Med 750000 døde var prisen for the Union for høj?
Den 15. juni 1864 indledte the Army of the Potomac det som blev belejringen af Petersburg, der kom til at tjene som porten til Richmond, Virginia, hovedstaden i the Confederate States of Virginia. Selvom byen ikke blev helt omsluttet lykkedes indsatsen for general Ulysses S. Grant, hvilket medførte at flere Union tropper kunne følge med. Han fik fastlåst general Robert E. Lee’s Army of Northern Virginia på stedet, og forhindrede en gentagelse af Lees militære troldmandsagtige genialitet i sejre som Second Manassas og Chancellorsville. Når først kampen udviklede sig til en belejring indrømmede Lee, at afslutningen “blot ville blive et spørgsmål om tid.”
Kirurger fra the 4th Division, 9th Army Corps under belejringen af Petersburg (Wikimedia Commons)
Alligevel var Petersburg en form for lindring for de tapre og dygtige tropper på begge sider. Præsident Abraham Lincoln bragte Grant mod øst for at give sig i kast med Sydens eneste vindende hærenhed. (Sydens styrker ude mod vest led under en flok middelmådige generaler der lignede de uduelige Union generaler der kæmpede uden for Washington; the Confederacys eneste større sejr var Chickamauga, som general Braxton Bragg straks ødslede bort.) Dog, trods det han havde en mandskabsmæssig stor overlegenhed og masser at materiel fandt Grant hurtigt ud af, at der ikke var nogen let vej at bryde gennem Lee’s Army of Northern Virginia.
Under den såkaldte Overland Campaign, der begyndte i vildnisset (the Wilderness) i maj måned og endte med indsatsen mod Petersburg havde, the Army of the Potomac haft cirka 55000 døde og sårede, rundt regnet størrelsen af Lees styrker og dobbelt så stort et tab som Lee.
Cold Harbor,det sidste slag før Petersburg var i særlig grad en fadæse for Grant, tropperne angreb the Confederates der havde gravet skyttegrave, og cirka 7000 mænd blev dræbt eller såret, sammenlignet med knap 1500 faldne og sårede hos Sydens tropper. Union moralen var lav før det katastrofale angreb. Soldater der så Sydens forsvarsforanstaltninger overvejede morbidt at sy deres navne på uniformerne så de lettere kunne identificeres, et tiltag der senere blev til ‘Hundetegn.’
The Dictator morter der blev benyttet ved Petersburg
De endeløse tabslister fik næsten skudt Lincolns genvalg i sænk. Efter slagteriet i the Wilderness, reflekterede, Sen. Henry Wilson fra Massachusetts: “Hvis det scenario kunne have været præsenteret for mig før krigen, lige så bekymret jeg var for bevarelsen af the Union, skulle jeg have sagt: ‘Omkostningen er for stor; vildfarne søstre, gå i fred.’” For sent blev denne brændende nationalist tvunget til at spørge - hvor mange liv var politisk enhed værd? (læs Modets Røde Kokarde af Stephen Crane - synopsis kommentar).
Petersburg var ingen trylledrik i lindring af offentlighedens skuffelse. Tabstallet faldt nådigt og dramatisk da stillesiddende skarpskytter erstattede de store fuld skala angreb, men konflikten stagnerede. The Army of the Potomac brød først igennem i april det følgende år. Kort tid derefter overgav Lee sig, og dermed afsluttedes endegyldigt the Confederacys modstand, selvom nogle små militære enheder blev tilbage og præsident Jefferson Davis tog flugten.
Gen. William Tecumseh Sherman’s indtagelse af Atlanta i september var vel det udslagsgivende for genvalget af præsidenten i 1864. Ofrene i konflikten synes ikke længere nytteløse. Det så nu ud til at en sejr var opnåelig. Faktisk var the Confederacy’s nederlag på det tidspunkt uundgåeligt, uanset Lincolns politiske skæbne. Selvom han havde tabt skulle han først overdrage embedet den 4. marts (senere ændret til 20. januar), hvilket alligevel ville have tilladt ham at bringe krigen til en næsten afslutning.
Konfliktens konsekvenser var rædselsvækkende. Forskere har her for nyligt vurderet at dødstallet i kampene er så meget som 750000. Totalt set menes mindst en million amerikanere at være døde på grund af konflikten. Hundredtusinder af mennesker blev forflyttet da Syden blev hærget, og måtte lide under den form for ødelæggelse der kan knyttes til krigshandlinger i europæiske krige.
Landbrugssamfund, og ejendomme blev smadret i Syden, og civile friheder og forfatningsmæssige rettigheder blev krænket i Nord.
Landbrugssamfund, og ejendomme blev smadret i Syden, og civile friheder og forfatningsmæssige rettigheder blev krænket i Nord.
For de tidligere Confederates var det helt ude af proportion. En ud af alle mænd i den militære alder blev dræbt, tre gange flere end i Nord. Shermans Union kampagner, på hans berømte “march to the sea,” og Gen. Phil Sheridan, mens han kæmpede sig vej gennem the Shenandoah Valley indførte moderne krigsteknikker - ødelæggelse af civilt land og ressourcer. Og Sydens folk betalte for deres afhængighed af slaverne, hvilket kunne ses ved at en enorm del af Sydens velstand simpelthen forsvandt, blev opslugt. I dag er den massive centralisering af national styrke der bliver intensiveret ved hver eneste krise efter den anden, et tragisk testamente af the Civil War.
Man siger at sejrherrerne skriver historien og det er helt sikkert sandt med the Civil War - langt bedre karakteriseret som the War Between the States, da Syden søgte separation, ikke dominans. Normalt omfatter en borgerkrig en fælles kamp for at kontrollere ‘hele butikken.’
De fleste amerikanske historiebøger indrømmer at der ikke må være tvivl om nødvendigheden af konflikten, hvilket ifølge den nationale myte var en ‘harvende,’ ild hvorved landet blev raffineret og hærdet. Det var et stort moralsk korstog mod slaveriet og fødslen af en velgørende aktivistisk national regering.
Bekræftelse på the Civil Wars ‘dyder’ afspejles af den samtykkende placering af Lincoln som Amerikas største præsident. Efter ordren om at invadere hans tidligere landsmænd sluttede befalingen med næsten hele en million døde amerikanere. .
Bekræftelse på the Civil Wars ‘dyder’ afspejles af den samtykkende placering af Lincoln som Amerikas største præsident. Efter ordren om at invadere hans tidligere landsmænd sluttede befalingen med næsten hele en million døde amerikanere. .
Spørgsmålet om krigen var retfærdig er hele tiden blevet overskygget af den retrospektive behandling af konflikten som rettet mod slaveriet. Det var den ikke. Antallet af de som gik ind for ophævelse af slaveriet var lille. Mange kritikere af slaveriet, som Lincoln, gik ind for kolonisering, det vil sige sende de befriede slaver tilbage til Afrika (således blev den moderne nation Liberia til).
Det Republikanske Parti førte kampagne for at begrænse slaveriet, hindre spredningen til territorierne, ikke for at befri slaverne. Var krigen sluttet hurtigt - det sandsynlige resultat havde Lee for eksempel accepteret at stå i spidsen for the Union styrkerne, som han blev tilbudt tidligt 1861 - ville slaveriet have overlevet, i det store og hele som det var. Frigørelse blev et krigsværktøj; det berømte foregivende at befri slaver under fjendekontrol - kom først den 1. januar 1863.
For at forstå selve årsagen til konflikten må man spørge, først og fremmest, hvorfor ville Syden skille sig ud? For det andet, hvorfor hindrede Nord sine brødre i at gøre det?
Om staterne i Syden havde forfatningsmæssig garanti for at de kunne skille sig ud fra the Union er et fascinerende intellektuelt diskussionsemne, uden noget accepteret svar. I denne sag var det bevæbnede styrker der gav svaret. Det betyder heller ikke særlig meget om Syden havde en mere respektabel grund til at skille sig ud end slavespørgsmålet. Hvorfor skulle North slå tidligere landsfæller ihjel for at ønske af træde ud, uanset årsagen? Det er vanskeligt at se hvorfor udtrædelse skulle betyde krig.
Dog var slaveriet det som satte gang i det hele. Der var andre udfordringer, såsom afgifter, men ingen ville have opmuntret den hvide befolkning til at forlade unionen. Selvom Lincoln lovede at respekteret slaveriet som institution ville det have været meget mindre sikkert at stå over for, og imod fjendtligt indstillede nationale udøvende og lovgivende grene. Valget af Lincoln satte gang i den nærmest øjeblikkelige udtræden af syv stater i Syden, begyndende med South Carolina.
Blå indikerer Union staterne i Nord. Lyseblå de 5 Unions stater der tillod slaveri. Rød stater i Syd der ville træde ud the Confederate States of America.
Imidlertid forblev otte slavestater i unionen. Havde de alle valgt at træde ud ville Norths opgave have været meget, meget større. Men de otte forblev loyale, indtil Lincoln indkaldte 75000 mænd til militsen for at undertrykke oprøret. Læg mærke til det ikke var en kampagne for at befri slaver. Selvom præsidenten virkelig ikke brød sig om slaveriet skrev han så velkendt til Horace Greeley: “Mit altoverskyggende mål i kampen er at redde the Union, og det er hverken at redde eller ødelægge slaveriet.” Lincolns overskyggende bekymring var at holde fast på den nationale regering, slavesystemet der i den grad fordrejede regeringen var af sekundær betydning.
Først da præsidenten præsenterede sin plan om at tvinge de udtrædende stater, forlod staterne i den nordlige del af Syden — Arkansas, North Carolina, Tennessee, og Virginia — the Union. De var villige til at lade slaveriet underlægge for den nationale enheds skyld, men ville ikke være med i bestræbelsen på at undertrykke stater som de havde langt mere til fælles med end de fleste stater i North. Grænsestaterne Kentucky og Missouri skilte sig ud og kæmpede deres egen mini civil war, mens Union okkupationen fastholdt Marylands loyalitet og lille Delaware fik aldrig noget andet valg.
En unionist fra North Carolina klagede: "Varme følelser for the Union var i det store og hele i fremgang og fik styrke, indtil Lincoln kastede os til jorden. Han kunne ikke have adopteret nogen mere effektfuld politik for at ødelægge the Union ...Lincoln har gjort os til en enhed for at gøre modstand indtil vi har fået smidt vore invaderende ud eller dø.”
Spørgsmålet om tvang var for mange amerikanere vigtigt. Før han forlod U.S. Army skrev oberst Robert E. Lee: “Jeg kan ikke forvente nogen større ulykke for landet end en opløsning af the Union ....Dog en Union der kun kan opretholdes ved sværdet og bajonetter, og i hvilken stridigheder og borgerkrig vil erstatte den broderlige kærlighed og venlighed, det har for mig ingen tiltrækning.”
Horace Greeley kunne have benyttet Lees ord da han i the New York Tribune skrev: “Vi håber aldrig at komme til at leve i en republik, hvor den ene del skal holdes i skak med bajonetter.”
Horace Greeley kunne have benyttet Lees ord da han i the New York Tribune skrev: “Vi håber aldrig at komme til at leve i en republik, hvor den ene del skal holdes i skak med bajonetter.”
Det er vanskeligt at være uenig i sådanne holdninger. Hvis Californiens befolkning i dag erklærede at de ønskede at forlade resten af Amerika - måske med entusiastisk opmuntring af mange konservative - burde Washington så sætte hæren ind? Udføre terrorbombninger fra himlen? Indføre en flådeblokade, en opdateret “Anaconda Plan” af en slags? Forhåbentlig ikke. Om the Golden States udtræden var “lovlig” ville kun betyde lidt. Washington skulle vælge mellem at ønske de 40 millioner californiere det godt eller slå dem ihjel. Første mulighed ville være det bedste.
Hvorfor reagerede Nord så anderledes i 1860? De betragtede Sydens stater, især South Carolina, som en krænker af den demokratiske ‘aftale’ der ikke ville følge reglerne når disse gik dem imod. I sin indsættelsestale nævnte Lincoln at “den centrale ide om udtræden er essensen i anarki” ved dens forkastelse af flertalsstyre. Faktisk var det et noget fordrejet synspunkt. Syden forkastede ikke flertalsstyre (for hvide mænd, selvfølgelig) men nationalt flertalsstyre. Der var ingen anarki. Secessionisterne undgik de radikale “fire-eaters,” (gruppe af Democrats) og efterlignede de etablerede institutioner og ledere, herunder det meste i the Constitution. Og selvom Syden var på vej mod “anarki eller despotisme” som præsidenten hævdede var det så en god grund til at deres hjem, familier og stater skulle ødelægges?
Fire-eaters
Nogle i the North frygtede af the Confederacy ville lukke Mississippi floden. Nogle få nationalister frygtede, at et passivt modtræk på Sydens udtræden ville friste andre dele af nationen, såsom Nordvest til også at træde ud. Et antal slavemodstandere så en mulighed for at få afsluttet slaveriet, andre var dog pacifister.
Måske vigtigst var den rå nationalisme, troen på at den amerikanske nation var udelelig og uundgåeligt ville sprede sig over hele kontinentet, den nedrige doktrin om Manifest Destiny.
Lincoln talte om “Erindringens mystiske strenge, strækkende sig fra hver slagmark og patriots grav til ethvert bankende hjerte og hver arne over hele dette store land.” Vellydende holdninger jovist, men ingen retfærdiggørelse for krig - hvor der skabes flere slagmarker og grave som følge af mareridtet i bekrigelsen af hinanden. Hvordan kunne the Union være en god institution hvis den blot “opretholdtes ved sværd og bajonetter.?”
Desværre forestillede alt for mange sig, at løsningen på uoverensstemmelsen ikke ville kræve mange sværd eller bajonetter, at sejr let kunne opnås. Nogle få skud og de kujonagtige Yankee små forretningsmænd ville flygte nordpå eller de kujonagtige hårdnakkede secessionister ville forsvinde.
South Carolina begik en krigshandling da man skød på Fort Sumter, men der var ikke noget behov for at åbne op for større generelle fjendtligheder over en så begrænset handling. Lincoln lod imidlertid U.S. garnisonen, der ikke kunne forsvares, være på plads, og inviterede dermed til netop hændelsen. Det var muligvis hans hensigt, da han altid omhyggeligt kalkulerede og fastlagde al sin politik.
Angrebet på Sumter var med til at opildne til mere støtte for skaffe tropper til at tvinge sin vilje igennem, hvilket Lincoln ønskede. Selvom Fort Sumter ikke fik staterne til at kæmpe, hjalp det sandelig Lincolns evne til at invadere the South og undertrykke de kræfter der gik ind for en udtræden.
Meget at krigs entusiasmen på begge sider afspejlede tragiske illusioner om konfliktens konsekvenser. Både Lee og Sherman forudså en lang blodig krig, men de var i mindretal. Senator James Chestnut fra South Carolina tilbød endda at drikke alt det blod der blev udgydt som resultat af secessionen. Snart skulle oceaner af blod flyde i de forskellige slag og langt flere liv end alle Amerikas forrige krige tilsammen. Amerikanerne måtte lære af deres fejl, men for sent. Mange stod ikke alene med ønsket om at kunne rulle det hele tilbage.
Der var et, meget stort, oprindelig ikke tilsigtet gode ved krigen - ødelæggelsen af slaveriet.
Man kan beundre den heroiske kamp mod svære odds som Confederates stod med, men the South var ikke noget Beau ideal for en god civilisation. Slaveriet var brutalt, umoralsk, umenneskeligt og fortærende. The Souths tilsyneladende fine manerer og opførsel var bygget på falsk menneskelig, på falsk værdighed og på stjålen arbejde. Det var på høje tid at ‘systemet’ skulle ændres.
Imidlertid er der kun et andet samfund med slaver der gennem krig fik elimineret denne ækle praksis: Haiti. Alle andre steder blev slaveriet fredeligt ophævet. For eksempel Brasilien der haltede efter the U.S. med ophævelsen, men til sidst handlede uden at den nationale regering dræbte en eneste og da slet ikke tæt på en million som hos os.
Ydermere fik hvide fra syden gennem “Redemption” genindført de hvides overherredømme. Denne skamplet på det amerikanske samfund overlevede i årtier, efterladende elendigheder der holder ved i dag. Fredelig separation i 1861 ville tænkeligt kunne have resulteret i mere retfærdighed, og hurtigere, for African-Americans end det er sket gennem den tvungne forening.
Vigtigst, når det drejer sig om secession (udtræden af et forbund), var det eneste og mest oplagte gode udfald af krigen faktisk ikke planlagt. I begyndelsen blev ophævelsen af slaveriet nægtet af næsten alle, både i Nord og Syd. At bevare the Union var ganske enkelt ikke en moralsk sag. Det berettigede ikke til masseslageriet.
I juni 1864 nærmede den ultimative afgørelse af the Civil War sig. Da først the Confederacy’s mest effektive hær og mest talentfulde general blev låst fast i forsvaret af Petersburg var nederlaget uundgåeligt. Snart skulle de racemæssige problemer og konflikter vende tilbage til det politiske liv. Der var aldrig nok retfærdiggørelse for hverken secession eller tvang, der så tragisk førte til til at det nordlige Virginia blev et åbent slagtehus i foråret 1864.
Doug Bandow is a Senior Fellow at the Cato Institute and the author of The Politics of Plunder: Misgovernment in Washington and The Politics of Envy: Statism as Theology, both published by Transaction.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar