Slaget ved Kulikovo: Rusland befrier sig fra de muslimske horder
Den 8. september 1380 indledte Rusland sin lange march for befrielse af Tatarernes åg, ved et slag, der er lige så vigtig i russisk historie som slagene om Tours og Wien er i Vesten.
Selvom de var ‘hedninger’ da de erobrede Rusland cirka 1240 var Mongolerne i år 1300 gennemført islamiserede. Man adopterede det arabiske sprog; “hele det muslimske religiøse system med qadis, muftis, og des lignende fremstod i Sarai, den Gyldne Hordes hovedstad ved nedre Volga”; og “Sharia, de muslimske religiøse love” herskede suverænt. “
Med denne Russo-Tatar erobring kom samfundet i Middelalderen til være grænsen for kristent-muslimsk liv,” det vil sige man gik ind i det velkendte paradigme med fjendskab og krig, udelukkende lindret ved de store mængder af guld og slaver der gik fra Rusland til den muslimske horde.
I 1327, spurgte Uzbek Khan's fætter, Shevkal — "ødelæggeren af Kristendommen," ifølge en russisk historiker - en udvalgt del af hans kahn: “Giv mig lov til at gå mod Rus og ødelægge deres kristne tro, slå deres fyrster ihjel og bringe deres hustruer og børn til jer.” Uzbek indvilligede. Som chef for en stor horde invaderede Shevkal Rusland, “med stor grusomhed og vold. Han gav grønt lys for stor forfølgelse af de kristne gennem (brug af) vold, plyndring, tortur og overgreb.” Russerne var ikke uvidende og grunden til deres (fornyede) lidelser: Overalt i deres beretninger, “står de som forsvarere af troen og kæmper for at redde Kristendommen fra de hærgende vantro der er drevet af religiøst fjendskab.” Ydermere, er “Mongolske overgreb” altid optegnet som “hændelser i en fortsættende religiøs krig.”
Da Den Gyldne Hordes infrastruktur begyndte at krakelere grundet interne uenigheder i 1359, begyndte hertugdømmet Moskva at sætte sig imod deres overherrer. Derfor søgte Khan Mami at knuse rebellerne og “påtvinge Rusland Islam,” og gik imod Moskva, med, ifølge kilder, cirka 100,000 Turco-Tatarer i 1380. Idet han pralede med at de skulle lade deres sværd “være en prøvelse for det russiske land og den kristne tro,” mod “muslimernes rustning,” ja da accepterede russerne udfordringen.
Under ledelse at Storprins Dmitri Ivanovich af Moskva, drog ca. 50,000 Russere ud for at møde Khanen ved Kulikovo Sletten, nær floden Don og bifloderne. Modstanderens hær var så enorm at den strakte sig over 12 kilometer. De kristne stillede sig strategisk mellem floderne og stærke befæstninger, og dermed begrænsede de Tatarernes ryttere i at manøvrer og angribe fra flankerne.
"Jeg vil hverken beskytte mit ansigt eller min bagdel, men lade alle os brødre kæmpe sammen,” sagde Dmitri som svar på hans adelsmænds bønner om at holde sig ude af kampene. “Jeg ønsker at dø for Kristendommen frem for alt andet, i gerning og med sværd, således at alle andre kan se det tapre.” (Mere pragmatisk forklarede Storprinsen, “det er bedre at vi falder i kamp end bliver slaver af vantro.”)
Da slaget først begyndte den 8. september 1380 - “var der en sådan massakre og bitter krigsførelse og enorm larm, så meget som der aldrig før havde været i Ruslands hertugdømmer,” skriver kronikøren, “Blodet flød som en tung regn, og der var mange dræbte på hver side.” Selvom russerne var i stort undertal -1 til 2- så “søgte de hævn for Tatarernes overgreb,”og kæmpede med en voldsom vildskab. Tro mod sine ord blev Dmitri set helt fremme ved frontlinjen “slående til højre og venstre, slog mange ihjel, og blev selv omringet af mange (Tatarer) og blev ramt mange gange i hovedet og på kroppen”
Efter timevis med voldsomme kampe og trods svære tab lykkedes det russerne med hjælp at skjult kavaleri i de omliggende tætte skove at udslette muslimerne. Og således førte Storprins Dmitri - der ved at erfare at mongolerne flygtede, straks kollapsede af det svære blodtab og var næsten død - an i den første større russiske sejr mod deres Tatar undertrykkere siden deres åg indledtes 159 år tidligere. På den vis rystede slaget ved Kulikovo myten om mongolernes uovervindelighed og afstedkom stor hyldest over Moskva.
På trods af det tog det knap 100 år helt at befri sig. For i 1382 var Tatarerne omgrupperet og kommet sig og invaderede Moskva og brændte næsten hele byen ned til grunden, og efterlod cirka 24000 lig i gaderne. Men den stålsatte Storprins fortsatte med at være chef for russernes torn i siden på Horden.
I 1409 advarede Emir Edigei Storprins Vasily Dmitrivich om at han skulle holde op med at tilbageholde den fulde betaling af jizya (muslimsk skat) — "ellers vil ondt falde på dit domæne, og kristne vil møde deres endelige dom, og vor vrede og krig vil være over dig.” Advarslen blev ignoreret, og Edigei indledte så sin nedslagtning, plyndring og nedbrænding, også i Moskva, som det ikke lykkedes ham at indtage.
Det som var opnået i Slaget på Kulikovo Sletten kunne ikke laves om på blot få årtier. Moskva fortsatte med at vokse i styrke og prestige samtidig med Horden blev mindre i styrke og prestige.
Endelig i oktober 1480 - præcis 100 år efter Kulikovo - mødtes de to hære igen ved Ugra floden, og “således sluttede Hordens zarer,” for at citere en kronikør. “Derpå i vort Rusland var vi befriet for byrden ved at underlægge os muslimen og begyndte at få fremgang som var vinteren afløst af foråret.”
Note: All quotations in the above account were excerpted from and documented in the author's book, Sword and Scimitar: Fourteen Centuries of War between Islam and the West. Raymond Ibrahim is a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center, a Distinguished Senior Fellow at the Gatestone Institute, and a Judith Rosen Friedman Fellow at the Middle East Forum.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar