Når en skaber af stor kunst faktisk er en slyngel
Menneskets intellekt er tvunget til at vælge det bedste i livet eller i det skabte.
Et stadigt problem er, hvordan man skelner mellem det skabte og dets skaber. Denne grundlæggende udfordring er så klokkeklart udtrykt hos Jacques Maritain at “et menneske kan meget vel være en stor kunstner, og et slet menneske.” Kunsten i sig selv, skrev han, udstilles i arbejdets kvalitet, ikke i menneskets kvalitet. Er kunstnerens første ansvar knyttet til hans arbejde, alligevel i konflikt med moralske værdier?
Hvorledes skulle vi så bedømme individer og deres kulturelle bidrag`Hvordan kan vi bedømme Caravaggio, en italiensk maler der skabte en form for chiaroscuro og dramatisk lyssætning, men var en person med en noget anløben karakter, en morder, der slog en rival ihjel på en tennisbane, eller var han et destruktivt geni? Burde han dømmes fra hans bidrag til kunst eller i overensstemmelse med hans umoralske og afvegne karakter?
Det generelle problem er, at den kulturelle kreation i kunst eller litteratur i sjældne undtagelser, som Guernica, er relateret til moralske værdier.
Man kan pege på nogle få af de utallige individer, hvor at dømme er kontroversielt. Ezra Pound, en hædret digter, men forræder, der sendte anti-amerikanske og antisemitiske radioudsendelser i Italien under 2. Verdenskrig. Paul Gauguin forlod sin hustru og fem børn i Frankrig for at male og føre et liderligt seksualliv på Tahiti, og smittede 13-14 børn med syfilis.
Ville du gå over gaden for at hilse på Edgar Degas? Han betragtes som en modernistisk mester, men var en ihærdig fortaler, som Cezanne og Renoir, for at Alfred Dreyfus var skyldig. Som nederdrægtig antisemit afsluttede han sine relationer med jødiske venner, som Ludovic Halevy og Camille Pissarro, den jødiske impressionist.
Linda Nochlin, kunsthistorikeren skrev engang, ganske kontroversielt, at effekten af antisemitisme var absolut minimal i Degas kunst. Selvom det måske er validt, dog usandsynligt, kan samme konklusion så benyttes om Richard Wagner hvis antisemitiske følelser var åbenbare og ikke kan udfordres? I hans tilfælde opstår to relaterede spørgsmål: Omfanget af hans antisemitisme påvirkede det hans kompositioner og skal man være klar over dybden i den for at vurdere hans musik? I den forbindelse kan man så beundre dirigenten Herbert von Karajan, vidende han var Nazist?
Nyere kulturpersonligheders væremåde gør en vurdering af dem vanskelig. Eric Gill en fremragende britisk katolsk skulptør, hvis værk udsmykker fronten af Broadcasting House, hovedkvarteret for BBC i London, en succesrig maler af skrigende ansigter og døende paver, var en modbydelig drukkenbolt, en sadist og seksuelt perverteret misbruger af bøsser og egne døtre.
Philip Larkin, digteren og jazzelskeren skrev krænkedne materiale om sorte og var racist. Benjamin Britten, uden tvivl den mest betydende britiske komponist, var tiltrukket og besat af små drenge, han var pædofil. Alligevel, før vi fordømmer ham så kan hans dilemma ses og værdsættes ved at lytte til hans opera Peter Grimes i hvilken en ensom mand slår en dreng ihjel.
Det med eftermæle er kompliceret. Lad os se på tre nutidige eksempler, trist nok. James Levine, karismatisk leder af the Metropolitan Opera i 40 år, 1976-2016, og aktiv hos the Munich Philharmonic og Boston Symphony. Han blev anklaget for seksuelle krænkelser, psykologisk manipulation og grænseoverskridende opførsel overfor sårbare individer i disses første stadier af deres karrierer - dem han havde autoritet over. Ved hans sidste fremtoning ved the Met den 2. december 2017 dirigerede han Verdis Requiem. Teksten indeholder dette, “når dommeren kommer for at give streng retfærdighed, så skal det som er skjult åbenbares. Intet skal stå tilbage ustraffet.”
Frank Sinatra, en af de mest populære popsangere i det 20. århundrede, hvis plader er solgt i mere end 150 millioner, var en yderst kompliceret person. En fantastisk stemme, og ofte generøs, dog havde han relationer til Mafiaen og spillebuler, han besad et iltert temperament, fysisk overfaldt han andre, herunder hustruer og andre kvinder, ansatte og ejendom, og lejlighedsvis truede han med selvmord. Ganske passende står sangen The Best is Yet to Come, på hans gravsten.
Og der er Stan Getz, født af et jødisk par fra Ukraine. Allerede som 16 årig var han måske den mest eminente tenorsaxofonist i jazzen, afslappet og lyrisk, hele tiden innovativ, melodisk og harmonisk. Uheldigvis var han afhængig af heroin på et tidspunkt. Han blev fængslet i seks måneder for forsøg på røveri af en drug store for at skaffe sig stoffer ... og han var led mod sine hustruer. Hans stofafhængighed og drikkeri påvirkede hans karakter, ofte fraværende når han ikke var på scenen, hvilket hans saxofonspiller kollega Zoot Sims omtalte som at Getz var “en hoben af rare fyre.” Trods den kendsgerning at Getz fortsatte med at være musikalsk fornyende og producerede nogle af de vigtigste jazzplader på hans tid, så havde han perioder med alkoholmisbrug og depressioner før han endelig blev ædru i sine sidste år.
Hvem burde vi hædre som skaberne af kultur?
Publikationer her i april 2022 af biografier at to større kulturpersonligheder, Charles Dickens og Pablo Picasso stiller spørgsmål om bedømmelsen af individer.
Charles Dickens, 1812- 1870, begyndte som journalist, skrev 15 romaner, en hoben af noveller, essays og udgav et ugentligt tidsskrift i 20 år. Hans baggrund er velkendt. Ludfattig som barn, var autodidakt. Forlod skolen og arbejdede i en alder af 12 år ti timer om dagen på en fabrik der fremstillede støvlepoleringsmidler, samtidig med hans far var i gældsfængsel. Amatørskuespiller blev han også - og så var han ikke mindst social aktivist.
Dickens var den klassiske opfattelse af en forfatter, gående fra klude til rigdom, en yderst beundret person hjemme som ude, en talentfuld skaber af karakterer og personligheder. Han skabte en A Christmas Carol måske hans mest populære værk. Dickens var teaterentusiast, optrådte selv som skuespiller for Dronning Victoria. Han argumenterede også mod slaveri, pøbeltendenser, sygdomme, det overdrevne liv i luksus og skrev kritisk om dobbeltmoral, hykleri og de undertrykkende dele af samfundet, der især gik ud over børn.
Men Dickens er blevet anklaget for to ting. Han var ikke en hæderværdig karakter, han var en elendig ægtemand og far, og hans “dystre” romaner som Bleak House og Dombey and Son, afspejlede dele af hans egen personlighed, og han er anklaget for racisme, fremmedhad og imperialisme. Var han antisemit? Udover den overordnede skildring af Fagin i Oliver Twist, så nævnes Fagin som værende jøde 250 gange. Han forlod sin hustru og ti børn og boede sammen med en 18 årig skuespiller Ellen Ternan. Han er begravet ved Poet’s Corner, Westminster Abbey.
Racismeanklagerne mod Dickens stammer fra hans kommentarer på forskellige steder og tider om Indien, Irland, Kina. Især hans holdning til Sepoy Mytteriet i 1857 (indien) hvor 120 britiske kvinder og børn blev slået ihjel. Han beskyldes for at være afvisende over for “primitive” kulturer. Skønt han talte mod slaveri støttede han the Confederacy under Den Amerikanske Borgerkrig.
Og endelig har vi så udfordringen, hvordan vi skal dømme Pablo Picasso. De fleste tager det for givet at han er den største kunstner i forrige århundrede og var fornyer og skaber af hidtil ikke sete innovative teknikker i sit enorme udvalg af skulpturer, malerier, tryk og tegninger. I hans tilfælde er problemet med at vurdere ham at skelne mellem skaberen og værket. Han kaldte sig selv en offentlig entertainer, der forstod sin tid og tjente på det. Det er blevet sagt at hver af hans værker er et unikt stykke selvbiografi, et særligt øjeblik i hans liv, udstillende virilitet og styrke.
Han sagde selv at hans arbejde kan ses på syv forskellige måder, hver af dem et dokument om hans relation med syv forskellige kvinder i hans liv, fra Fernande Olivier til Jacqueline Roque. Han bedrog dem og behandlede dem elendigt, og undtaget Francoise Gilot gjorde han deres liv elendigt.
Han var en stor kunstner, nærmest uhyggelig fyldt med energi, konstant arbejdende, men han var narcissist, kold, kynisk, ufølsom og nedladende, og måske hadede han kvinder. Således står vi tilbage med det indledende problem: Burde vi beundre ham tage hans værker seriøst eller tage afstand fra ham fordi han misbrugte kvinder så voldsomt? Uanset hvad man beslutter sig til om Picasso, så har vi stadig Guernica, hans dybfølte reaktion mod Nazibombning af byen i Baskerlandet, der viser krigens rædsler, de uskyldige civiles lidelser og mordene på børn.
https://www.americanthinker.com/blog/2022/04/when_the_creator_of_great_art_is_a_scoundrel.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar