Argentina - en ny vej - opgør med bureaukratiske administratorer

CRAIG PIRRONG   

Søndag den 19. november vandt den flamboyante –outré, –Javier Milei præsidentvalget i plagede, tragiske Argentina.

“Vandt” er ikke det helt rigtige ord for resultatet var at han knuste sin modstander med 56% af stemmerne. 

Milei bliver hele tiden sammenlignet med Donald Trump, men sammenligningen halter i den grad. Han er i sandhed unik blandt prominente politiske ledere i verden. Så unik at de førende kommentatorer, kilder ikke aner i hvilken kasse de skal placere ham - selvom ‘Gud skal vide’ de kæmper ihærdigt på at gøre det

Da han ikke er ‘venstreorienteret’ bliver han selvfølgelig hele tiden omtalt som “yderste højre.” Men den etiket der bruges til at beskrive såvel åbne grænser er med hensyn til Milei der er anti-kollektivist, og det nationalistiske og anti-immigration fjendtlige Alliance for Germany (AfD) helt forfejlet - udover som et signal fra venstrefløjen om nogen er på forkert vej. 

Han beskrives også som populist, men det er helt uden for skiven. Milei er som han selv beskriver sig anarko-kapitalist, hvor de fleste populister nu om stunder og historisk (såsom the Populist Party in the United States i 1890’erne) helt åbenlyst er fjendtligt indstillet over for kapitalismen og markedet. Moderne populister smider betegnelsen “neoliberal” som en fornærmelse mod de som har pro-marked synspunkter mildere end Mileis. 

Selv navnene på Mileis hund afspejler hans synspunkter og intellektuelle helte. De er Murray (for Rothbard), Milton (for Friedman, naturligvis), og Robert og Lucas ( en henvisning til afdøde Robert Lucas–en af mine professorer i Chicago). Hallo, ingen Friedrich? Milei skulle have klonet endnu en! (Disse kæledyr er alle klonet)

Da jeg skrev at Millei ikke er venstreorienteret så lad mig indrømme at det var noget af en underdrivelse. Milei forhåner venstreorienterede og venstrefløjens ideologi,  og henviser hele tiden til på TV og i offentlige forsamlinger med skatalogiske udtryk (lettere nedladende) ved at kalde dem “venstrefløjsere.” Han foragter kollektivismen og vurderer uden omsvøb at de venstreorienterede er ude på at udslette dig. Hans mission er så at udslette dem først. 

Når en så glødende mod venstrefløjen og godt udenfor konventionelle politiske kategorier vinder en valgsejr igangsætter det en masse moralsk panik, især hos medierne. The New York Times’ dækningen var (ubevidst) latterlig: “Nogle vælgere var frastødt af hans tidligere udbrud og ekstreme kommentarer i årenes løb med arbejde som en TV ekspert og personlighed.” Nuvel, helt tydeligt ikke en masse blev frastødt, men jeg gætter på at man er nødt til at finde trøst hvor man ikke, ikke sandt NYT?

Milei’s agenda er faktisk radikal, især for en falleret nation som Argentina. For at kæmpe mod landets massive (140% om året) inflation siger Milei han vil dollarisere økonomien og eliminere Centralbanken. Han ønsker også at radikalt reducere statens rolle i Argentinas økonomi. Han siger han ønsker at “kædesave” regeringen og understreger det ved i kampagnen at have en ægte kædesav med.

Hans valgsejr med dette program fik igangsat en storm i Argentinas finansielle markeder, hvor regeringens gæld steg beskedent og børspriserne klogt tilpassede sig. 

Men vil Milei være i stand til at levere? Nogle kommentatorer har tvivlet på hans evne til at styre baseret på den kendsgerning at hans parti i lovgivningen er et godt stykke fra flertallet. 

Jo, det kan vise sig at være en udfordring, men ikke den største hindring for Mileis mulighed for at transformere Argentinas til det som det var i begyndelsen af det 20. århundrede - en avanceret hurtigt voksende økonomi og et relativt frit samfund. 

Den ægte forhindring er den som anti-statsindblanding alle vegne står med - Bureaukratiet. (Jeg siger ikke “service til borgerne” fordi den frase er i bedste fald blot håbefuldhed, og mere jordbundent betragtet et falsk begreb. Lig med Det Hellige Romerske Imperium der var hverken Hellig eller Romersk, er “borger” hverken borger eller en service.) 

Argentinas oppustede stat er sin egen ‘kunde’ med egne interesser - i store træk selvopretholdelse og en udvidelse af sin magt. Ydermere har den skabt en hel klasse af støtteklienter i forretnings- og arbejdsverdenen. Mileis agenda er en modsætning til denne kombination af offentlig og private interesser. De vil være kampklare og føre krig ihærdigt for at hindre Milei og hans agenda i at lykkes. 

Selv en præsident med et valgsikret mandat som Mileis står over for formidable forhindringer i implementeringen af hans agenda. Den vigtigste er det som økonomer kalder en “interessekonflikt.” Bureaukraterne er den udøvende chefs agenter, men det kan vise sig nærmest umuligt at få disse agenter til at implementere chefens direktiver hvis de er imod. Deres incitamenter er ikke på linje med chefens, og går ofte i modsat retning. Resultatet er at de arbejder imod og ofte handler i direkte modstrid med chefens målsætning. 

En moderne chefs udøvende magt til at tvinge sine bureaukratiske agenter til at føje sig er der lagt alvorlige snublesten ud for. I bedste fald kan chefen foretage udnævnelser på øverste plan i bureaukratiet, (på ministerplan- eller departementschef plan) men karriere bureaukrater der kan lave om på eller modarbejde chefens politik kan han ikke nå ind til, og ikke pålægge dem straf dersom de underminerer chefens agenda. 

Dette problem er ikke kun for Argentina, det er den helt store defekt i regeringsledelse i så at sige ethvert land i verden. Jævnfør Suella Braverman i England, der for nylig kom i den negative kværn for at turde krænke følelserne hos de britiske embedsmænd.

Men strabadserne for typer som Braverman (eller Trump) vil sandsynligvis blegne i sammenligning med Mileis konfrontation med den kolo-enorme argentinske stat og bureaukrati. Selvom han undgår Trumps fejl med hele tiden at udnævne de som er fjendtlige overfor hans agenda til stillinger i bureaukratiet kan han afskedige og ansætte. Milei vil dog stadig stå med den gigantiske opgave at bringe de myriader af bureaukrater udenfor hans direkte indflydelse til at makke ret. 

Der er indikationer på at Milei er klar over dette problem og har fundet frem til en løsning. Fremfor at forsøge at kontrollere særlige bureaukratier fastslår han, at han ønsker at skære ned på regeringsdepartementer (f.eks. Undervisningsministeriet) Dette er nok den eneste vej til at det lykkes, men om han kan skære den Gordiske Knude over a la Alexander fører os tilbage til spørgsmålet om hans tvivlsomme støtte i den  lovgivningsmæssige forsamling. 

Faktisk skal Milei være mere end Alexander. Han skal være en Herkules for at rydde op i den argentinske stats Augeanske Stalde. 

Jeg har ikke de store forhåbninger - Herkules er en mytisk person - husk det. Men det er i det mindste forfriskende at nogen er blevet valgt for at spille Herkules, og en der er ivrigt efter at komme i gang med arbejdet. Ville det kunne indlede en trend over hele verden?

https://brownstone.org/articles/mileis-task-ahead-defeating-the-administrators/