Bush, McCain og Romney republikanerne er fortid
The Democratic Party propaganda maskinen bedre kendt som ‘de førende medier’ er gået i selvsving over de Republikanere der var tilstede ved the Democratic National Convention for at forhåne præsident Trump og støtte Joe Biden. Men som Republican National Convention demonstrerede er dagene med et Republican Party der er en skygge af the Democrats forbi. I 2020, som i 2016 havde vi faktisk et valg, ikke blot et ekko, og det er knap oplevet ikke siden Barry Goldwater viste vejen tilbage for Amerika i 1964
Som Rating America’s Presidents: An America-First Look at Who Is Best, Who Is Overrated, and Who Was An Absolute Disaster demonstrerer har the United States været under kontrol, styre af det som i al væsentlighed er et eet parti system med to fraktioner og det siden vel til sidst 1950’erne. Et af de mest skadelige aspekter ved Dwigt D. Eisenhowers præsidentskab, den første Republican præsident siden Den Store Depression, var at han ikke udfordrede hele grundlaget for the New Deal. Det er derfor vi er havnet i denne suppedas.
Eisenhower administrationen var stort set en periode med stor velstand. Dog regnede observatører fra begge partier, over en bred kam med, at Eisenhower i det mindste ville forsøge at bekæmpe Leviathan og skære ned på den megagigantiske og stadig større og større forbundsregering
I stedet gjorde han kun meget lidt for at hæmme den føderale magt. Han var imod adskillige tiltag, der ville have rullet tilbage, eller ophævet New Deal programmer. Han var helt afgjort for at være overens med begge partier og fulgte mange Democratic initiativer selv når disse drejede sig om den centralisering han advarede imod.
I 1954 fremkom han med den filosofi han fulgte: “Jeg har kun eet formål, udover opgaven med at bevare freden i denne verden ...og det er at opbygge et Republican Parti der er stærkt og progressivt. Hvis højrefløjen ønsker kamp skal de nok få det. Hvis de ønsker at forlade the Republican Party og danne et tredje parti, dem om det, men før jeg slutter så vil enten dette Republican Party afspejle progressivismen, og så er jeg ikke med det længere.”
George W. Bush, John McCain, Mitt Romney, og Paul Ryan kunne ikke have sagt det bedre.
Med Republicans der implementerer større regeringsprogrammer og the Democrats der støtter og ønsker at gå videre med en endnu større forbundsregering har vælgerne sådan set intet andet valg end at acceptere det.
Eisenhower selv erkendte dette. I 1964 trå år efter han var ude af embedet og en populær og respekteret statsmand skrev han en artikel til the Saturday Evening Post med titlen, “Hvorfor jeg er Republikaner,” I den erklærede han:
“Jeg er i stadig større grad foruroliget ved den kursfaste driven hen mod en centralisering af magt til Forbundsregeringen. Med denne kendsgerning som baggrund opfordrer jeg inderligt alle vælgerne, uanset deres politiske tilhørssted, til at se med friske, eftertænksomme øjne på selve grundlaget for Republican filosofi og Republican resultater sammenlignet med hvad Democrats står for. Den barske kendsgerning er, at under mange år med ledelse af Democratic Party af vort land er vi blevet vænnet til den “lette vej” vejen med det hensigtsmæssige med Forbundsregeringen, der som et narkotikum kan give os en falsk følelse af velbefindende, men i det lange løb er farlig for vor fremtid, vore grundlæggende rettigheder, vor moralske sindelag og vor individuelle frihed.”
AP Photo/Evan Vucci
Det betød at begge partier støttede en hurtigt udvidende forbundsregering, højere skatter og mere indblanding af staten i amerikanernes dagligdag. Hans artikel fra 1964 lader formode at han dengang nu indså de fejl han havde begået. Men da var det alt for sent.
Eisenhower’s “Modern Republicanism” reducerede the Republican Party til et blegt ekko af the Democrats. Democrats ville fremsætte grandiose forsalg der i store træk drejede sig om en massiv udvidelse af regeringens forbrug og kontrol, og i stedet for at udfordre disse forslag fra bunden af og argumentere mod dem principmæssigt ville Republicans blot pippe op om at forslagene kunne implementeres billigere og mere effektivt. Eisenhower sikrede at selv når Republicans havde flertal ville de fortsætte med at have en minoritets mentalitet: Democrats satte dagsordenen for landet.
Der ville være modtryk mod denne indstilling i the Republican Party, men den dominerende overvejende indstilling hos Republicanismen lige siden Ike har været at sige “Me too” til the Democrats, frem for “Jeg er imod.”
Eisenhower fandt ikke selv på ideen om at gøre the Republican Party til en bleg kopi af the Democratic Party, fremfor at være en principfast ægte opposition. FDR’s modstandere Alf Landon, Wendell Willkie, og Thomas E. Dewey ville sandsynligvis have gjort det samme, men de tabte og han vandt, så derfor må Eisenhower have ‘æren’ for at være hovedarkitekten i det som i bund og grund er eet parti med to fraktioner, der har i store træk har ledets Amerika siden 1950’ere.
Rating America’s Presidents viser at mens Ronald Reagan gav noget modstand til dette eetpartistyre, er det ikke før Donald J. Trumps præsidentskab at det seriøst er blevet udfordret.
Systemet med to partier er tilbage, eller mere præcist eetparti systemet afviser et determineret individ der får stadig flere og flere følgere. og står over for en der er fast besluttet.
Her til november vil det være afgørelsens time for om ‘eliten’ i eetpartiet i fremtiden vil udøve deres hegemoni uantastet som det har gjort i så lang tid.
Robert Spencer is the director of Jihad Watch and a Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center. He is author of 21 books, including the New York Times bestsellers The Politically Incorrect Guide to Islam (and the Crusades) and The Truth About Muhammad. His latest book is Rating America’s Presidents: An America-First Look at Who Is Best, Who Is Overrated, and Who Was An Absolute Disaster. Follow him on Twitter here. Like him on Facebook here.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar