NATO’s farlige spil for at retfærdiggøre sin eksistens
Opløsningen af Sovjetunionen blev i brede kredse betragtet som en sejr for de amerikanske sandheder’ og indledningn til en æra med universel fred. Uheldigvis skabte den militære alliancen og dets efterfølgende udvidelse østpå en atmosfære af mistillid og ængstelse.
Oprettet i april 1949 var NATOS primære formål at afholde Sovjetunionen fra yderligere ekspansion. I 1989 med Berlin Murens fald, havde NATO opfyldt målsætningerne for sin oprettelse. “Mission accomplished.” Det var imidlertid ikke gode nyheder for militæralliancen - man skulle opfinde sig selv, finde nye fjender, eller finde en mission til sin bevarelse. NATOs nye mission er defineret på hjemmesiden:
NATO er en aktiv og førende bidrager til fred og sikkerhed på den internationale scene. Man fremmer demokratiske værdier og er forpligtet på fredelige løsninger af uoverensstemmelser.
Sjældent har implementeringen af et strategisk dokument fejlet sit formål så grundigt som NATOs udtalelse. I sin stræben efter at “fremme demokratiske værdier” har NATO set bort fra den ultimative demokratiske værdi - bevarelse af menneskelivet. Denne “førende bidrager til fred og sikkerhed” er blevet en façade for amerikansk ambition om at rekonstruere verden i overensstemmelse med egne værdier. For at få indført den amerikanske vision om moralsk ledelse har NATO lanceret sin version af Tredive Års Krig med hensynsløs anvendelse af moderne destruktive våben. Balkan, Libanon, Somalia, Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen vil i generationer være præget, arret, af NATOs krige.
Det mest skrækkelige eksempel på NATOs “bidrag til fred” er invasionen i 2003 af Irak. The US, for at retfærdiggøre invasionen, fabrikerede ‘bevis’ på at Irak udviklede et kernevåben og man løj for FN og verden om det. FNs generalsekretær, Kofi Annan, erklærede entydigt invasionen for ulovlig. Efter at have brugt milliarder af dollars og tusinder af amerikanere mistede livet, endnu flere sårede sammen med andre NATO landes deltagere endte disse eventyr i ydmygende tilbagetrækning og man efterlod millioner af ofre, kaos og masseødelæggelse. Ganske ironisk blev det kaldt “nation building.” Paradoksalt er det NATOs mest ærede kendetegn, Konstant i Krig, men man betragter sig som fredelig. Den skamfulde tilbagetrækning fra Afghanistan lærte man intet af. Man satte ‘ild’i krigen i Ukraine.
Et forspil til denne krig begyndte med Sovjetunionens fald og den efterfølgende opløsning af Warszawa Pagten, der fuldstændig ændrede verdens magtbalance. Ruslands udøvende magt var som lammet, og dets militær i mismod. Da var det at NATO indledte en større udvidelse mod øst, ind i områder tæt på Ruslands grænser, og man øgede medlemskabet fra 15 lande til i dag 30. På den tid udgjorde Rusland kun en trussel mod sig selv.
I dag er Rusland med en befolkning på 150 millioner en brøkdel af det tidligere mægtige Sovjetunionen. Men NATO beskytter stadig Europa mod russisk ekspansion.
Europa er på den anden side blevet en massiv økonomisk magt med en befolkning på 500 millioner og et BNP der tifoldigt overgår Rusland med. Hvis vi føjer the UNited States til denne ligning har vi en befolkning på cirka 850 millioner, med en samlet BNP der overgår Ruslands tyvefoldigt. Militært er Rusland ingen konkurrent til NATO hvis forsvarsbudget er cirka 1,2 billioner dollars, versus Ruslands udgifter til militæret der er knap 90 milliarder dollars.
Ydermere, før krigen var Europa og Rusland partnere om større fælles velstand. Det var umuligt at begribe den hastige vækst i europæisk økonomi uden billig russisk energi og samtidig kunne Ruslands afhængighed af Vestens teknologier og enerigeuros ikke overvurderes. Faktisk indførte EU sanktioner mod Rusland efter invasionen, fordi man mente, at den russiske afhængighed af Vestens teknologier og tjenesteydelser var livsvigtige for Ruslands økonomiske overlevelse.
Således, med overvejelse af den matematiske logik, styrkeforholdet, og økonomisk fælles afhængighed er enhver formodning om, at Rusland udgør en trussel mod Europa fuldstændig latterlig, om ikke dybt kynisk. Snarere ligner Rusland et nemt bytte.
Ruslands geopolitiske sårbarhed gjorde de russiske ledere mere ængstelige. I løbet af de sidste 30 år fremkom, Gorbachev, Yeltsin, og Putin med adskillige advarsler om at NATOs udvidelse destabiliserer Europa og truer Ruslands sikkerhed. Endelig i decmeber 2021, i en sidste bestræbelse krævede Putin at NATO stoppede mere udvidelse mod øst, og forpligtede sig til ikke at tillade at Ukraine kom med i NATO. Udenrigsminister Antony Blinken og NATO Generalsekretær Stoltenberg afviste på arrogant vis, enhver diskussion om emnet. På det tidspunkt gik det sidste element med fleksibilitet tabt, og Moskva reagerede som forventet for at imødegå en potentiel trussel.
Ikke desto mindre blev Rusland anklaget for uprovokeret aggression. Beskyldningen mod Rusland blev ikke støttet af alle, og i enighed. Som Pave Frans udtrykte det, “Den ægte skandale med denne krig er at NATO står og galper op af Ruslands døre, hvilket har gjort at Kreml har reageret på en dårlig måde og igangsat konflikten.”
Frankrig præsident Macron gik længere; han udstillede skuespillet da han foreslog at Vesten bør tilbyde Sikkerhedsgarantier til Rusland for en “essentiel” del af alle samtaler om fred. “Dette betyder at et af de væsentligste punkter vi skal koncentrere os om - er den frygt at NATO står lige udenfor døren og at anvendelsen af våben kunne true Rusland.” Det var en tom og patetisk gestus, men Macron validerede Moskvas bekymringer, og bekræftede at denne krig var den uundgåelige konsekvens af at NATO har nægtet at anerkende ´Ruslands sikkerhedsbekymringer.
Faktisk har man vidst, og det i årtier, at en udvidelse mod øst ved NATO få hundrede kilometer fra Moskva ikke kunne tolereres af Rusland, uanset hvor megen god vilje man har udvist, NATO er imidlertid som en militær organisation ledet ved våbenmagt, mere end af fornuft. Man har svigtet på tragisk vis med sin nye mission man har søgt at retfærddiggøre det at føre krig for at bevare sin eksistens. Og som sædvanlig da NATO gik ind i kampen, gjorde man det uden at evaluere det sandsynlige slutresultat.
Denne gang kan den konstante eskalation med fjendtligheder måske endelig iværksætte en katastrofe. Det som er endnu mere skrækindjagende er Bidens overbevisning at Putins ikke vil bruge kernevåben så NATO kan fortsætte med at engagere sig i krig, fortsætte med at forsyne våben, giver efterretninger, træne soldater, og finansiere Ukraine ustraffet. I Biden’s interview med CNN’s Jake Tapper, sagde han, “Jeg tror ikke han vil.” Ifølge Robert Gates, tidligere forsvarsminister har Biden taget "fejl i næsten enhver større udenrigspolitisk sammenhæng og udfordringer i den nationale sikkerhed i de sidste fyrre år.” Der er ingen grund til at tro at den demente præsident har ret denne gang.
Det er svært at undgå fristelsen, måske overfladisk, til at lege det mentale spil “hvis bare.” Hvis bare NATO fik opløst Warszawa Pagten, ville en række lande der har ‘været’ vært for NATO ikke være blevet ødelagt og millioner af menneskers liv være sparet. Med de penge der ville være sparet kunne vi have genopbygget denr stadig værre infrastruktur eller have foretaget os andre smukke ting til at forbedre vore liv. Europa ville få større velstand gennem billig russisk energi og det russiske folk nyde Vestens varer og services købt med energieuros.
En sofist kan meget vel spørge, hvem udpegede NATO til at være verdens politimand, anklager, dommer og bøddel?
Alexander G. Markovsky is a senior fellow at the London Center for Policy Research, a conservative think tank that examines national security, energy, risk analysis, and other public policy issues. He is the author of Anatomy of a Bolshevik and Liberal Bolshevism: America Did Not Defeat Communism, She Adopted It. Mr. Markovsky is the owner and CEO of Litwin Management Services, LLC. He can be reached at alex.g.markovsky@gmail.com
https://www.americanthinker.com/articles/2023/03/natos_perilous_quest_to_justify_its_existence.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar