære vira ved fascismen, kommunismen og nazismen blev sat fri. Versailles Traktaten forkludrede præsident Wilsons smukt lydende principper. Lloyd George, Frankrigs Georges Clémenceau udmanøvrerede hensynsløst den skinhellige og uforstående Wilson.
I stedet for at gøre en ende på muligheden for krig, benyttede de store magter traktaten som en mulighed for at plyndre de besejrede nationer og kræve nye kolonier (dog kaldet “mandater”). Wilson satte alt på et bræt for at få accept af hans Folkeforbundet - dog sluttede Amerika sig aldrig til, og organisationen blev en eklatant fiasko. Italiens premierminister Emanuele Orlando brugte det meste af tiden på at surmule vredt over at hans partnere nægtede Italien ekstravagante kompensationer for den militære deltagelse, der dog havde vist sig nærmest katastrofal for hans folk og såmænd også hans allierede. (Som i 2. Verdenskrig, kom Roms venner til at ønske landet kæmpede på den anden side).
Konflikten var helt og aldeles unødvendig. Tysklands Jernkansler Otto von Bismarck, havde skabt et forenet Tyskland og samtidig holdt han sin nations modstandere i skak. Hans efterfølgere, valgt af den forfængelige pralende Kejser Wilhelm II var ikke så behændig. Der fremstod to konkurrerende alliancer. Ingen af dem var i særlig grad attraktiv. Ententen med Storbritannien, klodens største kolonimagt, Zarens Rusland, med en antisemitisk despot, og Frankrig der var ydmyget ved krigen 1871 og opsat på hævn overfor Tyskland. Centralmagterne var Kejser Tyskland, en ambitiøs semi-demokratisk stat med foretagsom industri, mere end Storbritannien, dog med en autoritær forfatningsmæssig struktur. Østrig-Ungarn en rodebunke, ineffektiv, et antikveret monarki, og Italien et troløst demokrati villig til at sælge sin deltagelse i krigen mod løfte om at blive belønnet med territorier.
Statsterrorisme, mordet på arvingen til den Østrig-Ungarn trone udført ved Serbiens militære efterretningsvæsen, tændte lunten til en global militær eksplosion. Fremfor at være en barriere mod konflikter viste alliancerne sig at være værktøjer for at føre krig. Alle magterne var overbevist om at deres modstandere ville trække sig. Alle formodede at konflikten ville være kortvarig og de ville vinde.
Kejseren ønskede ikke konflikt med London. Tyskland var mæt og håbede at fastholde tidligere erobringer. Modsat Frankrig der var revanchistisk indstillet, besluttet på at tage regionerne Alsace og Lorraine tilbage, som Berlin havde taget i Den Franske-Preussiske Krig 1871. Med det formål vendte Frankrig den fransk-russiske alliance til et angrebsinstrument der kunne anvendes selvom dens medlemmer indledte krigen.
Storbritanniens Liberals var traditionelt set mod imperiale fejleventyr. Men partiet og udenrigsminister Edward Grey havde forpligtet sig til Ententen selvom både Frankrig som Rusland traditionelt set var fjendenationer. Uden kabinettet eller Parlamentets godkendelse lovede Grey, i begyndelsen uden Asquiths viden, at London ville gå i krig sammen med Frankrig - og fejlede så med at lade det komme Berlin til kendskab. Desværre havde Tyskland udført meget i oprustning, man forsøgte at bygge en flåde der matchede Storbritanniens, at misbruge briternes goodwill, dermed styrke Storbritanniens bekymring over magtbalancen på kontinentet.
Der var også politiske overvejelser. The Liberals var et internationalistisk parti, hvis medlemmer hånede Berlins beslutning om at angribe Frankrig gennem det neutrale Belgien. (mange var ligeledes skidt tilpas med at være i alliance med Zarens Rusland). Ydermere understregede the Tories nationalismens og patriotismens følelser der meget let kunne opildnes til den truende konflikt. The Liberal Party følte sig presset til at matche the Conservatives, og at gå i krig syntes at være populært.
Asquith anerkendte det der var på spil og observerede at: “Vi står overfor en målelig, eller tænkbar distance for et ægte Harmagedon.” Der var ret så omfattende modstand i Liberal Party mod beslutningen om at slutte sig til det kontinentale slagtehus, men Asquith ønskede at bevare magtbalancen på kontinentet og støttede så op om udenrigsminister Grey. Regeringen var i stand til at minimere den offentlige holdning til krigen ved at basere sin beslutning på Tysklands krænkelse af Belgiens neutralitet. Faktisk var det sådan at Frankrigs militær et år tidligere var forberedt på at invadere Belgien for at omgå Tyskland, men Paris viste i sidste instans større politisk sensitivitet og ændrede sine planer for en krig. Blot to førende Liberals, John Morley og John Burns trak sig fra kabinettet.
Det kan ikke overraske at ved at slutte sig til det som viste sig at blive den værste konflikt i menneskehedens historie blev Asquiths dagsorden hjemme fuldstændig smadret. Enhver lurende modstand mod spirende statsmagt opløstes. Vigtigst er det at London forlod sin tradition med at lade militæret være baseret på frivillige. De uhyrlige tabstal fik hurtigt gjort kål på den oprindelige ekspeditionsstyrke der var sendt til kontinentet. Begejstringen blandt de potentielle rekrutter for at blive kanonføde falmede. Bestræbelser for at udskamme unge mænd der ikke frivilligt gik ind i hæren, til det som synes at være som selvmord, for at fremme imperiet svigtede. Således bedrog Asquith sit partis grundlæggende principper og fik gennemført lovgivning om almindelig værnepligt.
Hans regering kom under angreb for de militære fejltrin og for dens ineffektivitet. Asquith der manglede et solidt flertal i Parlamentet mistede politisk støtte. Knap et år inde i krigen blev han tvunget til en koalition med the Conservative Party. Et år senere var han fortid, offer for den stadig mere blodige krig og de nedrige politisk intriger blandt andet af hans tidligere kollega Lloyd George.
Asquith fortsatte som den loyale oppositionsleder under resten af konflikten. Lloyd George udskrev valg efter våbenstilstanden der afsluttede kampene i november 1918, og Asquith og masser af Liberal Party medlemmer blev smidt på porten. Den tidligere premierminister og hans oprindelige kabinet af ministre blev alle slået, selv Labour fik flere sæder end Asquiths Liberal fraktion. Han vendte tilbage til Parlamentet i et valg i 1920. To år senere forkastede the Tories Lloyd George. Det efterfølgende valg gav endnu flere medlemmer til Labour end både Liberal Party grupperingerne tilsammen.
Valget 1924 kostede Asquith sædet som han mistede til en Labour Party kandidat og the Liberals blev reduceret til en lille gruppe, og deres politiske indflydelse var slut. I 1970’er var partiet så heldig at vinde et dusin sæder, og en genoplivelse skete som Liberal Democratic Party, men kun et Parlament i tovene vil måske give dem nogen praktisk rolle.
Personligt kostede krigen også Asquith. Den ene søn Raymond blev dræbt og en anden Arthur, blev alvorligt såret, mistede et ben. I den henseende betalte premierministeren samme pris som mange af de han regerede over. Dengang kunne eliten ikke så let undslippe konsekvenserne af deres elendige politiske beslutninger.
Det 19. århundrede ville have været meget anderledes om premierminister Asquith havde valgt at holde sit land ude af 1. Verdenskrig. Han ville have holdt fast ved magten. Hans parti ville være blevet opslugt af the Tories, efterladende det mere radikale Labour Parti som den primære magt på venstrefløjen. I dag hælder hele det politiske spektrum mere mod højre, med Conservatives der vel er noget mere moderate end Democrats i Amerika,, og the Liberal der kommer med venstreorienteret kritik uden at presse Labour Partys skøre drøm om at nationalisere industri.
Storbritannien ville sandsynligvis være forblevet en stormagt i årevis, om ikke årtier, landets økonomiske styrke kun langsomt drænet mens the U.S. på dramatisk vis fremstod som den globale stormagt nummer 1. Washington ville ikke være trådt ind i en konflikt, med ringe relevans for vor sikkerhed, og dermed på dramatisk vis afgøre magtbalancen i Europa.
Tyskland ville muligvis have vundet en konflikt der havde været kortvarig, og som slet ikke ville blive kendt som en verdenskrig. For Frankrig ville det være slemt for prestigen og selvopfattelsen, men langt færre soldater skulle dø, og ikke særlig meget af landet ville være blevet ødelagt af skyttegravskrigen. Rusland ville være tvunget til at indgå fred før revolutionen styrtede Huset Romanov, og skabte den første Bolshevik stat. Østrig-Ungarn ville også have overlevet, sammen med Hohenzollern styret i Tyskland. Det som kunne fremstå i disse lande ville ikke have været kommunismen og nazismen. Freden ville nok ikke bestå for evigt, men uanset hvad der kunne ske, ville det ikke være blot en brøkdel i nærheden af 2. Verdenskrigs rædsler. skete.
“Nu ser vi jo i et spejl en gåde...” som apostelen Paulus observerede. Som så mange andre europæiske politikere i sommeren 1914 forstod Asquith ikke de kræfter som han satte i bevægelse eller de sandsynlige konsekvenser. Da han trak sig 16 måneder senere så han måske mere klart den øjeblikkelige destruktion af hans politiske karriere, og mere uklart nedturen for hans nations magt. Men da var det for sent at bremse Europas og verdens destruktive kurs.
Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and a former Special Assistant to President Ronald Reagan. He is the author of Foreign Follies: America’s New Global Empire.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar